Store Kantou-jordskælv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Koordinater: 35.1° N, 139.5° Ø Det Store Kantou-jordskælv (関東大震災 Kantō daishinsai) ramte Kantou-sletten på den japanske hovedø Honshu kl. 11:58:44 lokal tid (JST) (2:58:44 UTC) lørdag den 1. september 1923. Forskellige vurderinger sætter varigheden af jordskælvet til mellem 4 og 10 minutter.[1] Det var med i alt 142.800 døde det dødeligste jordskælv i Japans historie og det var med en styrke på 7.9 det kraftigste jordskælv, som nogensinde var registreret i regionen. Jordskælvet ved Sendai 2011 har siden hen slået den rekord med en styrke på 9.0.

Epicentret var dybt under Izu Ōshima-øen i Sagamibugten.[2]

Ødelæggelsen af Nihonbashi og Kanda set fra taget af Dai-ichi Sogo Building i Kyobashi

Jordskælvet ødelagde Tokyo, havnebyen Yokohama og præfekturerne Chiba, Kanagawa og Shizuoka og medførte ødelæggelser i hele Kantou-regionen.[3]

Død og ødelæggelse[redigér | redigér wikikode]

Ødelæggelse af området omkring Sensō-ji-templet i Asakusa

Eftersom jordskælvet ramte ved middagstid, mens mange mennesker havde gang i tilberedningen af måltider over ildsteder, så udbrød der mange brænde som kostede mange mennesker livet. Nogle brænde udviklede sig til ildstorme som bredte sig gennem byen. Mange mennesker døde mens deres fødder sad fast i smeltet tarmac (et tagmateriale). Det største enkelte tab blev forårsaget af en ildtornado som opslugte åbne arealer omkring Rikugun Honjo Hifukusho (et tidligere militært tøjdepot, hvor mange jordskælvsofre var indkvarteret) i Tokyo midtby, hvor i alt 38.000 mennesker brændte ihjel. Jordskælvet ødelagde vandforsyningen overalt i byen og slukningsarbejdet tog omkring to hele dage indtil 3. september. Da var ca. 140.000 mennesker døde og 447.000 huse var ødelagte af brandene alene.[4]

En kraftig tyfon ramte Tokyo Bugt omkring samtidigt med jordskælvet, vindene fra tyfonen fik brandene til at sprede sig hurtigt.

Marunouchi i flammer

Mange hjem blev begravet af jordskred i de bjergrige og bakkede kystområder i det vestlige Kanagawa præfektur, jordskredene dræbte desuden omkring 800 mennesker. En kollapset bjergside i landsbyen Nebukawa vest for Odawara, skubbede hele landsbyen, et passagertog med over 100 passager og en jernbanestation i havet.

En tsunami med optil 10 meter høje bølger ramte kysten ved Sagamibugten, Boso-halvøen, Izu-øerne og østkysten af Izu-halvøen i løbet af minutter. Tsunamien dræbte mange, inklusive omkring 100 mennesker langs Yui-ga-hama-stranden i Kamakura og omkring 50 mennesker på Enoshima-dæmningsvejen. Over 570.000 hjem blev ødelagt, hvilket gjorde omkring 1,9 millioner hjemløse. Evakuerede blev transporteret med skib så lagt væk som til Kobe i Kansai-regionen.[5] Der var 57 efterskælv.

Alt i alt med jordskælv, tyfon og brænde var der 99.300 registrerede døde, mens yderligere 43.500 var rapporteret savnede.[6]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. James, Charles. "The 1923 Tokyo Earthquake and Fire". University of California, Berkeley. http://nisee.berkeley.edu/kanto/tokyo1923.pdf. Hentet 21 December 2011. 
  2. Bakun, W.H. (2005). "Magnitude and location of historical earthquakes in Japan and implications for the 1855 Ansei Edo earthquake". Journal of Geophysical Research 110 (B02304). doi:10.1029/2004JB003329. Bibcode2005JGRB..11002304B. http://sicarius.wr.usgs.gov/tokyo/submitted/Bakun_JGR_revised8Nov2004.pdf. 
  3. Hammer, Joshua. (2006). Yokohama Burning: the Deadly 1923 Earthquake and Fire that Helped Forge the Path to World War II, p. 278, citing Francis Hawks, (1856). Narrative of the Expedition of an American Squadron to the China Seas and Japan Performed in the Years 1852, 1853 and 1854 under the Command of Commodore M.C. Perry, United States Navy, Washington: A.O.P. Nicholson by order of Congress, 1856; originally published in Senate Executive Documents, No. 34 of 33rd Congress, 2nd Session.
  4. Scawthorn, Eidinger, Schiff, ed (2005). Fire Following Earthquake. Reston, VA: ASCE, NFPA. ISBN 9780784407394. http://www.asce.org/Product.aspx?id=2147485909&productid=5362. 
  5. "All Ships Aiding Relief," New York Times. September 9, 1923; WNET/PBS, Savage Earth: The Restless Planet video/broadcast television program
  6. Larson, Erik (1999). "The Devil's Voice". Isaac's Storm: A Man, a Time, and the Deadliest Hurricane in History. New York, NY: Crown Publishers. s. 323. ISBN 0-609-60233-0. 

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]