Stentoftenstenen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Stentoftenstenen

Stentoftenstenen (DR 357) er en runesten fra Sølvesborg i Blekinge. Stenen står i våbenhuset ved Sankt Nikolai Kirken. Stentoftenstenen har den længste tekst, man kender på urnordisk (sproget før oldnordisk). Indskriften er dateret til omkring 500 – 700. Den er skrevet i ældre futhark og indeholder en forbandelsesformel.

Indskriften[redigér | redigér wikikode]

Tekstbånd A: niuhAborumz niuhagestumz hAþuwolAfz gAf j hAriwolAfz (m)A--u snuh-e hidez runono fe(l)(A)h ekA hederA. Tekstbånd B: ginoronoz Tekstbånd C: herAmAlAsAz ArAgeu we(l)Aduds| |sA þAt Tekstbånd D: bAriutiþ

I translitteration bliver det til:

Tekstbånd A: <niuha>borumz <niuha>gestumz Haþuwulfz gaf j[ar], Hariwulfz ... ... haidiz runono, felh eka hedra Tekstbånd B: ginnurunoz. Tekstbånd C: Hermalausaz argiu, Weladauþs, sá þat Tekstbånd D: briutið.

I bogen Danmarks Runeindskrifter ved Lis Jacobsen og Erik Moltke[1] står der på side 404 følgende tolkning:

Stentoften-indskriften består af to dele: linje 1-4: hovedindskriften, der er særegen for Stentoften, og linje 5 – 6: runemester- og forbandelseformularen, der i omtrent samme form findes på Björkerorp-stenen.

Hovedindskriften (linje 1 – 4)

"Til Niuha "boerne", til Niuha "gæsterne" (til alle Niuha-hirdens mænd) gav Hådulv godår. Hærulv snuh(w)e søn(?).

Formlen

Jeg runernes mester (?) skjuler her magtfulde runer. Ustandselig (behæftet) med argskab, (hjemfalden til) véldød (er) den, som bryder dette (nl. mindesmærket).[2]

Note[redigér | redigér wikikode]

  1. Lis Jacobsen og Erik Moltke: Danmarks runeindskrifter, København 1941-42, bd. 1-2 + register
  2. *Fotevikens museum: Runstenarna vid Sölvesborgs kyrka