Stahlhelm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler organisationen. Opslagsordet har også anden betydning, se Stålhjelm.
Medlemmer af Stahlhelm, Bund der Frontsoldaten fotograferet før en udmarch i 1934. Soldatene er klædt i uniformer fra Kaiserliche Armee, suppleret med nationalsocialistiske emblemer, samt udstyret med Reichskriegs-flaget

Stahlhelm (fulde navn Stahlhelm, Bund der Frontsoldaten) (tysk for Stålhjelm, frontsoldatenes forbund), var en af flere paramilitære organisationer som voksede frem i Weimarrepublikken, efter det tyske nederlag ved 1. verdenskrig. Organisationen var i første række for krigsveteraner fra første verdenskrig, men blev senere også et samlingsted for nazistiske elementer og modstand mod Weimarrepublikken.

Organisationen blev grundlagt den 23. december 1918 af Franz Seldte, reserveofficer i Magdeburg, og Theodor Duesterberg, tidligere officer ved Preussens krigsministerium, for at stå imod tilløbene til revolutionen fra venstrefløjen i Tyskland. Organisationens blad, Stahlhelm blev udgivet af grev Hans-Jürgen von Blumenthal, som senere blev hængt for sin deltagelse ved 20. juli-attentatet.

Indmarch af Stahlhelms fanekompani under den store samling i forbindelse med 10-årsmarkeringen af Versaillestraktaten i juni 1929Deutsches Stadion i Berlin

De fleste af medlemmene var stærkt nationalistiske, og mange var tilhængere af at genindsætte huset Hohenzollern. Organisationen havde en række underafdelinger, heriblandt en afdeling for krigsveteraner med jødisk baggrund, som blev kaldt Reichsbund jüdischer Frontsoldaten. Med 500.000 medlemmer i 1930, var Stahlhelm den største paramilitære organisation i Weimarrepublikken. Stahlhelms medlemmer bar feltgrå uniformer under offentlige marcher.

En del af medlemmerne gik gradvist over i Reichswehr. Mens Stahlhelm blev en vigtig politisk styrke i 1920'erne, og i begyndelsen af 1930'erne. I 1929 samarbejdede denne under ledelse af Duesterberg, med NSDAP og DNVP, samt en række andre højreorienterede grupper mod Youngplanen, hvilket var noget som vagte opsigt. Disse grupper arbejdede for at få afsat Heinrich Brünings regering.

Duesterberg opstilte som uafhængig nationalsocialistkandidat ved præsidentvalget i 1932 for Deutschnationale Volkspartei, og fik 2.557.729 stemmer. I andre valgomgange trak han sig til fordel for Adolf Hitler.

Efter at Hitler kom til magten, ønskede han ikke at have nogen konkurrerende grupper i Tyskland, og ved et dekret den 1. december 1933 blev alle medlemmerne af Stahlhelm som var yngre end 35 år, indlemmet i Sturmabteilung (SA). Mens de ældre medlemmer blev indlemmet i SAs reserve. Dette var en svært upopulær handling, eftersom disse organisationer var forskellige, både ideologisk og medlemsmæssig. Der havde længe været et dybt fjendtlighedskab mellem Stahlhelms og SA's medlemmer, og de angreb til tider hinanden under møder eller gadekampe.

Forskellen lå blandt andet i Duesterbergs og andres uvilje mod den skarpe antisemitismen hos NSDAP og venstreorienteringen, som var inden SA. Samtidig var det et eksempel på hvordan Hitler sikrede sig egen kontrol, gennem både at splitte og neutralisere ved at skabe indre spæninnger, potentielle magtstrukturer udenfor hans direkte kontrol.

Den 17. februar 1934 blev Stahlhelm omdøbt til Den nationalsocialistiske liga for veteraner. Franz Seldte forblev arbejdsminister indtil 2. verdenskrig var slut.

Det genetablerede Stahlhelm[redigér | redigér wikikode]

I 1951 blev Stahlhelm genetableret med hovedkvarter i Köln. Året efter, i 1952 og før blev han løsladt fra fængslet, blev den tidligere generalfeltmarskalk Albert Kesselring, valgt til leder af organisationen,[1] et hverv, han havde frem til sin død i 1960.

Den genetablerede organisation opnåede aldrig nogen støtte med høj betydning, og fik heller ikke nogen væsentlig indflydelse på Tysklands politik.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. «Bund der Frontsoldaten' wahlt Kesselring zum Prasidenten», National Zeitung, 8. august 1952.