Stegosaurus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stegosaurus
Stegosaurus
Stegosaurus
Bevaringsstatus
Kendes kun fra fossiler
Geologisk tidsalder: Sen Jura
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Chordater)
Underrække Vertebrata (Hvirveldyr)
Overklasse Tetrapoda (Tetrapoder)
Klasse Reptilia (Krybdyr)
Overorden Dinosauria (Dinosaurus)
Orden Ornithischia
Underorden Thyreophora
Familie Stegosauridae
Slægt Stegosaurus
Art S. armatus, S. stenops, S. longispinus og S. ungulatus
Videnskabeligt artsnavn
beskrevet af
Henry Fairfield Osborn, 1905
Hjælp til læsning af taksobokse
Stegosaurus

Stegosaurus (tagøgle) var en planteædende dinosaur fra Sen Jura-epoken, fra den vestlige del af Nordamerika og Portugal. Det bedst kendte kendetegn er de store plader på ryggen. Stegosaurus kunne veje 2 ton og blive 8 m lang.[1]

Stegosauren er også en kendt figur i Steven Spielbergs film The Lost World: Jurassic Park, opfølgeren til Jurassic Park, som blev et stor international hit i verdens biografer i 1993.

Rygpladernes funktion[redigér | rediger kildetekst]

De mest kendte stegosaurer havde anbragt adskillige, op til 50 cm høje, rygplader der kun sad fast i huden. Oprindeligt mente man at de blev brugt til at varme blodet op ved at dyret vendte dem mod solen. Tilsvarende skulle de bruges til at afkøle blodet ved at vende pladerne væk fra solen. I dag mener man at dinosaurerne var ensvarme, så solfangerteorien er blevet forladt. En anden teori går ud på at pladerne skulle afskrække rovdyr ved at få Stegosaurus til at se større ud. Da pladerne kun sad fast i huden, har de ikke været så anvendelige hvis rovdinosaurerne angreb. En tredje teori angiver at de bevægelige, farvestrålende plader har været brugt i parringssæsonen.

Thagomizer[redigér | rediger kildetekst]

Stegosaurens fuldt bevægelige hale var bevæbnet med lange pigge, der som en morgenstjerne kunne kvæste angribende rovdinosaurer. Våbnet kaldes samlet for en "thagomizer" efter en af Gary Larsons vittighedstegninger[1].

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Madsen, Jørn: Livets Udvikling, 2006, Gyldendal, ISBN 87-02-03562-6, side 334