Slagteren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slagteren
[[Image:{{{billede}}}|250px|]]
Originaltitel Le Boucher
Dansk titel {{{dansk titel}}}
Genre drama, thriller
Instrueret af Claude Chabrol
Produceret af André Génovès
Manuskript af Claude Chabrol
Baseret på {{{original}}}
Medvirkende Stéphane Audran
Jean Yanne
Antonio Passalia
Musik af Pierre Jansen
Fotografering Jean Rabier
Klip {{{klipper}}}
Filmstudie {{{studie}}}
Distributør
Udgivelsesdato Frankrig 27. februar 1970
Danmark 17. december 1971
Censur {{{censur}}}
Længde 93 min.
Land Frankrig Frankrig
Italien Italien
Priser Bodil (1971)
Sprog fransk
Budget
Indtjening {{{indtjening}}}
Efterfulgte {{{forgænger}}}
Fortsættes i {{{fortsættelse}}}
på IMDb
Hjemmeside {{{hjemmeside}}}
DVD {{{DVD}}}
VHS {{{VHS}}}
Blu-ray {{{Blu-ray}}}

Slagteren (fransk: Le Boucher) er en fransk-italiensk thriller fra 1970 skrevet og instrueret af Claude Chabrol. Filmen handler om forholdet mellem en ung, kvindelig skolelærer i en fransk landsby og byens slagter samtidig med, at der i byens omegn begås nogle mord på unge kvinder. Filmen vandt det følgende år Bodilprisen for bedste europæiske film.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Helene (Stéphane Audran) er den unge, ensomme, lidt naive kvindelige lærer i en lille landsby. Hun er meget vellidt i byen og af sine elever. Ved et landsbybryllup i filmens begyndelse for Leon (Mario Beccara), Helenes kollega, får hun som bordherre byens slagter, Popaul (Jean Yanne), der er ungkarl og ganske charmerende. Han har været i krig i både Algeriet og Indokina, hvor han har oplevet død og tortur. Efterhånden opbygger de et nært venskab, der dog forbliver platonisk, idet Helene stadig plejer de mentale sår efter et tidligere mislykket forhold.

På en ekskursion med sin klasse til nogle huler i omegnen finder Helene det seneste offer for en seriemorder, der er på spil på egnen. Offeret viser sig at være Leons kone, og da Helene nær offeret finder Popauls lighter, frygter hun for, at hendes ven skulle være morderen. Hun skjuler lighteren for politiet og ånder lettet op, da hun i forbindelse med et besøg af Popaul ser, at han fortsat har sin lighter. Det er dog kun en midlertidig lettelse, da hun senere gør en ny opdagelse, der gør Popaul til den sandsynlige morder.

Da han til sidst forstår, at Helene kender til hans makabre hemmelighed, opsøger Popaul læreren medbringende en af sine slagterknive. Han indser, at han ikke længere kan opnå hendes kærlighed, og retter derfor kniven mod sig selv. Helenes følelser for Popaul vækkes herved, og hun hjælper ham ud i sin bil og kører ham til hospitalet, hvor hans skæbne indhenter ham. Efter deres første og eneste kys dør han. Tilbage sidder Helene og tænker over sin skæbne.

Medvirkende[redigér | redigér wikikode]

Filmens temaer[redigér | redigér wikikode]

Christian Braad Thomsen skriver om Slagteren[1], at Chabrol blandt andet arbejder med polariteten mellem kærlighed og drab, der fx viser sig ved, at Popaul i sit forsøg på at tilnærme sig Helene giver hende en gave, der ligner en stor buket blomster, men viser sig at være en blodig lammekølle. Skønt de to hovedpersoner overfladisk set hver især repræsenterer et af disse forhold (Helene kærligheden og Popaul drabene), så tager de begge den andens karakter til sig, så fx Helene ved at skjule lighteren beskytter morderen Popaul, og Popaul som en kærlighedsgave til Helene begår selvmord i en situation, hvor han måske lige så godt kunne have myrdet hende.

Et andet tema er blufærdighed, som begge de to hovedpersoner har over for hinanden. Denne blufærdighed tegner Chabrol også op ved at undlade at vise konkrete udtryk for såvel kærlighed som drab; begge dele antydes kun. I den dramatiske konfrontation mod slutningen, hvor Popaul opsøger Helene med viden om, at hun kender hans hemmelighed, ser man ikke, at han retter kniven mod sig selv. Helene, der tror, at hun nu vil blive myrdet, lukker øjnene, og kameraet følger hendes eksempel, så billedet går i sort. Da man kort efter hører Popauls klagen, åbnes kameraet igen.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Braad Thomsen, p. 259-262

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Priser
Foregående:
Oprøret i Ådalen
Bodilprisen for bedste ikke-amerikanske film
1971
Efterfølgende:
Døden i Venedig