Stråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Stråling er en betegnelse for udsendelse af bølgepartikler eller stofpartikler. En solstråle består fx af fotoner (elektromagnetiske strålepartikler) og radioaktiv stråling består af enten alfastråler (kerner af grundstoffet Helium), betastråler (elektroner) eller gammastråler (elektromagnetiske stråler).

Strålingsenergi er som navnet antyder energi fra stråling. Strålingsenergi kommer fra solen, som planterne på jorden udnytter i fotosyntesen og omsætter til kemisk energi.

Strålingstyper

Alfastråling

Alfastråling opstår ved at et ustabilt grundstof udsender en heliumkerne. Denne kerne vil så blive sendt ud med ca. 15.000 km/s, og når der er en strøm af heliumkerner fra grundstofferne, kalder man dem for alfastråling. Alfapartiklerne der bliver udsendt har energier på 4-9 MeV (mega-electronvold) hvilket svarer til at de bevæger sig 0,05 gange lysets hastighed. For at en partikel skal slippe fri fra kernen bliver den nødt til at have en større energi end den potentielle kraft. Det er ligesom når et rumskib skal ud af jordens atmosfære, de skal også have nok kraft til at komme ud af den. Alfastråling kan ske med grundstoffer med 3 protoner og over. Som eksempel kan man tage en kendt en, som vi også kender fra stråling: Uran Når så den bliver ustabil så sender den en heliumpartikel ud. Det vil så se sådan her ud:

Alle grundstoffer kan blive ustabile og derfor kan de også danne stråling. Jo flere protoner der er i kernen desto større risiko er der for at grundstoffet bliver radioaktivt. Alfapartikler har en relativt høj masse men også en relativ lav hastighed, det gør at partiklen virker med andre atomer og mister sin energi. I luften når en alfastråle skydes afsted stoppes de typisk efter få centimeter.

Betastråling

Betastråling kan ske på to måder. Den første måde er når en neutron bliver omdannet til en proton, ved udsendelse af en elektron. Den anden måde er ved at en proton bliver omdannet til en neutron ved udsendelse af en positron. Betastråling er elektroner eller positroner der bliver udsendt med en høj hastighed fra atomkernen i et grundstof. Cæsium kan blive til fordi der er blevet udsendt en elektron. Da cæsium er i en højere energi tilstand vil den henfalde til en kerne der har lavere masse. Cæsium skrives normalt  men for at den skal kunne afgive en betapartikel skal den være ustabil og det vil sige at den er radioaktiv. Betastråling kan være farligt selv uden for kroppen selvom strålingen kun bevæger sig et par millimeter ind i kroppen. Betapartikler bevæger sig typisk også 10 gange længere end en alfapartikel. 

Se også


NaturvidenskabSpire
Denne naturvidenskabsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.