Slaget om Singapore

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget om Singapore
Del af Stillehavskrigen under 2. verdenskrig
Generalløjtnant Arthur Percival, ledet af en japansk officer, gå under et hvidt flag for at forhandle om kapitulation af de allierede styrker i Singapore, den 15. februar 1942. Det var den største overgivelse af britisk-ledede styrker i historien.
Generalløjtnant Arthur Percival, ledet af en japansk officer, gå under et hvidt flag for at forhandle om kapitulation af de allierede styrker i Singapore, den 15. februar 1942. Det var den største overgivelse af britisk-ledede styrker i historien.
Dato 8. februar 194215. februar 1942
Sted Singapore, Straits Settlements
Resultat Afgørende japansk sejr, Japanske besættelse af Singapore
Parter
Storbritannien Storbritannien
Britisk Indien Britisk Indien
Australien Australien
Malaysia Føderale malaysiske stater
Straits Settlements Straits Settlements
Kejserriget Japan Kejserriget Japan
Ledere
Storbritannien Arthur Percival # Overgav sig
Australien Gordon Bennett
Storbritannien Lewis Heath #
Storbritannien M. Beckwith-Smith #
Kejserriget Japan Tomoyuki Yamashita
Kejserriget Japan Takuma Nishimura
Kejserriget Japan Takuro Matsui
Kejserriget Japan Renya Mutaguchi
Styrke
85.000:
Malaya Command:

Storbritannien No. 232 Squadron
(begrænset deltagelse)

36.000:
Tab
2.000 dræbt
5.000 såret
80.000 tilfangetaget[1]
1.713 dræbt
2.772 såret[2]

Slaget om Singapore blev udkæmpet i Sydøstasien under 2. verdenskrig, da Kejserriget Japan invaderede de Allieredes fæstning i Singapore. Singapore var den største britiske militærbase i Fjernøsten og fik tilnavnet "Østens Gibraltar". Kampene i Singapore varede fra den 8. til den 15. februar 1942.

Det resulterede i Singapores fald til japanerne, og den største overgivelse af britisk-ledede tropper i historien.[2] Omkring 80.000 britiske, australske og indiske soldater blev krigsfanger, og sluttede sig til de 50.000 der var taget til fange af japanerne i den malajiske kampagne. Storbritanniens premierminister Winston Churchill kaldte det forsmædelige fald af Singapore til japanerne den "værste katastrofe" og "største kapitulation" i britisk historie.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Japan valgte at invadere Malaya, fordi de havde brug for de værdifulde naturressourcer i Malaya, som kunne gøres nyttige i Stillehavskrigen mod de Allierede, pga. handelssanktionerne, der var udstedt af de Allierede (som et svar på japanernes invasion af Kina).[3] Singapore, mod syd, var forbundet til Malaya via Johor-Singapore Causeway. Japanerne så dette, som en port, der kunne bruges som et afsæt mod andre allierede interesser i området, og for at styrke de invaderede områder.

Japanerne ville også fjerne dem i Singapore, der støttede Kina i den 2. kinesisk-japanske krig. De etniske hankinesere i Malaysia og Singapore havde gennem finansielle og økonomiske midler støttet kineserne i deres forsvar mod japanerne. Støtten blive ramt af splittelse, fordi støtten blev fordelt mellem de stridende parter i den igangværende kinesiske borgerkrig. På trods af Xi'an-episoden, der angiveligt havde forenet både det regerende Kuomintang-parti og Kinas kommunistiske parti mod japanerne, var kampe mellem dem stadig almindeligt. Midlerne blev yderligere opdelt, da nogle blev brugt til humanitær nødhjælp til den kinesiske civilbefolkning ud over støtten til Kuomintang og det kommunistiske parti. En sådan støtte havde bidraget til forsinkelsen af den japanske fremrykning i Kina. Tan Kah Kee var en fremtrædende filantrop i Singapores kinesiske samfund, og var en stor finansiel bidragyder, med mange hjælpeaktioner organiseret i hans navn. Støtte til Kina fra befolkningen i Singapore i dens forskellige former blev en del af Kejserriget Japans casus belli til at angribe Singapore gennem Malaya.

Invasionen af Malaya[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Slaget om Malaya.
Denne artikel er en del af serien
Singapores historie
Singapores flag Singapores flag mellem 1946-1959
Singapores forhistorie (før-1819)
Grundlæggelsen af
det moderne Singapore
(1819–1826)
Straits Settlements (1826–1867)
Kronkoloni (1867–1942)
Slaget om Singapore (1942)
Japanske besættelse (1942–1945)
Sook Ching-massakren (1942)
Efterkrigstiden (1945–1955)
First Legislative Council (1948–1951)
Maria Hertogh-optøjerne (1950)
Second Legislative Council (1951–1955)
Anti-National Service-optøjerne (1954)
Selvstyre (1955–1962)
Hock Lee-busoptøjerne (1955)
Kinesiske mellemskoleoptøjer (1956)
Sammenlægning med Malaysia (1962–1965)
Folkeafstemningen i 1962
Operation Coldstore (1963)
Raceoptøjerne (1964)
MacDonald House-bombningen (1965)
Republikken Singapore (1965–i dag)
Raceoptøjerne (1969)
Operation Spectrum (1987)
Asienkrisen (1997)
Ambassadeangrebsforsøgene (2001)
SARS-udbrud (2003)
Tidslinje
Singapore Singapore portal
v · d · r

Den japanske 25. armé invaderede Malaya fra Fransk Indokina, og rykkede ind i det nordlige Malaysia og Thailand ved amfibieangreb den 8. december 1941. Det var næsten samtidig med det japanske angreb på Pearl Harbor, der var ment til at forhindre USA fra at gå ind i krigen. Japanske tropper i Thailand tvang den thailandske regering til at lade japanerne bruge thailandske militærbaser til invasionen af andre lande i Sydøstasien og gik derefter over den thailandsk-malaysiske grænse for at angribe Malaysia. På dette tidspunkt, begyndte japanerne at foretage strategiske bombninger af steder over hele Singapore, og luftangreb blev udført mod Singapore fra dette tidspunkt, selv om luftværnsild holdt de fleste af de japanske bombefly fra totalt at ødelægge kolonien, så længe der var ammunition nok.

Den japanske hær mødte modstand i det nordlige Malaya af III Corps fra den indiske hær, og flere bataljoner fra den britiske hær. Selv om 25. armé var i undertal mod de allierede styrker i Malaya og Singapore, koncentrerede de japanske ledere deres styrker. Japanerne var overlegne i tæt luftstøtte, tanks, koordination, taktik og erfaring. Desuden blev britiske styrker gentagne gange udsat for bagholdsangreb, fordi de troede – trods gentagne flankerende angreb af japanerne – at den malaysiske jungle var ufremkommelig. Junglen var efterhånden omdannet til fremkommelige gummiplantager. Den kejserlige japanske hærs luftvåben var mere talrig, og bedre trænet end deres modstandere, der kun havde fået tildelt uøvede piloter og ringe allieret udstyr til Malaya, Borneo og Singapore. Japanernes overlegne jagerfly, især Mitsubishi A6M Zero, hjalp japanerne med at få luftherredømmet. De Allierede havde ingen kampvogne, kun nogle få pansrede køretøjer, som satte dem i en alvorlig underlegenhed.

Slagskibet HMS Prince of Wales og HMS Repulse og fire destroyere (Force Z) nåede Malaya, før japanerne begyndte deres luftangreb. Denne styrke blev anset for at være en afskrækkelse for japanerne. Men japanske fly, sænkede de store skibe, og efterlod den malajiske østkyst ubeskyttet og tillod japanerne at fortsætte deres amfibielandgange.

Udsigten over den sprængte bro mellem Singapore og Malaysia, med et synligt hul i midten, der forsinkede den japanske krydsning af vandet i over en uge til den 8. februar.

Japanske styrker isolerede, omringede og tvang indiske enheder, der forsvarede kysten, til at overgive sig hurtigt. De rykkede ned af Malayahalvøen og overvældende forsvarerne, på trods af numerisk underlegenhed. De japanske styrker brugte også cykelinfanteri og lette tanks der tillod hurtig fremrykning gennem "junglen".

Selv om flere allierede enheder, heriblandt nogle fra den australske 8th Division, sluttede sig til kampagnen, forhindrede japanerne de allierede styrker at omgruppere. De japanske styrker indtog byer og rykkede frem mod Singapore. Byen var central for driften af American-British-Dutch-Australian Command (ABDACOM), den første allierede fælleskommando i 2. verdenskrig. Singapore kontrollerede også den vigtige sejlrute mellem det Indiske Ocean og Stillehavet.

Den 31. januar forlod de sidste allierede styrker Malaysia og allierede ingeniørtropper sprængte Johor Causeway-broen, der forbandt Johor og Singapore. Japanske agenter – mange forklædt som singaporeanske civile – krydsede Johorstrædet i oppustelige gummibåde kort tid efter.

Forberedelserne[redigér | redigér wikikode]

Singapore i starten af februar 1942: fordelingen af de allierede landstyrker er med rød. Den vigtigste nord-syd transportkorridor, der dannes af Woodlands Road og jernbanen og forbinder byens centrum (i sydøst) og The Causeway (centralt nord), er den sorte linje, der løber gennem midten af øen. Sarimbun er i det nordvestlige hjørne af øen; Bukit Timah ligger tæt på centrum ved trafikkorridoren; Pasir Panjang ligger mellem byens centrum og det sydvestlige hjørne af øen og "Jurong Line" er de parenteslignende linjer i rødt, lige vest for Woodlands Road.

I ugerne forud for invasionen, led de allierede styrker af en ødelæggende uenighed blandt de øverste chefer,[4] samt pres fra den australske premierminister, Robert Menzies.[5] Generalløjtnant Arthur Percival, chef for garnisonen, havde 85.000 soldater, svarende, på papiret, til lidt over fire divisioner. Der var omkring 70.000 soldater i felten fordelt på 38 infanteribataljoner – 13 britiske, 6 australske, 17 indiske og 2 malaysiske – og 3 maskingeværsbataljoner. Den nyankomne britiske 18. infanteridivision under generalmajor Merton Beckwith-Smith var ved fuld styrke, men manglede erfaring og relevant træning, de fleste af de øvrige enheder var underbemandet, et par var lagt sammen på grund af store tab, som følge af kampagnen på fastlandet. De lokale bataljoner havde ingen erfaring og i nogle tilfælde ingen træning.[6]

Percival gav generalmajor Gordon Bennetts to brigader fra den australske australske 8th Division ansvaret for den vestlige del af Singapore, herunder de vigtigste invasionspunkter på den nordvestlige del af øen. Dette var mest mangrovesump og jungle, delt af floder og åer. I hjertet af det "vestlige område" var RAF Tengah, Singapores største flyveplads på det tidspunkt. Den australske 22nd Brigade blev tildelt en 16 km bred sektor i vest, og den 27th Brigade havde ansvaret for en 3.650 m zone lige vest for Causeway. Infanteriets stillinger blev forstærket af den nyligt ankommet australske 2/4th Machine-Gun Battalion. Også under Bennetts kommando blev den indiske 44th Infantry Brigade tildelt.

Det indiske 3. korps under generalløjtnant Sir Lewis Heath, herunder den indiske 11. infanteridivision (generalmajor B. W. Key), den britiske 18th Division og 15. infanteridivision, blev tildelt den nordøstlige sektor, der blev kendt som "Northern Area". Det omfattede flådebasen ved Sembawang. "Southern Area", herunder de største byområder i den sydøstlige del, var under kommando af generalmajor Frank Keith Simmons. Hans styrker bestod af omkring 18 bataljoner, herunder den malaysiske 1. infanteribrigade, Straits Settlements Volunteer Force-brigaden og den indiske 11. infanteribrigade.

Fra rekognosceringsfly, spejdere, spioner og højdedragene på den anden side af strædet, herunder Sultanen af Johors palads, fik general Tomoyuki Yamashita og hans stab, indgående kendskab til de allierede stillinger. Fra den 3. februar blev de Allierede angrebet af japansk artilleri.

En af Singapores 15-inch kystartilleri klar til skydning.

Japanske luftangreb på Singapore blev intensiveret over de næste fem dage. Luft- og artilleribombardementer, forstyrrede alvorligt kommunikationen mellem allierede enheder og deres ledere, og påvirkede forberedelserne til forsvaret af øen.

Singapores berømte store-kaliber kystkanoner – som inkluderede et batteri af tre 15-tommer (381 mm) kanoner og en med to 15-tommer (381 mm) kanoner – blev for det meste forsynet med panserbrydende (AP) granater og få højeksplosive (HE) granater. AP-granaterne var designet til at trænge ind i skroget på svært pansrede krigsskibe og var ineffektive mod landtropper. Det siges ofte, at kanonerne ikke kunne skyde på de japanske styrker, fordi de var blevet konstrueret til at vende mod syd, men det var ikke tilfældet, selvom manglen på HE-ammunition var en fejl af samme slags og muligvis på grund af den overbevisning, at en invaderende hær ikke kunne komme fra nord. Selvom de var placeret for at skyde på fjendtlige skibe mod syd, kan de fleste af kanonerne dreje mod nord, og de åbnede ild på angriberne. Militære analytikere anslog senere, at hvis kanoner havde været velforsynet med HE-granater ville de japanske angribere have lidt store tab, men invasionen ville ikke have været forhindret alene af den grund.

Yamashita havde lidt over 30.000 mand fra tre divisioner: Den Kejserlige garde under generalløjtnant Takuma Nishimura, den 5. division under generalløjtnant Takuro Matsui og den 18. division under generalløjtnant Renya Mutaguchi. Eliteenheder fra de kejserlige gardeenheder inkluderede en let kampvognsbrigade.

Japansk landgang[redigér | redigér wikikode]

Kort over den japanske landgang på Singaporeøen.
Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Slaget om Sarimbun Beach.

Sprængningen af broen forsinkede det japanske angreb i over en uge. Klokken 20:30 den 8. februar, åbnede australske maskingeværskytter ild mod fartøjer, der transporterede den første bølge af 4.000 soldater fra det 5. og 18. division til Singaporeøen. Japanerne angreb Sarimbun Beach, i den sektor, der var kontrolleret af den australske 22nd Brigade under brigadegeneral Harold Taylor.

Voldsomme kampe rasede hele dagen, men i sidste ende betød de voksende japanske styrker – og overlegenhed i deres artilleri, fly og militære efterretninger – at få indvirkning. I den nordvestlige del af øen, udnyttede de hullerne i de tyndt bemandede allierede linjer såsom floder og åer. Ved midnat havde de to australske brigader mistet kontakten med hinanden, og 22nd Brigade blev tvunget til at trække sig tilbage. Omkring kl. 1 gik yderligere japanske styrker i land på den nordvestlige del af øen og de sidste australske reserver gik ind i kampen. Mod daggry den 9. februar blev dele af 22nd Brigade løbet over ende eller omringet, og 2/18th Australian Infantry Battalion havde mistet mere end halvdelen styrken.

Luftkrigen[redigér | redigér wikikode]

Den britiske luftstøtte blev leveret af kun ti Hawker Hurricane-jagerfly fra Royal Air Force No. 232 Squadron, som havde base på Kallang Airfield. Dette skyldtes at Tengah, Seletar og Sembawang var inden for rækkevidde af japansk artilleri ved Johore Bahru. Kallang Airfield var den eneste operative flyveplads tilbage. De overlevende eskadriller blev trukket tilbage i januar for at styrke Hollandsk Ostindien.

Denne jagerflystyrke klarede sig dog betydeligt godt, men var i undertal og ofte udkonkurreret af de japanske A6M Zero – og led alvorlige tab, både i luften og på jorden i løbet af februar.

Den 8. december blev Singapore udsat for et luftbombardement for første gang af langtrækkende japanske fly, såsom Mitsubishi G3M Nell og Mitsubishi G4M Betty, der havde base i det japansk-besatte Indokina. Efter dette første raid, ophørte de japanske bombninger resten af december, og blev først genoptaget den 1. januar 1942.

Brandmænd kæmper mod flammer som følge af et japansk luftangreb den 8. februar 1942.

I løbet af december blev 51 Hurricane Mk II-jagere sendt til Singapore, med 24 piloter, samlet i fem eskadriller. De ankom den 3. januar 1942, på et tidspunkt hvor Buffalo-eskadriller var blevet overvældet. No. 232 Squadron blev dannet, og No. 488 Squadron RNZAF, en Buffalo-eskadrille konverteret til Hurricanes. 232 Squadron blev operativ den 20. januar og nedskød tre Ki-43S den dag,[7] med tabet af tre Hurricanes. Men ligesom Buffalos før dem, begyndte Hurricanes at lide alvorlige tab i de intense luftkampe.

I perioden 27. januar30. januar, ankom yderlig 48 Hurricanes (Mk IIA) med No. 226 Group (fire eskadriller) på hangarskibet HMS Indomitable, hvorfra de fløj til lufthavne med kodenavne P1 og P2, tæt Palembang, Sumatra i Hollandsk Ostindien. De forskudte ankomster af Hurricanes, sammen med utilstrækkelige varslingssystemer, betød at japanerne var i stand til at bombe en stor del af Hurricanes på jorden i Sumatra og Singapore.

Malaysiske civile går forbi en nedskudt Hawker Hurricane den 8. februar, langs East Coast Road.

Om morgenen den 8. februar, fandt en række dueller sted over Sarimbun Beach og andre vestlige områder. I det første møde, scramblede de sidste ti Hurricanes fra Kallang Airfield for at imodgå en japansk formation af omkring 84 fly, der fløj fra Johor for at give luftstøtte til deres invasionsstyrke. I to angreb skød Hurricanes seks japanske fly ned for selv at miste en. De fløj tilbage til Kallang halvt inde i kampen, for at tanke op, og vende tilbage til kampen.[8] Luftslaget gik på over øen resten af dagen, og ved mørkets frembrud var det klart, at med de få fly Percival havde tilbage, kunne Kallang ikke længere benyttes som base. Med sin godkendelse blev de resterende Hurricanes trukket tilbage til Palembang, Sumatra, og Kallang blev blot en fremskudt landingsplads. Ingen allierede fly blev set igen over Singapore, og japanerne havde fuld kontrol over luftrummet.[9]

Om aftenen den 10. februar, beordrede general Archibald Wavell at alt resterende allieret flypersonel skulle trækkes tilbage til Hollandsk Ostindien. På dette tidspunkt var Kallang Airfield så fyldt med bombekratere, at den ikke længere var brugbar.

Anden dag[redigér | redigér wikikode]

Efter at have antaget at yderligere landgange ville forekomme i nordøst, valgte Percival ikke at forstærke den 22. brigade. Den 9. februar gik japanerne i land i sydvest, hvor de stødte på 44th Indian Infantry Brigade. Allierede enheder blev tvunget til at trække sig længere mod øst. Bennett besluttede at danne en sekundær defensiv linje, der er kendt som "Jurong Line", omkring Bulim, øst for Tengah Airfield og lige nord for Jurong.

Brigadegeneral Duncan Maxwells australske 27. brigade, mod nord, mødte ikke nogen japanske angreb indtil den Kejserlige garde gik i land kl. 22:00 d. 9. februar. Denne operation gik meget dårligt for japanerne, der led store tab fra australske mortérer og maskingeværer, og fra afbrænding af olie, som var blevet skyllet ud i vandet. Et lille antal gardere nåede kysten og opretholdte et svagt brohoved.

Føringsproblemer skabte yderligere revner i de Allieredes forsvar. Maxwell var klar over, at den 22. brigade var under stigende pres, men var ude af stand til at kontakte Taylor og var på vagt over for omringning. På trods af sin brigades succes – og i strid med ordrer fra Bennett – beordrede Maxwell den til at trække fra Kranji i det centrale nord. De Allierede mistede dermed kontrollen over strandene der stødte op mod vestsiden af Causeway.

Japansk gennembrud[redigér | redigér wikikode]

Åbningen ved Kranji gjorde det muligt for panserstyrker fra den Kejserlige garde at gå i land dér uden modstand. Kampvogne med flydeudstyr blev slæbt tværs over strædet og rykkede hurtigt mod syd, langs Woodlands Road. Dette tillod Yamashita at undgå den 22. brigade på Jurong Line, samt den 11. indiske division på flådebasen. Men det lykkedes ikke for den Kejserlige garde at gribe chancen til at rykke ind i byens centrum.

Om aftenen den 10. februar, telegraferede den britiske premierminister Winston Churchill, til Wavell:

Citat Jeg tror, du burde indse den måde vi ser på situationen i Singapore. Det er oplyst til staben af C.I.G.S. [Chef for Imperiets generalstab, general Alan Brooke], at Percival har over 100.000 [sic] mænd, hvoraf 33.000 er britiske og 17.000 australske. Det er tvivlsomt, om japanerne har så mange på hele den malaysiske halvø... Under disse omstændigheder overgår forsvarerne de japanske styrker, som har krydset stræderne, og i et udkæmpet slag skal de nedkæmpe dem. Der skal på dette tidspunkt ikke tænktes på at redde tropper eller skåne befolkningen. Dette slag skal kæmpes til den bitre ende for enhver pris. Den 18. division har en chance for at gøre sit navn kendt i historien. Anførere og højtstående officerer bør dø med deres tropper. Det britiske imperium og den britiske hærs ære er på spil. Jeg stoler på dig i ikke at udvise nogen form for svaghed. Med russerne der kæmper som de gør, og amerikanerne der er så stædigt holder Luzon, er hele vores lands omdømme og vores race involveret. Det forventes, at hver enhed vil blive bragt i tæt kontakt med fjenden, og kæmpe ...[10] Citat

Wavell fortalte efterfølgende Percival, at landstyrkerne ville kæmpe til enden, og at der ikke bør være en generel overgivelse i Singapore.[2]

Citat Mit angreb på Singapore var et bluff – et bluff der virkede. Jeg havde 30.000 mænd og de var flere end os, mere end tre til en. Jeg vidste at hvis jeg skulle kæmpe i lang tid om Singapore, så ville jeg blive slået. Det er grunden til overgivelse skulle være med det samme. Jeg var hele tiden bange for at briterne ville opdage vores talmæssige underlegenhed og manglende forsyninger og tvinge mig til katastrofale bykampe. Citat
Tomoyuki Yamashita Shores 1992, s. 383.

Den 11. februar, vel vidende at de japanske forsyninger var faretruende små, besluttede Yamashita at bluffe, og opfordrede Percival til at "opgive denne meningsløse og desperate modstand". På dette tidspunkt var den 22. brigades kampstyrke – der havde mødt hovedparten af det japanske angreb – blevet reduceret til nogle få hundrede mænd. Japanerne havde erobret Bukit Timah-området, herunder det meste af de Allieredes ammunition og brændstof samt kontrollen over den vigtigste vandforsyning.

Den næste dag blev de allierede linjer stabiliseret omkring et lille område på den sydøstlige del af øen og det lykkedes dem at stoppe flere japanske angreb. Andre enheder, herunder 1st Malaya Infantry Brigade, havde sluttet sig til. En malaysisk deling, ledet af løjtnant Adnan bin Saidi, holdt japanerne i to dage i slaget ved Pasir Panjang. Hans enhed forsvarede Bukit Chandu, et område der omfattede et stor allieret ammunitionsdepot. Adnan blev henrettet af japanerne efter hans enhed blev løbet over ende.

Den 13. februar, mens de Allierede stadig tabte terræn, rådede højtstående officerer Percival, at overgive sig for at minimere de civile tab. Percival afviste, men uden held anmodede han om tilladelse til at overgive fra hans overordnede.

Den samme dag henrettede militærpoliti en dømt britisk forræder, kaptajn Patrick Heenan, som havde været forbindelsesofficer til den indiske hær.[11] Den japanske militære efterretningstjeneste havde rekrutteret Heenan før krigen, og han havde brugt en radio til at hjælpe dem med at angribe allierede flyvepladser i det nordlige Malaya. Han var blevet arresteret den 10. december og sat for en krigsret i januar. Heenan blev skudt på Keppel Harbour, på den sydlige side af Singapore, og hans lig blev derefter kastet i havet.[2]

Den efterfølgende dag kæmpede de resterende allierede enheder videre, mens de civile tab steg, da en million mennesker fyldte områderne der stadig var under allieret kontrol. Samtidig intensiveredes artilleri- og luftbombardementerne. Civile myndigheder begyndte at frygte, at vandforsyningen ville slippe op.

Alexandra Hospital-massakren[redigér | redigér wikikode]

En mindeplade til minde om massakren og udvidelse af hospitalets historie efter krigen.

Omkring kl. 13:00 den 14. februar rykkede japanske soldater frem i retning af Alexandra Barracks Hospital.[12] En britisk løjtnant, der fungerede som en parlamentær med et hvidt flag, henvendte sig til de japanske styrker, men blev stukket ihjel med bajonetter.[13] Efter japanske tropper gik ind på hospitalet, blev en række patienter, herunder dem, der gennemgik operationer på det tidspunkt, dræbt sammen med læger og sygeplejersker.[14] Den følgende dag blev omkring 200 mandlige ansatte og patienter, som havde været samlet og bundet den foregående dag,[15] mange af dem sårede, beordret til at gå omkring 400 meter til et industriområde. Enhver, der faldt på vejen blev dræbt af bajonetter. Mændene blev tvunget ind i en serie af små, dårligt ventilerede rum og blev lukket inde natten over uden vand. Nogle døde i løbet af natten som følge af denne behandling.[16] Resten blev dræbt med bajonetter den efterfølgende morgen.[17]

Menig Haines, fra Wiltshire Regiment, havde været på hospitalet, pga. malaria. Han skrev en fire-siders dagbog om massakren, som blev solgt af hans datter, ved en privat auktion i 2008.[18] Menig Haines beskrev, hvordan japanerne ikke mente dem, der var svage, sårede eller som havde overgivet sig, var værdige til at leve. Efter at have overgivet sig, blev personalet beordret til at gå ned af en korridor, hvor sergent Rogers blev stukket med bajonetter to gange i ryggen og en anden officer, kaptajn Parkinson, blev stukket med bajonetter gennem halsen. Andre dræbte omfattede kaptajn Heevers og menig Lewis. Kaptajn Smiley og menig Sutton blev stukket med bajonetter, men overlevede ved at spille død. Mange, der ikke var blevet fanget i det lille rum i industriområdet blev systematisk taget væk i små grupper og stukket ihjel med bajonetter eller fik hugget hovedet af. Dette fortsatte i 24 timer, der efterlod 320 mænd og én kvinde død. Dem, der mistede livet var blandt andet en korporal fra Loyal Regiment, der blev spiddet på operationsbordet, og endda en japansk fange, der måske blev forvekslet med en Gurkha.

Der var kun fem kendte overlevende, herunder George Britton (1922-2009) fra East Surrey Regiment,[19] og menig Haines, også Hugo Hughes, som mistede sit højre ben, og George Wort, der mistede en arm, begge fra det Malaysiske regiment.[20] Der kan have været andre. Menig Haines' dagbog kom først ud i verden efter hans død. Overlevende var så traumatiserede, at de sjældent talte om deres prøvelser.

Efter 3 dage uden mad eller drikke, blev dem der ikke kunne gå, taget til Changi på trillebøre og vogne, da der ikke var motor-køretøjer til rådighed

Alexandra Hospital var også kendt som British Military Hospital, Singapore (Det Britiske Militærhospital, Singapore) under krigen.

Singapores fald[redigér | redigér wikikode]

Generalløjtnant Yamashita (siddende, i midten) slår i bordet med sin knytnæve for at understrege hans betingelser - ubetinget overgivelse. Generalløjtnant Percival sidder mellem sine officerer, med knyttet næve ved munden.

Om morgenen på det kinesiske nytår, den 15. februar, havde japanerne brudt igennem den sidste forsvarslinje og de Allierede var ved at løbe tør for mad og ammunition. Antiluftskytskanoner var også løbet tør for ammunition og var ude af stand til at slå yderligere japanske luftangreb tilbage, der truede med at forvolde store tab i byens centrum. Plyndring og deserteringer af allierede tropper førte til yderligere kaos i byens centrum.[21]

Kl. 9:30, afholdte Percival en konference på Fort Canning med sine underordnede officerer. Percival foreslog to valgmuligheder. Enten at starte et modangreb med det samme for at genvinde reservoirer og militærets maddepoter i Bukit Timah-regionen og fordrive fjendens artilleri fra højderne uden for byen, eller at kapitulere. Alle de tilstedeværende var enige om, at et modangreb ikke var muligt. Percival valgte overgivelse.

En delegation blev valgt til at gå til det japanske hovedkvarter. Den bestod af en ledende stabsofficer, kolonisekretæren og en tolk. De tog af sted i en bil med et Union Jack og et hvid flag mod fjendens linjer for at drøfte en indstilling af fjendtlighederne.[2] Delegationen vendte tilbage med ordrer, om at Percival, sammen med sine stabsofficerer, skulle tage til Ford Motor Factory, hvor general Yamashita ville fastsætte betingelserne for overgivelse. Et yderligere krav var, at det japanske Opgående sol-flag skulle hejses over den højeste bygning i Singapore, Cathay Building, så hurtigt som muligt for at maksimere de psykologiske konsekvenser af den officielle overgivelse. Percival overgav sig formelt kort efter kl. 17:15.

Overgivende troper fra Suffolk Regiment holdt tilbage af japansk infanteri.

Betingelserne for overgivelsen omfattede:

  • Den betingelsesløse overgivelse af alle militære styrker (hær, flåde og luftvåben) i Singapore.
  • Fjendtlighederne skulle ophøre kl. 20:30 samme aften.
  • Alle tropper skulle blive hvor de var, indtil yderligere ordrer.
  • Alle våben, militært udstyr, skibe, fly og hemmelige dokumenter, skulles overgives intakt.
  • For at undgå plyndringer osv. under den midlertidige tilbagetrækning af alle væbnede styrker i Singapore, skulle en styrke på 1.000 britiske soldater blive indtil de blev afløst af japanerne.

Tidligere på dagen havde Percival udstedt ordrer om at før kl. 16:00 skulle alt hemmeligt og teknisk udstyr, koder, hemmelige dokumenter og tunge kanoner ødelægges. Yamashita accepterede hans forsikring om, at ingen skibe eller fly var tilbage i Singapore. Ifølge Dōmei Tsushin accepterede Yamashita også det fulde ansvar for de britiske og australske soldaters liv, samt de resterende britiske civile i Singapore.

Bennett, sammen med nogle af hans stabsofficerer, forårsagede polemik, da han overlod kommandoen over den 8. division til en brigadegeneral og beslaglagde en lille båd.[22] De nåede i sidste ende tilbage til Australien.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Den japanske besættelse af Singapore var begyndt. Byen blev omdøbt Syonan-to (japansk: 昭南島 Shōnan-tō, bogstaveligt Sydens lys). Japanerne søgte hævn mod kinesere og fjernede alle, der havde anti-japanske følelser. Kejserlige myndigheder blev mistænksomme over for kinesere på grund af den 2. kinesisk-japanske krig, og dræbte mange i Sook Ching-massakren. De øvrige etniske grupper i Singapore, såsom malajere og indere var ikke sparet. Beboerne led under de hårde forhold under det japanske styre igennem de følgende tre og et halvt år.

Sejrende japanske tropper marcherede gennem Fullerton Square.

Mange af de britiske og australske soldater, der var taget til fange, forblev i Singapores Changi Prison. Mange ville aldrig vende hjem. Tusinder af andre blev sejlet med fangetransporter kendt som "hellships" (helvedesskibe) til andre dele af Asien, herunder Japan, hvor de skulle bruges som tvangsarbejdere på projekter såsom Thailand-Burma Dødens jernbane og Sandakan flyvepladsen i Nordborneo. Mange af dem om bord på skibene omkom.

Japanerne havde stor succes med at rekruttere indiske soldater taget til fange. Fra i alt 40.000 indiske tropper i Singapore i februar 1942, sluttede omkring 30.000 til den pro-japanske "Indian National Army", som kæmpede mod de allierede styrker i Felttoget i Burma.[23] Andre blev lejrvagter ved Changi. Men mange indiske soldater gjorde modstand mod rekruttering og forblev krigsfanger. Et ukendt antal blev taget til japansk-besatte områder i det sydlige Stillehav til tvangsarbejdskraft. Mange af dem led under hård brutalitet svarende til det, andre fanger i Japan oplevede. Omkring 6.000 af dem overlevede, indtil de blev befriet af australske og amerikanske styrker, i 1943-45.[23]

Efter Japans overgivelse i 1945 blev Yamashita dømt af et amerikansk militærtribunat for krigsforbrydelser begået af japanske soldater i Filippinerne tidligere på året, men ikke for forbrydelser begået af hans tropper i Malaya eller Singapore. Han blev dømt og hængt i Filippinerne den 23. februar 1946.[2]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Litteraturliste[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Under hele den malaysiske kampagne mistede 7.500 allierede mand livet, 10.000 såret og omkring 120.000 blev taget til fange.
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 2,4 2,5 Smith, Colin (2006). Singapore Burning: Heroism and Surrender in World War II (på engelsk). Penguin Group. ISBN 0-14-101036-3.
  3. Thompson, s. 92–94.
  4. Thompson, s. 103–130.
  5. Thompson, s. 60–61.
  6. (Engelsk) The Malayan Campaign 1941. Besøgt 7. december 2005.
  7. Cull, Brian and Sortehaug, Brian and Paul. Hurricanes Over Singapore: RAF, RNZAF and NEI Fighters in Action Against the Japanese Over the Island and the Netherlands East Indies, 1942. London: Grub Street, 2004. (ISBN 1-904010-80-6), pp. 27–29. Note: 64 Sentai lost three Ki-43s and claimed five Hurricanes.
  8. "Hawker Hurricane shot down on 8 February 1942". http://www.j-aircraft.com/captured/capturedby/hurricane/captured_hurricane.htm. Hentet August 11, 2007. 
  9. Percival's Despatches
  10. The Second World War. Vol. IV. By Winston Churchill.
  11. (Engelsk) Peter Elphick, 2001, "Cover-ups and the Singapore Traitor Affair". Besøgt 5. marts 2007.
  12. Thompson, s. 476.
  13. Thompson, s. 477.
  14. Thompson, s. 476–478.
  15. Thompson, s. 477–478.
  16. Thompson, s. 478.
  17. (Engelsk) Alexandra Massacre. Arkiveret fra originalen d. 18. oktober 2005. Besøgt 7. december 2005.
  18. Daily Express, 14. august 2008
  19. George Britton, personal recollection 2009
  20. Hugo Hughes' krigsdagbog, skrevet i Changi
  21. Generals At War. Nicholas Rowe, Alistair Irwin. National Geographic Channel, Singapore. 21 September 2009. 60 minuter inde.
  22. (Engelsk) Lieutenant General Henry Gordon Bennett, CB, CMG, DSO, en artikel fra Australian War Memorial.
  23. 23,0 23,1 Stanley, Peter. (Engelsk) "Great in adversity": Indian prisoners of war in New Guinea. Australian War Memorial. Besøgt 15. februar 2008.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 01° 22′ N, 103° 49′ Ø