Svebere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Sveber)
Gå til: navigation, søg
Året 125

Sveberne var germanere, der boede mellem Elben og Oder. Floden Oder hed Suevus på latin og Συήβος på græsk[1] og østersøen hed Mare Suebicum. Ordet sveber stammer formentlig fra proto-germansk *swēbaz, som betyder sit eget folk[2] På kortet ses ordet Suebi en gang til ved Romerrigets grænse. Der bor svaberne (tysk: Schwaben, mennesker fra Württemberg) i dag. Bemærk forskellen mellem sveber og svaber.

Suebere på den Iberiske Halvø omkring 455

Nogen svebere forblev en periodevis trussel mod romerne langs floden Rhinen indtil slutningen af Romerrigets eksistens. En anden germansk folkegruppe, alamannerne, sammen med svebere, overfaldt og ødelagde romerske fæstninger og okkuperede Alsace (i dagens Frankrig ved den tyske grænse), og derfra mod Bavaria (Bayern) og Sweitz. Omkring 150 e.Kr. forsvinder navnet fra kilderne, men dukker så op igen under folkevandringstiden. Sveberne krydsede Rhinen i år 406 sammen med alanerne og vandalerne. Med undtagelse af en lomme i Schwaben, som de har givet navn til, invaderede de Gallien og videre til Spanien hvor de grundlagde et kongerige i Galicien. Dette rige blev til sidst knust af vestgoterne i 585. Navnet forsvandt, da folket gik op i den øvrige stedfaste befolkningen der.

Mosefund: Østerbymandens hovedet
Sveberknuden i Østerbys byvåben

Sveberknuden var kendetegn på en fri sveber. Der er fundet en sveberknude i Østerby (ved Egernførde).

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Svebere (suebi eller suevi, fra urgermansk *swēbaz baseret på en urgermansk rod *swē- i betydningen «ens egen» i form af folk, slægt[3], fra en indoeuropeisk rot *swe-[4], tredje person refleksivt pronomen)[5] blev først nævnt af Julius Cæsar i forbindelse med Ariovistus' hærtogt ca. år 58 f.Kr.[6]

I norrøn mytologi[redigér | redigér wikikode]

Svebernes navn går også igen i norrøn mytologi og i de tidligste norrøne kilder. Det tidligste vidnesbyrd er det urnordiske navn Swabaharjaz (“svebersk kriger”) på runestenen Rö i det tidligere norske område Båhuslen (nu Bohuslän i Sverige) og i stednavnet Svogerslev.[7] Sváfa, hvis navn betyder «svebersk»[8] var en valkyrie som optræder i Edda-digtet Kvadet om Helge Hjorvardsson (Helgakviða Hjörvarðssonar). Kongedømmet «Sváfaland» nævnes i dette kvad og i Tidreks saga (Þiðrekssaga).

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

Klassificering i de klassiske kilder[redigér | redigér wikikode]

Svebere i de klassiske kilder bliver brugt i to forskellige meninger: den bestemte stamme i Julius Cæsars hærtogt, "opholder sig ved (floden) Main", og "hovedsagelig, dækker et stort antal stammer i det centrale Germanien"[9] Det brede syn er udtrykt i værket Germania af den romerske historikeren Tacitus, en grundlæggende skriftlig kilde om sveberne. Dette værk slår fast at[10]:

«Vi må nu tale om sveberne, som i modsætning til chatti eller tencteri ikke udgør en enkeltstående nation. Faktisk okkuperer de mere en halvdelen af Germania, og de er delt i et antal adskilte stammer under ulige navne, skønt alle sædvanligvis bliver kaldt for svebere."

Sveberne bestod af semnonerne, som er «de ældste og ædleste af sveberne»[11], langobardere[12], de syv stammer i Jylland og Holsten: reudigni, avionene, anglii (anglerne), varini, eudosere (judere), suarini, nuitonere[13]; hermundui ved Elben[14]; tre langs Donau: naristi (variskere), marcomanni (markomannere), quadi[15]; marsigni og buri.[16] Der efter er der en bjergkæde og uden for denne i afløbsområdet for Wisła fem stammer fra lugii med harii, helveconere (hillevionene?), manimi, helsii og naharvali; gotere, rugii (rugiere / rugere), lemovii langs det baltiske hav (Østersøen)[16]; alle svebenes stammer, lokaliserede på halvøen Skandinavien[17]; og til sidst også de ikke-germanske aestii[18], og sitonerne, uden for aestii langs Baltikum «fortsætte med sveberne». Der efter sier Tacitus: "Her slutter Svebia".[19]

Det er bliver dog givet få holdepunkter for identiteten af sveberne. De kan være identificerede ved deres tradition med at binde en svebersk hårknude som «skiller en fri mand fra en slave»[20], med andre ord en form for markering af social rang. Det samme afsnit slår fast, at høvdingene «brugte en mere udsøgt stil».

Et andet kriterium for være en sveber er at bo i området «Svebia». Dette landområde strækker sig ud over der hvor man taler germansk. Det er ikke bare det, at sveberne er alle stammerne i centrale Germania eller selv en blok af stammer, som deler samme sprog og vaner: «det er klart, at det er ingen monolitisk (enhetlig) ‘svebersk’ gruppe, men en række af stammer som kan dele nogen vaner (eksempelvis krigergrave), men de kan også være svært ulige.»[21] Tacitus’ beskrivelse af Svebia består av hele omkredsen af Østersøen, medregnet inden for det, stammerne med sitonere som må have opholdt sig der, hvor Finland er nu, og som talte finsk-ugriske sprog, og der har ikke været en ændring af disse sprog siden antikken. På sydenden af Østersøen er aestii i området for dagens baltiske sprog, og som også er lige så gamle sprog som germansk.

Et tredje kriterium er at dele navnet sveber som er «virkelig ægte og gammelt».[22] Øjensynlig er navnet således fleretnisk og multikulturelt, men der er grund til at påstå, at den oprindelige gruppe af germansk sprogede var de, som blev kaldt for svebere og som for en tid ved erobring eller kolonisering dominerede de finsk-ugriske og balterne. Hovedstammen af sveberne var semnonerne – og deres navn betyder svebere.

Maurers kulturkredse[redigér | redigér wikikode]

Friedrich Maurer[23] baserede arkæologiske og litterære analyser af germanske stammer på forskning som tidligere var blevet gjort af Gustaf Kossinna[24] og sit eget lingvistiske arbejde med isogloss. Han delte germanerne fra første århundrede f.Kr. til fjerde århundrede e.Kr. i fem kulturkredse eller kulturgrupper: de nordlige, Oder-Vistula, Elben, Weser-Rhinen og Nordsø-germanerne.[25] Herminonerne bestod af svebere (i smal forstand), hermunduri og andre var gruppen ved Elben. De var stamfædre til dagens moderne højtysk. Disse fem grupper dannede sig i den romerske jernalder en gang efter 800 f.Kr.

Maurer tilegner urgermansk til den nordiske bronsealder som han daterer til 1200-800 f.Kr. i henhold den informasjon som var tilgjengelig for ham. Datoene har endret seg noe og en pre-romersk jernalder har siden blitt brutt ut som en del forskere har tildelt et urspråk. Det strakte seg over en grov triangel med vertikaler i sydlige Skandinavien, mundingen af floden Rhinen og mundingen af Wisła. Faktisk var Østersøen kendt af romerne som Mare Suebicum, et navn som uden tvivl henviser til beboelse af svebere, da de bosatte sig på kysterne og sandsynligvis var fælles med suionene / svearne[26]

Sveberne udvandrede efterhånden syd og vest over for at opholde sig for en til i området Rhinland i dagens Tyskland hvor deres navn har overlevet i den historiske region som Schwaben («Svabia»). Sveberne under Ariovistus blev inviterede til Gallien af sequani, men kom snart til at dominere disse og blev til sidst besejrede af Julius Cæsar i år 58 f.Kr.

Julius Cæsars svebere[redigér | redigér wikikode]

De svebere som nævnes i Julius Cæsars Commentarii de Bello Gallico (Kommentarer til gallerkrigen eller bare Gallerkrigen) levede i 100 distrikter af opdyrket agerland, hvor hvert område var selvstændigt, udstykning af gårde til individer for at bruge det op til et år. De var klædte i dyreskind, badede i floder og drak ikke vin. De tillod kun handel for at slippe af med krigsbytte og havde ellers ingenting at handle med.

De stod til militær disposition, indkaldte årlig 1000 mand fra hvert distrikt for militærtjeneste i et år. Med disse tropper hærgede de ofte i Gallien på den anden side af Rhinen, således involverede Galliens beskytter, den romerske republik, hvis repræsentant i området er en af dets største generaler, Julius Cæsar. Ved at de ikke havde en centralregering og ingen respekt for autoriteter, støttede de sig på tjenestene hos krigshøvdinge som under folkevandringstiden blev svebernes konger.

Angående deres lokalitet var de naboer til cherusci. Det pladserer dem ved floden Rhinen og midten af floden Elben. Deres inderste tilflugtssted er Silva Bacenis («Bøgeskoven») som flere forfattere antager må være Thüringer Wald, bjeerområdet Harzen og Schwarzwald, eller en kombination af disse. I gamle tider var Tyskland dækket af skov og disse tre skovområder var omtrent sammenhængende. De kunne ikke have jordbrug i skovområderne, hvilket betyder, at disse steder var sydenden af floden Main og de øvrige områder af floden Elben som eneste muligheder.

Dio Cassius’ svebere[redigér | redigér wikikode]

Dio Cassius, som selv om han var en romer skrev på klassisk græsk, begyndte sine optegnelser om sveberne med Julius Cæsars korte ophold på den anden side af Rhinen i år 55 f.Kr.[27] Hos Dio Cassius er det sugambrierne, som trækker sig tilbage til sine befæstingssteder, men Cæsar hører, at sveberne samler hæren for at komme dem til hjælp, og han trækker sig tilbage.

En generation senere i eller længe før 29 f.Kr. krydser sveberne Rhinen blot for at blive besejrede af Gaius Carrinas som sammen med den unge Octavian Cæsar fejrede en triumf i år 29 f.Kr.[28] Kort tid efter dukker de op og sloges som gladiatorer mod en gruppe fra Dacia under en romersk religiøs fest. Dio Cassius skriver, at de «opholdt sig over Rhinen (skønt mange byer andre steder gør hævd på deres navn)» og at de blev kaldt for keltere. Tidligere havde han forklaret[29] at «...begge folk var meget gamle og opholdt sig på begge sider og blev kaldt for keltere».

I 9 f.Kr., krydsede Nero Claudius Drusus som konsul Rhinen og fortsatte mod germanerne ved at starte med chattiene. Han krydsede landet «så langt bort som til sveberne» og der efter angreb cherusciene nord for sveberne. Her nåede han Elben. Der er ingen bevis hos Dio Cassius på, at han underkuede sveberne. Som Julius Cæsar trak han sig tilbage til Rhinen efter kort tid, men «døde på vejen af en form for sygdom» med ulvene løbende tudende omkring lejren[30]

Florus’ svebere[redigér | redigér wikikode]

Den romerske historikeren Florus rapporterede, at cheruskerne, sveberne og sugambrerne dannede en alliance ved at korsfæste 20 romerske centurioner, men Nero Claudius Drusus besejrede dem, konfiskerede deres krigsbytte og solgte dem som slaver.[31] Antagelig blev kun krigere solgt, efter som sveberne fortsatte med at optræde i de antikke kilder.

Strabos svebere[redigér | redigér wikikode]

Den græske historiker og geograf Strabo i Bog IV i sit værk Geogrfi fortalte om soēboi at de levede «bortenfor hele dette flodland» (Rhinland) og «overgår alle andre i magt og antal».[32] Han pladserer dem også i nærheden af Herkynischer Wald, en gammel og tæt skov, som strakte sig øst over fra floden Rhinen og tværs over sydlige Tyskland[33] som i ordene til den engelske historikeren Edward Gibbon «overskygget størstedelen af Tyskland og Polen».[34] I Bog VII[35] knytter han alle stammerne mellem over Rhinen, Donau og Elben til soēboi: stammerne coldui, medregnet dem i Böhmen hvor markomannerne holdt til, lugii, zumi, butonene, mugilonene, sibini og semnonene som var «en store stamme av sveberne selv». Nogen af disse stammer var «inde i skoven»” og nogen «uden for den».

Dette afsnit er det første med skelnen mellem snævre og brede begrep af svebere, men bred er ikke så bred som hos Tacitus: «stammen til sveberne... strakte sig fra Rhenus (Rhinen) til Albis (Elben); og en del af dem var også på den modsatte siden af Albis, som for eksempel hermondori og langobardere». De sidste blev fremstillede som omstrejfere, som levede i små, midlertidige hytter og fraktede sine ejendele i vogne og levede «af deres flokke».

Plinius den ælders svebere[redigér | redigér wikikode]

Plinius den ældre skrev en nu tabt Historie om de germanske krigene, og af den følge havde han lidet at sige om germanerne i Naturalis Historia, men efter som det meste af hans militære tjeneste var langs den germanske grænse, var han sandsynligvis en autoritet, og det er antaget, at han var kilde for Tacitus, skønt den sidste opgiver ikke nøjagtigt hvad, som kommer fra Plinius den ældre. Plinius deler germanerne i fem genera («typer»), der iblant hermionere (irminonere) som består af gentes («stammer») af svebere, hermunduri, chatti og cheruskere.[36] I hans øvrige tekst er de bare spredt nævnt.

Ptolemaios’ svebere[redigér | redigér wikikode]

Den græske geograf Klaudios Ptolemaios har også to meninger af begrepet sveber i sin omfattende optegnelse af Stor-Germania[37]

‘Sveber-langobardere’ er lokalisert nord for sugambrere som er ved Rhinen, et sted vest for Strabos, måske kilden til Strabos omstrejfere i vogne. Øst for langobarderne, muligvis de samme eller forbundet med ‘sveber-langobardere’, er ‘sveber-anglere’, men disse er indlands i syd, og strækker sig så langt nord som på midten af Elben, opstrøms fra chaukere, en senere gruppe som blev saksere. Mod øst er sveber-semnonnerne mellem Elben og en mystisk, ukendt flod, Suevus, som åbenbart er navngivet efter dem, og som renner ud i Østersøen mellem Oder og Elben. Og til sidst er det en stamme som bliver kaldt for kun svebere og som finnes ved Rhinen øst for elven Ems, omtrent der hvor Svebia (Schwaben) senere blev lokaliseret.

Selv om Ptolemaios gir koordinater for floder, byer og fjell er han upræcis ved at pladsere folk og grupper, en del er faktisk gentaget med ulig stavemåde. Han efterlader læseren at gætte hvilken by, som skal knyttes til hvilket folk. Hans liste på omkring 94 byer gør det åbenbart, at Tacitus’ beretning om germanerne som kun landsens folk ikke er helt nøjagtig, selv om det måske var hovedtrækkene.

Lucanus’ svebere[redigér | redigér wikikode]

Den romerske forfatter Marcus Annæus Lucanus fortæller både om svebernes sted og optræden[38] «...forlod Elbens og Rhinens uerobrede hoved løst fra længere nord de blonde (flavi) svebere; ...kun hen imod borgerkrig». Dette sted pladserer sveberne i smal betydning og varierer Tacitus’ tema som hævdede, at alle germanere var udelukkende rødhårede.

Folkevandringstiden[redigér | redigér wikikode]

Nært beslægtet med alamannerne og ofte i samarbejde med dem forblev sveberne for det meste på den højre side af Rhinen indtil 31. december 406, da det meste af stammen slog sig sammen med vandalerne og alanerne brød gennem de romerske befæstninger ved Mainz og således indledte en invasion af den romerske provins Gallien.

Dele af sveberne, de nordlige svebere, blev nævnt i 569 under merovingernes kong Sigibert 1. i de områder, som nu er Sachsen-Anhalt. I sammenhæng med sveberne blev saksere og langobardere, som kom tilbage fra den italiske halvø i 573 også nævnt.

Da vandalerne og alanerne støtte sammen med de romerske allierede frankerne i kampen om overherredømmet i Gallien, drog sveberne under deres konge Hermeric syd over, krydsede Pyrenæerne og drog ind i den iberiske halvø, som romerne ikke længere styrede efter oprøret ved Gerontius og Maximus i 409.

Kongedømme i Gallaecia[redigér | redigér wikikode]

Sveberne passerede gennem det baskiske område før de slog sig ned i den romerske provins Gallaecia i det nordvestlige Hispania (dagens Galicien og nordlige Portugal), sværgede troskab til kejser Honorius og blev accepterede som foederati, allierede, og givet tilladelse til at slå sig ned under deres eget selvstyre og love. Samtidig med den selvstyrende provins Britannia blev svebernes kongedømme i Gallaecia det første kongedømme inden for Romerriget. Sveberske Gallaecia var også det første kongedømme løsrevet fra Romerriget, som begyndte at præge mønter, hvilket tidligere var en del af romersk system og infrastruktur.

Svebernes kongedømme i Gallaecia og nordlige Lusitania blev etableret i 410 og varede til 484 efter et århundrede i langsom nedgang. Mindre end det østgotiske kongedømme Italien eller det vestgotiske kongedømme i Hispania, og nåede aldrig betydelig politisk betydning. Efter, at svebernes kongedømme blev erobret af vestgoterne i 585, fremstillede Braulio af Zaragoza (590651) regionen som «på kanten i vest er det en uuddannet landområde, hvor man hører intet andet end lyden af stormene».

Bosætning og integrering[redigér | redigér wikikode]

De germanske inntrengerne bosatte seg hovedsakelig i områdene Braga (Bracara Augusta), Porto (Portus Cale), Lugo (Lucus Augusta) og Astorga (Asturica Augusta). Bracara Augusta, den moderne byen Braga og tidligere hovedstad i romerske Gallaecia ble hovedstaden for sveberne. En annen germansk stamme som fulgte med sveberne og bosatte seg i Gallaecia var buri. De bosatte seg regionen mellom elvene Cávado og Homem i det området som også i dag kjennes som Terras de Bouro («Burienes land»).[39]

Efter som sveberne hurtig gik over til at tale det lokale spansk-romerske sprog er det få spor tilbage af deres germanske sprog. Nogen påvirkninger af den galiciske sprog og portugisiske sprog er alligevel sket, som lawerka på portugisisk og laverca på galicisk, som er synonymt for cotovia = moro og leven.

Hedensk kongedømme[redigér | redigér wikikode]

I årene 416 til 418 førte visigoterne, som allierede af den romerske kejser, krig mod vandalerne og alanerne i Spanien. Da visigoterne til sidst forlod halvøen for at bosætte sig i Aquitanien, efterlod de disse to folkegrupper stærkt reducerede men forenede under en fælles konge, Gunderik. Gunderik forsøgte så at undertvinge sig sveberne også, men dette mislykkedes efter romersk inngriben. I 429 krydsede vandalerne over til Afrika og efterlod sig dermed sveberne som den eneste germanske folkegruppe i Spanien.

I 438 ratificerede Hermeric en fred med den lokale spansk-romerske befolkning og træt af krig gik han af som konge til fordel for sin søn Rechila.

Rechila indledte en ny ekspansionistisk politik. Vestromerriget, på denne tid styret af generalen Aëtius, var optaget på andre fronter. Dette skabte et magtvakuum i Spanien, som sveberne udnyttede til at udvide sit herredømme. Da det var størst, strakte det svebiske kongedømme sig så langt væk som til Mérida og Sevilla.

I 448 døde Rechila, og hans søn Rechiarius blev konge. Sidstnævnte havde konverteret til katolik en gang omkring 447. I 456 døde han efter at være blevet besejret af den visigotiske konge Teoderik og den svebernes storhed begyndte at falme. Svebernes kongedømme blev sat i et hjørne i fjendtlig nordvest og politisk blev de delt langs floden Minius (Minho eller Miño) med to ulige konger på hver sin side af floden.

Sveberne forblev stort set hedenske og deres tillæg priscillianisme indtil en ariansk missionær ved navn Alex, sendt af den vestgotiske konge Teoderik efter sigende på forespørgsel af den sveberske konge Remismund i 466 for at konvertere dem. Således blev den arianske kirke etableret, som kom til dominere befolkningens tro indtil, at de konverterede på nyt til katolicismen i 560'erne.

Konvertering til katolicismen[redigér | redigér wikikode]

Svebernes konvertering til katolicismen bliver præsenteret ret forskelligt i de oprindelige optegnelser. Den eneste samtidige optegnelsen, referaterne fra det første kirkemøde i Braga, som kom sammen den 1. maj 561 udtaler udtrykkeligt, at kirkemødet blev holdt på ordre fra en konge ved navn Ariamir. Mens man ikke tvivler på dennes katolicisme, ved man ikke, om han var den første katolske konge, efter som Rechiarius blev modarbejdet på de grunde, at han ikke udtrykkeligt slog fast, at han var det.[40] Han var der imod den første til at holde et katolsk kirkemøde. Historia Suevorum af historikeren og kirkefaderen Isidor af Sevilla fortæller, at en konge ved navn Teodemar fik sit folk konverteret fra arianismen ved hjælp af missionæren Martin af Dumio[41]

I henhold til den frankiske historiker Gregor af Tours på den anden side var det en ellers ukendt hersker ved navn Cararic, som havde hørt om Martin af Tours og lovede at acceptere helgenens tro om hans søn blev kureret for spedalskhed. Ved hjælp af relikvier og forbøn fra Sankt Martin blev sønnen helbredt, og Cararic og hele den kongelige familie og husholdning konverterede til katolicismen.[42]

Endelig blev svebernes konventering tilskrevet, ikke til en sveber, men til en vestgoter ved Johannes af Biclaro, som konverterede dem samtidig med goterne, hvilket skete under den vestgotiske konge Reccared 1. i 587589.

De fleste forskere har forsøgt at forene disse modstridende informationer. Det er blevet påstået, at Cararic og Teodemir må have været efterfølgere til Ariamir, efter som denne var den første sveberske monark, som ophævede forbuddet mod katolske kirkemøder. Isidor har derfor blandet sin kronologi.[43] Reinhart foreslår, at Cararic blev konverteret først via Sankt Martins relikvier, og at Teodemir blev konvertert senere ved prædikerne af Martin af Dumio.[40] Dahn identificerer Cararic med Teodemir og går så langt som at sige, at den sidste var det navn, som den første tog ved dåben. Det er også blevet foreslået, at Teodemir og Ariamir var samme person og søn af Cararic.[40] Enkelte historikere hævder, at navnet Cararic er ikke noget andet end en trykfejl fra Gregor af Tours og har aldrig eksisteret[44] Endelig mener Ferreiro, at svebernes konvertering var progressiv og gradvis, og at Cararics offentlige konventering kun var en følge, da forbuddet mod katolske kirkemøder blev fjernet under regimet ved hans efterfølger, som kan have været Ariamir. Toedemir var ansvarlig for, at arianere blev forfulgte for at fjerne deres kætteri.[45]

Kongedømmets skumring[redigér | redigér wikikode]

I 569 indkaldte Teodemir Det første kirkemøde i Lugo[46], som handlede om arianismen, hvor kirkemødet i Braga i 561 havde behandlet priscillianismen.

I 570 gjorde den arianske konge af vestgoterne, Liuvigild, det første militære angreb på sveberne. Mellem 572 og 574 invaderede Liuvigild og hans hær dalen ved floden Douro og pressede sveberne nord over. I 575 indgik den sveberske konge Miro en fredsaftale med Liuvigild, men i 583 støttede han oprøret ved den gotiske og katolske prins Hermenegild og blev selv afsat. Svebernes kongedømme kunne ikke overleve Liuvigilds pres. Først blev kong Andeca besejret i 585 og der efter kong Malarik, og det sveberske kongedømme blev udslettet. Den svebiske befolkning gik op i den øvrige lokale befolkning.

Liste over svebiske konger i Gallaecia[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Claudius Ptolemaios: Geographike Hyphegesis, Kap. 11: Germania Magna
  2. http://www.sofi.se/images/NA/pdf/urnord.pdf, side 16, swabaharjaz
  3. Peterson, Lena. Swābaharjaz (pdf). Lexikon över urnordiska personnamn, side 16. Institutet för språk och folkminnen, Sverige. For en alternativ betydning som «fri, uafhængig», se Room, Adrian (2006), «Swabia, Sweden», Placenames of the World: Origins and Meanings of the Names for 6,600 Countries, Cities, Territories, Natural Features and Historic Sites: Second Edition, Jefferson, North Carolina, and London: McFarland & Company, Inc., Publishers, sidene 363, 364, ISBN 0-7864-2248-3; sammenlign med suionere/sveaere/Svitjod.
  4. Pokorny, Julius. Root/Lemma se- (html). Indogermanisches Etymologisches Wörterbuch, side 882-884. Indo-European Etymological Dictionary (IEED), Department of Comparative Indo-European Linguistics, Leiden University. Lokaliseres ved at søge på sidenummer. Tyskspråklig tekst. Köbler, Gerhard (2000). *se- (pdf). Indogermanisches Wörterbuch: 3. Auflage page 188. Tyskspråklig tekst. På engelsk kan henvises til Watkins, Calvert (2000). s(w)e- (html). Appendix I: Indo-European Roots. The American Heritage® Dictionary of the English Language: Fourth Edition.
  5. De etymologiske kildene lister disse etniske navnene ved at være fra samme rod: suioner, semnoner, samniter, sabelli, sabini, hvilket kan indikere muligheden af et tidligere indoeuropæisk etnisk navn, «vort eget folk/familie».
  6. Menzel, Wolfgang; Mrs. George Horrocks (Oversetter); Edgar Saltus (Tilleggskapittel) (MDCCCXCIX). Germany from the Earliest Period: Volume I. New York: Peter Fenelon Collier, side 89.
  7. Peterson, Lena. Swābaharjaz. Lexikon över urnordiska personnamn, se note 1.
  8. Peterson, Lena. (2002). Nordiskt runnamnslexikon, at Institutet för språk och folkminnen, Sweden.
  9. Chambers, R.W. (1912). Widseth: a Study in Old English Heroic Legend. Cambridge: University Press, side 194, linje 22 af Widsith. Genudgivet i 2006 af Kissinger Publishing as ISBN 1-4254-9551-6.
  10. Seksjon 8
  11. Sektion 39
  12. Sektion 41
  13. Sektion 42
  14. Sektion 41.
  15. Sektion 42.
  16. 16,0 16,1 Sektion 43.
  17. Sektion 44.
  18. Sektion 45.
  19. Seksjon 46.
  20. Sektion 38.
  21. Pomeroy, Arthur J. (1994). «Tacitus' Germania». The Classical Review: New Series 44 (1): pages 58-59. A review in English of Neumann, Gunter; Henning Seemann. Beitrage zum Verstandnis der Germania des Tacitus, Teil II: Bericht uber die Kolloquien der Kommission fur die Altertumskunde Nord- und Mitteleuropas im Jahre 1986 und 1987.
  22. Seksjon 2.
  23. Maurer, Friedrich (1942, 1952). Nordgermanen und Alemannen: Studien zur germanischen und frühdeutschen Sprachgeschichte, Stammes – und Volkskunde. Bern, München: A. Franke Verlag, Leo Lehnen Verlag.
  24. Kossinna, Gustaf (1911). Die Herkunft der Germanen. Leipzig: Kabitsch.
  25. De tysksprogede bøger nævnes af referencehensyn, men engelsksproglige kan finne det samme koncept i Nielsen, Hans-Frede (2003), «Friedrich Maurer and the Dialectical Links of Upper German to Nordic», i Naumann, Hans-Peter, Alemannien und der Norden, Berlin, New York: Walter de Gruyter, ISBN 3-11-017891-5
  26. Se note 3.
  27. Dio, Lucius Claudius Cassius; Earnest Cary (oversetter). Roman History (html). Lacus Curtius Book 39 section 48. Bill Thayer.
  28. Dio, Lucius Claudius Cassius; Herbert Baldwin Foster (oversetter). Dio's Rome (ascii text). Project Gutenberg Bok 51 seksjonene 21, 22.
  29. Bog 39 sektion 49. Mange oversættere, derimod, undgår denne spidsfindighed ved at oversætte «keltere» som «germanere».
  30. Dio, Lucius Claudius Cassius; Earnest Cary (oversetter). Roman History (html). LacusCurtius Bok 50 seksjon 1. Bill Thayer.
  31. Florus, Lucius Annaeus. Utdrag fra romersk historie, Bok II, seksjon 30.
  32. Strabo (omtrentlig 20 f.Kr.). Geographica, Bog IV, kapitel 3, sektion 4.
  33. Bog IV, kapitel 6, sektion 9.
  34. Gibbon, Edward. Decline and Fall of the Roman Empire: Kapittel IX. Sidenummeret er afhængig af udgivelsen, men udsagnet er mærket med note 4 som tilskriver det til Julius Cæsar.
  35. kapittel 1, sektion 3.
  36. Bog IV, sektion XIV.
  37. Geografi, Bog II, kapitel X.
  38. Lucanus, Marcus Annaeus; Susan H. Braund (oversetter) (1999). Civil War. Oxford University Press, side 23, Bok II omtrent linje 50. ISBN 0-19-283949-7.
  39. Domingos Maria da Silva, Os Búrios, Terras de Bouro, Câmara Municipal de Terras de Bouro, 2006. (På portugisisk)
  40. 40,0 40,1 40,2 Thompson, 86.
  41. Ferreiro, 198 n8.
  42. Thompson, 83.
  43. Thompson, 87. Ferreiro, 199.
  44. Thompson, 88.
  45. Ferreiro, 207.
  46. Ferreiro, 199 n11.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Sueberstammer[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Historie Stub
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.