Sværd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sværd fra slutningen af middelalderen

Et sværd er et håndvåben lavet af et langt skarpt stykke metal kaldet en klinge. Stærke klinger er damaskeret, hvilket vil sige at metallet er lagdelt (typisk stål). Klingen og dermed sværdet kan have én eller to skarpe kanter – ægge og kaldes henholdsvis et enægget sværd og et toægget sværd. Et enægget sværd kaldes en sabel.

Sværdets længde kan variere, men det er længere end en daggert. De ældste sværd udvikledes af stadig længere daggerter i bronzealderen (ca. 3000 f.Kr.).

Antikkens græske krigere brugte et ca. 60 cm langt tveægget sværd, xiphos, og et tungere enægget, machaira. Romerske legionærer anvendte et kort, bredt stiksværd, gladius; deres ryttere det lidt længere spatha der kunne både stikke og hugge. I middelalderen blev ryttersværdet tungere og længere. Ofte med greb til to hænder, eller "halvanden hånd" (bastard-sværd). Udbredelsen af skydevåben gjorde ikke sværdet overflødigt, men gav det nye funktioner. Uden rustning var det nødvendigt at parere, og nye slanke og lette stiksværdtyper vandt frem.

Et bøddelsværd til brug ved henrettelser havde ofte ikke nogen spids, det skulle kun bruges til hug. Det fortælles, at nogle bøddelsværd havde en kanal i klingen, hvor noget kviksølv slyngedes frem for at forstærke hugget. Ingen sværd af den konstruktion er bevaret, og både fortællingen og funktionen er tvivlsom.

Krumme sværd var brugt i hele Asien. Med tyrkernes kampe mod Østrig-Ungarn blev de introduceret i Europa, og modificeret til ryttersablen, der først og fremmest er et hugvåben.

At smede et sværd har gennem tiderne krævet det ypperste af tidens smedekunst. Metallet skal holde sig skarpt og må ikke bøje – og heller ikke knække. Derfor udvikledes teknikker til at sammensmede opkullet jern (stål), der er hårdt, men skørt, med det blødere smedejern.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: