SF

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

(Omdirigeret fra Socialistisk folkeparti)
Gå til: navigation, søg
Socialistisk Folkeparti
'
Partileder
Partiformand Villy Søvndal
Næstformand Jakob Nørhøj
Talsmand
Partisekretær Turid Leirvoll
Gruppeformand i Folketinget
Gruppeleder i :
Gruppeleder i
Grundlagt 15. februar 1959
Partiavis F!
Hovedkontor Christiansborg
1240 København K
Antal medlemmer 16.000 [1]
Ungdomsorganisation SFU
Studenterorganisation
Pladser i Folketinget 23
Pladser i :
Pladser i :
Politisk ideologi Miljøorienteret Socialisme
Politisk placering Værdipolitisk: Centrum-venstre Fordelingspolitisk: Venstrefløj
Internationalt samarbejdsorgan
Nordisk samarbejdsorgan Nordisk Grønne Venstre Alliance
Europæisk samarbejdsorgan De Europæiske Grønne
Partigruppe i Europaparlamentet
Partifarve(r) rød-grøn
Partibogstav F
Website www.sf.dk
{{{fotnot}}}

SF - Socialistisk Folkeparti er et dansk venstreorienteret politisk parti, hvis ideologiske udgangspunkt, som navnet antyder, er socialismen.

Partiets medlemstal rundede i april 2007 10.000 hvilket da var det højeste antal medlemmer nogensinde. Dette tal steg i forbindelse med valgkampen samme efterår til over 14.000 for allerede i februar 2008 at overstige 15.000.

Partiet har en kulturradikal-internationalistisk profil, og har i de senere år bevæget sig fra at være EU-kritiske til at være kritiske tilhængere af EU, ligesom partiet også anerkender at markedsøkonomien er en grundlæggende præmis. Man ønsker dog at indføre mere økonomisk udjævning end det er tilfældet i dag.

Partiets ungdomsorganisation hedder Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), som med 1955 medlemmer, den 6. juli 2007 blev den største ungdomspolitiske bevægelse i landet.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Partiets historie

[redigér] Partiets dannelse

Socialistisk Folkeparti blev stiftet af den af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) ekskluderede kommunist Aksel Larsen den 24. november 1958 efter en splittelse i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Splittelsen skyldtes bl.a. forholdet til Sovjetunionen. SF tog fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen, fordi partiet mente, at socialismen var et udtryk for en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte.

Baggrunden var, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forlangte Aksel Larsens arbejdsværelse udleveret, da løsgængere uden parti-tilhørsforhold i Folketinget ikke havde ret til et sådant. Aksel Larsen ville ikke undvære værelset, så 24. november 1958 anmeldte han partiet i Folketinget. Indtil da havde planen været at indsamle underskrifter nok til at kunne opstille kandidater til det næste folketingsvalg, og så lade vælgerne afgøre om SF skulle stiftes. I stedet blev det et værelse der afgjorde sagen, og en kuffert med de 18.000 indsamlede underskrifter endte i stedet som et kuriosum i Aksel Larsens kælder.[Kilde mangler]

Politisk var eksklusionen af Aksel Larsen fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og stiftelsen af SF baseret på taktiske overvejelser om, hvordan den stadige tilbagegang for DKP kunne vendes til fremgang. Hvor den hårde kerne i DKP ville absolut lydighed overfor Moskva, ville Aksel Larsen en mere elastisk tilgang formet efter danske forhold, hvor især hans egen tidligere og partiets fastholden ved den voldelige omstyrtelse af samfundet var en hindring. Officielt blev uenighederne dog solgt som afstandtagen fra diktaturet i Sovjetunionen og den kommunistiske invasion af Ungarn to år tidligere.

[redigér] 1960-1970

[redigér] 1970-1980

[redigér] 1998-1990

[redigér] 1990-2000

[redigér] 2000-

Tilslutningen til partiet faldt stadig, og efter Venstre, [[Konservative og Dansk Folkeparti fik flertal i 2001 mistede SF nærmest enhver indflydelse på Christiansborg. Enkelte lyspunkter lokalt med stor tilslutning til SF-borgmestre i f. eks. Vejle, Them, Nakskov, Kalundborg og Maribo udsprang af isolerede eksempler på karismatiske kandidater. Da Holger K. Nielsen meddelte, at han stillede formandsposten til rådighed, blev der bevægelse, og tre kandidater meldte sig, Pia Olsen, Meta Fuglsang og Villy Søvndal. En til tider kaotisk proces på landsmødet mundede ud i, at en urafstemning skulle afgøre sagen. Den vandt Søvndal, som siden i såvel folketingsgruppen som i sekretariatet prægede stemning og engagement. Der blev satset på mere professionalisme, brug af fokusgrupper og en langsigtet ændring af valgstragtegier sattes i værk. Blandt andet begrænsedes antallet af hovedvalgområder til tre for at slå tydeligere igennem med færre slogans. Dette blev kombineret med, at tre folketingskandidater blev eksponeret bredt over hele landt. Udover Søvndal var det Ole Sohn og Pernille Vigsø Bagge. Folketingsvalget i 2007 gav SF mere end dobbelt så mange mandater som ved valget i 2005, med øget tilslutning jævnt fordelt landet over. I sig selv betød politisk det ikke det store, da regeringsblokken lige netop beholdt sit flertal. I organisationen gav de ekstra stemmer og mandater i sig selv fornyede, større ressourcer. Medierne havde imidlertid iagttaget Søvndals gennemslagskraft, som de gav ham lejlighed til at udfolde i mange sammenhænge. Medlemstallet meningsmålingerne steg kontant over nogle måneder. På SFs landsmøde i 2006 tog Søvndal med et for partiet usædvanligt sprogbrug afstand for udemokratiske grupper i samfundet, mest hizb-ut-tahrir. Dette gentog han på sin blog i februar 2008 - Og dét skabte stor opmærksomhed om partiet udefra og nogen kritik internt i partiet. Borgerlige politikere og vælgere roste Søvndals retorik, hvilket i sig selv skabte usikkerhed internt i dele af partiet, som følte det omklamret af nogle af hovedmodstanderne fra højrefløjen i dansk politik. Meningsmålinger i månederne efter valget viste konstant stigende vælgertilslutning, som kombineret med tilbagegang hos socialdemokraterne i perioder gjorde de to partier lige store. Dette forhold ændrede sig dog hen over forået, så i maj stod SF til ca. 16% mens S igen nåede op på 23.

[redigér] Valgresultater

Valgår Stemmer Procent Mandater
1960 149.440 6,1 % 11
1964 151.697 5,8 % 10
1966 304.437 10,9 % 20
1968 174.553 6,1 % 11
1971 262.756 9,1 % 17
1973 183.522 6,0 % 11
1975 150.963 5,0 % 9
1977 120.357 3,9 % 7
1979 187.284 5,9 % 11
1981 353.373 11,3 % 21
1984 387.122 11,5 % 21
1987 490.176 14,6 % 27
1988 433.261 13,0 % 24
1990 268.759 8,3 % 15
1994 242.398 7,3 % 13
1998 257.406 7,6 % 13
2001 219.842 6,4 % 12
2005 201.047 6,0 % 11
2007 450.975 13,0 % 23

[redigér] Geografisk fordeling af stemmerne i 2005

SF's vælgere fordeler sig ujævnt landet over. Procentuelt har partiet størst tilslutning i de store byer. I 2005 fik SF på landsplan 6,0 % af de afgivne stemmer. I Søndre Storkreds var det 11,5 % (Blågårdskredsen 13,6 %). I Bornholms og Sønderjyllands Amtskredse 4,0 %. I Skjernkredsen i Ringkøbing Amtskreds stemte blot 2,7 % på partiet, modsat Lolland, hvor partiet fik den største procentandel. Valget den 13. november 2007 var en stor sejr for SF, der noterede den største fremgang blandt de opstillede partier. Med en gevinst på 12 mandater nåede SF op på i alt 23 medlemmer af Folketinget og fik dermed partiets bedste resultat siden 1988.

[redigér] Partiformænd

[redigér] Folketingsmedlemmer fra 2005

[redigér] Folketingsmedlemmer fra 2007

[redigér] Se også

[redigér] Ekstern kilde/henvisning

  1. ↑ Reportage fra SF's landsmøde, DR1, 13. april 2008


s·d·r
Politiske partier i Danmark

Partier repræsenteret i Folketinget: Socialdemokraterne (A) | Det Radikale Venstre (B) | De Konservative (C) | Socialistisk Folkeparti (F) | Dansk Folkeparti (O) | Venstre - Danmarks Liberale Parti (V) | Ny Alliance (Y) | Enhedslisten - de rød-grønne (Ø)
Øvrige partier: Centrum-Demokraterne (D) | Danmarks Retsforbund (E) | Danmarks Kommunistiske Parti (K) | Kristendemokraterne (K) | Liberalt Centrum (L) | Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (N) | Dansk Samling (R) | Slesvigsk Parti (S) | De Uafhængige (U) | Venstresocialisterne (Y) | Fremskridtspartiet (Z) | Liberalisterne

 
Dansk Stub
Denne artikel om dansk politik er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.		 Politiker
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/SF"
Personlige værktøjer
organisation