Snorri Sturluson
Snorri Sturluson (norsk: Snorre Sturlason) (1179–23. september 1241) var en islandsk høvding, forfatter og skjald. Han havde stor politisk indflydelse i sin samtid som medlem af Altinget, men er i dag mest kendt som forfatter til Snorris Edda.
Opvækst og familie
Snorri blev født på Hvammr i Dalir i Island. Forældrene var Sturla Þórðarson og Guðný Bǫðvarsdóttir, men han blev opfostret og oplært hos sin fosterfar Jón Loftsson (1124–1197) – datidens fremmeste høvding, der omtales som Islands klogeste mand. Han kom fra en mægtig familie, der stammede fra Halvdan Svarte, og boede på gården Oddi, som var et litterært og kulturelt centrum på Island. Dér lærte Snorri at læse og skrive, fik oplæring i latin, teologi, geografi og islandske love. I 1206 flyttede han til Reykholt og boede der resten af livet. Snorri havde to ældre brødre, Þórðr (Tord] og Sigvatr (Sigvat).
Snorri i Island
Snorri var høvding og en af Islands mægtigste personer i sin tid. Fra 1215 til 1218 og fra 1222 til 1231 var han 'lovsigemand' i Alþingi dvs. en lovkyndig som kunne lovene udenad, men det var det eneste officielle, betalte embede i Island. Han boede hele tiden i Island bortset fra årene 1218–1220 og 1237–1239, hvor han opholdt sig i Norge.
Gennem sit ægteskab med Hallveig Ormsdóttir, enke efter Bjǫrn Þorvaldsson,[1] blev Snorri en af Islands rigeste mænd. Som høvding brugte han systematisk sine tre døtre Hallbera, Þórdís og Ingibjǫrg til at bygge sin magt op. Uden dem er det svært at se, at han kunne være blevet så mægtig. Hallbera blev gift med Árni Magnússon (bedre kendt som Árni óreiða) i 1218. Seks år senere blev Þórdís gift med Þorvaldr Vatnsfirðingr (dvs. fra Vatnafjǫrðr) og Ingibjǫrg med Gissurr Þorvaldsson, den svigersøn, der senere udførte kongens ordre om at få Snorri dræbt. Hallbera blev samme år skilt fra Árni, men bortgiftet på ny i vinteren 1227/28, denne gang til høvdingen Kolbeinn den Unge, og i sådan et hastværk, at efter brylluppet, der foregik på Snorris gård, tog svigersønnen hjem til sin gård uden at få sin kone med. Snorri måtte selv på et senere tidspunkt få hende sendt efter. En vigtig grund til Snorris tab af position i Island omkring 1230 var netop, at døtrenes ægteskaber holdt op med at fungere til hans fordel, som pant på hans venskaber med andre høvdinge. Hallbera døde i 1231, samme år blev Ingebjǫrg skilt, og Þórdís, der var blevet enke i 1228, nægtede at bøje sig for sin fars krav om gengifte.[2]
Snorri i Norge
Snorri var i Norge to gange. Første gang var i 1218–1220. Da var kong Inge (1185–1217) død, og hans halvbror Skule jarl (Skule Bårdsson, 1188–1240) regnede med at overtage titlen. Imidlertid havde birkebeinerne i 1217 valgt Håkon 4. Håkonsson ("Håkon den gamle") som konge, bare tretten år gammel. I 1219 blev han trolovet med Skule jarls datter Margrete for at sikre Skules loyalitet mod den unge konge.
Senere kom det alligevel til kamp mellem Skule og hans svigersøn kong Håkon om, hvem der skulle være konge. Snorri støttede Skule og gik også i al hemmelighed ind i hans hird som lensmand.
Han besøgte Norge for anden gang i 1237–1239. Dette var delvis for at undgå at opholde sig på Island i Sturlingtiden. Ca 1230 var Snorris position i hjemlandet stærkt reduceret. I 1232 havde han forberedt en sag mod Kolbeinn den Unge, enkemand efter Snorris datter Hallbera, om arven efter Hallbera. Det endte med et forlig mellem parterne, hvori indgik en aftale om, at Kolbeins søster skulle giftes med Snorris søn Órækja. Efter forliget fortalte Sturla Þórðarson, at hans far, Snorris bror høvdingen Þórðr, havde udtalt: "Jeg har en mistanke om, at min bror Snorri har foretaget et vennebytte, og solgt sit venskab med Sigvatr (Snorris og Þórðrs bror) og Sturla (Sigvatrs søn), men accepteret Kolbeinns venskab." Allerede i 1234 kom det til et sammenstød mellem Snorri og Kolbeinn. Året efter kom det til åben konflikt mellem Snorri og hans bror Sigvatr og brorsønnen Sturla. Sturla var lige ankommet til Island som udsending for kong Håkon, i det ærinde at få Island underlagt Norge. Sturla fornyede sit venskab med farbroren Þórðr, men ikke med sin anden farbror, Snorri, som han tværtimod tvang til at flygte til Norge i 1237.[3]
I Norge opsøgte Snorri sin ven Skule, men siden sidst var Håkon formelt blevet valgt til konge på rigsmødet i Bergen i 1223. Skule planlagde et oprør mod Håkon, og da Snorri støttede Skule, blev han stemplet som forræder og forlod Norge i 1239, på trods af kongens forbud. Snorri havde sandsynligvis fået titel af jarl,[4] og ser ud til at have sat alt ind på, at Skule ville blive den vindende part i striden. Det eneste, der nu kunne redde Snorri, var et magtskifte i Norge, men Skules oprør slog fejl, og han blev dræbt i 1240. Håkon beordrede Snorris fjende og tidligere svigersøn Gissurr Þorvaldsson til at dræbe Snorri. Gissurr førte og en flok mænd og lod Snorri dræbe 23. september 1241 på hans gård Reykholt — den faktiske banemand hed Árni beiskr (Árni den bitre — hvorfor han var bitter ved vi ikke), men Árni blev dræbt senere under Flugumýrarbrenna i 1253..
Digtning
Hans mest kendte værker er Heimskringla og Snorris Edda, og det er formodentlig også ham, der skrev Egils saga.
Heimskringla (ca. 1220–1235) er en samling af kongesagaer, en historiebog som handler om Norges konger fra Halvdan Svarte (850), Olav Tryggvason og til kong Sverre (1177). Heimskringla har sit navn efter åbningsordene i værket, "Kringla Heimsins" – "den runde jordskiva". Heimskringla kom til at betyde meget for skabelsen af en norsk nationalfølelse.
Snorris Edda (ca. 1220–1230) er en lærebog eller håndbog i digtekunst. Den Ældre Edda handler om de norrøne gudemyter, bl.a. Odin og Thor. Bogen begynder med en prolog, hvor skabelsen af verden bliver beskrevet sammen med rødderne til den hedenske religionen og de gamle guder, aserne.
Egils saga antages at være skrevet af Snorri. Det er en saga om Egil Skallagrimson. Handlingen foregår i år 850 – 1000, for det meste i Norge og Island.
Gustav Vigeland rejste en statue af Snorri i Bergen i 1938. En kopi er rejst på gården Reykholt (1947).
Noter
- ^ "Grønlands historiske mindesmærker". Google Books.
- ^ Jón Vidar Sigurdsson (2010). Den vennlige vikingen. Oslo: Forlaget Pax. s. 130. ISBN 978-82-530-3359-4
- ^ Jón Vidar Sigurdsson: Den vennlige vikingen, (s. 46-7)
- ^ Jón Vidar Sigurdsson: Den vennlige vikingen, (s. 48)
Se også
Eksterne henvisninger
- Edda Snorra Sturlusonar (oldislandsk)
- Snorris Eddasagn (oversat af Thøger Larsen)
- Gylfaginning (oversat af Finnur Jónsson)
- Heimskringla (oldislandsk)
- Jakten på Odin J.M. Stenersens Forlag
