Sumer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 15. mar. 2015, 18:35 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt coord wd)
Mesopotamien
Eufrat · Tigris
Assyriologi
Byer / Imperier
Sumer: Uruk · Ur · Eridu
Kish · Lagash · Nippur
Akkadisk imperium: Akkad
Babylon · Isin · Susa
Assyrien: Assur · Nineve
Nuzi · Nimrud
Assyriske paladsrelieffer
Babylonien · Kaldæa
Elam · Amoritter
Ziggurat · Hurritter
Mittani · Kassiter
Kronologi
Konger af Sumer
Konger af Assyrien
Konger af Babylonien
Sprog
Kileskrift
Sumerisk · Akkadisk
Elamittisk · Hurrittisk
Mytologi
Enuma Elish · Gilgamesh
Marduk

Sumer (Sumerisk: 𒆠𒂗𒂠 ki-en-ĝir15[1][2], Akkadisk: Šumeru muligvis det bibelske Shinar) var en civilisation og en historisk region i det sydlige (Mesopotamien) nu Irak, der er kendt som Civilisationens vugge. Den varede fra bosættelsen af Eridu i Ubaid perioden (slutningen af 6. årtusinde f.v.t) – gennem Uruk perioden (4. årtusinde f.v.t), den dynastiske periode (3. årtusinde f.v.t) – og frem til Babylons dominans i begyndelsen af 2. årtusinde f.Kr.

Selv om andre byer kendes før Sumer (Jeriko, Çatalhöyük og andre enten sæsonbetingede beskyttelser eller helårlige handelspladser), var de sumeriske byer de første som praktiserede intensivt landbrug fra ca. 5300 f.Kr. Overskuddet af fødevarer fra landbrugsøkonomien tillod befolkningen at bosætte sig på ét sted, i stedet for konstant at migrere efter fødevarer og græsningsjorder. Det muliggjorde en langt højere befolkningstæthed, som igen krævede en omfattende arbejdskraft og arbejdsdeling. Denne organisering medførte behov for arkivering af oplysninger og førte til udviklingen at et egentligt skriftsprog ca. 3500 f.Kr.

Navnets oprindelse

Betegnelsen "Sumerisk" er et fællesnavn givet til oldtidens beboere i det sydlige Mesopotamien af deres efterfølgere, de semitiske Akkadier. Sumererne kaldte sig selv sag-giga, som ordret betyder "det sort-hovedede folk"[3] Det Akkadiske ord Shumer er måske det samme ord i en dialekt, men det er uvist hvorfor akkadierne kaldte det sydlige landområde Shumeru [2][4] Egyptisk Sngr og Hittitisk Šanhar(a) kan være vestlige varianter af Šumer.[4] Ifølge den babylonske historiker Berossus var sumererne de "sort-ansigtede udlændinge[5]

Bystater

Kort over Sumer

Mod slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. var Sumer opdelt i et dusin uafhængige bystater, hvis grænser var kanaler og grænsesten. Hver by lå om et tempel, som var viet til en skytsgud eller gudinde. Byerne blev regeret af en præst ensi) eller en konge (lugal, som var nært knyttet til byens religiøse kult.

De fem føste byer, som siges at have haft en en sumerisk konge i den sumeriske kongeliste:    

  1. Eridu (Tell Abu Shahrain)
  2. Bad-tibira (formodentlig Tell al-Madain)
  3. Larsa (Tell as-Senkereh)
  4. Sippar (Tell Abu Habbah)
  5. Shuruppak (Tell Fara)

Andre betydelige byer:

  1. Kish (Tell Uheimir & Ingharra)
  2. Uruk (Warka)
  3. Ur (Tell al-Muqayyar)
  4. Nippur (Afak)
  5. Lagash (Tell al-Hiba)
  6. Ngirsu (Tello or Telloh)
  7. Umma (Tell Jokha)
  8. Hamazi 1
  9. Adab (Tell Bismaya)
  10. Mari (Tell Hariri) ²
  11. Akshak 1
  12. Akkad 1
  13. Isin (Ishan al-Bahriyat)

(1placering usikker)
(²en fjerntliggende by i det nordlige Mesopotamien)

Mindre byer fra syd til nord:

  1. Kuara (Tell al-Lahm)
  2. Zabala (Tell Ibzeikh)
  3. Kisurra (Tell Abu Hatab)
  4. Marad (Tell Wannat es-Sadum)
  5. Dilbat (Tell ed-Duleim)
  6. Borsippa (Birs Nimrud)
  7. Kutha (Tell Ibrahim)
  8. Der (al-Badra)
  9. Eshnunna (Tell Asmar)
  10. Nagar (Tell Brak) ²

(²en fjerntliggende by i det nordlige Mesopotamien)

Bortset fra Nagar og Mari, som ligger 330 km nordvest for Agade og i den sumeriske kongeliste angives som et kongedømme i den tidlige anden dynastiske periode, ligger disse byer alle i lavlandet mellem Eufrat og Tigris syd for Bagdad i de nuværende Bābil, Diyala, Wāsit, Dhi Qar, Al-Muthannā og Al-Qādisiyyah distrikter i Irak.

Historie

De sumeriske bystater voksede sig stærke i de præhistoriske Ubaid og Uruk perioder. Sumerisk historieskrivning rækker tilbage til 26. århundrede f.Kr., men kilderne er vanskelige at tyde frem til den tidlige 3. dynastiske periode, ca. år 2300 f.Kr., hvor et skriftsprog, som nu er afkodet, blev udviklet, og som har muliggjort læsning af tidens tekster og inskriptioner. Det oprindelige Sumer ophører med at eksistere med fremkomsten af det Akkadiske imperium i det 23. århundrede f.Kr. Efter den Gutiske periode er der en kort "Sumerisk renæssance" i det 21. århundrede f.Kr., som hurtigt afsluttes af invaderende Amoritter. Det amorittiske Isin-dynasti varede til ca. 1700 f.Kr., hvor Mesopotamien blev forenet under Babylonsk herredømme.

Befolkning

Første agerbrugere fra Samarra ankommer til Sumer og bygger en helligdom og en bosættelse ved Eridu

.

Sumererne var et ikke-semitisk folk, og på et tidligere antoges de for indvandrere, idet nogle lingvister mente at kunne spore et sprog liggende under sumerisk. Men arkæologiske undersøgelser viser klart en kulturel kontinuitet fra den tidlige Ubaid periode (5300 – 4700 f.Kr.) og frem.

Derfor er der, på trods af at der ikke foreligger skrevne kilder, stor enighed om, at sumererne var jordbrugere som flyttede til Mesopotamien fra nord omkring 5300 f.Kr. efter at have udviklet et landbrug baseret på kunstvanding. Ubaid keramiken fra det sydlige Mesopotamien er blevet forbundet med keramiken fra Samarrakulturen (ca. 5700 – 4900 f.Kr.) længere mod nord. En kultur som også var den første til at praktisere en primitiv form for kunstvanding.

Alternativt kan sumererne have været en endogen kultur af jæger-samlere, som boede i sumplandet ved Eufrats og Tigris udmundinger, på samme måde som marskaraberne gør i dag.

Kultur

Den sumeriske kultur kan spores til to centre: Eridu mod syd og Nippur mod nord. Disse byer er modpoler i den sumeriske religion.

Guddommen Enlil, omkring hvis helligdom byen Nippur voksede frem, blev betragtet som herskeren af spøgelseslandet, og hans gaver til menneskeheden var de bønner og besværgelser, som gode og onde ånder var tvunget til at adlyde. Hans rige var et mytologisk bjerg ved navn Ekur, og hans skabninger levede under jorden.

Byen Eridu på den anden side, var hjem for kulturguden Enki, som herskede over det underjordiske hav. Han var en helbreder og menneskehedens ven.

Kulturerne for Eridu og Nippur smeltede sammen længe før de tidligste historiske kilder. Mens Babylon synes at være en koloni af Eridu, har Eridus naboby Ur antagelig været en koloni af Nippur, idet Urs guddom, måneguden, var søn af Enlil. I sammensmeltningen af de to byers religiøse tradition synes Eridus at have domineret.

Historikeren Alan I. Marcus bemærker: "Sumererne havde et ret trist syn på livet." En sumerer skrev: "Tårer, beklagelser og depression er i mig. En ond skæbne favner mig og bærer mit liv bort. Ondartet sygdom bader mig." En anden skrev: "Hvorfor regnes jeg blandt de uvidende? Der er mad allevegne, og dog er mad min sult. Den dag lodder blev uddelt, blev min lod lidelse."[6]

Meget tyder på at sumererne hold meget af musik, som spillede en vigtig rolle i det religiøse og civile liv i Sumer. Især Lyren var et populært instrument.

Ifølge indskrifter, som omhandler kong Urukgina af Lagash (ca. 2300 f.Kr.), siges han at have afskaffet traditionen for polyandri i sit kongedømme. Straffen for at ægte flere mænd skulle være stening med sten påskrevet forbrydelsen.[7].

Selv om kvinder var beskyttet af sen-sumerisk lov og kunne opnå højere status i Sumer end i andre samtidige civilisationer, var kulturen mandsdomineret. Ur-Nammus kodeks, som stammer fra Ur-III "Sumerisk renæssance" og er den ældste kodeks, der er kendt, giver et glimt af samfundsstrukturen i den sen-sumeriske lov. Under lu-gal ("stormand" eller konge) tilhører alle samfundets medlemmer et af to lag: "lu" som er en fri person, eller slaver (mænd: arad, kvinder geme). Sønnen af en lu blev kaldt en dumu-nita indtil han blev gift. En kvinde (munus) gik fra at være datter (dumu-mi) til at være kone (dam)), og hvis hun overlevede sin mand enke (namsu), som kunne gifte sig på ny.

Sprog og skrift

Uddybende Uddybende artikel: Sumerisk

De vigtigste arkæologiske fund i Sumer er et stort antal tavler skrevet på sumerisk. Sumeriske præ-kileskrift tekster er fundet på lertavler fra omkring 3500 f.Kr.[kilde mangler]

Det sumeriske sprog opfattes som et isoleret sprog i sprogvidenskaben, fordi det ikke tilhører nogen kendt sprogfamilie. Akkadisk, som afløste sumerisk som dominerende sprog, tilhører den afro-asiatiske sprogruppe. Der har været mange mislykkede forsøg på at forbinde det sumeriske sprog med andre sproggrupper. Det er et agglutinerende sprog, der sammensættes morfemer ubøjet for at skabe ord.

Sumererne opfandt billede-hieroglyffer, som udviklede sig til den senere kileskrift, og deres sprog konkurrerer med egyptisk om at være det ældste kendte skriftsprog. En meget stor mængde tekster på sumerisk har overlevet, langt hovedparten af disse på lertavler. De kendte sumeriske tekster indeholder personlige breve og forretningsbreve, kvitteringer, love, hymner og sange, magiske besværgelser samt videnskabelige tekster vedrørende matematik, astronomi og medicin. Inskriptioner på statuer og sten er også meget udbredte. Mange tekster har overlevet i flere udgaver, fordi de ofte blev afskrevet af skrivere under uddannelse. Sumerisk fortsatte med at være det religiøse og juridiske sprog i Mesopotamien længe efter at semitisk-talende blev den herskende befolkningsgruppe.

At forstå sumeriske tekster er i dag vanskeligt selv for eksperter. Sværest er de tidlige tekster, som ofte ikke bruger sprogets fulde grammatiske struktur.

Religion

Uddybende Uddybende artikel: Sumerisk mytologi

Som alle andre byer i Lilleasien og middelhavsområdet var Sumer et polyteistisk samfund. Sumerernes liv blev brugt på at tilbede og tjene guderne i form af statuer. Der var ikke en organiseret gruppe af guder; hver by havde sine egne skytsguder, templer og præster/konger. Sumererne var antagelig de første til at nedskrive deres tro, hvilket blev inspirationskilden til den Mesopotamiske mytologi.

Sumererne tilbad An som den væsentligste gud. An betyder på sumerisk ligeledes "himmel". Hans frænde, Ki, betyder "Jorden". Guderne var samlet kendt som Annuna. Ans nærmeste medguder var Enki fra Eridu i syd og Enlil fra Nippur i nordvest samt Inanna, der repræsenterede Venus og blev tilbedt i Uruk. Solguden Utu blev tilbedt i Sippar, mens måneguden Nanna blev tilbedt i Ur. Disse guddomme var formodentlig de oprindelige; der var hundredvis af mindre guddomme. De sumeriske guder (sumerisk dingir, plural dingir-dingir eller dingir-re-ne) havde tilknytning til forskellige byer, og deres religiøse betydning ændredes ofte med byernes politiske magt. Guderne sagdes at have skabt menneskene af ler, for at de skulle tjene dem. Borgerne i de enkelte byer skulle levere en vis mængde arbejde til templet i deres by. Templet anvendte denne arbejdskraft til at organisere de store arbejdskrævende projekter, der var nødvendige for at etablere og vedligeholde kunstvandingssystemerne. De tempelcentrerede landbrugssamfund havde en social stabilitet, der sikrede deres overlevelse i fire årtusinder.

Sumererne troede, at universet bestod af en flad skive dækket af en kuppel. Det sumeriske efterliv betød nedstigning til en dunkel underverden for at tilbringe evigheden som Gidim (spøgelse).

Ziggurater (sumeriske templer) bestod af en forhal om en central dam til renselse. Selve templet havde et skib med sæderækker langs begge sider. I den ene ende var et podium og et bord til dyre- og grønsagsofringer.

Se også

Referencer

  1. ^ ĝir15 betyder "hjemlig, lokal" og i visse sammenhænge også "ædle" – psd.museum.upenn.edu. Ordret, "de hjemlige (lokale, ædle) herskere". Stiebing (1994) når frem til "Land of the Lords of Brightness" (William Stiebing, Ancient Near Eastern History and Culture). Postgate (1994) antager at en erstatter eme="sprog", og får således "de sumerisktalendes land" (John Nicholas Postgate (1994). Early Mesopotamia: Society and Economy at the Dawn of History. Routledge (UK).. Postgate mener, at det er sandsynligt at eme, 'sprog', blev til en, 'hersker' gennem konsonanttilpasning).
  2. ^ a b Sumerian Questions and Answers
  3. ^ W. Hallo, W. Simpson (1971). The Ancient Near East. New York: Harcourt, Brace, Jovanovich. s. 28.
  4. ^ a b K. van der Toorn, P. W. van der Horst (jan. 1990). "Nimrod before and after the Bible". The Harvard Theological Review. 83 (1): 1-29.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  5. ^ Man, God and Civilization
  6. ^ The Wisdom Fest by Kathleen L. Bruce, D. Miss.
  7. ^ Gender and the Journal: Diaries and Academic Discourse p. 62 by Cinthia Gannett, 1992

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:


Koordinater: 32°N 46°Ø / 32°N 46°Ø / 32; 46