Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold i Holmens Kanal med Forsvarsministeriet til venstre

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold er det ministerium, der står for den overordnede social-, integrations- og familiepolitiske indsats i Danmark. Ministeriet blev i sin nuværende form oprettet i 2010 som Socialministeriet ved udskillelse fra Indenrigs- og Socialministeriet. I 2011 indlemmedes desuden sagsforhold fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, der nedlagdes. Endvidere fik ministeriet mindre sagsområder fra bl.a. Justitsministeriet. I 2014 kom afdelingen for ligestilling til.

Minister siden 3. februar 2014 er Manu Sareen fra Radikale Venstre.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I 1918-1920 ledede minister Thorvald Stauning Indenrigsministeriets kontor for arbejder- og sociale spørgsmål.

Det første officielle socialministerium blev oprettet 5. april 1920 med borgmester Jens Jensen (S) som socialminister. Det eksisterede dog kun en måned indtil 5. maj 1920, for med folketingsvalget efter påskekrisen i 1920 dannedes en ny regering – med Niels Neergaard (V) i spidsen – uden et socialministerium. Ved regeringsskiftet 23. april 1924 blev Ministeriet Neergaard III afløst af den første socialdemokratiske regering, Ministeriet Thorvald Stauning I. Det første reelle socialministerium var en kendsgerning med redaktøren for Social-Demokraten Frederik Borgbjerg som socialminister. Ministeriet Stauning I blev den 14. december 1926 afløst af Ministeriet Madsen-Mygdal (V), som ikke oprettede noget socialministerium, men i stedet et Ministerium for Sundhedsvæsenet. Efter valget i 1929 hvor Stauning igen kom til magten, blev ministeriet genoprettet 30. april 1929. Det har siden eksisteret som ministerium, men har dog adskillige gange været slået sammen med andre ministerier.

Arbejdsministeriet blev udskilt fra Socialministeriet, men ministerierne blev atter slået sammen i 1945-1947 og 1950-1953, og havde helt frem til 1980'erne adresse samme sted.

I 2007 blev Socialministeriet nedlagt, og socialpolitikken blev overført til Velfærdsministeriet, der i 2009 skiftede navn til Indenrigs- og Socialministeriet. Socialministeriet blev genoprettet som et selvstændigt ministerium i 2010. I 2011 skiftede det navn til Social- og Integrationsministeriet og i 2013 til Social-, Børne- og Integrationsministeriet. I forbindelse med navneskiftet i 2013 overførtes ressortansvaret for dagtilbud til børn i førskolealderen (0-6 år) fra det tidligere Børne- og Undervisningsministeriet, nu Undervisningsministeriet, samt sager vedrørende socialøkonomiske virksomheder fra Erhvervs- og Vækstministeriet til Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Et nyt navneskift fulgte i 2014, denne gang til Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold, idet ministeriet samtidig overtog afdelingen for ligestilling fra det hidtidige Ministeriet for Ligestilling og Kirke.[1]

Styrelser, råd, nævn og selvejende instituioner[redigér | redigér wikikode]

Selvejende institutioner[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Manu Sareen er ny minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (03.02.2014), Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.