Socialanalytik

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Svært stof Denne artikel omhandler svært stof. Der er endnu ikke taget hensyn til ikke-eksperter. Du kan hjælpe ved at skrive en letforståelig indledning.

Socialanalytik er et teoretisk perspektiv udviklet af den danske filosof Lars-Henrik Schmidt (1953). Perspektivet har særligt gjort sig bemærket som en filosofisk funderet samtidsdiagnostik, og har været inspirator for en række forskningsarbejder på det human- og samfundsvidenskabelige felt. Socialanalytisk samtidsdiagnostik har i de senere år særligt været kendetegnet ved sin orientering mod det pædagogiske felt, og har bl.a. været institutionaliseret som forskningsprogram ved Danmarks Pædagogiske Universitet fra 2005-09.

For at forstå det særegne ved socialanalytikkens refleksionstilbud, må man forholde sig til dets epistemologiske grundlag, således som dette tilvejebringes i Schmidts forfatterskab. Socialanalytikken er ikke en videreudvikling af en specifik filosofisk tradition, men den er beslægtet med det vidensrum, der etableres i og med den form for videnskabshistorisk épistémologie, som udvikledes i Frankrig fra Gaston Bachelard (1884-1962) og frem til bl.a. Louis Althusser (1918-1990) og Michel Foucault (1926-1984). ’Épistémologie’ skal i denne sammenhæng ikke forstås som erkendelsesteori eller videnskabsfilosofi, dvs. en teori om betingelserne for viden og videnskab, og heller ikke som de enkelte videnskabers videnskabsteori eller metodelære. Der er ikke tale om bedømmelser af hvad der set fra filosofiens eller enkeltvidenskabernes perspektiv er videnskabeligt, men snarere en tematisering af vidensfelters udviklingsmønstre, tematiseringer af forbindelseslinjerne og brudfladerne mellem det ikke- eller førvidenskabelige og så det videnskabelige indenfor et som videnskab diskursiveret vidensfelt. Filosofien bliver en form for psykoanalyse af vidensfelterne, som undersøger mekanismerne i vidensproduktionen.

Schmidt fatter tidligt interesse for denne franske tradition, særligt Althusser (se: Schmidt 1977, del IIb), og er i øvrigt en i dansk sammenhæng fremtrædende formidler af de meget forskellige ’épistémologers’ problemfællesskab som en tradition (se f.eks. Schmidt 1983a). Fra den sene Althusser arver Schmidt ideen om en filosofi, som kiler sig ind mellem det ideologiske (det førvidenskabelige) og det videnskabelige, og på den vis involverer sig i en kamp om betingelserne for sandhed. Hos Althusser er der tale om en eksplicit venstrefløjspolitisk indsats, men for Schmidt, og senere socialanalytikken, bliver der snarere tale om en bestræbelse på at diagnosticere de eksisterende videnspolitiske hegemonier, som vidensproduktionen fungerer indenfor, med henblik på at undersøge hvorvidt det lader sig gøre at tænke anderledes. Med dette videnspolitiske perspektiv (se f.eks. Schmidt 1983b) sætter Schmidt således fokus på forholdet mellem viden, magt og politik, snarere end spørgsmålet om videnskabernes mulige ukorrekte ideologiske indhold, og der sker dermed en afdrift fra Althusser over mod Foucault (jf. Kristensen 2003). Men til forskel fra Foucault, er der i Schmidts videnspolitiske projekt en forpligtelse på og refleksion over visse principper og legitimationsformer, bl.a. ”det videnskabelige arbejdes konkrete etik” (Se Schmidt 1991), som afspejler sig videre frem i den socialanalytiske bestræbelse på at tænke i et kohærent perspektiv (Se Schmidt 2005).

Schmidts forfatterskab består ikke af skarpt adskilte faser. Det er snarere kendetegnet ved en fundamental kontinuitet, en stadig solidarisk overvindelse af tidligere positioner, med henblik på at arve problemfeltet under skiftende betingelser og bevare udsigelseskraften i det tidligere ved at formulere sig på ny. Ud over videnspolitik beskæftiger Schmidt sig i sit tidlige forfatterskab tillige med socialisationskritik (Se Schmidt 1978), og han er i øvrigt optaget af den rekonstruktive udforskning af Karl Marx’ skrifter, som er et dominerende forskningsfelt i 70ernes human- og samfundsvidenskab – ikke mindst ved datidens idéhistoriske institut i Århus, som er Schmidts akademiske udgangspunkt. Socialanalytikken er for så vidt solidarisk med dette udgangspunkt, i den forstand at det sociale forbliver orienteringspunkt for refleksionen. Men betydningen af begrebet ’det sociale’ ændrer sig imidlertid ved overgangen til en socialanalytisk refleksionsform.

Med Schmidts tidlige socialisationskritiske diskurs er der tale om en form for dialektisk kritikfigur, indbefattende et håb om forsoning, om gentilegnelsen af noget yderlig- eller fremmedgjort (jf Schmidt 1992). Men netop dette forsoningshåb tages der imidlertid afstand fra i og med det socialanalytiske perspektiv. Socialanalytikken hviler i en tragisk filosofi – formuleret via en interpretation af den sene Nietzsches filosofi (se Schmidt 1987) – til forskel fra en dialektisk filosofi. Det tragiske grundvilkår er fraværet af substans, at der ikke gives noget ’udenfor’, og dermed heller ikke en gentilegnelse eller en forsoning. Det afgørende er imidlertid, at metafysiske forestillinger – forestillinger om substans, oprindelighed, umiddelbarhed etc. – i socialanalytikkens tragiske perspektiv opfattes som et socialitetsvilkår, og at metafysikkens rum således ikke lader sig afskaffe, men arves og indtages af det sociale, som dermed samtidig er betydningsvilkår. Ikke forstået på den måde, at det sociale så er subjekt, er skaberen af virkelighed. Der er snarere tale om en social omgang med fraværet af blivende betydning – med den uigenkaldeligt tabte umiddelbarhed – hvor de instanser, som vi lever på, så at sige ’udstanses’. Dette erstatningsspil i det sociale, denne distancerede gentagelse, er det socialanalytiske perspektivs genstand.

Den metafysikkritiske indgangsvinkel til spørgsmålet om det sociale medfører en anderledes problematiseringsform end den som kendes fra sociologien og socialfilosofien. I socialanalytikken problematiseres det sociale som gemenhed, hvorved der sigtes til en upåagtet og uartikuleret samhørighed og ikke-uenighed. Gemenheden kan følgelig kun artikuleres som noget andet, nemlig som fælleshed, det som gælder for samtlige i en gruppe, eller som almenhed, det som nødvendigvis må være gældende for enhver. Det sociale – gemenheden – giver sig således til kende i videnskabelige bestemmelser eller ideologiske begreber, men kan principielt ikke sættes på begreb eller bestemmes positivt. Gemenheden er altså ikke noget, som man kan vide hvad er, men er snarere at forstå som en fremstillingsteknisk kategori.

Man kan sige, at socialanalytikken beror på frilæggelsen af et nyt epistemologisk grundlag i grundløsheden, og til tider er perspektivet blevet kritiseret for dets ubenægtelige prioritering af ’manglen’ som grundvilkår (jf. f.eks. Larsen 2003). Men socialanalytikken er netop ikke en afbildning af verden, men et teoretisk perspektiv bestående af en række fremstillingstekniske kategorier, herunder ikke mindst teoretisk-grafiske kort (jf. f.eks. Schmidt 2005). Bestræbelsen er en teoretisk praksis foretaget i et samlet perspektiv; at foretage interventioner i vidensfelter med henblik på at bevirke en kompleksitetsreduktion, og derved fremme orienteringsevnen i det sociale. I forhold til den store mængde af moderne sociologisk og socialfilosofisk samtidsdiagnostik udmærker den socialanalytiske samtidsdiagnose sig således som en filosofisk reflekteret diagnostik hvor tendensen, forstået som den sociale omsætning af gemene forudsætninger, er et helt centralt moment i grundlaget og ikke et ydre eller tilfældigt analyseobjekt (jf Kristensen 2009).

Socialanalytikken beror endvidere på en filosofisk tydning af Freuds psykoanalyse herunder begrebet om overføring. Dette fænomen, at et subjekts forhold til et objekt videreføres i bindingen til nye objekter, og at forholdets principielle karakter således videreføres, er af stor betydning for socialanalytikkens bestemmelse af selvet som ’det sociale selv’. Ifølge denne er selvet ikke andet end en gentagelsesstrukturlighed i forholdene, og har således ikke en anden væren end de gemene forhold, og har således den samme ontologi som det sociale har. Freud fandt at overføringer var gentagelser af grundforholdet forælder-barn, men med socialanalytikkens generalisering af overføringskategorien til at være en overføring af det sociale i det sociale, så gøres der op med forestillingen om et grundforhold. Det sociale bånd opfattes ikke i kommunikative termer – som en udveksling mellem individer – men som transmission – gentagelse uden subjekt og mål.

Socialanalytikken er blevet mødt med kritik af, at den angiveligt svigter filosofiens etiske dimension i sit opgør med den dialektiske filosofi (se Kemp 1989). Etikken hviler traditionelt på forestillingen om udveksling mellem et subjekt og ’den anden’ – ”gør mod de andre som i vil, at de skal gøre mod jer” – men med den socialanalytiske transmissionsteori bliver forestillingen imidlertid snarere, at man hver for sig står med et tragisk identitetsarbejde. Men i socialanalytikkens perspektiv er det, at det ene forhold ikke kan formidles over det andet, netop anledningen til en anderledes etik i form af et solidarisk eller anstændigt forhold til den andens forhold. Det betyder eksempelvis, at et pædagogisk forhold ikke kan dreje sig om ligeværdighed og anerkendelse, men at man først og fremmest må respektere forskellen mellem ens forhold og andres forhold; af hensyn til en andens forhold må man også kunne tilbageholde respekten for vedkommendes indsats (Schmidt 2005).

Samlede fremstillinger af det socialanalytiske perspektiv findes i Viljen til orden (Schmidt, 1988), Det sociale selv (Schmidt, 1990) og Diagnosis I (Schmidt, 1999). En generel introduktion gives i Det socialanalytiske perspektiv (Schmidt, 1992). Refleksioner over det pædagogiske felt findes i Magten og den sociale diskurs (Schmidt, 1981), Diagnosis III (Schmidt, 1999) og Om respekten (Schmidt, 2005).

Litteratur

Kemp, Peter: Metafysik og etik. I: L-H Schmidt et. al.: Metafysik og excorsisme. Århus 1989.

Kristensen, Jens Erik: Til kritikken af den politiske vidensøkonomi. I: Hammershøj et. al. (red) Mellemværender. København 2003.

Kristensen, Jens Erik: Krise, kritik og samtidsdiagnostik. I: Dansk sociologi. – vol. 19, nr. 4., 2009.

Larsen, Steen Nepper: Mere end bare KRITIK II. I: Hammershøj et. al. (red) Mellemværender. København 2003.

Schmidt, Lars-Henrik: Filosofikritisk rekonstruktion – Om Althusser og kapitallogikken. København 1977.

Schmidt, Lars-Henrik: Socialisationskritik og politisk praksis. København 1978.

Schmidt, Lars-Henrik: Magten og den sociale diskurs. Aalborg 1981.

Schmidt, Lars-Henrik: Sandhed og viden. Indledning til Søren Gosvig (red.): Epistemologi. København 1983.

Schmidt, Lars-Henrik: Magt, viden og renseelse. I: Grus nr. 9. 4. årg. Aalborg 1983.

Schmidt, Lars-Henrik: Den sociale excorsisme eller den tabte umiddelbarhed – konstruktion af det sociale hos Rousseau og Nietzsche. (Disputats). Århus 1987.

Schmidt, Lars-Henrik: Viljen til orden. Århus, 1988.

Schmidt, Lars-Henrik: Det sociale selv – invitation til socialanalytik. Århus, 1990.

Schmidt, Lars-Henrik: Det videnskabelige perspektiv. Århus, 1992.

Schmidt, Lars-Henrik: Det socialanalytiske perspektiv. Århus, 1992.

Schmidt, Lars-Henrik: Diagnosis I. Filosoferende eksperimenter. København 1999.

Schmidt, Lars-Henrik: Diagnosis III. Pædagogiske forhold. København 1999.

Schmidt, Lars-Henrik: Om respekten. København 2005.

Schunck, Nicolas: Gemenhedens Spiring. København 2011. http://pure.au.dk/portal/da/publications/gemenhedens-spiring%281d1e71c9-d05d-44bc-8681-b483b5c00eae%29.html