Statsbankerotten 1813

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Statsbankerotten betegner den alvorlige penge- og finanspolitiske situation, som Danmark var kommet i som følge af landets kostbare deltagelse i Kanonbådskrigen fra 1807, og som 5. januar 1813 endte med en reform af pengevæsenet, der betød, at pengesedlernes værdi i forhold til sølv blev nedskrevet drastisk. Reformen var nødvendig grundet den voldsomme inflation, der ramte landet fra 1810.

Som led i pengereformen blev der oprettet en ny seddeludstedende bank, Rigsbanken. Den fik tillagt bankhæftelsen, dvs. dækningen for de nye sedler. Bankhæftelsen var en 1. prioritetshæftelse i alle landets ejendomme på 6 pct. af værdien, som enten skulle indbetales til banken på én gang eller afbetales.

Et maksimum for seddeludstedelsen blev fastsat, og de gamle sedler – kurantrigsdaler – blev omvekslet til nye rigsbankdalere i forholdet 6:1. Samme kurs gjaldt for statspapirer, der ønskedes indløst med de nye sedler. Da staten hermed ikke kunne svare sine forpligtelser, er pengereformen gået over i historien som statsbankerotten.

Rigsbanken kunne ikke opretholde de nye sedlers værdi. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursen i forhold til sølvværdien nåede bunden i september 1813 med 9 pct. I de følgende år svingede kursen voldsomt.

Ekstern kildehenvisning[redigér | redigér wikikode]


Dansk Stub
Denne artikel om Danmarks historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Historie