Slaget ved Sehested

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Sehested. (Se også artikler, som begynder med Sehested)
Slaget ved Sehested
Del af Napoleonskrigene
Dato 10. december 1813
Sted Sehested i Holsten
Resultat Dansk sejr
Parter
Danmark Danmark-Norge Sverige Sverige
Preussen Preussen
Rusland Rusland
Ledere
Danmark Frederik af Hessen Sverige General Wallmoden
Styrke
9.500 5.000
Tab
550 dræbt eller såret 620 dræbt eller såret, 600 tilfangetaget

Slaget ved Sehested var et slag under Napoleonskrigene, der fandt sted i Sehested i Slesvig den 10. december 1813 mellem danske hærenheder og tyske tropper.

Optakt[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Styrker[redigér | redigér wikikode]

Danske styrker

Største delen af Auxillærkorpset under prins Frederik af Hessen

Avantgarte Brigaden

1. brigade


2. brigade


Af Korps Wallmoden under grev Ludwig von Wallmoden-Gimborn.

Russisk-tyske legion

Hannoveranske brigade

Forløb[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Efterfølgende[redigér | redigér wikikode]

Fakta om slaget i Sehestedt Slaget ved Sehested står i sammenhæng med kollapsen af Napoleons rige i starten af det 19. århundrede. Lige efter nederlaget mod det russiske rige, mellem 1812 og 1813 og nederlaget ved Leipzig 1813, trak de slesvigholstensk-danske tropper, som endnu var allieret med Napoleon, sig tilbage i norden, for ikke at møde de svensk-preussiske tropper, som dengang kæmpede mod Napoleon og sine soldater. De danskes troppers mål var, at når til den danske fæstning Rendsborg, som skulle beskytte dem mod de preussiske tropper, som forfulgte Napoleons tropper hele vejen op til Sehested, hvor de så stødte sammen den 10. december 1813.

Et indblik i slaget I starten var det prins Friedrich fra Hessen, der dominerede slaget. Han kæmpede meget offensiv, men alligevel lykkedes det at forsvare den nordlige del af landsbyen. Efter hvert angreb der kom fra Friedrich, var det genral Wallmoden( svensk-preussisk) der langsomt trak sig tilbage. På grund af dette adfærd, gav Friedrich kommandoet at storme Sehested. Wallmoden prøvede at forsvare Sehested med mange soldater, men det lykkedes alligevel for Friedrich at besætte den sydlige del af Sehested. Wallmoden prøvede med alle midler at dominere slaget igen, men prins Friedrichs tropper var for stærk. Dermed kom så ideen at angribe fra andre sidder. Wallmoden gav så kommandoet at angribe over en lille stig der fører fra Osterrade op til Sehested. Det lykkedes at bekæmpe flere små tropper, men i sidste ende var det Friedrich igen, der kunne bekæmpe de tropper, der prøvede at overraske Friedrichs tropper. Dermed trak Wallmoden sig tilbage og Friedrich vandt slaget.


Konsekvenser indenfor Sehestedt Lige efter slaget, havde Sehested det meget dårligt. Levestandarten var alligevel ikke den bedste, men slaget gav resten. Også soldaterne havde det meget dårligt i slutningen af slaget. De fandt ingen ting de kunne brænde, for at få det varmt. På grund af dette, gik de ind i kirken der stod/står i Sehested og stjal ting som f.eks. stole, bænke, bøger og andre ting man kunne bruge, for at fodre ilden videre med ting der brænder. Den alvorligste konsekvens for indbyggerne i Sehested var hungersnøden, der opstod. Soldaterne var så sulten, at de spiste alle madbestande landsbyen havde. Under slaget blev møllen, som var et symbolsk kendetegn for Sehestedt også ødelagt meget alvorligt, som førte til, at der ikke kunne produceres mel og dermed ingen brød og andre bagevarer. Industrien og erhverv i krise På grund af Napolenskriegene, idet også slaget ved Sehestedt, blev Slesvighertugdømmet områdets erhvervsliv ramt af et dybt og langvarig krise, der varede fra 1811 til slutningen af 1820'erne. Der var mangel på penge, næring og handel i alle lande. Danmark og Slesvig egnen forarmede år efter år. Hårdest blev søfarten ramt, som var størst i Flensborg og Sønderborg. Dette medførte at f.eks. Flensborg byen mistede indbyggere, men hele Slesvig området kunne udligne dette med en borger tilvækst. Alligevel viste det sig at Slesvig som helhed industrielt stod ret godt, da byens antal virksomheder steg mens antallet af arbejderne faldt lidt. (virksomheder før 1811: 56, med 1600 arbejdere. Virksomheder efter 1811: 76 med 1500 arbejdere. Som industri er regnet fabrikker med mindst 6 arbjedere.) Selvom de store virksomheder i byerne ikke længere havde så mange ansatte folk, blev deres virksomhed dog meget mere moderne. Landbruget profiterede endda i de første år af krisen, på grund af stigende priser for mad og en god høst. Men i de senere år skulle de også kæmpe med krisen. I 1825 nåede kornpriserne bunden, først 5 år senere var denne krise for det meste overvundet. (Kornprisen faldt med 75%) Alligevel fandt også her en modernisering sted.

Økonomisk krise i Danmark Før krigen var Danmark velhavende og indflydelsesrige, men efter krigen opstod der en økonomisk krise i Danmark. Staten gik bankrot udefra de mange udgifter de havde i krigstiden. - Så der opstod en inflation. Pengesedlernes værdi i forhold med sølv blev nedskrevet drastisk. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursen i forhold til sølværdien nåede bunden i september 1813 med kun 9 procent. Den 5 januar 1813 blev der så indført en ny valuta reform, som blev erstattet fra den ny oprettet nationalbank. Men det nye penge system var meget kompliceret og overbelastede de fleste mennesker, men forenklet kan man sige at den gamle valuta blev konverteret i et 1:6 forhold til den nye valuta, så deres banktilgodehavende var kun en sjette del værd. Ud fra det steg skatten. Desuden blev en skat på omkring 6 procent pålagt på alle som var i besiddelse af en ejendom. Denne skat skulle betales lige straks i sølv, da sølvprisen var konstant. De som ikke kunne betale de øgede skatter skulle regne med en tvangsauktion. Udefra det blomstrede også den sorte marked da ingen kunne betale den øgede skat. Den dengangværende finansminister Schimmelmann fik sin afsked. I øvrigt forgriber regeringen sig hurtig på rigsbankens reservefond på omkring 15 mill. rigsdaler, men Danmark brugte langt tid til at komme ud fra den økonomisk krise.

Monarkiet og den politisk forandring i Danmark Krigen havde ikke kun dårlige konsekvenser. Det danske folk fejrede monarkiet og troede på deres konge Frederik den 6., som blev anset som den, der sikrede freden indenfor landet og viste stor indsats overfor det danske folk, selvom de tabte krigen. Også pressen udtrykte deres glæde overfor Frederik den 6., så ”Flensburgsches Wochenblatt” skrev disse linjer i forbindelse med Frederik den 6. fødselsdag den 28 januar. ”Glad dig, du danske folk! Din kalder du Frederik den Gode, Og som en fader sit barn, elsker han dig, danske folk![1]- Flensburgsches Wochenblatt Udover det havde Danmark en konge som interesserede sig for politikken og folkets interesser, som var ikke altid sådan. Før Frederik den 6. var det den sindssyge konge Christian den 7. der regerede landet indtil 1808 og ikke havde nogen interesse i politiske spørgsmål. Men selvom man fejrede Frederik den 6. opstod de første demokratiske tanker, som under andet kom fra Johann Gottfried Herder der grundlagte i Tyskland den moderne nationale ideologi: ”De enkelte folkeslag med samme historie, sprog, kultur og levevis som udtryk for en fælles folkeånd kunne udfolde sig friest, hvis de fik hver deres stat, og i den, opnåede selvbestemmelse over deres egne anliggender.[2] Herders ideer skulle skabe harmoni, i praksis skabte den dog ofte dybe og blodige konflikter. Alligevel gik tidens tendens i retningen af indskrænkede monarkier.

Wienerkongressen Wienerkongressen betegner en kongress i Wien i året 1814-1815, som skulle sikre freden i Europa og opdele Europa i forskellige bestanddele, da Napoleon Bonaparte ændrede den Europæiske landkort væsentligt. Wienerkongressen blev ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst Metternich og over 200 repræsentanter deltog i Wienerkongressen. Men det er ikke kun store stater som deltog i kongressen, men også herredømme, baroner eller byer som repræsenterede de forskellige småstater. Men den førende rolle spilledede de fem stormagter Storbritannien, Russland, Østrig Preussen, kirke staten og Frankrig. Også Frederik den 6. var på Wienerkongressen, da han ville forsvare Danmark overfor Sverige. Men ikke kun derfor kom Danmark til Winerkongressen. Danmark var lige så interesseret i Lauenburg, som ligger sydøst for Slesvig – Holsten, (ca 40 kilometer syd-øst fra Hamborg), som Sverige, Preussen og Hannvoer(-England). Hannover sluttede sig sammen med England og lavede Preussen et tilbud. Hannover ville afgive Ostfriesland, derimod får de Lauenburg. Men For Preussen var Svensk-Forpommern meget mere vigtigt. På grund af det besluttede Preussen at Danmark skulle få Lauenburg samt 2 millioner preusiske mønter, da Lauenburg var mindre værd end Svensk-Forpommern. Men uanset om Danmark fik Lauenburg var Frederik den 6. meget skuffet over at han ikke fik en større økonomisk udbytte, selvom han reddede Danmark fra en tiltingsgørelse. Sammenfattet kan man så sige at Wienerkongressen var mere eller mindre et glimrende resultat for alle deltager af Wienerkongressen. Selvom stormagterne havde overhånden kunne lande som Danmark håndhæve deres viljer og det for det meste med succes.

Slesvig-Holsten og forfatningsspørgsmålet (1815-1830) Den Slesvig holstenske tankes fødsel som sammensatte områder opstod under andet med Friedrich Christof Dahlmanns (prof. I historie) udsagn at et forenet Tyskland også burde omfatte Slesvig og Holsten. Slesvig og Holstens århundrede gamle forbindelse gjorde, at Dahlmann syntes, at området skulle tilhøre til Tyskland. Dette begrundede han med en brev der blev skrevet af den danske konge Christian den første fra 1460. I den står der at disse lande skal forblive for evig udelte sammen. Alligevel anså flertallet af borgerne fra Slesvig og Holsten sig ikke rigtig som tyskere eller danskere men som regional Slesvig-Holstenere.[3]

Friedrich Christof Dahlmann 1785-1860 I året 1816 nedsatte Frederik den 6. en forfatningskommission for Holsten, dog ikke for Slesvig. Dette førte til at slesvigerne også ville have en forfatning. Omkring årsskiftets ende sendte borgerne så en en petition til kongen med fælles ønske om at Slesvig skulle få en forfatning. Dette så man som et middel til at afhjælpe krisen. Men den Slesvigske petition blev afvist og forfatningssagen gik i stå for Slesvigerne. Og i året 1819 henlagde kongen også den holstenske forfatningskommissions forslag. Faktisk kunne kongen gøre hvad han ville, hvad der også viste sig, da han indskrænkede trykkefriheden af aviserne i 1820. I året 1823 nedsatte man så også forfatningskravet for Slesvig. Dette var et nederlag for Dahlmann der kæmpede for denne sag for Slesvigerne og Holstenerne. Til gengæld fik han så arbejde som universitetslærer i Kiel som var betydningsfuld. Der skete det at under ”Waterloo” talen af Dahlmann grinede de studerende, da han fortalte om broderskabet mellem Slesvigerne og Holstenerne, og i stedet for den preussisk engelske sejr over Napoleon (ved Waterloo) fejrede de hellere den danske helstatshærs sejr over Bernadottes svensk-tysk-russiske tropper i slaget ved Sehested i 1813.[4] Men ligesom Dahlmann var de fleste universitetslærer tysk fødte, og for Tyskland i Slesvig-Holsten sagen. Dette påvirkede mange studenter og allerede i 1817 deltog mange f.eks. i en tysk national fest på Wartburg og blev tilhængere af den tysk enhedsbevægelse. Studenterne klædte sig i ”gammel-tyske” dragter og var med i den såkaldte ”burschenschafts bevægelse” for demokrati og tysk enhed for at vise deres tilknytning til Tyskland. I Slesvig området var den herskende politiske strømning stadig helstatspatriotismen (pro Danmark) selvom Frederik den 6 afviste forfatningspetitionerne.

Freden i Kiel[redigér | redigér wikikode]

Den 14. januar 1814 undertegnes Freden i Kiel mellem Sverige, Storbritannien og Danmark. Danmark prøvede at bevare sin neutralitet i Napoleonskrigene, der startede i 1792 og varede indtil 1814. Men Englands krigsskibe var en trussel og satte Danmark under pres. Den dansk konge var nødt til at lave en kontrakt sammen med Sverige, Preussen og Rusland, den 16. december 1800, der skulle beskytte Danmark for den engelske flåde. Et år senere havde Danmark i søslaget ved København alligevel store tab. På grund af det var Danmark tvunget til at gå ind i en alliance med Frankrig hvorefter Danmark befandt sig officielt i krig mod England og Sverige men også Preussen og Rusland. Sveriges mål var det at adskille Norge fra Danmark, så det kunne blive en del af Sverige. På grund af det marcherede den svenske hær, den 1. december 1813, ind i Holsten og besatte Kiel, der var en del af Danmark. De danske tropper kunne ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Nu kunne den svensk konge lave byen til base hvorfra han kunne føre krigen mod Danmark videre. (Tidsperioden kaldes kosakkervinteren, pga. at den svensk konge havde en stærk hær russiske kosakriddere.) Den 9. januar 1814 var Danmark nødt til at kapitulere. Samme år kapitulerede Frankrig. Efter nederlaget indgik Danmark Kielerfreden den 14. januar. Heri stod der at Danmark skulle afstå Norge til den Svensk konge. Grønland, Island og Færøerne tilhørte stadig Danmark, sammen med kolonien Dansk Vestindien.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Flesnburgesches Wochenblatt
  2. Kilde fra side 16 linje 34-37, Sønderjyllands historie 2- efter 1815
  3. Kilde fra side 18 linje 8-5 nedefra i Sønderjyllands historie 2- efter 1815
  4. kilde fra side 21 linje 27- 33 i Sønderjyllands historie 2 – efter 1815

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]