Kommunikationssatellitter kredser oftest i den geostationære bane i cirka 36.000 kilometers højde, således at de befinder sig i samme position set fra jorden.
Området 400-1.000 kilometer kaldes lav jordbane og foretrækkes af rumstationer (som ISS) og almindelige satellitter, fordi det ligger lige oven for atmosfæren, men under Van Allen-bælterne, og er nemmest at nå med raketter.[1]
Spionsatellitter vil sædvanligvis også befinde sig i lave baner, for eksempel kredser de amerikanske optiske KH-11-satellitter i 380-860 kilometers højde og Lacrosse radar-satellitterne i 650 kilometers højde.[kilde mangler][2][3]
Kommunikationssatellitter er blevet stadig vigtigere elementer i nutidens globale kommunikation. Globale nyhedsstrømme, internetkommunikation og GPS-tracking er blot nogle få eksempler, som i dag er bredt tilgængelige, og som er totalt afhængige af disse kommunikations- og navigationssatellitter.
Det punkt i en satellits kredsløb, hvor den er længst fra Jorden kaldes Apogæum, mens Perigæum er det punkt i en satellits kredsløb, hvor den er tættest på Jorden.
