Slaget ved Borodino

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Borodino
Del af Napoleons felttog i Rusland, Napoleonskrigene
Slaget ved Borodino
Slaget ved Borodino
Dato 7. september 1812
Sted Borodino, Rusland
Resultat Taktisk fransk sejr, strategisk russisk sejr
Parter
Frankrig Første franske imperium Coat of Arms of Russian Empire.svg Russiske Kejserrige
Ledere
Frankrig Napoleon 1. Coat of Arms of Russian Empire.svg Mikhail Kutuzov
Styrke
125.000 – 130.000 154.000 – 157.000
Tab
28.000 – 30.000 45.000 – 58.000

Slaget ved Borodino, også kaldt Slaget om Moskva, stod 7. september 1812, og var det største og blodigste endagsslag under Napoleonskrigene. Over en kvart million soldater var involveret i slaget.

Det blev udkæmpet mellem den franske La grande armée under Napoleon 1. og den russiske hær til Alexander 1. nær landsbyen Borodino, 12 km vest for byen Mozjajsk. Slaget endte uden et afgørende resultat for nogen af hærene, men taktiske hensyn tvang russerne til at trække sig tilbage.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I juni 1812 marcherede Napoleon ind i Rusland og zar Alexander erklærede at dette var en fædrelandskrig. Napoleon håbede på at kunne møde den russiske hær i åbent terræn, for der at kunne udrydde den. Men den russiske krigsminister Michael Andreas Barclay de Tolly trak styrkerne tilbage og gennemførte Den brændte jords taktik. De franske styrker kom senere i en vanskelig situation, da forsyningslinjerne stadig blev længere.

29. august overtog Mikhail Kutuzov efter Barclay de Tolly som russisk øverstkommanderende, og da Napoleon nærmede sig Moskva, blev det besluttet at konfrontere ham i et forsøg på at stoppe videre fremrykning. Ved byen Borodino i guvernementet Moskva fandt Kutuzov det muligt at terrænet kunne være med i et forsøg på at stoppe Napoleon. Der blev fra 3. september rejst omfattende fæstningsværker af jord og tømmerstokke. Til højre blev rejst en redoute under kommando af Nikolaj Rajevskij, og på den venstre flanke blev der bygget tre skanser under kommando af Pjotr Bagration, og tilsammen udgjorde dette en stærk befæstning.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Vurderingen af parternes styrker varierer; de fleste kilder antyder at 250.000 mand deltog i to omtrent lige store hære, og det gør slaget til et af de største i krigshistorien.

Kl. 5 om morgenen 7. september beordrer Napoleon fuldt frontangreb, en taktik han ikke benyttede så ofte. Kongen af Napoli, Joachim Murat ledede et kombineret infanteri- og kavaleriangreb og indtog den centrale Rajevskij-redoute. Russiske reserver blev sat ind og kampene bølgede frem og tilbage med meget store tab på begge sider.

Slaget malet af Peter von Hess, 1843
Kampene om Bagration-skanserne, maleri af Franz Roubaud

Den uventede franske offensiv fra vest, hvor de også indtog en russisk redoute, gjorde den russiske situation vanskelig. Den venstre russiske forsvarslinje blev liggende åben og russerne trak sig østover og lavede en ny stilling med landsbyen Utitza. Den venstre flanke blev derfor liggende isoleret og åben for angreb.

De franske styrker angreb da Bagration-skanserne, fire pilespidsformede rettet mod vest ved Moskvafloden. De skulle støtte den russiske venstreflanke, da der her ikke var terrænmæssige fordele. Bagration-skanserne blev i løbet af dagen stormet otte gange af franskmændene, men de blev slået tilbage. Kampene bølgede frem og tilbage med store tab på begge sider. Blandt andet blev den russiske kommandant Pjotr Bagration så hårdt såret, at han døde fem dage senere, og hans rolle i slaget har senere gjort ham til en russisk helt, blandt andet opkaldte Josef Stalin Operation Bagration under 2. verdenskrig efter ham. Kampene ved Bargration-skanserne blev senere så hårde og kaotiske, at de franske kommandanter i felten bad om forstærkninger fra Den kejserlige garde. Napoleon afslog. Den ottende gang franskmændene stormede skanserne, var angrebet så kraftigt, at det russiske artilleri ikke formåede at stoppe dem, og Bagration beordrede infanteriet til modangreb før franskmændene kom frem til skanserne. De kraftige kampe varede i omkring en time, og af de skønsmæssigt 60.000 franskmænd som blev samlet for stormangrebet, gik op til halvdelen tabt.

Klokken 2 den følgende nat trak de russiske styrker sig tilbage i to kolonner til Semolino for at sikre, at hæren blev holdt intakt og ikke gik i opløsning.

Slaget sluttede uden nogen tydelig sejrherre, men russerne havde ikke held med deres hovedmål: at stoppe den franske fremrykning. De store tab på begge sider gør også slaget til et af de blodigste i krigshistorien.


Koordinater: 55°31′00″N 35°49′00″Ø / 55.516666666667°N 35.816666666667°Ø / 55.516666666667; 35.816666666667