Socialdemokraterne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Socialdemokrat)
Gå til: navigation, søg
Socialdemokraterne
Dnk party a.svg
Partileder
Partiformand Helle Thorning-Schmidt
Næstformand Partiet:
Frank Jensen
Mogens Jensen
Folketingsgruppen:
Mette Gjerskov
Ane Halsboe-Jørgensen
Talsmand
Partisekretær Lars Midtiby
Politisk ordfører Maja Panduro
Gruppeformand i Folketinget Henrik Dam Kristensen
Gruppeleder i :
Gruppeleder i
Grundlagt 1871
Nedlagt
Partiavis Socialdemokraten
Hovedkontor Danasvej 7
1910 Frederiksberg
Antal medlemmer 42.200 (marts 2013)[1]
Ungdomsorganisation Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Studenterorganisation Frit Forum
Pladser i Folketinget
Pladser i Europa-Parlamentet:
Pladser i byrådene:
Pladser i regionsrådene:
Pladser i :
Politisk ideologi Socialdemokratisme, den tredje vej
Politisk placering Centrum-venstre
Internationalt samarbejdsorgan Socialistisk Internationale
Nordisk samarbejdsorgan
Europæisk samarbejdsorgan De Europæiske Socialdemokrater
Partigruppe i Europaparlamentet De Europæiske Socialdemokraters Gruppe
Partifarve(r) Rød
Partibogstav A
Website socialdemokraterne.dk

Socialdemokraterne eller Socialdemokratiet er et politisk parti i Danmark, der bekender sig til den politiske ideologi socialdemokratisme. Det er det ledende parti i den regering, der fulgte folketingsvalget den 15. september 2011, hvor partileder Helle Thorning-Schmidt er statsminister. Det er landets næststørste parti med 44 ud af Folketingets 179 mandater.

Partiet blev for første gang repræsenteret i Folketinget i 1884. I 1924 var det Danmarks største parti; en position der holdt i 77 år.

Partiets ungdomsorganisation hedder Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Partiet er medlem af den internationale socialdemokratiske organisation, Socialistisk Internationale.

Partiets navn er fortsat Socialdemokratiet ifølge partiets love, på stemmesedlen ved valg og i Folketingets sprogbrug, men siden kongressen i 2002 har det brugt navnet Socialdemokraterne i de fleste andre sammenhænge. Socialdemokratiet har bogstavbetegnelsen A ved valg, men forkortelsen S ses også.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokratiet regner sin historie tilbage til stiftelsen af den danske afdeling af Den Internationale Arbejderforening (Første Internationale) i efteråret 1871, men den nuværende partiorganisation er dannet i 1878 som Socialdemokratisk Forbund.
Den Internationale Arbejderforening var organiseret i faglige sektioner og fungerede både som en faglig organisation og et politisk parti. Grundlæggerne af foreningen var Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff.[1] Formålet var at organisere den hastigt fremvoksende arbejderklasse på et demokratisk, socialistisk grundlag. Siden midten af århundredet havde Danmark været inde i en industrialiseringsproces. Store grupper fra den fattige del af landbefolkningen flyttede ind til byerne og blev arbejdere, og Socialdemokratiet udsprang af kravet om at give denne befolkningsgruppe retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder. Myndighederne forbød dog Den Internationale Arbejderforening i 1873 efter Slaget på Fælleden (1872) og fængslede de tre ledere. Herefter videreførtes det politiske og faglige arbejde af lokale arbejderforeninger.
I 1878 reorganiseredes det politiske arbejde med skabelsen af et egentigt politisk parti kaldet Socialdemokratisk Forbund. Herved adskiltes fagbevægelsen og arbejderbevægelsens politiske arbejde. De to grene af arbejderbevægelsen arbejdede dog tæt sammen, og var gennem deres vedtægter sikret repræsentation i hinandens styrende organer.
I de næste 70 år voksede partiets medlemstal støt og nåede et maksimum i 1948 på lidt over 300.000. Parallelt hermed opbyggede arbejderbevægelsen gennem oprettelsen af en lang række sideorganisationer som f.eks. kooperative virksomheder, oplysningsforbund og arbejderhøjskoler et omfattende organisationsnetværk, der dækkede praktisk taget alle sider af et menneskes tilværelse.

Parlamentarisk repræsentation[redigér | redigér wikikode]

I 1884 fik Socialdemokratiet valgt sine første to folketingsmedlemmer, Peter Thygesen Holm og partiets tidligere formand Chresten Hørdum. Siden øgedes partiets tilslutning ved hvert eneste valg og kulminerede i 1935 under sloganet "Stauning eller Kaos" med 46,1% af de afgivne stemmer. I perioden 1945-71 var den gennemsnitlige vælgertilslutning 39%, 1973-98 33% med et maksimum i 1990 på 37% og et minimum i 1973 og 2005 på 26%. I perioden fra 1924 frem til 1982 havde Socialdemokratiet som regel regeringsmagten og prægede derfor den danske samfundsudvikling på næsten alle områder. Socialdemokratiet var i hele perioden 1924-2001 Danmarks største parti.

I Folketinget, men langt fra magten[redigér | redigér wikikode]

Fra Socialdemokratiet kom i Folketinget i 1884 til 1905 var partiets repræsentanter ret isoleret i det parlamentariske arbejde. Selvom en del radikale venstrefolk - særligt i København - havde sympati for arbejdernes sag, var begge Venstrepartier grundlæggende klart antisocialistiske gårdmandspartier med fokus på arbejdsgiverinteresser.
Socialdemokratiet havde på dette tidspunkt stadig en marxistisk samfundsanalyse og regnede med, at det kapitalistiske samfund gennem en række kriser ville bukke under og blive erstattet af et socialistisk. Partiet var derfor ikke interesseret i at overtage styret af den borgerlige stat.
Dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 ændrede fundamentalt Socialdemokratiets strategiske muligheder, da det nu havde en naturlig alliancepartner og reel udsigt til ad parlamentarisk vej at gennemføre reformer af det danske samfund. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre indledte derfor et nært samarbejdede og undlod i flere valgkredse ligefrem at opstille kandidater mod hinanden.

Støtteparti og påskekrise[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokratiet fungerede som støtteparti for Carl Theodor Zahles radikale regeringer i både 1909-10 og 1913-20, og bakkede under Første Verdenskrig op om både regeringens pragmatiske neutralitetspolitik med indrømmelser til Tyskland og dens markante udvidelse af statens kontrol med økonomien.
I 1910 overtog den kun 35-årige fagforeningsmand Thorvald Stauning partiformandsposten, som han beholdt helt til 1939. Han fastholdt den moderate og pragmatiske linje, hvilket ikke faldt i god jord hos partiets venstrefløj. Efter den russiske revolution i 1917 brød parties revolutionære fløj ud i 1919 og dannede et venstresocialistisk parti, der året efter blev til DKP.
Da kong Christian 10. i 1920 afskedigede den radikale regering og dermed udløste Påskekrisen, var det en socialdemokratisk ledet generalstrejke, der fik væltet det af kongen indsatte forretningsministerium. Under krisen ønskede mange socialdemokrater kongen afsat, men partiledelsen afslog at gøre dette til et krav. I de følgende år satsede Socialdemokratiet på sociale reformer og økonomisk udligning og opgav sin modstand mod at styre den borgerlige stat og var således klar til at sidde i regering.

Regeringsparti og krisestyring[redigér | redigér wikikode]

Ved folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og partiet dannede for første gang regering – med Thorvald Stauning som statsminister.[2] Han udnævnte verdens første kvindelige minister, Nina Bang, i samme år – ni år efter at kvinder fik valgret i Danmark. Staunings regering styrede Danmark sikkert gennem krisen i 1930'erne og indgik blandt andet det berømte Kanslergadeforlig med Venstre og en omfattende socialreform udarbejdet af socialminister K. K. Steincke.
Under krisen var Socialdemokratiet og DKP i strid om ledelsen af arbejderbevægelsen, hvad der bl.a. medførte dannelsen af propaganda- og efterretningsorganisationen HIPA, der skulle bekæmpe kommunistisme og nazisme i bevægelsen. På samme tid skrev partiets ideolog Hartvig Frisch sit hovedværk Pest over Europa, der med undertitlen "Bolschevisme – Fascisme – Nazisme" advarede mod totalitære ideologier.

Samarbejdspolitikken[redigér | redigér wikikode]

Under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig forblev Socialdemokraterne i den danske regering frem til dennes afgang 29. august 1943 og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Enkelte socialdemokrater, som f.eks. Frode Jakobsen, der stiftede modstandsorganisationen Ringen, modarbejdede dog besættelsesmagten.

Den kolde krig og forholdet til DKP[redigér | redigér wikikode]

I 1945 led partiet et tab på 9 mandater til DKP som følge af utilfredshed med samarbejdspolitikken, og der var efterfølgende forhandlinger om en sammenslutning af de to partier, men de brød sammen. Socialdemokratiet slog derefter ind på en klar antikommunistisk linje, der blev bekræftet, da Danmark i 1949 meldte sig ind i NATO under en socialdemokratisk ledet regering. Partiet bekæmpede under den kolde krig DKP på landets arbejdspladser og oprettede Arbejderbevægelsens Informationscentral som et privat efterretningsnetværk vendt mod kommunisterne.

Storhedstid og nedgang[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokratiet havde uafbrudt regeringsmagten fra 1953 til 1968 under en række stærke og markante statsministre som Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag. I denne periode blev velfærdsstaten udbygget kraftigt, og partiet opnåede de bedste valgresultater i efterkrigstiden. Den stigende velstand og kulturelle kommercialisering medførte imidlertid også, at den traditionelle arbejderklasse og arbejderkultur gik i opløsning. Socialdemokratiets medlemstal begyndte at falde og var i 2007 nede på 51.079. Samtidig kom det traditionelle samarbejde med LO og det øvrige organisationsnetværk under pres, primært fordi et stigende andel af fagbevægelsens medlemmer ikke længere stemte socialdemokratisk. I 1996 opgav parti og fagbevægelse derfor den gensidige repræsentation på hovedbestyrelsesniveau. Folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF i 1972 splittede partiet, da en række - særligt yngre - medlemmer som Svend Auken og Ritt Bjerregaard støttede et nej mod partiledelsens ønske. Ved jordskredsvalget i 1973 gik partiet tilbage fra 73 til 46 mandater og Anker Jørgensen ledede fra 1975-82 en række svage mindretalsregeringer, samtidig med at forholdet ti fagbevægelsen forværredes. I 1982 gav han op og overdrog regeringsmagten til de borgerlige partier uden at udskrive valg. Op gennem 1980erne var partiet præget af fløjkampe og i 1992 oplevede partiet for første gang at en siddende partiformand, Svend Auken blev væltet ved et kampvalg. Den tidligere minister under flere Anker Jørgensen-regeringer Karl Hjortnæs har udtrykket partiets nedtur således:

Citat Når Socialdemokraterne mister mandater ved de seneste folketingsvalg, er der flere forklaringer. Men en af de væsentligste årsager er, at vælgere efter alt at dømme er kommet i tvivl om, hvad socialdemokraterne grundlæggende står for. Den tvivl er taget til i styrke i perioden efter 1990, hvor flere yngre kræfter inden for den socialdemokratiske bevægelse har forsøgt at formulere en vision for Socialdemokraterne, som på meget lange stræk er tilpasset en borgerlig/liberalistisk tankegang.[3] Citat

Regering 1993-2001[redigér | redigér wikikode]

Efter Tamilsagen havde fældet den borgerlige VK-regering kunne Socialdemokratiet igen danne regering den 25. januar 1993 med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister. Han sad på posten frem til den 27. november 2001 og gennemførte en række brud med den klassiske socialdemokratisk politik fra efterkrigsperioden ved bl.a. at indføre en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der pressede de ledige, og en mere kontant udændingepolitik. Utilfredshed med udlændingepolitikken kostede dog partiet regeringsmagten ved valget i 2001.

Opposition 2001-2011[redigér | redigér wikikode]

Fra 2001 til folketingsvalget i 2011 var partiet i opposition til borgerlige regeringer med hhv. Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Den 12. april 2005 valgte partiets medlemmer ved en urafstemning Helle Thorning-Schmidt til ny leder af partiet (Valget stod mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt) og dermed var hun partiets statsministerkandidat ved det næste folketingsvalg.

Socialdemokraterne havde pr. 2008 omkring 51.000 medlemmer og fik ved valget den 20. november 2001 1.003.323 stemmer, svarende til 29,1 procent. Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 gik partiet tilbage til 867.350 stemmer, 25,8 procent af stemmerne. Det gav Socialdemokraterne 47 mandater, og dermed blev partiet Folketingets næststørste. Denne status beholdt partiet ved valget den 13. november 2007 der sikrede Socialdemokraterne 45 mandater.

Regeringen Helle Thorning-Schmidt[redigér | redigér wikikode]

På trods af, at partiet gik yderligere et mandat tilbage ved folketingsvalget den 15. september 2011, sikrede partiet sig regeringsmagten sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre efter de tre partiers, og Enhedslistens, flertalssejr. Helle Thorning-Schmidt blev efter en dronningerunde den 16. september udnævnt som kongelig undersøger, hvilket pålagde hende ansvaret for at danne en ny regering.[4] Thorning-Schmidt gik til dronning Margrethe 2. den 3. oktober for at meddele, at hun var klar til at danne en regering med Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.[5]

Forholdet til LO[redigér | redigér wikikode]

Indtil midten af 1990'erne udpegede Socialdemokratiet to medlemmmer til LO's forretningsudvalg, ligesom LO havde to medlemmer i Socialdemokratiets forretningsudvalg. Selv om det tætte organisatoriske bånd ikke længere er der, arbejder LO og Socialdemokratiet fortsat tæt sammen.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

Partiets ledelse består af formand, partisekretær og to næstformænd. De nuværende er Helle Thorning-Schmidt, partisekretær Lars Midtiby og næstformændene Frank Jensen og Mogens Jensen. Den socialdemokratiske folketingsgruppe har en ledelse der består af syv personer. Foruden Thorning-Schmidt er det gruppeformand Henrik Sass Larsen, politisk ordfører Magnus Heunicke, næstformændene Torben Hansen og Ane Halsboe-Larsen, gruppesekretær Maja Panduro of finansordfører John Dyrby.[6]

Partiet hovedbestyrelse består af omkring 30 personer fra blandt andet ledelsen, folketingsgruppen or regionerne. Foruden de fire fra partiets ledelse består hovedbestyrelsen for eksempel af DSU-formanden Peter Hummelgaard, europaparlamentarikeren Dan Jørgensen og regionsformændene Søren Grejsen Nielsen, Peter Valenius, Niels Ole Beck og Mogens Vestergård Pedersen.[7]

Partiformænd gennem historien[redigér | redigér wikikode]

Partiformand Tiltrædelse Afgang
Louis Pio 1871 1872
Carl Würtz 1872 1873
Ernst Wilhelm Klein 1874 1875
Louis Pio 1875 1877
Christen Hørdum 1877 1877
A.C. Meyer 1878 1878
Saxo W. Wiegell 1878 1879
Christen Hørdum 1880 1882
P. Knudsen 1882 1910
Thorvald Stauning 1910 1939
Hans Hedtoft 1939 1941
Alsing Andersen 1941 1945
Hans Hedtoft 1945 1955
H.C. Hansen 1955 1960
Viggo Kampmann 1960 1962
Jens Otto Krag 1962 1972
Anker Jørgensen 1972 1987
Svend Auken 1987 1992
Poul Nyrup Rasmussen 1992 2002
Mogens Lykketoft 2002 2005
Helle Thorning-Schmidt 2005 Nuværende

Valgresultater[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater
1884 7.000 4,9 % 2
1887 8.000 3,5 % 1
1890 17.000 7,3 % 3
1892 20.000 8,9 % 2
1895 24.510 11,3 % 8
1898 31.870 14,2 % 12
1901 38.398 17,8 % 14
1903 48.117 21,0 % 16
1906 76.612 25,4 % 24
1909 93.079 29,0 % 24
1910 98.718 28,3 % 24
1913 107.365 29,6 % 32
1915 32
1918 262.796 28,7 % 39
26. april 1920 300.345 29,2 % 42
6. juli 1920 285.166 29,8 % 42
21. september 1920 389.653 32,2 % 48
1924 469.949 36,6 % 55
1926 497.106 37,2 % 53
1929 593.191 41,8 % 61
1932 660.839 42,7 % 62
1935 759.102 46,4 % 68
1939 729.619 42,9 % 64
1943 894.632 44,5 % 66
1945 671.755 32,8 % 48
1947 836.231 41,2 % 57
1950 813.224 39,6 % 59
21. april 1953 836.507 40,4 % 61
22. september 1953 894.913 41,3 % 74
1957 910.170 39,4 % 70
1960 1.023.794 42,1 % 76
1964 1.103.667 41,9 % 76
1966 1.068.911 38,2 % 69
1968 974.833 34,2 % 62
1971 1.074.777 37,3 % 70
1973 783.145 25,6 % 46
1975 913.155 29,9 % 53
1977 1.150.355 37,0 % 65
1979 1.213.456 38,3 % 68
1981 1.026.726 32,9 % 59
1984 1.062.561 31,6 % 56
1987 985.906 29,3 % 54
1988 992.682 29,8 % 55
1990 1.221.121 37,4 % 69
1994 1.150.048 34,6 % 62
1998 1.223.620 35,9 % 63
2001 1.003.023 29,1 % 52
2005 867.350 25,8 % 47
2007 881.037 25,5 % 45
2011 879.615 24,8 % 44

Europa-Parlamentsvalg siden 1979[redigér | redigér wikikode]

Europa-Parlamentsvalg Stemmer Procent Mandater
1979 21,9 % 3
1984 19,4 % 3
1989 23,3 % 4
1994 15,8 % 3
1999 324.256 16,5 % 3
2004 618.412 32,6 % 5
2009 503.982 21,5 % 4

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Frivillige bidrag[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokratiet har i sit 2010-regnskab[8] opgivet at have modtaget bidrag for over 20.000 kroner fra:

Partiet har fået stillet konferencefaciliteter til rådighed (til en samlet værdi af ca. 347.000 kroner) af:

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokratiske partihistorier[redigér | redigér wikikode]

  • Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser bd. 1-3, 1954-55.
  • J.O. Krag og K.B. Andersen: Kamp og fornyelse, 1978.
  • Gerd Callesen, Steen Christensen og Henning Grelle: Udfordring og omstilling, 1996.

Øvrige værker[redigér | redigér wikikode]

  • Claus Bryld: Den socialdemokratiske idéarv politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten - en antologi, Roskilde Universitetsforlag, 2004.
  • Jens Engberg et al.: Dansk arbejderbevægelse, 1976.
  • Bjørn Erichsen: Om arbejderbevægelsen, 1977.
  • Knud Knudsen, Hanne Caspersen og Vagn Oluf Nielsen: Kampen for en bedre tilværelse Arbejdernes historie i Danmark fra 1800-tallet til 1990, 1991.
  • Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd. Bind 1-2. 1972-74.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokraternes formænd

Pio (1871-1872) • Würtz (1872-1873) • Klein (1874-1875) • Pio (1875-1877) • Hørdum (1877) • Meyer (1878) • Wiegell (1878-1879) • Hørdum (1880-1882) • P. Knudsen (1882-1910) • Stauning (1910-1939) • Hedtoft (1939-1941) • Andersen (1941-1945) • Hedtoft (1945-1955) • Hansen (1955-1960) • Kampmann (1960-1962) • Krag (1962-1972) • Jørgensen (1972-1987) • Auken (1987-1992) • Nyrup Rasmussen (1992-2002) • Lykketoft (2002-2005) • Thorning-Schmidt (2005–)