Socialdarwinisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Socialdarwinismen er en samfundsteori, der ser – eller kritiseres for at se – samfundet som en biologisk-evolutionær udvikling. Det vil sige ved hjælp af Darwins evolutionsbegreber som mutation, variation og selektion – men her overført på den kulturelle og den samfundsmæssige udvikling.

I modsætning til socialdarwinismen findes neo-darwinismen.

Den biologisk-evolutionære forståelse af samfundet fandt stor udbredelse inden for sundhedslære, samfundsteori og politik fra 1860 til ca. 1950 i Europa.

Socialdarwinismen, kort fortalt[redigér | redigér wikikode]

Den engelske filosof og sociolog Herbert Spencer udgav i 1860 et essay med titlen "The Social Organism".

Efter at have stiftet bekendtskab med Darwins banebrydende hovedværk, "The Origin of Species", fra 1859 mente Spencer at kunne se nogle paralleller i betingelserne for den biologiske artsudvikling, der kunne overføres på vilkårene for samfundsudviklingen generelt i forskellige udviklingsstadier. I 1864 formulerede Spencer sin berømte sammenfatning af det samfundsevolutionære grundsynspunkt : "Survival of the fittest". [1] Hverken Spencer, Hitler eller Mussolini brugte selv ordet "socialdarwinisme". I sin bog "Mein Kampf" fra 1924 anvendte Hitler en let omskrivning af princippet: "Naturens jernhårde logik". [2]

Case "Joseph Fisher, 1877"

I 1877 blev betegnelsen "socialdarwinisme" brugt i en artikel af Joseph Fisher om omfordelingen af landbrugsejendomme i Irland. [3] Udtrykket er hyppigt benyttet af kritikere af Spencers ultraliberalisme og Hitlers og Mussolinis nazistiske og fascistiske samfundsideer. [Kilde mangler]

Samfundets evolution[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig er socialdarwinisme blevet et hyppigt brugt skældsord om ethvert samfundssyn, der grundlæggende forstår livet som en evig eksistenskamp imellem konkurrerende artsfæller eller mellem forskellige samfundssystemer eller kulturer. [Kilde mangler] Det er en kamp, hvor de bedst egnede – og her ofte forstået som de stærkeste – før eller siden altid vil søge at udkonkurrere og om nødvendigt nedkæmpe de svageste. På det individuelle plan vil det være i kampen om adgangen til ressourcer samt i forbindelse med partnerudvælgelsen. På det samfundsmæssige plan vil det udadtil være i konkurrencen med andre stater og indadtil i konkurrencen med andre aktører inden for samme erhvervsøkonomiske område. Princippet antages at gælde universelt inden for både den biologiske, den samfundsmæssige og den kulturelle udvikling.

Eftersom styrke og svaghed er universelt forekommende enten som nogle medfødte variationer hos alle arter eller som forskelle i kulturernes udviklingstrin, giver det ikke mening at hjælpe og understøtte hverken svage artsfæller til et langt og frugtbart liv på lige fod med de stærke - eller til notorisk svage samfund der ikke kan klare sig selv.

De svages dårlige genetiske udrustning skal heller ikke risikeres at blande sig med de stærkes mere sunde gener gennem tilfældig pardannelse og derved sinke og evt. ødelægge den biologiske udvikling for efterfølgende slægtled. Man forestiller sig at sådanne raceblandinger vil kunne give anledning til menneskehedens gradvise forfald og degenerering, hvilket før eller siden vil føre til artens endelige undergang og uddøen. Desuden bliver forekomsten af svage samfundsindivider i ethvert samfund under alle omstændigheder anset for en tyngende og unødvendig byrde for de stærke. Deres tilstedeværelse vil derfor hæmme samfundets udvikling hen imod perfektionisme, effektivitet, usårlighed og magtfuldkommenhed.

Den politiske virkelighed[redigér | redigér wikikode]

De demokratiske partier i Europa tog især i 1930’erne de evolutionære dogmer så alvorligt, at der i flere lande blev gennemført lovgivning til brug for iværksættelse af en række racehygiejniske forholdsregler. I Danmark blev det den socialdemokratiske justitsminister K.K.Steincke, der i 1934 samtidig med vedtagelsen af sin store socialreform fik indført tvungen sterilisation og kastrering blandt samfundets sociale tabergrupper med følgende begrundelse: ”Vi behandler undermåleren med al omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig”. Loven blev endeligt ophævet i 1967 og havde skadet henved 11.000 danske kvinder og mænd, der ikke var i stand til at leve op til de herskende socialpolitiske normer for en god og anstændig levevis. [Kilde mangler]

Nazismens og fascismens socialdarwinisme[redigér | redigér wikikode]

Nazismens og fascismens begrundelse for at starte de fatale angrebskrige under 2. verdenskrig mod Tysklands og Italiens nabostater skete under henvisning til ønsket om et udvidet "Lebensraum" (territorium), hvorved det tyske og italienske folk kunne sikre sig mod ressourcemangler, sådan som de havde oplevet det under og især efter 1. verdenskrig. Og da nazisterne mente det både var gavnligt og fordelagtigt at hjælpe evolutionen med hurtigt at skaffe sig af med laverestående/svage som fx syge, jøder og de slaviske folkeslag, kunne de lige så godt søge at udrydde dem helt ved samme lejlighed. Den virkeliggjorte socialdarwinisme i nazismens og fascismens skygge bidrog derved til at reducere menneskeheden under 2. verdenskrig med mere end 50 mio. døde.

Neo-darwinisme[redigér | redigér wikikode]

Mens perfektionisme, effektivitet, usårlighed og magtfuldkommenhed og lignende begreber er blandt de faste endemål for en evolutionær udvikling af samfundet, så er det for neo-darwinismen afgørende med optimal tilpasning til de til gradvist skiftende livsbetingelser i individets omverden. Jo mere tilpasning, desto mere stabilitet i individets ressourceproduktion – til brug for overlevelsen – og reproduktion – til brug for slægtens overlevelse. Neo-darwinismen peger ikke på nogen bestemt sluttilstand for evolutionen at udvikle sig hen imod. Neo-darwinismen foreskriver tværtimod at alle arter af hensyn til overlevelsen hele tiden skal kunne være klar til at kunne skifte retning i en evig ustandselig udviklingsproces, så snart nogle indtrufne forandringer i livsbetingelserne måtte kræve det. Et eksempel på tilpasningsevne i evolutionen kan ses hos hvalerne, der lever af små krebsdyr, men som for 55 mio. år siden levede på land langs kysterne af bl.a. havets opskyl og ellers på mange måder lignede og levede som nutidens ulve. Disse forhistoriske ulve nedstammede oprindeligt fra nogle af havets fisk, som for ca. 380 mio. år siden gik på land efter at have tilpasset sig til at kunne overleve den daglige tørlægning af havbunden under tidevandets skiften mellem flod og ebbe. [Kilde mangler]

De arter vil gå til grunde, der ikke i deres særtræk rummer tilstrækkelig variation til at kunne imødegå nye udfordringer og belastninger fra det omgivende miljø.

Det vil ud fra en neo-darwinistisk forståelse være helt i modstrid med evolutionsteorien at gå ind for udryddelse af den naturlige variation inden for såvel arten – i dette tilfælde menneskeheden – som samfundets egen kulturelle mangfoldighed. En sådan biologisk og kulturel ensidighed vil resultere i en skæbnesvanger sårbarhed over for pludseligt opdukkende ændringer i de eksisterende livsbetingelser.

Neanderthal-mennesket uddøde for ca. 30.000 år siden som følge af en alt for ensidig tilpasning via en tilsyneladende fastlåst, temmelig ufleksibel jagtmetode, når det gjaldt opsøgning af ressourcer – en overlevelsesstrategi, der med tiden kom helt til kort over for de forværrede levevilkår under sidste istid, hvilket vore forfædres betydeligt mindre specialiserede levevis viste sig langt bedre i stand til at kunne håndtere.

Kun den bedst mulige overlevelse for såvel individ som art tæller her, idet alt liv leves med det ene formål at kunne give plads for om muligt endnu bedre tilpassede efterkommere, hver gang tiden for et generationsskifte er inde. Neo-darwinismen peger på at livets væsentligste udfordringer kun i mindre grad vil hidrøre fra konkurrencen mellem artsfæller om ressourcerne.

Udfordringerne vil i stedet forventes at komme fra individets omgivelser, generelt. Dvs. fra både de sociale og de naturgivne omgivelser : Ressourcemæssigt, klimatisk og miljømæssigt, såvel som fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer, rovdyr o.lign..

Der gives under neo-darwinismen kun meget lidt plads for påstanden om et grundlæggende kampmotiv, vendt mod artsfæller.

Det der driver evolutionen fremad er levevilkårenes udvælgelse af de bedst egnede. De mindst egnede har ikke så gode muligheder eller lige så meget overskud til at kunne sætte afkom i verden og drage omsorg for det, så det vil kunne klare at vokse op til kønsmoden alder og selv blive i stand til at formere sig videre. Med tiden bliver de bedst egnede derved i overtal.

Det neo-darwinistiske standpunkt blev set – allerede i 1930’erne af en række evolutionsbiologer og matematikere heriblandt forsker-teamet Fisher, Haldane & Sewall Wright – som at selektionens virkemåde langt overvejende består i levevilkårenes ”begunstigelse” af de bedst egnede – og ikke i en decideret ”udryddelse” af de mindst egnede.

Kampmotivet vil i reglen kun indskrænke sig til udløsningen af forholdsvis ikke-voldelige trusselshandlinger og markeringer af forskellig art.[bør uddybes]

Både myrernes og biernes samfundsliv bygger på samarbejde i stedet for på intern konkurrence, når det gælder kampen for tilværelsen. Det samme gælder for menneskelivet og for en lang række andre dyrearter. Kun i tilfælde af ressourceknaphed og problemer med pardannelsen, eller mulige trusler herom, ses mennesket gribe til intraspecifik aggressivitet i form af et offensivt forsvar – og altså ikke pga. "ondskab" – vendt mod egne artsfæller med henblik på at sikre egen og evt. efterkommeres overlevelse eller velfærd. [Kilde mangler]

Almindelige misforståelser[redigér | redigér wikikode]

En almindelig misforståelse er at Adolf Hitlers racisme var motiveret af evolutionsteorien. Det er ikke rigtigt, at Hitler var motiveret af evolution, eftersom han selv benægtede makroevolution[4] og skrifter, som indeholder "den primitive darwinismes falske naturvidenskabelige forklaring" blev forbudt.[5] Hitler hævder selv at hans had mod den jødiske race var baseret på hans fortolkning af kristendommen.[6]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • 1867 http://www.etymonline.com/index.php?l=f&p=14
  • Spencer, Herbert: ”The Social Organism”, Westminster Review, 1860.
  • Fisher, Joseph: ”The History of Landholding in Ireland”, Transactions of the Royal Historical Society, 1877, pp. 249–250.

 

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Se etymology (2010)
  2. Jfr. Mein Kampf, 1924, p 138: "Hvis mennesket forsøger at gøre oprør mod naturens jernhårde logik, bringer det sig i modstrid med de naturlove, som det selv skylder sin egen eksistens. Og et sådant oprør vil kun føre til dets egen undergang."
  3. Fisher
  4. Mein Kampf, vol. 6, kapitel 11
  5. Retningslinjer fra Die Bücherei 2:6 (1935), s. 279 punkt 6: "Schriften weltanschaulichen und lebenskundlichen Charakters, deren Inhalt die falsche naturwissenschaftliche Aufklärung eines primitiven Darwinismus und Monismus ist." Link: When Books Burn: Lists of Banned Books, 1933-1939
  6. Ved Reichtag-talen i 1936 sagde Adolf Hitler bl.a. (oversat til engelsk): "I believe today that I am acting in the sense of the Almighty Creator. By warding off the Jews I am fighting for the Lord's work.", og i en tale i München d. 12. april 1922, i et svar til en som modsagde Hitler's antisemitisme baseret på sine egne kristne følelser, svarede Hitler (oversat til engelsk): "My feelings as a Christian points me to my Lord and Savior as a fighter. It points me to the man who once in loneliness, surrounded by a few followers, recognized these Jews for what they were and summoned men to fight against them and who, God's truth! was greatest not as a sufferer but as a fighter. In boundless love as a Christian and as a man I read through the passage which tells us how the Lord at last rose in His might and seized the scourge to drive out of the Temple the brood of vipers and adders. How terrific was his fight against the Jewish poison. Today, after two thousand years, with deepest emotion I recognize more profoundly than ever before the fact that it was for this that He had to shed his blood upon the Cross. As a Christian I have no duty to allow myself to be cheated, but I have the duty to be a fighter for truth and justice... And if there is anything which could demonstrate that we are acting rightly, it is the distress that daily grows. For as a Christian I have also a duty to my own people. And when I look on my people I see them work and work and toil and labor, and at the end of the week they have only for their wages wretchedness and misery. When I go out in the morning and see these men standing in their queues and look into their pinched faces, then I believe I would be no Christian, but a very devil, if I felt no pity for them, if I did not, as did our Lord two thousand years ago, turn against those by whom today this poor people are plundered and exposed."