Slaget ved Borodino

Slaget ved Borodino
Del af Napoleons felttog i Rusland, Napoleonskrigene
Slaget ved Borodino
Dato 7. september 1812 Sted Borodino, Rusland Resultat Taktisk fransk sejr, strategisk russisk sejr
Parter
Første franske imperium	Russiske Kejserrige
Ledere
Napoleon 1.	Mikhail Kutuzov
Styrke
125.000 - 130.000	154.000 - 157.000
Tab
28.000 - 30.000	45.000 - 58.000

Slaget ved Borodino, også kaldt Slaget om Moskva, stod 7. september 1812, og var det største og blodigste endagsslag under Napoleonskrigene. Over en kvart million soldater var involveret i slaget.

Det blev udkæmpet mellem den franske La grande armée under Napoleon 1. og den russiske hær til Alexander 1. nær landsbyen Borodino, 12 km vest for byen Mozjajsk. Slaget endte uden et afgørende resultat for nogen af hærene, men taktiske hensyn tvang russerne til at trække sig tilbage.

Baggrund

I juni 1812 marcherede Napoleon ind i Rusland og zar Alexander erklærede at dette var en fædrelandskrig. Napoleon håbede på at kunne møde den russiske hær i åbent terræn, for der at kunne udrydde den. Men den russiske krigsminister Michael Andreas Barclay de Tolly trak styrkerne tilbage og gennemførte Den brændte jords taktik. De franske styrker kom senere i en vanskelig situation, da forsyningslinjerne stadig blev længere.

29. august overtog Mikhail Kutuzov efter Barclay de Tolly som russisk øverstkommanderende, og da Napoleon nærmede sig Moskva, blev det besluttet at konfrontere ham i et forsøg på at stoppe videre fremrykning. Ved byen Borodino i guvernementet Moskva fandt Kutuzov det muligt at terrænet kunne være med i et forsøg på at stoppe Napoleon. Der blev fra 3. september rejst omfattende fæstningsværker af jord og tømmerstokke. Til højre blev rejst en redoute under kommando af Nikolaj Rajevskij, og på den venstre flanke blev der bygget tre skanser under kommando af Pjotr Bagration, og tilsammen udgjorde dette en stærk befæstning.

Slaget

Estimatet over parternes styrker varierer, de fleste kilder antyder at 250.000 mand deltog i to omtrent lige store hære, og dette gør slaget til et af de største i krigshistorien hidtil.

Kl. 5 om morgenen 7. september beordrer Napoleon fuldt frontangreb, en taktik han ikke benyttede så ofte. Kongen af Napoli, Joachim Murat ledede et kombineret infanteri- og kavaleriangreb og indtog den centrale Rajevskij-redoute. Russiske reserver blev sat ind og kampene bølgede frem og tilbage med meget store tab på begge sider.

General Mikhail Kutuzov ved Borodino

Slaget malet af Peter von Hess, 1843

Kampene om Bagration-skanserne, maleri af Franz Roubaud

Den uventede franske offensiv fra vest hvor de også indtog en russisk redoute gjorde den russiske situation vanskelig. Den venstre russiske forsvarslinje blev liggende åben og russerne trak sig østover og lavede en ny position med landsbyen Utitza. Den venstre flanke blev derfor liggende isoleret og åbne for angreb.

De franske styrker angreb da Bagration-skanserne, fire pilespidsformede rettet mod vest ved Moskvafloden. Disse skulle støtte den russiske venstreflanke, da de her ikke havde nogen terrænmæssige fordele. Bagration-skanserne blev i løbet af dagen stormet otte gange af franskmændene, men slået tilbage. Kampene bølgede frem og tilbage med store tab på begge sider, blandt andet den russiske kommandant Pjotr Bagration blev så hårdt såret at han døde fem dage senere, og hans rolle i slaget har senere gjort ham til en russisk helt, blandt andet opkaldte Josef Stalin Operation Bagration under 2. verdenskrig efter ham. Kampene ved Bargration-skanserne blev senere så hårde og kaotiske at de franske kommandanter i felt bad om forstærkninger fra Den kejserlige garde, noget Napoleon afslog. Den ottende gang franskmændene stormede skanserne, var dette angreb så kraftigt at det russiske artilleri ikke formåede at stoppe dem og Bagration beordrede infanteriet i et modangreb før franskmændene kom frem til skanserne. De kraftige kampe varede i omkring en time, og af de anslagsvis 60.000 franskmænd som blev samlet for stormangrebet, gik op til halvdelen tabt.

Klokken 2 den følgende nat trak de russiske styrker sig tilbage i to kolonner til Semolino for at sikre at hæren blev holdt intakt og ikke gik i opløsning.

Slaget sluttede uden nogen tydelig sejrherre, men russerne lykkedes ikke med det som var deres hovedmål, at stoppe den franske fremrykning. De store tab på begge sider, gør også slaget til et af de blodigste i krigshistorien hidtil.