Storbritanniens politi
Storbritanniens politi udgøres af et antal selvstændige politistyrker som opererer i Storbritannien. De fleste er regionale, og betjener et eller flere grevskaber. I tillæg findes nogle enheder som har specialiserede landsdækkende opgaver.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Politistyrker
Det britiske politi kan deles i tre grupper: Regionale, nationale og lokale, specialiserede styrker.
[redigér] Regionale styrker
De regionale styrker dækker et eller flere grevskaber (England), regioner (Skotland) eller hovedområder (Wales). Nordirland har en styrke som dækker hele provinsen. De omtales også som Home Office forces, fordi de formelt er underlagt Home Office, det britiske indenrigsministerium.
Disse styrker omfatter tre områder: Det uniformerede politi (Uniformed Branch), kriminalpolitiet (Criminal Investigation Department) og overvågningspolitiet (Special Branch).
[redigér] Nationale styrker
De nationale styrker, siden 2005 også kendt som specialstyrker, håndhæver loven indenfor et specielt virkeområde, hvor de har specialkompetence.
[redigér] Lokale, specialiserede styrker
De lokale og specialiserede styrker har for det meste sit ophav i private overvågningsopgaver som på et tidspunkt fik fuld eller delvis politimyndighed. Disse styrker findes i en række havneområder og parker, samt på nogle andre steder.
[redigér] Historie
Storbritannien har haft vægtere som har håndhævet loven siden angelsaksisk tid, men en moderne politistyrke blev først oprettet i begyndelsen af det 19. århundrede. Der blev da indført et landsdækkende system baseret på lokale politistyrker bygget op over samme mønster, dog med en del variationer. Skabelonen for de nye styrker var Marine Police, en lille enhed som var blevet dannet i Wapping mod slutningen af det 18. århundrede.
I Glasgow i Skotland begyndte man i det 18. århundrede at arbejde for at få oprettet en politimyndighed. Glasgow Police Act blev vedtaget af Parlamentet i 1800, og dermed blev City of Glasgow Police oprettet. Styrken blev finansieret af skattepenge. Oprettelse af tilsvarende politistyrker andre steder i Skotland fulgte, og i 1857 blev Police (Scotland) Act vedtaget. Den nye lov krævede at hvert grevskab og hver burgh oprettede en politistyrke, enten alene eller sammen med andre grevskaber eller byer.
I 1812, 1818 og 1822 blev forholdene i London undersøgt af nogle komitéer. Indenrigsministeren, Robert Peel, baserede sig på disse undersøgelser da han i 1829 fik gennemført Metropolitan Police Act. 29. september samme år blev Metropolitan Police Service oprettet, som en politistyrke som skulle håndhæve loven på en mere professionel måde end tidligere enheder som havde været præget af skønsmæssig behandling af sagerne. Den nye styrke var neutral, bureaukratisk og hierarkisk. Den adskilte sig fra de politistyrker som blev oprettet i andre europæiske lande ved at den var strengt civil. Politifolkene blev kun bevæbnet med køller, og man brugte et minimum af civile betjente. Styrken var uafhængig af lokale myndigheder, men kommissæren var ansvarlig overfor indenrigsministeren. Politibetjentene blev hurtigt kendt som peelers eller bobbies, begge kaldenavne efter Robert Peel.
I 1835 indførtes Municipal Corporations Act som åbnede for lokale politikorps andre steder, og i 1839 og 1840 blev yderligere love vedtaget. Det første politikorps blev oprettet i Wiltshire i 1839. County and Borough Police Act blev vedtaget i 1856 og gjorde det obligatorisk at have et lokal politikorps som var underlagt en central inspektionsmyndighed. Der oprettedes omkring 30 af sådanne korps. I 1860 var antallet over 200 i England og Wales, mens der i Nordirland oprettedes en mere centraliseret og paramilitær styrke Royal Irish Constabulary.
Metropolitan Police fik en kriminalpolitienhed i 1842. Denne blev ramt af Turf-svindelskandalen i 1877, og året efter blev den omorganiseret til Criminal Investigation Department (CID).
Med Police Act i 1890 fik politifolkene en obligatorisk pensionsordning. Under 1. verdenskrig blev der dannet fagforeninger, som blev opløst ved Police Act af 1919 som en følge af strejker i 1918 og 1919. I stedet blev Police Federation of England and Wales dannet.
Selv om systemet blev forsøgt reformeret, var der før 2. verdenskrig fortsat mere end 200 forskellige politikorps i Storbritannien før den store reorganisering skete gennem Police Act af 1964 hvor der genopstod 117. Den nye lov omorganiserede disse til 49 større korps, hvor nogle dækkede to eller flere grevskaber eller store byområder.
Reformen var ikke velset af alle, fordi man følte at der blev større afstand mellem befolkningen og politiet, når de små enheder forsvandt. Politiet var dermed ikke ansvarlig overfor lokalbefolkningen som det var tidligere. Men samtidig var korpsene blevet mere effektivt organiseret, så der blev lettere adgang til politiet, så det hurtigere kunne efterkomme folks henvendelser. Man har forsøgt at analysere hvad summen af alt dette blev, men man er ikke kommet frem til objektive målinger som gør det muligt at afgøre om reformen førte til en forbedring eller ej.
Den sidste større reform kom i 2006, da Serious Organised Crime Agency (SOCA) blev oprettet. Den nye afdeling er blevet sammenlignet med det amerikanske FBI, men den er ikke en direkte parallel; SOCA arbejder ikke med terror- eller mordsager.
[redigér] Kontrolmyndighed
I England og Wales har hvert politikorps en Police Authority, som kontrollerer korpsets arbejde og sørger for finansiering af denne. Den har også et ansvar for at påse at samfundet får den bedst mulige service af politiet. Den normale sammensætning af en sådan kontrolmyndighed er tre magistrater, ni medlemmer fra lokalrådene og fem uafhængige medlemmer.
I Nordirland er Northern Ireland Policing Board kontrolmyndighed.
I Skotland er der oprettet organer for hvert enkelt politikorps med repræsentanter for regionerne hvor korpset opererer. Fife Constabulary og Dumfries and Galloway Constabulary er specielle afdelinger, der kun dækker én enkelt region hver.
[redigér] Finansiering
Da Metropolitan Police Service blev grundlagt i 1829 blev korpset finansieret gennem en Police Rate, en ekstraskat som blev indkrævet af befolkningen i området. Denne finansieringsmetode spredte sig i løbet af de næste tredive år til andre dele af landet.
Da Police Authorities blev oprettet fik disse ansvaret for at finansiere styrken. Dette blev gjort tildels gennem at indkræve en skat fra grevskaberne. Denne skat betaltes af borgerne gennem deres council tax. De fik dog også bevillinger fra indenrigsministeriet. Bevillingernes størrelse afhang af lokale behov og hvilke strategier som blev udarbejdet for politiets arbejde i de perioder de blev bevilget for.
I budgetåret 2005–2006 blev det anslået at politiet ville bruge 4395 millioner pund. Dertil kommer ekstraordinære bevillinger.
[redigér] Kontroverser
I efterkrigstiden var det britiske politi udsat for forskellige kontroverser og skandaler. I 1970'erne blev der afsløret en del korruption, i 1980'erne kom politiets handlemåde under optøjer og strejker under anklage og i 1990'erne krævedes i debatten at politiet måtte stå til ansvar for sine handlinger og derfor underlægges offentlig kontrol.
Nogle af de "varmeste kartofler" i disse år var:
- Under minearbejderstrejken i 1984–1985 blev flere tusind politifolk sat ind mod de strejkende, ofte med voldsomme sammenstød som følge
- En betydelig andel af de højtstående politifolk er frimurere, hvilket har ført til anklager om korruption og kammerateri
- Macphersonrapporten konkluderede at politiet havde et problem med "institutionaliseret racisme". Projekter med at stoppe racismen lykkedes ikke, men samtidig så mange en fare i at overdreven forsigtighed overfor minoritetsgrupper kunne gøre politiet i enkelte områder mindre effektivt. [1]
- Det var en udbredt opfattelse, at der var for få uniformerede betjente i gaderne. Dette var der til en vis grad taget hånd om gennem Police Community Support Officers, der siden 2002 har assisteret politiet i lokalområderne.
- Omfattende brug af overvågningskameraer blev af mange set som en vej hen mod et mindre frit samfund, mens andre mente at den ekstra tryghed kameraerne gav, var prisen værd.
[redigér] Bevæbning
Britisk politi er normalt ikke bevæbnet. Undtagelsen er politiet i Nordirland, i lufthavne, ved kernekraftværker og nogle særlige livvagter. Der foregår en kontinuerlig debat om politiets bevæbning. I 1995 stemte medlemmerne af Police Federation of England and Wales om spørgsmålet om politiets bevæbning. Over 75% stemte mod. Men i anden halvdel af 1990'erne var der en kraftig forståelse for øget bevæbning i tilfælde af væbnet kriminalitet, noget som så ud til at være en holdningsændring. I 2000 blev det rutine at bevæbne sig i Nottingham, for første gang siden 1936, på grund af en række gentagne skudepisoder i to boligområder. I slutningen af 2005 blev en betjent skuddræbt i Bradford, noget som førte til at debatten igen blussede op. Police Federation planlagde pr. 2006 en ny afstemning. [2]
Alle politistyrker i England og Wales fik elektrovåben, men brugen af disse blev sidestilet som skydevåben.
Standardudstyret for almindelige gadebetjente er en politistav. I alle, undtagen to regionale, korps medbringes også tårespray i små, individuelle beholdere.
I Nordirland er alle politifolk på grund af konflikten i Nordirland bestandig bevæbnet. Efter indgåelse af Langfredagsaftalen skete der dog en udfasning af bevæbningen.
[redigér] Bevæbning i London
I nogle dele af London blev politiet ofte udstyret med Webley-revolvere, og efter Sidney Street-belejringen i 1911 også med halvautomatiske Webley-pistoler, fra 1884 og de kommende halvtreds år[bør uddybes]. Årsagen var mordet på to politifolk. Hver enkelt betjent kunne vælge om han ville bære våben eller ej. Denne praksis sluttede i juli 1936, og siden blev våbnene uddelt af en overbetjent når det var påviselig grund til det, men kun til politifolk som havde våbentræning.
Spørgsmålet om konstant bevæbning kom igen op efter Derek Bentley-sagen i 1952 og mordet på tre politifolk i London i 1966. Den såkaldte Braybrook Street-massakre. Efter sidstnævnte hændelse blev der givet tilladelse til at omkring 17% af politiet i London kunne bære våben.
I 1980'erne blev flere civile dræbt ved politiaktioner under tvivlsomme omstændigheder, og kontrollen med politiets brug af våben blev dengang igen strammet op. De som fortsat måtte bære våben måtte gennem en strengere skydetræning, som senere også omfattede instruktører fra Special Air Service. Omkring 7% af politifolkene i London gennemgik denne uddannelse pr. 2006. Bevæbning kunne kun ske under overholdelse af strenge våbenbestemmelser. Undtagen er Specialist Firearms Command (CO19), en taktisk specialenhed.
For at bevæbningen skulle ske ved en pludselig opstået situation, var det almindeligt at våbnene transporteres i aflåste rum i Armed Response Vehicles (ARVs). Disse blev indført i 1991, efter model af Instant Response Cars som blev indført af West Yorkshire Police i 1976. I 1991 skete 132 væbnede politiaktioner i London.
[redigér] Uniform
Der er mindre variationer mellem de forskellige politiafdelinger, men grunduniformen er stort set den samme i alle afdelinger. Den blev inspireret af uniformen til Metropolitan Police, og forandringerne i stilen er stort set først kommet i denne afdeling og spredte sig senere til andre. Basisfarven er en meget mørk blå farve, så mørk at den ofte opfattes som sort; i enkelte tilfælde bruger man faktisk sorte plag. Farven har givet politiet kaldenavnet "boys in blue".
Den formelle uniform er en jakke med åben hals, med eller uden bælte (varierer mellem korpsene), og bukser eller nederdel. Skjorten er hvid eller lyseblå, og bæres med sort slips. Slipset er af sikkerhedsgrunde almindeligvis sat fast med klemme eller strik. Skjortefarven var tidligere blå i de fleste afdelinger, men da Metropolitan Police skiftede til hvid i 1980'erne fulgte de fleste andre efter. Højstående politifolk har altid brugt hvide skjorter, og i en del af politiet har de kvindelige betjente brugt dem. I nogle politiafdelinger bærer kvinder et sort og hvidt tørklæde i stedet for slips.
Frem til 1980'erne var den formelle uniform også i brug til hverdag, men nu bruges den mest i specielle anledninger. Arbejdsuniformen består af hvid skjorte, enten med åben hals eller med slips/tørklæde, bukser for begge køn og en genser eller jakke. Nogle politifolk bruger feltbukser og militærstøvler. Tidligere bar man frakke når det var dårligt vejr, men denne er erstattet af en vandafvisende plag i stærke farver. Denne bruges også ofte under opgaver i tæt trafikerede områder, for at opnå øget synlighed for trafikanterne. De fleste bærer også skudsikre veste i tjeneste.
På hovedet bærer mænd en almindelig uniformshue med skygge, mens kvinder bærer en hat af bowlertype. Alle bærer et skakmønstret bånd i sort og hvidt på hattebåndet, undtagen City of London Police som bruger rødt/hvidt hattebånd. Færdselspolitiet bærer et hvidt overtræk på pulden. Under fodpatrulje bærer mandlige betjente den traditionelle koniske hjelm, som er afskaffet i Skotland. Formen på hjelmen varierer noget fra hinanden i de forskellige politiafdelinger.
[redigér] Transport
Det typiske billede på en britisk politimand er en "bobby" som patruljerer alene til fods. Frem til 1964 var dette et temmelig nøjagtigt billede på tilstanden i byerne; man havde i byerne nogle specielle enheder som havde biler, men det var for det meste kun på landet at man kunne se politikøretøjer. Selv hvor der var store områder at dække var det mere almindelig med cykler. Med Police Act 1964 blev dette ændret, og politiet blev i stadig større omfang motoriseret. I en periode forsvandt fodpatruljerne næsten helt, noget som vakte stærk irritation i befolkningen. Nu er man begyndt at genindføre dem, gerne med assistance fra frivillige hjælpere.
Hestepatruljer er almindelige i flere byer. De bruges både til rutinepatruljer og ved specielle lejligheder, så som under demonstrationer og optøjer. Offensiv brug af heste under optøjer regnes som brug af våben, og skal godkendes af en ansvarlig leder. Uden tilladelse kan hestene kun bruges defensivt, først og fremmest ved at de ridende politifolk får overblik over situationen og vejleder mandskaberne til fods.
Patruljevognene kaldes ofte panda cars ("pandabiler"), fordi de oprindelig var malet i sort og hvidt. Det er nu blevet mere almindeligt at de er i kraftige farver, særligt gult, for at være mere synlige i trafikken. Større udrykningsbiler er kendt som jam sandwiches, "syltetøjsmadder", fordi de i London og nogle andre steder har en rød stribe midt på siden. Derfor minder de om syltetøj klemt mellem to brødskiver (se billedet øverst i artiklen). Bilerne køres normalt med en eller to betjente.
Nogle patruljevogne er også Armed Response Vehicles, ("køretøjer med våben"), hvor våbnene ligger i aflåste kasser. Det er også almindeligt at patruljering sker i civile biler. De regionale politiafdelinger har også mulighed for at give luftstøtte, normalt i form af helikoptere.
[redigér] Fremtidens politi
I september 2005 fremkom en rapport fra HM Inspectorate of Constabulary til daværende indenrigsminister Charles Clarke der hævdede at ordningen med 43 regionale styrker i England og Wales ikke længere svarer til behovet, fordi enkelte af politiafdelingerne er for små. Pr. 2005 havde nitten af dem færre end 2000 politifolk, og rapporten hævder at afdelinger med mere end 4000 er mest effektivt også i forhold til opgaverne som skal udføres. Kun nogle få politiafdelinger er over grænsen på 4000, nemlig Metropolitan Police, Greater Manchester Police, Merseyside Police, Northumbria Police, Thames Valley Police, West Midlands Police og West Yorkshire Police.
Politiafdelingerne som havde under 4000 politifolk blev for det meste anbefalet slået sammen til større enheder, hvilket synes mere økonomisk. Det så ud til at dette ville ske i løbet af 2006, ifølge oplysninger offentliggjort i marts samme år. [3] Forslagene til nye politikredse var som følger:
[redigér] Se også
[redigér] Referencer
[redigér] Eksterne links
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Storbritanniens politi
