Stasi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stasis våbenskjold.
Stasis tidligere hovedkvarter i Normannenstraße, i Berlin-bydelen Lichtenberg. I dag er hovedkvarteret omdannet til museum.

Ministerium für Staatssicherheit, fork. MfS (da.: Ministeriet for Statssikkerhed), i folkemunde også kendt som Stasi (afledt af Staatssicherheit) var den primære sikkerheds- og efterretningstjeneste samt undersøgelsesorgan for "politiske forbrydelser" i DDR (Østtyskland). I sine tidlige år anvendtes tillige betegnelsen Staatssicherheitsdienst. Wilhelm Zaisser var den første Minister für Staatssicherheit, mens Erich Mielke besad posten fra 1957 til kommuniststyrets fald i 1989.

1950-90

Stasi blev grundlagt d. 8. februar 1950 efter sovjetisk forbillede (KGB), og opløst som en konsekvens af den fredelige revolution i vinteren 1989/90. Hovedkvarteret lå i Lichtenberg i Østberlin med et omfattende bygningskompleks i Lichtenberg, og adskillige mindre lokaliteter i resten af byen. Stasi er blevet markedsført som en af verdens mest effektive – og mest undertrykkende – sikkerheds- og efterretningstjenester. Mottoet var Schild und Schwert der Partei (dansk: "partiets skjold og sværd"), fordi statssikkerheden var et redskab for det magthavende kommunistparti Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) til at fastholde magten, blandt andet ved at overvåge borgerne.

Efterretningsvirksomheden baserede sig på et stort korps af spioner og meddelere. Stasis virksomhed var meget omtalt, men ikke konkret kendt for borgerne i DDR. Særligt omtalt er telefonaflytningen, der mistænkes for at have været total. Frem til midten af 1980'erne voksede Stasi til at omfatte 91.000 ansatte og næsten 200.000 informanter, hvoraf nogle befandt sig i Vesttyskland. Efterretningsaktiviteterne omfattede en massiv overvågning og registrering af østtyskerne, og var kun i anden instans et organ for udlandsspionage. Stasi havde også magt på linje med, hvad der normalt ligger hos politi og statsadvokater, og var fra 1953 også et militært organ, hvor de ansatte fik titler med militær rang. [1]

I Danmark oprettede Stasi forskellige afdelinger, og DDR's militære efterretningstjeneste havde en lang række agenter under den kolde krig. Indtil nu er der ikke påvist nogen "topagenter" i det danske statsapparat, som der var i Vesttyskland. De krigsbørn med norsk mor og tysk far, der endte på børnehjemmet Kohren-Sahlis i Sachsen [2], blev bortadopteret i DDR, men norske myndigheder gik ikke med til adoptionsbevilling, fordi de blev nægtet at inspicere de hjem, børnene blev sendt til. Børnene voksede derfor op som norske borgere i DDR i en tid med fjendskab mellem Vesten og Østblokken, hvad der gjorde livet uhyre svært for dem. De fik heller ikke de norske pas, de havde krav på. I stedet udstyrede Stasi spioner med børnenes navne og identiteter, og sendte i 1960'erne disse "gøgeunger" til de norske familier, som havde efterlyst dem, og derfor modtog dem i den tro, at de var deres savnede børn. [3]

Kort før genforeningen kom det frem, at Stasi aktivt havde støttet venstreekstremistiske terrororganisationer som Rote Armee Fraktion fra Vesttyskland. Konkret var det blandt andet sket ved at Stasi siden 1980 havde givet et antal eftersøgte terrorsigtede RAF-medlemmer dække og nye identiteter, senere også ved våbenøvelser. [4]

Stasi-arkiverne

I december 1989 besatte østtyske borgerretsforkæmpere lokale Stasi-kontorer, først i Leipzig, dernæst i andre Bezirke (kredse). Endelig skulle den forhadte tjeneste stilles til ansvar. Mens de regionale Stasi-enheder lå hen, fortsatte hovedkontoret i Berlin-Lichtenberg dog sit arbejde i tilpasset udgave, nu omdøbt til Institutionen for national sikkerhed. Så kom rygterne om, at Stasi ville ødelægge sine arkiver for at slette alle spor. Borgerbevægelsen Neues Forum Berlin (= Nyt forum Berlin) organiserede d. 10. januar 1990 en demonstration foran hovedkontoret i Berlin-Lichtenberg. Bevæbnet med spraydåser, kalk og mursten agtede folkemængden at mure bygningens indgange til, som indbyggerne i Erfurt havde gjort ved deres Stasi-kontor nogle uger forinden. Den militære statsadvokat og politiet inviterede aktivisterne ind til forhandlinger, men med en folkemængde på flere tusinde stående udenfor, begyndte man at frygte, at nogen ville komme til skade. En katolsk præst i borgerkomitéen, bad om, at den ene port blev åbnet. Vagterne var uforberedte, og snart var begge porte åbnet. Tusindvis af demonstranter strømmede ind i den forhadte bygning, og snart blev et bjerg af sagsmapper offentliggjort. Et stort antal mapper – først og fremmest fra udlandsspionagen ledet af Markus Wolf, "manden uden ansigt" – var allerede blevet slettet, men mange hylde-kilometer med sagsmapper afslørede alligevel overvågningens enorme omfang. – Tre dage efter borgernes aktion blev Stasi/Institutionen for national sikkerhed formelt opløst på ordre fra den siddende østtyske ministerpræsident Hans Modrow. [5]

Stasi-arkivet består af mapper, kartotekskort, film og lydbånd, og udgør totalt seksten hylde-kilometer. De dokumenter, der var forsøgt ødelagt, udgør ca 16.000 propfyldte sække, som det vil tage år at rekonstruere, men egne medarbejdere prøver dagligt at pusle bidderne sammen. [6] Offentliggørelsen af Stasis arkivmateriale betød mange ubehagelige overraskelser for østtyske borgere, hvis venner og familiemedlemmer havde været Stasi-spioner. Man beregner, at der i DDR var én ansat i sikkerhedsapparatet pr 180 indbyggere. [7]

Retsopgøret

En del af opgøret med Stasi gik ud på at få Stasi-ansatte fjernet fra offentlig forvaltning. Der blev efterforsket mere end 30.000 sager mod tidligere medarbejdere i Stasi-apparatet. Det absolutte tilbagevirkningsforbud i tysk lovgivning skabte her – som under opgøret mod nazi-tidens forbrydere – problemer. Derfor blev det kun til omkring tyve domfældelser af Stasi-ansatte. Forbuddet kunne kun tilsidesættes ved alvorlige forbrydelser, som når der var blevet skudt efter flygtninge ved grænsen. På en måde blev hele DDR sat under tiltale. Indtrykket blev, at én stat dømte en anden, og at en del af befolkningen følte sig dømt af den befolkning, de nu skulle leve sammen med. [8]

I den tysk-tyske enhedsaftale af 30. august 1990 fastholdes det, at forbuddet mod love med tilbagevirkende kraft er absolut, og at det juridiske opgør skulle være i tråd med østtysk lovgivning. Kun der, hvor vesttysk lovgivning kunne føre til mildere straf, skulle denne gøres gældende. Ifølge østtysk lovgivning var skud mod mennesker, der prøvede at krydse grænsen, både "tilladt og påbudt"; men baseret på jurist og retsfilosof Gustav Radbruch, [9] findes der en "lovmæssig uret", dvs. love så uretfærdige, at de er ugyldige. Radbruch anså de østtyske grænselove som en "lovmæssig uret". Princippet blev anvendt som begrundelse for at give en lov tilbagevirkende kraft, selv om enhedsaftalen i udgangspunktet forbød det. Tilbagevirkningsforbudet må ses i sammenhæng med Vesttysklands modvilje mod at retsforfølge nazi-forbrydere i 1950'erne, da det vesttyske retsvæsen i høj grad var infiltreret af tidligere nazister. Omvendt blev der i 1990'erne arbejdet hårdt for at muliggøre retsforfølgelse af system-kriminalitet begået i DDR. Dermed blev mange østtyskere siddende med en følelse af at være ofre for en sejrs-justits, og at det var vigtigere for Vesten at tage et opgør med kommunismen end med nazismen. [10]

Efter nedlæggelsen

Stasis arkiver forvaltes af en føderal institution, Die Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen DDR (BStU). [11] Arkivmaterialet er tilgængeligt for enkeltpersoner, institutioner og offentligheden ved forskere og journalister efter bestemte regler, og under hensyntagen til beskyttelse af personlige oplysninger. Enhver er berettiget til at få at vide, om der findes arkivmateriale om én selv, og til at få informationen frigivet.

Efter Stasi blev nedlagt, omdannede en anti-stalinistisk gruppe de tidligere hovedkvarterer i Normannenstraße i Lichtenberg til museum. Museets stueetage er intakt og rummer mange statuer og flag, mens førstesalen rummer en lang række eksempler på Stasis avancerede overvågningsudstyr. På andensalen findes Erich Mielkes kontorer med det originale møblement fra 1960'erne. Der er desuden indrettet en café. Den øverste etage viser modstanden mod Stasi fra 1945 til Østtysklands fald i 1989, herunder et eksempel på en fængselscelle.

I november 2007 afholdt Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet i Odense en konference, "Hauptverwaltung A. Geschichte. Aufgaben. Einschichten", hvor en lang række anerkendte forskere, f.eks. Prof. Dr. Nigel West, Dr. Robert Gerald Livingston og Prof. Dr. Michael Scholz, gav deres bidrag til forskningsfeltet om Stasis udenlandske aktiviteter. Konferencen var den første af sin slags, hvor tidligere ledende medlemmer af Stasis udlandsgren Hauptverwaltung A blev konfronteret med forskerne. Konferencen vakte mange følelser, ikke mindst i Tyskland, hvilket kunne ses i de tyske mediers dækning af konferencen. Dette har specielt for Tyskland at gøre med landets historiske situation omkring Vergangenheitsbewältigungs-traditionen, [12] som typisk relateres til anden verdenskrig. Problematikken ligger i den historiske afstand til DDR’s fredelige revolution og efterfølgende genforening med Vesttyskland (BRD).

Den Oscar-vindende tyske film De Andres Liv (Das Leben der Anderen) fra 2007 portrætterer en Stasi-agents overvågning af en forfatter.

Kendte agenter

Kendte danske agenter

Henvisninger

  1. ^ Annette Storeide: Arven etter Hitler (s. 218), forlaget Gyldendal, Oslo 2010, ISBN 978-82-05-39113-0
  2. ^ Staatsarchiv Leipzig
  3. ^ Ebba D. Drolshagen: De gikk ikke fri (s. 267), forlaget Oktober, Oslo 2009, ISBN 978-82-495-0592-0
  4. ^ Anne Sørensen: Stasi og den vesttyske terrorisme, Aarhus: Aarhus universitetsforlag, 2006
  5. ^ Annette Storeide: Arven etter Hitler (s. 215)
  6. ^ Annette Storeide: Arven etter Hitler (s. 218)
  7. ^ Ministry for State Security (MfS) – Summary, Die Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen DDR.
  8. ^ Annette Storeide: Arven etter Hitler (s. 219)
  9. ^ GDW – Biographies – Gustav Radbruch
  10. ^ Annette Storeide: Arven etter Hitler (s. 215-6)
  11. ^ Functions of the BStU, Die Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen DDR.
  12. ^ Vergangenheitsbewältigung: En personlig og samfundsmæssig opgør med fortiden for at komme overens med fortiden.

Litteratur

  • “Gerbergasse 18” Thüringer Vierteljahresschrift für Zeitgeschichte und Politik, Heft 1/08 48, side 15-18. Artikelforfatter: Wolfgang Mayer.
  • Thomas Wegener Friis, ’Das dänische “Rosenholz“’, Horch und Guck, Historisch-literarische Zeitschrift des Bürgerkomitees »15. Januar« e.V.. 55, 2006.v
  • Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDRs militærspionage mod Danmark under den Kolde Krig, København 2005.
  • Jens Gieseke: Der Mielke-Konzern. Die Geschichte der Stasi 1945-1990. München 2001
  • Hurbertus Knabe: Westarbeit des MfS. Das Zusammenspiel zwischen „Aufklärung“ und „Abwehr“, Berlin, 1999.
  • Helmut Müller-Enbergs: Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit. Teil 2: Anleitungen für die Arbeit mit Agenten, Kundschaftern und Spionen in der Bundesrepublik Deutschland. Berlin 1998
  • Helmut Müller-Enbergs: Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit. Teil 1: Richtlinien und Durchführungsbestimmungen. Berlin 1996
  • Helmut Müller-Enbergs: Die inoffiziellen Mitarbeiter. Berlin 2008
  • Helmut Müller-Enbergs, Georg Herbstritt (red.): Das Gesicht dem Westen zu … DDR-Spionage gegen die Bundesrepublik Deutschland. Bremen 2003
  • Helmut Müller-Enbergs, Thomas Wegener Friis, ‘Der Schattenkrieg im Norden. DDR-Spionage in Dänemark’, Grenzfriedenshefte 3, 2008. S. 107-120.
  • Anne Sørensen, Stasi og den vesttyske terrorisme. Århus 2006.

Eksterne henvisninger


HistorieSpire
Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Stasi&oldid=7948064"