Slaget ved Cold Harbor

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Cold Harbor
Del af Amerikanske borgerkrig
Slaget ved Cold Harbor af Kurz and Allison, 1888.
Slaget ved Cold Harbor af Kurz and Allison, 1888.
Dato 31. maj - 12. juni 1864
Sted Hanover County, Virginia
Resultat Sejr til konføderationen
Parter
Amerikas Forenede Stater Amerikas Konfødererede Stater
Ledere
Ulysses S. Grant
George G. Meade
Robert E. Lee
Styrke
108.000 62.000
Tab
13.000 2.500

Slaget ved Cold Harbor var det afsluttende slag i generalløjtnant Ulysses S. Grant's Overland kampagne i 1864 under den amerikanske borgerkrig. Det huskes for et af de mest blodige og dog ensidige slag i Amerikas militærhistorie. Tusinder af Unionssoldater blev dræbt ved håbløse frontalangreb på befæstede sydstatspositioner. I sine erindringer skrev Grant "Jeg har altid fortrudt at det sidste angreb ved Cold Harbor blev iværksat. Jeg kan sige det samme om angrebet den 22. maj 1863 i Belejringen af Vicksburg. Ved Cold Harbor blev der ikke opnået nogen som helst fordel, som kunne kompensere for de store tab vi led."

Placering[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved udkæmpet i det centrale Virginia i det samme område som Slaget ved Gaines' Mill under Syvdagesslaget i 1862. Der er nogen som omtaler det som det Første slag ved Cold Harbor, og slaget i 1864 som Andet slag ved Cold Harbor. Soldiers blev urolige over at finde skeletdele fra det første slag mens de gravede skyttegrave. Trods navnet var Cold Harbor ikke en havneby. Det var betegnelsen for to landlige vejkryds, som var opkaldt efter et hotel i nærheden, (Cold Harbor Tavern, som var eket af Isaac Burnett familien), som tilbød husly(harbor), men ikke varme måltider. Old Cold Harbor lå 3 km øst for Gaines' Mill, New Cold Harbor 1½ km mod sydøst. Begge lå omkring 16 km nordvest for konføderationens hovedstad Richmond.

Baggrund og involverede styrker[redigér | redigér wikikode]

General Ulysses S. Grant ved Cold Harbor, fotograferet af Mathew Brady i 1864

Grants Overland kampagne havde været i gang siden den 4. maj 1864. Slaget ved the Wilderness og slaget ved Spotsylvania Court House havde været blodige men var endt uafgjort. Slaget ved North Anna havde været en fælde, som Lee havde opstillet for Grant, men det lykkedes ham at undgå den. Efter hvert af disse store slag havde Grant manøvreret Army of the Potomac (som formelt var ledet af generalmajor George G. Meade) rundt om Lees højre flanke og var fortsat mod sydøst. Da Unionshæren krydsede Pamunkeyfloden og Lee prøvede at finde ud af hvad Grants position og hensigter var indtraf der tre små slag: Slaget ved Haw's Shop, Slaget ved Totopotomoy Creek (Bethesda Church) og Slaget ved Old Church. (Nogle historikere medregner disse tre små slag som en del af det større slag ved Cold Harbor.) Efter slaget ved Old Church stod det klart for Lee, at Unionskavaleriet var interesseret i vejkrydsene ved Old Cold Harbor, som gav adgang til et netværk af veje, som ville give nem adgang til Richmond og Lees bagområder.

Lee blev gjort opmærksom på, at der var forstærkninger på vej til Grant fra Bermuda Hundred. De 16.000 mand i generalmajor William Farrar Smith's XVIII Korps blev trukket tilbage fra generalmajor Benjamin F. Butlers Army of the James på Grants anfordring, og de blev flyttet ned ad James River og op af York floden til Pamunkeyfloden. Hvis Smith rykkede direkte vest på fra White House Landing til Old Cold Harbor, 5 km sydøst for Bethesda Church og Grants venstre flanke ville den forlængede Unionslinie være for langt sydpå til at den konfødererede hærs højre flanke kunne håndtere den.

Lee kunne også regne med forstærkninger. Præsident Jefferson Davis havde beordret general P.G.T. Beauregard til at sende generalmajor Robert F. Hokes division på over 7.000 mand fra nedenfor James River. Med disse yderligere tropper og ved at erstatte mange af de tab på 20.000 som han havde haft indtil da i kampagnen, lykkedes det Lees Army of Northern Virginia at nå op på 59.000 mand, som stod overfor Meades og Grants 108.000.[1] Men den skævhed var dog ikke større end den havde været tidligere, og Grants forstærkninger bestod ofte af nye rekrutter og soldater som havde betjent de tunge kanoner i de faste artilleristillinger omkring Washington, D.C., som var forholdsvis uerfarne i infanteritaktik, mens de fleste af Lees mænd var veteraner fra stille fronter, og de ville snart være placeret i imponerende fæstningsværker.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

31. maj[redigér | redigér wikikode]

Kavaleristyrkerne som havde kæmpet ved Old Church stod fortsat overfor hinanden den 31. maj. Lee sendte en kavaleridivision under generalmajor Fitzhugh Lee af sted for at forstærke brigadegeneral Matthew Butler og sikre sig vejkrydsene ved Old Cold Harbor. Da Unionens brigadegeneral Alfred Thomas Torbert øgede presset på de konfødererede beordrede Robert E. Lee generalmajor Richard H. Anderson's Første Korps til at flytte mod højre fra Totopotomoy Creek og støtte kavaleriet. Den forreste brigade i Hokes division nåede også frem til vejkrydsene og tilsluttede sig Butler og Fitzhugh Lee. Klokken 16 drev Torbert og dele af brigadegeneral David McM. Gregg's kavaleridivision de konfødererede væk fra vejkrydsene i Old Cold Harbor og begyndte at grave sig ned. Da flere af Hokes og Andersons mænd strømmede til blev Unionens leder af kavaleriet generalmajor Philip Sheridan bekymret og beordrede Torbert til at trække sig tilbage i retning af Old Church.

Grant fastholdt sin interesse i Old Cold Harbor og beordrede VI Korps, under generalmajor Horatio G. Wright, til at rykke i den retning fra hans højre flanke ved Totopotomoy Creek, og han beordrede Sheridan til at sikre vejkrydsene for enhver pris. Torbert vendte tilbage kl. 1 om natten og var lettet over at konstatere at de konfødererede ikke havde opdaget hans tidligere tilbagetrækning.

1. juni[redigér | redigér wikikode]

Robert E. Lees plan for den 1. juni bestod i at benytte sit netop samlede infanteri mod den lille kavaleristyrke ved Old Cold Harbor, men hans underordnede koordinerede det ikke rigtigt. Anderson integrerede ikke Hokes division i sin angrebsplan og efterlod ham med den opfattelse at han ikke skulle angribe før første korps' angreb var godt i gang, fordi Unionens forsvarere også var uorganiserede. Wrights VI Korps var ikke rykket ud før midnat og var på en 24 km march. Smiths XVIII Korps var fejlagtigt blevet sendt til New Castle Ferry ved Pamunkey floden, adskillige kilometer borte, og ankom ikke til Old Cold Harbor i tide til at hjælpe Torbert.

Cold Harbor, 1. juni      Confedererede      Unionen

Anderson indledte sit angreb med brigaden som tidligere var under kommando af veteranen brigadegeneral Joseph B. Kershaw, men som nu var under den knap så erfarne politiker fra South Carolina oberst Lawrence M. Keitt. Keitts mærmede sig det forskansede kavaleri under brigadegeneral Wesley Merritt. Bevæbnet med syv-skuds Spencer karabiner præsterede Merritts mænd en kraftig ild, som dødeligt sårede Keitt og ødelagde sammenhængen i hans brigade.[2] Hoke adlød hvad han troede var sine ordrer, og deltog ikke i angrebet, som hurtigt blev stoppet af Anderson.

Omkring kl. 9 begyndte Wrights forreste elementer at ankomme ved vejkrydset og begyndte at forlænge og forbedre forskansningerne, som var påbegyndt af kavaleristerne. Selv om Grant havde tænkt sig at Wright skulle angribe så snart han ankom var hans mænd udmattede efter deres lange march og de var usikre overfor fjendens styrke. Wright besluttede at vente indtil efter Smith ankom, hvilket skete om eftermiddagen og XVIII Korps begyndte at forskanse sig til højre for VI Korps. Unionskavaleriet trak sig tilbage mod øst.

Klokken 18.30 begyndte de angreb, som Grant havde beordret til om morgenen endelig. Både Wrights og Smiths korps rykkede fremad. Wrights mænd gjorde ikke store fremskridt syd for vejen til Mechanicsville, som forbandt New og Old Cold Harbor, og faldt tilbage under kraftig beskydning. Nord for vejen mødte brigadegeneral Emory Upton's brigade fra brigadegeneral David Allen Russell's division også kraftig beskydning fra brigadegeneral Thomas L. Clingman's brigade, "et tæppe af ild, pludselig som lyn, rød som blod og så nær, at det føltes som om det sved mændenes ansigter"[3] Selv om Upton prøvede at få sine mænd til at presse fremad, men hans brigade faldt tilbage til dens udgangspunkt.

Til højre for Upton fandt brigaden under oberst William S. Truex et hul i den konfødererede linje mellem mellem Clingman og brigadegeneral William T. Woffords brigader gennem en sumpet og kratfyldt sligt. Da Truexs mænd angerb gennem hullet lod Clingman to regimenter dreje rundt for at møde dem og Anderson sendte brigadegeneral Eppa Hunton's brigade fra sin korpsreserve ind i kampen. Truex blev omringet på tre sider og var tvunget til at trække sig tilbage, selv om hans mænd bragte hundreder af georgiske fanger med sig.

Ved nattens frembrud døde kampen ud. Unionens angreb havde kostet et tab på 2.200 uden nævneværdig gevinst, borset fra 750 fanger.[4] Adskillige generaler, heriblandt Upton og Meade, var rasende på Grant for at beordre et angreb uden ordentlig forudgående recognoscering.

2. juni[redigér | redigér wikikode]

Selv om angrebene den 1. juni havde været uden succes, troede Meade at et angreb tidligt på den 2. juni kunne lykkes hvis han kunne samle tilstrækkelig store styrker mod et passende punkt. Han og Grant besluttede at angribe Lee's højre flanke. Andersons mænd havde været i kraftig kamp der den 1. juni, og det forekom usandsynligt at de havde haft tid til at bygge større forsvarsværker. Og hvis storangrebet lykkedes kunne Lees højrefløj drives tilbage i Chickahominy floden. Meade beordrede generalmajor Winfield S. Hancock's II Korps til at rykke sydvest på fra Totopotomoy Creek og indtage en stilling til venstre for venstre del af Wrights VI Korps. Når Hancock var i position ville Meade angribe på sin venstre fløj fra Old Cold Harbor med tre Unionskorps på linje med i alt 31.000 mand: Hancocks II Korps, Wrights VI Korps og Smith's XVIII Korps. Da han var overbevist om at Lee flyttede tropper fra sin venstre fløj for at befæste sin højre beordrede Meade Warren og Burnside til at angribe Lees venstre fløj om morgenen – "for enhver pris"[4]

Hancocks mænd marcherede næsten hele natten og ankom for udmattede til at kunne gennemføre et øjeblikkeligt angreb. Grant gik med til at lade mændede hvile og udsatte angrebet til kl. 17, og udsatte det så igen til kl. 4.30 den 3. juni. Men Grant og Meade gav ikke specifikke ordrer om angrebet, og lod det være op til de enkelte korpskommandører at beslutte hvor de ville angribe de konfødererede og hvordan de skulle koordinere med hinanden. Der var heller ingen højtstående kommandør, som havde recognosceret fjendens position. Smith skrev at han var "forfærdet over at modtage en sådan ordre, som dokumenterede at der ikke fandtes en overordnet plan". Han sagde til sin stab, at hele angrebet var "simpelhen en ordre om at slagte mine bedste tropper."[5]

Robert E. Lee tog fordelen af Unionens forsinkelser og styrkede sine forsvarsværker. Da Hancock forlod Totopotomoy Creek, kunne Lee flytte generalmajor John C. Breckinridges division ud på sin yderste højrefløj, hvor han igen kunne stå overfor Hancock. Breckinridge drev en lille Unionsstyrke væk fra Turkey Hill, som dominerede den sydlige del af slagmarken. Lee flyttede også tropper fra generalløjtnant A.P. Hill's korps, divisionerne under brigadegeneralerne William Mahone og Cadmus M. Wilcox over for at støtte Breckinridge og placerede kavaleri under Fitzhugh Lee for at sikre hærens højre flanke. Resultatet af en kurvet linje på lave bakkekamme, 11 km lang, men venstre flanke forankret ved Totopotomoy Creek og højre flanke ved Chickahominyfloden, så stillingen ikke kunne udflankes.

Lees ingeniører brugte deres tid effektivt og byggede den "mest udspekulerede forsvarsstilling, som endnu er set i krigen".[6] Der blev bygget barrikader af jord og bjælker. Artilleri blev placeret så der var konvergerende skudbaner på enhver fremrykningsvej og der blev drevet pæle ned i jorden for at forbedre kanonerernes afstandsbedømmelser. En aviskorrespondent skrev at forsvarsværkerne var "kompricerede zig-zag linjer indenfor linjer, linjer for beskyttede flanker, linjer bygget for at beskyde den modsatte linje i siden, ... (Det var) en labyrint i en labyrint af forsvarsværker inden i forsvarsværker". [5] Kraftige forpostlinjer forhindrede Unionen i at finde ud af styrken eller den præcise placering af de konfødererede skyttegrave.

Selv om de ikke kendte detaljerne i deres mål, lod det ikke til at Unionssoldaterne, som havde overlevet de frontale angreb ved Spotsylvania Court House var i tvivl om hvad de ville stå overfor om morgenen. Mange skrev deres navne på papirer, som de hæftede på indersiden af deres uniform, så der lig kunne identificeres. En blodstænket dagbog fra en Unionssoldat, som blev fundet efter slaget indeholdt en afsluttende bemærkning: "3. juni, 1864. Cold Harbor. Jeg blev dræbt."

I den nordlige ende af slagmarken hægtede Unionens generalmajor Gouverneur K. Warren's V Korps sig til generalmajor Ambrose Burnside's IX Korps nær Bethesda Church. Den konfødererede generalløjtnant Jubal A. Early's korps på Lees venstre flanke pressede frem og tog adskillige af Warrens forposter. Lette kampe forekom natten igenne, uden at have den store effekt på det kommende slag. På et tidspunkt blev Burnside rådet til at angribe Earlys ubeskyttede flanke på Grove Road, men han afslog.

3. juni[redigér | redigér wikikode]

Cold Harbor, 3. juni

Klokken 4.30 om morgenen den 3. juni begyndte de tre Unionskorps at rykke frem gennem tyk tåge. Kraftig ild fra den konfødererede linjer afstedkom hurtigt store tab, og de overlevende blev holdt nede. Selv om resultaterne varierede på de forskellige dele af linjen var den generelle afvisning af Unionens fremstød det mest entydige nederlag siden angrebet på Marye's Heights i Slaget ved Fredericksburg i 1862.

Den mest effektive indsats kom på Unionens venstre flanke, hvor Hancocks korps kunne gennembryde en del af Breckinridges front og drive forsvarerne ud af deres stillinger i mand-til-mand kampe. Adskillige hundrede fanger og fire kanoner blev taget. Imidlertid blev artilleri bragt til fra omegnen og deres beskydning af skyttegravene gjorde dem til en dødsfælde for Unionstropperne. Breckinridges reserver gennemførte et modangreb mod disse mænd fra brigadegeneral Francis C. Barlows division og drev dem tilbage. Hancock anden fremskudte division under brigadegeneral John Gibbon kom i uorden i det sumpede område og kunne ikke trænge frem gennem en kraftig ild fra de konfødererede og to af brigadekommandørerne(obersterne Peter A. Porter og H. Boyd McKeen) blev til tab.[7] En af Gibbons mænd, som klagede over manglen på recognoscering skrev: "Vi følte at det var mord, ikke krig, eller i bedste fald at der var begået en alvorlig fejl."[8]

I centrum blev Wrights korps holdt nede af den kraftige ild og gjorde ikke meget for at komme længere frem, mens de stadig var krænkede over det kostbare angreb den 1. juni. Den normalt aggressive Emery Upton følte at yderligere bevægelse af hans division ikke var praktisk gennemførlig. De konfødererede forsvarere i denne del af linjen var ikke klar over at et alvorligt angreb var blevet igangsat mod deres stilling.

På Unionens højre fløj rykkede Smiths mænd frem gennem ufordelagtigt terræn og blev ledt ind gennem to slugter. Da de kom frem foran den konfødererede linje blev de mejet ned af artilleri og riffelild. En Unionsofficer skrev: "Mændene bøjede sig fremover da de skubbede sig fremad, som om de prøvede at modstå en storm og rækkerne af mænd faldt som rækker af stenblokke der væltede som dominobrikker". En konfødereret beskrev blodbadet som fremkom ved artilleri ladet med dobbelt ladning af skrå som "dødeligt, blodigt arbejde"."[9] Artilleriilden mod Smiths korps var kraftigere end man kunne have ventet fordi Warrens V korps på hans højre side var tøvende overfor at rykke frem, og de konfødererede kanonerer i Warrens sektor koncentrerede sig i stedet som Smiths mænd.

Den eneste aktivitet på den nordlige ende af slagmarken var fra Burnsides IX Korps, som stod overfor Jubal Early. Han iværksatte et kraftigt angreb, som overløb de konfødererede forposter, men han troede fejlagtigt at han havde gennembrudt den første linje af stillinger, og stoppede sit korps for at omgruppere inden han fortsatte, hvilket han planlagde at gøre om eftermiddagen.

Klokken 7 rådede Grant Meade til håndfast at udnytte enhver succesfuld del af angrebet. Meade beordrede hver af sine tre korps kommandører til at angribe straks, uden hensyntagen til deres omkringliggende korps' bevægelser. Men alle havde fået nok. Hancock frarådede angrebet. Smith kaldte en gentagelse af angrebet for et "formålsløst spild af liv" og nægtede at rykke frem igen. Wrights mænd øgede deres riffelild, men forblev hvor de var. Klokken 12.30 accepterede Grant, at hans hær havde fået nok. Han skrev til Meade: "Da holdningen blandt korps kommandørerne er ikke optimistisk med hensyn til en succes, hvis der beordres til et angreb, kan De give ordre til afbrydelse af ydeligere fremrykning indtil videre."[10] Unionssoldater, som fortsat blev holdt nede af ild fra de konfødererede linjer, begyndte at grave, og anvendte somme tider deres døde kammeraters lig som en del af deres improviserede jordarbejder.

Den næste dag pralede Meade ganske uforklarligt overfor sin kone med, at han havde haft kommandoen over angrebet. Trods ordrer fra Grant om at korpskommandørerne skulle undersøge terrænet, havde deres recognoscering været slap og Meade havde ikke overvåget dem tilstrækkeligt hverken før eller under angrebet. Han kunne kunne motivere omkring 20.000 af sine tropper til at angribe – II Korps og dele af XVIII og IX – og opnåede således ikke den masse, som han vidste, at der skulle til for at opnå succes. Han mænd betalte dyrt for det dårligt koordinerede angreb. Estimater over tabene den morgen ligger på mellem 3.000 og 7.000 på Unionens side, og ikke over 1.500 på de konfødereredes.

4. juni – 12. juni[redigér | redigér wikikode]

Begravelseshold efter slaget. Foto af Alexander Gardner i 1865.

Grant og Meade igangsatte ikke flere angreb på de konfødereredes forsvarspositioner ved Cold Harbor. Selv om Grant telegraferede til Washington at han ikke havde "opnået nogen afgørende fordel" og at hans "tab ikke var alvorlige",[11] sagde han senere at han i resten af sit liv fortrød beslutningen om at angribe. De to hære stod overfor hinanden i endnu ni dage med skyttegravskrig, nogle steder blot meter fra hinanden. Snigskytter var hele tiden i arbejde, og dræbte mange. Unionens artilleri bombarderede de konfødererede med et batteri med otte Coehorn morterer. De konfødererede svarede igen ved at forkorte rækkevidden på en 24 punds howitzer og loopede granater over Unionens stillinger. Selv om der ikke var flere store angreb blev de samlede tabstal for slaget dobbelt så store som dem fra angrebet den 3. juni alene.

Skyttegravene var meget varme, støvede og miserable, men betingelserne var værre mellem linjerne, hvor tusinder af sårede Unionssoldater led forfærdeligt uden føde vand eller lægehjælp. Grant var tøvende overfor at bede om en formel våbenhvile, som kunne give ham mulighed for at bjærge sine sårede, fordi det ville være et signal om at han havde tabt slaget. Han og Lee udvekslede noter mellem den 5. og 7. juni uden at komme til et resultat, og da Grant formelt bad om en to timers indstilling af fjendtlighederne var det for sent for de fleste af de uheldige sårede, som nu var forblødte lig. Grant fik megen kritik i Nordstaternes aviser for denne fejlvurdering.

Den 4. juni rykkede Grant sine linjer tættere sammen ved at rykke Burnsides korps bag ved Matadequin Creek som reserve og ved at flytte Warren mod venstre og knytte an til Smith, hvilket forkortede hans linjer med omkring 5 km. Den 6. juni aftestede Early Burnsides nye position men kunne ikke trænge frem gennem sumpene.

Grant erkendte at han igen var i et dødvande i kampagnen og at yderligere angreb ikke var svaret. Han planlagde tre aktioner for at komme fremad. For det første i Shenandoah dalen, hvor generalmajor David Hunter gjorde fremskrid mod de konfødererede styrker, og Grant håbede på, at ved at afbryde Lees forsyninger kunne han blive tvunget til at sende forstærkninger til Shenandoah dalen. For det andet sendte han den 7. juni sit kavaleri under Sheridan (divisionerne under brigadegeneralerne David McM. Gregg og Wesley Merritt) af sted for at ødelægge Virginia Central Railroad nær Charlottesville. For det tredje planlagde han en uset operation, hvor han trak sig tilbage fra fronten ved Lee og overskred James River. Lee reagerede på de to første handlinger, som Grant havde håbet. Han trak Breckinridges division væk fra Cold Harbor og sendte den mod Lynchburg for at afparrere Hunter. (Den 12. juni fulgte han dette op ved at tildele Jubal Early kommandoen over Andet Korps og sendte også dem til Shenandoah). Selv om han havde forudset at Grant kunne finde på at overskride James floden, blev Lee alligevel overrasket, da det skete. Den 12. juni trak Army of the Potomac sig endelig tilbage og marcherede mod sydøst for at overskride floden James og true Petersburg, et afgørende jernbaneknudepunkt syd for Richmond.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Cold Harbor var den sidste sejr, som Lees hær vandt i krigen (en del af hans hær vandt Slaget ved krateret i juli, under belejringen af Petersburg, men det var ikke et egentlig slag mellem hærene), og den mest klare sejr, når man ser på tabstallene. Unionshæren mistede 10.000 til 13.000 mænd i løbet af tolv dage. Slaget bragte de samlede tab for Unionen siden kampagnens begyndelse i maj op på over 52.000, sammenlignet med 33.000 til Lee. Selv om omkostningerne var horrible endte Grants hær kampagnen med at have haft relativt mindre tab end Lees.

Estimaterne varierer med hensyn til tabene ved Cold Harbor. Den følgende tabel opsummerer estimater fra en række kendte kilder:

Vurderinger af tabene i slaget ved Cold Harbor
Kilde Unionen Konføderationen
Dræbte Sårede Fangne/
Savnede
Total Dræbte Sårede Fangne/
Savnede
Total
National Park Service       13.000       2.500
Bonekemper, Victor, Not a Butcher 1.844 9.077 1.816 12.737 83 3.380 1.132 4.595
Eicher, Longest Night       12.000       "få
tusinde"
Fox, Regimental Losses 1.844 9.077 1.816 12.737        
Rhea, Cold Harbor       6.000
(3. juni)
      1.500
Smith, Grant 1.769 6.752 1.537 10.058        

Nogle forfattere (Catton, Esposito, Foote, McPherson, Smith) vurderer tabene for det store angreb den 3. juni og alle er enige om i alt ca. 7.000 i tab til Unionen og 1.500 til konføderationen. Gordon Rhea, som ses som den mest fremragende moderne historiker indenfor Grant's Overland kampagne, har undersøgt tabslister i detaljer og har udgivet et afvigende synspunkt i sin bog fra 2002: Cold Harbor. I morgen angrebet den 3. juni kan han kun gøre rede for 3.500 til 4.000 døde, sårede og savnede, og estimerer at Unionen hele den dag mistede omkring 6.000 sammenlignet med Lees 1.000 til 1.500.[12] Selv om det stadig er et stort tab er det langt mindre end Lees daglige tab i Slaget ved Antietam, Slaget ved Chancellorsville, og Picketts angreb, og er sammenligneligt med Slaget ved Malvern Hill.

Slaget afstedkom en stigning i anti-krigs følelsen i Nordstaterne. Grant blev kendt som den "fumlende slagter" på grund af sine dårlige beslutninger. Det sænkede også moralen i hans resterende tropper. Men kampagnen havde opfyldt sit formål for Grant – så tåbeligt hans angreb ved Cold Harbor end måtte være – Lee var fanget. Han nåede frem til Petersburg inden Grant, med en hårsbredde, men han tilbragte resten af krigen, bortset fra den sidste uge, med at forsvare Richmond bag en befæstet skyttegravslinje. Selv om folk fra sydstaterne erkendte at deres situation var desparat håbede de på at Lees stædige og blodige modstand ville få politiske følger ved at få Abraham Lincoln til at tabe præsidentvalget til en mere fredsvenlig kandidat. Men da Atlanta kampagnen sluttede med erobringen af Atlanta i september, brast disse håb, og afslutningen på konføderationen var kun et spørgsmål om tid.

Cold Harbor Tavern[redigér | redigér wikikode]

Under slaget blev Burnett's tavern brugt som et Unionshospital. Unionssoldater fjernede alt af værdi, bortset fra en krystal kompot, som blev reddet af Mrs. Burnett.[13]

Bevaringsindsats[redigér | redigér wikikode]

I 2008 satte Civil War Preservation Trust (CWPT) slagmarken ved Cold Harbor på sin liste over de ti mest truede slagmarker.[14] Presset på at lave nye udstykninger i Richmond området er så stort, at kun omkring 120 ha af det, som engang var en mindst 3000 ha stor slagmark, i dag er bevaret.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Bonekemper, Edward H., III, A Victor, Not a Butcher: Ulysses S. Grant's Overlooked Military Genius, Regnery, 2004, ISBN 0-89526-062-X.
  • Catton, Bruce, Grant Takes Command, Little, Brown, 1968.
  • Eicher, David J., The Longest Night: A Military History of the Civil War, Simon & Schuster, 2001, ISBN 0-684-84944-5.
  • Esposito, Vincent J., West Point Atlas of American Wars, Frederick A. Praeger, 1959.
  • Foote, Shelby, The Civil War, A Narrative: Red River to Appomattox, Random House, 1974, ISBN 0-394-74913-8.
  • Fox, William F.: Regimental Losses in the American Civil War, Albany Publishing, 1889 (online text)
  • Grant, Ulysses S., Personal Memoirs of U. S. Grant, Charles L. Webster & Company, 1885–86, ISBN 0-914427-67-9.
  • Jaynes, Gregory, and the Editors of Time-Life Books, The Killing Ground: Wilderness to Cold Harbor, Time-Life Books, 1986, ISBN 0-8094-4768-1.
  • McPherson, James M., Battle Cry of Freedom: The Civil War Era (Oxford History of the United States), Oxford University Press, 1988, ISBN 0-19-503863-0.
  • Rhea, Gordon C., The Battle of Cold Harbor, National Park Service Civil War Series, Eastern National, 2001, ISBN 1-888213-70-1.
  • Rhea, Gordon C., To the North Anna River: Grant and Lee, May 13-25, 1864, Louisiana State University Press, 2000, ISBN 0-8071-2535-0.
  • Rhea, Gordon C., Cold Harbor: Grant and Lee, May 26-June 3, 1864, Louisiana State University Press, 2002, ISBN 0-8071-2803-1.
  • Smith, Jean Edward, Grant, Simon and Shuster, 2001, ISBN 0-684-84927-5.
  • U.S. War Department, The War of the Rebellion: a Compilation of the Official Records of the Union and Confederate Armies, U.S. Government Printing Office, 1880–1901.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Eicher, p. 685.
  2. Jaynes, p. 152.
  3. Rhea, Battle of Cold Harbor, p. 38.
  4. 4,0 4,1 Jaynes, p. 154.
  5. 5,0 5,1 Jaynes, p. 156.
  6. Rhea, Battle of Cold Harbor, p. 42.
  7. Rhea, Cold Harbor, pp. 360-61.
  8. Rhea, Battle of Cold Harbor, p. 45.
  9. Rhea, Battle of Cold Harbor, pp. 45-46.
  10. Rhea, Battle of Cold Harbor, p. 47.
  11. Rhea, Battle of Cold Harbor, p. 48.
  12. Rhea, Cold Harbor, p. 386.
  13. Richmond Then and Now website.
  14. http://www.civilwar.org/mebr2008/ColdHarbor.html CWPT Most Endangered Battlefields 2008

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: