Slaget om Hongkong

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget om Hongkong
Del af Stillehavskrigen under 2. verdenskrig
Japanske tropper går ind i Hongkong og marcherer på Queen's Road, under ledelse af generalløjtnant Takashi Sakai og viceadmiral Masaichi Niimi i december 1941, efter den britiske overgivelse.
Japanske tropper går ind i Hongkong og marcherer på Queen's Road, under ledelse af generalløjtnant Takashi Sakai og viceadmiral Masaichi Niimi i december 1941, efter den britiske overgivelse.
Dato 8.25. december 1941
Sted Hongkong og omkring
Resultat Japansk sejr
Japanske besættelse af Hongkong
Parter
Storbritannien Storbritannien

Canada Canada

Kejserriget Japan Kejserriget Japan
Ledere
Storbritannien Mark Aitchison Young
Britisk Indien Christopher Maltby
Kejserriget Japan Takashi Sakai
Styrke
14.000 tropper 52.000 tropper
Tab
2.113 dræbt eller savnet
300 såret[nb 1]
1.996 dræbt og 6.000 såret[nb 2]
Civile tab:[nb 3]
4.000 dræbt
3.000 hårdt såret

Slaget om Hongkong fandt sted under Stillehavskrigen i 2. verdenskrig. Det begyndte den 8. december 1941 og sluttede den 25. december 1941, da kronkolonien Hongkong overgav sig til Kejserriget Japan.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Seks uger før slaget ankom et canadisk kontingent for at styrke den britiske tilstedeværelse.
Britisks maskingeværrede i nærheden af Jardine's Lookout.

Storbritannien begyndte at se Japan som en trussel med afslutningen af den engelsk-japanske alliance i starten af 1920'erne, en trussel, der blev større med udbygningen af den kinesisk-japanske krig. Den 21. oktober 1938 besatte japanerne Canton (Guangzhou) og Hongkong var omringet.[1]

Forskellige British Defence-undersøgelser havde allerede konkluderet, at Hongkong ville være meget svær at forsvare i tilfælde af et japansk angreb, men i midten af 1930'erne var arbejdet begyndt på nyt forsvar, herunder Gin Drinkers' Line.

I 1940 havde briterne besluttet at reducere Hong Kong Garrison til en symbolsk størrelse. Air Chief Marshal Sir Robert Brooke-Popham, den øverstkommanderende for den britiske fjernøstlige kommando (engelsk: British Far East Command), hævdede, at begrænsede forstærkninger kunne gøre det muligt for garnisonen at forsinke et japansk angreb, og vinde tid andetsteds.[2]

Winston Churchill og hans hærchefer betegnede Hong Kong som en forpost, og i første omgang besluttede de ikke at sende flere tropper dertil. I september 1941 fortrød de den beslutning og fremførte, at yderligere forstærkninger ville afskrække japanerne, og forsikre den kinesiske leder Chiang Kai-shek, at Storbritannien virkelig var interesseret i at forsvare kolonien.[2]

I efteråret 1941 accepterede den britiske regering et tilbud fra den canadiske regering om at sende to infanteribataljoner og et brigadehovedkvarter (1.975 mand) for at styrke Hongkonggarnisonen. C Force, som den var kendt. Den ankom den 16. november på troppeskibet Awatea og den væbnede handelskrydser Prince Robert.[3] Styrken havde ikke alt dets udstyr med, da et skib, der transporterede deres køretøjer blev omdirigeret til Manila ved krigens udbrud.

De canadiske bataljoner var Royal Rifles of Canada fra Quebec og Winnipeg Grenadiers fra Manitoba. Royal Rifles havde kun tjent i Newfoundland og Saint John i New Brunswick før deres opgave i Hongkong, og Winnipeg Grenadiers havde været udstationeret på Jamaica. Så mange af de canadiske soldater havde ringe felterfaring, da de ankom i Hongkong.

Slagorden[redigér | redigér wikikode]

British Commonwealth[redigér | redigér wikikode]

  • Storbritannien Artilleri
    • 8th Coast Regiment, Royal Artillery Storbritannien
    • 12th Coast Regiment, Royal Artillery Storbritannien
    • 5th Anti-Air Regiment, Royal Artillery Storbritannien
    • 956th Defence Battery, Royal Artillery Storbritannien
    • 1st Hong Kong Regiment, Hong Kong and Singapore Royal Artillery Britisk Hongkong/Straits Settlements
    • Artillery Batteries, Hong Kong Volunteer Defence Corps (HKVDC) Britisk Hongkong

Kejserriget Japan[redigér | redigér wikikode]

  • Kejserriget Japans hærflag Kejserlige japanske hær
    • 23. armé (Japan)
      • 38. division: 228., 229. og 230. infanteriregimenter
      • 2. uafhængige antitankbataljon
      • 5. uafhængige antitankbataljon
      • 10. uafhængige bjergartilleriregiment
      • 20. uafhængige bjergartilleribataljon
      • 21. mortérbataljon
      • 20. uafhængige ingeniørregiment
      • En radiosignalsdeling
      • En tredjedel af medicinske enhed, 51. division
      • 1. og 2. flodkrydsningsmaterielkompagni, 9. division
      • Tre kompagnier fra 3. uafhængige transportregiment
      • 19. uafhængige transportkompagni
      • 20. uafhængige transportkompagni
      • 21. uafhængige transportkompagni
      • 17. feltvandrensnings- og forsyningsenhed
    • 23. hærsluftenhed
      • 45. luftregiment
      • Element fra 44. uafhængige luftenhed
      • To formationer fra den 10. uafhængige luftenhed
      • 47. luftsfeltsbataljon
      • Elementer fra 67. luftfeltsbataljon
      • 67. luftsfeltskompagni
  • Naval Ensign of Japan.svg Kejserlige japanske flåde

Forsvarsstillinger[redigér | redigér wikikode]

Centrale steder i forsvaret af Hongkong omfattede:

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Kort over de japanske angrebslinjer.
Canadiske infanterisoldater i Hongkong.

Det japanske angreb begyndte kort efter 08:00 den 8. december 1941 (lokal tid i Hongkong), mindre end otte timer efter angrebet på Pearl Harbor (på grund af døgnskiftet, der sker på den internationale datolinje mellem Hawaii og Asien, så er Pearl Harbor registreret til at have fundet sted den 7. december). Britiske, canadiske og indiske styrker, under kommando af generalmajor Christopher Maltby, støttet af Hong Kong Volunteer Defence Corps modsatte sig den japanske invasion udført af den japanske 21., 23. og 38. regiment, under kommando af generalløjtnant Takashi Sakai, men var i undertal med næsten fire til en (japanerne, 52.000, allierede, 14.000), og havde ikke deres modstanderes kamperfaring.

Kolonien havde intet væsentlige luftforsvar. RAF Station i Hongkongs Kai Tak-lufthavn havde kun fem fly: to Supermarine Walrus-amfibiefly og tre Vickers Vildebeest torpedo-rekognosceringsbombefly, fløjet og vedligeholdt af syv officerer og 108 piloter. En tidligere anmodning om en jagereskadrille var blevet afvist, og den nærmeste fuldt funktionsdygtige RAF-base Kota Bharu i Malaya lå næsten 2.250 km væk.

Hong Kong manglede også tilstrækkelig flådeforsvar. Tre destroyere skulle trækkes tilbage til Singapore.[4]

Japanerne bombede Kai Tak-lufthavn den 8. december.[5] To af de tre Vildebeest og de to Walrus blev ødelagt af 12 japanske bombefly. Angrebet ødelagde også adskillige civile luftfartøjer, herunder alle undtagen to af de fly, der blev brugt af Air Unit of the Hong Kong Volunteer Forsvar Corp. Personel fra RAF og Air Unit kæmpede derefter videre som landstyrker. To af Royal Navys tre tilbageværende destroyere blev beordret til at forlade Hongkong til Singapore. Kun én destroyer, HMS Thracian, adskillige kanonbåde og en flåde af motortorpedobåde blev tilbage.

Den 8., 9. og 10. december udførte otte amerikanske piloter fra de kinesiske nationale luftfartsmyndigheder, CNAC,[6] og deres besætninger 16 ture mellem Kai Tak-lufthavn og lufthavnene i Namyung og Chongqing (Chungking) i Kina, krigstidshovedstaden for Republikken Kina. Ifølge artikler i New York Times og Chicago Daily[7] fra den 15. december 1941 var piloternes navne Charles L. Sharp[8], Hugh L. Woods[9], Harold A. Sweet[10], William McDonald[11], Frank L. Higgs[12], Robert S. Angle[13], P.W. Kessler[14] og S.E. Scott[15]. Sammen udførte de 16 togter og evakuerede 275 personer, herunder fru Sun Yat-sen, enke efter "nationens fader", og den kinesiske finansminister H.H. Kung.

Commonwealth-styrkerne besluttede sig for ikke at holde Sham Chun-floden og i stedet etablerede tre bataljoner Gin Drinkers' Line på den anden side af bakkerne. Det japanske 38. infanteri under kommando af generalmajor Takaishi Sakai passerede hurtigt Sham Chun-floden ved hjælp af midlertidige broer.[5] Tidligt den 10. december 1941 angreb det 228. infanteriregiment under kommando af oberst Teihichi fra den 38. division Commonwealth-forsvaret ved Shing Mun Redoubt, der var forsvaret af 2nd Battalion Royal Scots, under kommando af oberstløjtnant S. White.[5] Linjen blev brudt efter fem timer, og senere samme dag trak Royal Scots sig også fra Golden Hill.[5] D kompagniet fra Royal Scots modangreb og erobrede Golden Hill.[5] Ved kl. 10:00 var bakken igen taget af japanerne.[5] Dette gjorde situationen i New Territories og Kowloon uholdbar og en evakuering startede den 11. december 1941 under luftbombardement og artillerispærreild. Så meget militær- og havneanlæg som muligt blev ødelagt før tilbagetrækningen. Ved den 13. december var 5/7 Rajputs fra den britiske indiske hær under kommando af oberstløjtnant R. Cadosan-Rowlinson, de sidste Commonwealth tropper på fastlandet, som havde trukket sig tilbage til Hong Kong Island.[16]

Maltby organiserede forsvaret af øen og opdelte den mellem en østbrigade (engelsk: East Brigade) og en vestbrigade (engelsk: West Brigade). Den 15. december begyndte japanerne et systematisk bombardement af øens North Shore.[16] To krav om overgivelse blev fremsat den 13. december og 17. december. Da de blev afvist, krydsede japanske styrker havnen om aftenen den 18. december og gik i land på øens nordøstlige del. [16] De led kun lette tab, selv om der ikke var nogen effektiv kommando, der kunne opretholdes før daggry. Den nat blev cirka 20 artillerister massakreret på Sai Wan-batteriet efter at de havde overgivet sig. Der var endnu en massakre på fanger, denne gang af medicinsk personale,[17] i Salesian Mission på Chai Wan Road. I begge tilfælde overlevede nogle, der kunne fortælle historien.

Om morgenen den 19. december kastede en canadisk company sergeant major, John Robert Osborn fra Winnipeg Grenadiers sig over ​​en granat og ofrede sig selv for at redde livet for mændene omkring ham. Han blev posthumt tildelt Victoriakorset.[17] Voldsomme kampe fortsatte på Hong Kong Island, men japanerne tilintetgjorde hovedkvarter for vestbrigade (engelsk: West Brigade), der førte til brigadegeneral John K. Lawsons død, den øverstbefalende for vestbrigaden.[17] Et britisk modangreb kunne ikke tvinge dem fra Wong Nai Chung Gap[17], der sikrede passage mellem centrum og den afsondrede sydlige del af øen. Fra den 20. december blev øen delt i to, hvor de britiske Commonwealth-styrker stadig holdt ud omkring Stanley-halvøen og på den vestlige del af øen. På samme tid ophørte vandforsyningen i takt med, at japanerne erobrede øens vandreservoirer.

Om morgenen den 25. december gik japanske soldater ind i det britiske felthospital i St. Stephen's College, og torterede og dræbte et stort antal sårede soldater og det medicinske personale.[18]

Ved eftermiddagen den 25. december 1941 blev det klart, at yderligere modstand ville være forgæves, og de britiske koloniembedsmænd under ledelse af Hongkongs guvernør, sir Mark Aitchison Young, overgav sig personligt[19] i det japanske hovedkvarter på tredje sal på Peninsula Hong Kong-hotellet. Det var første gang, en britisk kronkoloni overgav sig til en invaderende magt. Garnisonen havde holdt ud i 17 dage. Denne dag er kendt i Hongkong som "sorte jul".

Eftervirkningerne[redigér | redigér wikikode]

Dongjiang guerillakampe i skyttegrave.
Cenotaph i Hongkong.

Isogai Rensuke blev den første japanske guvernør i Hongkong og indledte derved tre år og otte måneder med kejserlig japansk administration. Japanske soldater terroriserede den lokale befolkning ved bl.a. plyndringer, drab samt ved voldtægt af omkring 10.000 kvinder,[20].

Efter Hongkongs overgivelse til japanerne, førte lokale kinesere guerillakrig i New Territories mod de japanske besættelsestropper. Guerillaerne var aktiv i modstandskomapen indtil slutningen af ​​den japanske besættelse. Japansk gengældelse mod guerillaerne bestod bl.a. i at jævne flere landsbyer med jorden. Vestlige historiebøger om emnet har ikke dækket deres handlinger.[Kilde mangler] Modstandsgrupper blev kendt som Gangjiu og Dongjiang-styrker.

Allierede civile statsborgere blev interneret i Stanley Internment Camp. Oprindeligt var der 2400, selvom det antal blev reduceret efter nogle hjemsendelser under krigen. Internerede, der døde sammen med fanger henrettet af japanerne, ligger begravet på Stanley Cemetery.

Britisk suverænitet blev genindført i 1945 ved de japanske styrkers overgivelse den 15. august; seks dage efter, at USA kastede atombomben over Nagasaki.

General Takashi Sakai, der ledede invasion af Hongkong og senere fungerede som guvernør, blev dømt som krigsforbryder og henrettet ved skydning i 1946.

De Allierede, der døde i slaget, herunder britiske, canadiske og indiske soldater, blev senere begravet på Sai Wan Military Cemetery og Stanley Military Cemetery. I alt 1.528 soldater, primært fra Commonwealth, ligger begravet der. Der er også grave for andre allierede soldater, der døde i regionen under krigen og nogle hollandske søfolk, der var genbegravet i Hongkong efter krigen.

Det koloniale våbenskjold for Hongkong, der blev brugt fra 1959, indeholdt et murkrone for at fejre forsvaret af Hongkong under 2. verdenskrig. Våbnet var i brug indtil 1997, da det blev erstattet af den nuværende regionale emblem.

Lei Yue Mun Fort mistede i efterkrigstiden sin militære betydning. Efter krigen blev det frem til 1987 anvendt som et træningsområde for de britiske styrker, hvorefter det blev forladt. På grund af sin historiske betydning og unikke arkitektoniske elementer besluttede det tidligere Urban Council i 1993 at bevare og udvikle Lei Yue Mun Fort til Hong Kong Museum of Coastal Defence.

Den nærliggende Sai Wan Battery, med bygninger opført i 1890, husede Depot and Record Office of the Hong Kong Military Service Corps i næsten fire årtier efter krigen. Kasernen blev overgivet til regeringen i 1985 og blev omdannet til Lei Yue Mun Park and Holiday Village.

Fanger[redigér | redigér wikikode]

Krigsfanger blev sendt til:

267 canadierne fanget under slaget omkom i japanske krigsfangelejre, hovedsageligt på grund af mishandling og misbrug. I december 2011 undskyldte Toshiyuki Kato, Japans parlamentariske viceudenrigsminister, mishandlingen af en gruppe canadiske veteraner fra slaget i Tokyo.[21]

Udmærkelser[redigér | redigér wikikode]

John Robert Osborn (2. januar 189919. december 1941) blev tildelt det første Victoriakors, den højeste og mest prestigefyldte pris for tapperhed over for fjenden, der kan tildeles britiske og Commonwealth styrker, til en canadier for handlinger under 2. verdenskrig. Han så en japansk granat rulle ind gennem døren til bygningen, hvor Osborn og hans canadiske Winnipeg Grenadiers var og tog sin hjelm af og kastede sig over granaten og reddede livet for ti canadiske soldater. Han blev født i Norfolk i England.

Gander var en Newfoundlænder, der posthumt blev tildelt Dickin Medal, "dyrenes Victoriakors " i 2000 for sine handlinger under 2. verdenskrig, den første pris i over 50 år. Han tog en kastet japansk håndgranat og løb med den mod fjenden, og døde i eksplosionen, men reddede livet for flere sårede canadiske soldater.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Tallene er taget fra Christopher Maltby, den øverstbefalende for britiske styrker i Kina.[22]
  2. De japanske tab er ukendte. Skønnene spænder fra 675 dræbte og 2.079 sårede til 7.000 dræbte og 20.000 sårede. Den 29. december 1941 rapporterede Hong Kong News, 1.996 dræbte og 6.000 sårede, som Tony Banham kaldte "måske det mest troværdige skøn".[23]
  3. Tallene er taget fra Selwyn Selwyn-Clarke, direktør for de medicinske tjenester (engelsk: Medical Services) i Hongkong.[23]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Chi Ming Fung (2005). Reluctant heroes: rickshaw pullers in Hong Kong and Canton, 1874-1954 (engelsk) 129. Hong Kong University Press.
  2. 2,0 2,1 Harris, John R. (2005). The Battle for Hong Kong 1941-1945 (HB) (på engelsk). Hong Kong University Press. ISBN 978-962-209-779-7, side 55.
  3. Kay Christie's Story (engelsk). Hong Kong Veterans Commemorative Association.
  4. L, Klemen. Chronology of the Dutch East Indies, 1 December 1941 - 6 December 1941 (engelsk). Forgotten Campaign: The Dutch East Indies Campaign 1941-1942.
  5. 5,0 5,1 5,2 5,3 5,4 5,5 L, Klemen. Chronology of the Dutch East Indies, 7 December 1941 - 11 December 1941 (engelsk). Forgotten Campaign: The Dutch East Indies Campaign 1941-1942.
  6. China National Aviation Corporation (CNAC)
  7. http://www.cnac.org
  8. Charles L. Sharp
  9. Hugh L. Woods
  10. Harold A. Sweet
  11. William McDonald
  12. Frank L. Higgs
  13. Robert S. Angle
  14. P.W. Kessler
  15. S.E. Scott
  16. 16,0 16,1 16,2 L, Klemen. Chronology of the Dutch East Indies, 12 December 1941 - 18 December 1941 (engelsk). Forgotten Campaign: The Dutch East Indies Campaign 1941-1942.
  17. 17,0 17,1 17,2 17,3 L, Klemen. Chronology of the Dutch East Indies, 19 December 1941 - 24 December 1941 (engelsk). Forgotten Campaign: The Dutch East Indies Campaign 1941-1942.
  18. Charles G. Roland. Massacre and Rape in Hong Kong: Two Case Studies Involving Medical Personnel and Patients (engelsk).
  19. L, Klemen. Chronology of the Dutch East Indies, 25 December 1941 - 31 December 1941 (engelsk). Forgotten Campaign: The Dutch East Indies Campaign 1941-1942.
  20. Estimatat fra Snow 2003 via The history of Hong Kong (engelsk).
  21. Associated Press, "Japan apologizes to Canadian POWs from H.K. battle", Japan Times, 10. december 2011, s. 2.
  22. Banham, Tony (2005). Not the Slightest Chance: The Defence of Hong Kong, 1941. Hong Kong University Press. s. 317. ISBN 962-209-780-4.
  23. 23,0 23,1 Banham 2005, s. 318

Yderlig læsning[redigér | redigér wikikode]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: