Sofisme

Sofisme var den intellektuelle skole eller tradition i antikkens Grækenland, som de såkaldte 'sofister' stod for. Rent sprogligt kommer 'sofist' fra sophia, som betyder visdom, hvilket adskiller sig fra termen 'filosof', som direkte oversat betyder 'ven af visdommen'. Det vil med andre ord sige, at sofisterne anså sig selv som en slags gruppe af vismænd i vismandstraditionen, til forskel fra filosofferne, der mere beskedent så sig selv som søgere af visdom (og vished), og som altså ikke på forhånd ville erklære, at de havde fundet den.

Sofisterne underviste mod betaling i filosofi og retorik. De underviste ikke med det formål at viderebringe bestemte værdier, men for at lære eleven at argumentere for sine egne synspunkter (på en smart og ufin måde, siges det ofte). Sofisten Protagoras skal have sagt, at "mennesket er altings målestok", det vil sige, at alt er relativt.

Problemet med at vurdere sofisternes synspunkter er imidlertid, at vi kun kender til dem fra deres modstandere.

Sokrates, som vi kender ham igennem fx Platon, var stor kritiker af sofisterne, og bagefter ham også Aristoteles. Det er nok som et resultat af denne tidlige kritik og Platons enorme succes op gennem Europas historie, at vi i dag står med en betydning af 'sofisme' eller 'sofisteri' som nærmest er et skældsord – altså som slutninger baseret på falsk logik, spidsfindigheder, ordfælder og tom, nytteløs og endda uærlig tænkning.

Sofisme er også argumentationens kunst.