Slaget ved Cannae (1018)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For "Slaget ved Cannae" i år 216 f. Kr., se Slaget ved Cannae
Slaget ved Cannae (1018)
Væringer i byzantisk tjeneste
Væringer i byzantisk tjeneste
Dato 1. oktober 1018
Sted Cannæ
Resultat Byzantinsk sejr, oprøret bryder sammen
Parter
Flag of the Greek Orthodox Church.svg Byzantiet Principato Citra.png Langobarder
Ledere
Basil Boioannes Melus af Bari, Gilbert Buatère
Styrke
Væringer, kavaleri, fodfolk Langobarder, normanniske riddere
Tab
Beskedne Store

Der er blevet udkæmpet to slag ved Cannae. Det mest kendte er slaget ved Cannae 216 f.Kr. Denne artikel handler om slaget ved Cannæ i 1018, hvor en langobardisk oprørsstyrke led et afgørende nederlag til en byzantisk hær. Stedet hedder i dag Canne della Battaglia ("Canne fra slaget") og ligger i kommunen Barletta i midten af Apulien

Forhistorien[redigér | redigér wikikode]

Da det oprindelige langobardiske rige brød sammen i 774, bevarede langobarderne et par fyrstedømmer i Syditalien, hvor de langobardiske bosættere i de følgende århundreder måtte kæmpe om landområderne mod araberne og det byzantiske rige. Byzanterne overtog Apulien og Calabrien, og blandt de lombardiske borgere i det besatte område udbrød der flere oprør, støttet af de lombardiske fyrster.

Oprøret i 1017[redigér | redigér wikikode]

I 1017 kom det næste oprør, ledet af Melus af Bari, der allerede i 1009 havde stået i spidsen for et mislykket oprør[1]. I 1017 gjorde han et nyt forsøg, og denne gang havde han forberedt sig bedre: For det første fik han hjælp af fyrste Guiamar 3. af Salerno, og for det andet havde han allerede i 1016 solgt ideen til nogle normanniske pilgrimme, der var på gennemrejse. Normannerne fik løfte om stort bytte, og da de vendte tilbage sammen med andre interesserede i 1017, gik oprøret i gang. Oprørshæren slog den byzantiske guvernør (catapan) Contoleo Tornicius[1], og truede de byzantiske byer. Den byzantiske kejser Basilios 2. var imidlertid en handlekraftig regent. Han udrustede en hær med eliteenheder fra Varægergarden, samt det nødvendige kavaleri og fodfolk, under ledelse af en ny catapan, Basil Boioannes.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Hæren gik i land i Bari i december 1017, og det følgende år mødte den oprørerne ved Cannæ. På trods af de normanniske ridderes tapperhed havde oprørerne ingen chancer mod de veltrænede og talmæssigt overlegne byzantiske styrker. Oprørshæren blev på det nærmeste udslettet, og de samtidige kilder fortæller, at kun 10 normanniske riddere overlevede slaget. Melus flygtede til Tyskland og normannernes leder Gilbert Buatère var blandt de faldne.

Efter slaget[redigér | redigér wikikode]

Efter slaget brød oprøret sammen, og under Basil Boioannes' ledelse forsatte byzanterne med at udbygge deres magt i Syditalien. Boioannes var ved at forberede en invasion af det arabisk besatte Sicilien, da kejser Basilios 2. døde i 1025, og en svag kejser blev hans efterfølger på tronen i Konstantinopel. Lombardernes magt var fortsat på retur, men normannerne var kommet til Italien for at blive, og de gjorde det et par årtier senere af med det byzantiske styre i Syditalien.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Catherine Holmes, University College, Oxford – Roman Emperors DIR Basil II

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 41°17′47″N 16°09′06″Ø / 41.29638889°N 16.15166667°Ø / 41.29638889; 16.15166667