Socialdemokratisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Socialdemokratisme (også reformisme, demokratisk socialisme (særligt anvendt på engelsk) er en politisk ideologi, hvor staten spiller en central rolle for lige udviklingsmuligheder og lige rettigheder for den enkelte borger i et samfund.

Ideologien skal sikre en mere lige indkomstfordeling i samfundet via reformer inden for rammerne af den private ejendomsret og en reguleret form for kapitalistisk økonomi.

Den danske version af ideologien forbindes traditionelt med Socialdemokraterne, men bevægelsen dækker i dag bredt i dansk politik. Den europæiske socialdemokratisme voksede især frem i 1800-tallets Tyskland anført af Ferdinand Lassalle, Eduard Bernstein og Karl Kautsky. I Danmark forløb samme udvikling samtidigt i Socialdemokratiet og Arbejderbevægelsen.

Socialdemokraterne kom i 1924 til magten i Danmark under Thorvald Stauning og har præget samfundsudviklingen i efterkrigstidens Danmark markant med socialdemokratiske regeringer i 35 af 63 år siden besættelsen. Udviklingen af velfærdsstaten efter krigen er i vid udstrækning et produkt af socialdemokratismens politiske ideologi og arkitektur.

I det seneste årti har den socialdemokratiske ideologi udviklet sig i en mere angelsaksisk retning med øget fokus på det private erhvervsliv og civilsamfundet i den forståelse som den britiske sociolog sir Anthony Giddens, den britiske premierminister Tony Blair, og den tyske kansler Gerhard Schröder blev fortalere for med tredje vej. Den tredje vej indeholder accept af de frie markedskræfter og har bl.a. medført en omfattende deregulering af den finansielle sektor i England i 90'erne og 00'erne.

SamfundSpire
Denne samfundsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.