Svenska marinen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Svenska Marinen
Marinen vapen.svg
Aktiv 7. juni 1522
Land Sverige Sverige
Værn Marine
Størrelse ~ 20 skibe
Slag og krige Grevens Fejde (1534-36)
De svensk-russiske krige (1554-57 + 1590-95)
Nordiske Syvårskrig (1563-70)
Kalmarkrigen (1611-13)
Torstensson-krigen (1643-45)
Karl Gustav krigen (1657-60)
Skånske Krig (1675-79)
Store Nordiske Krig (1700 & 1709-20)
Ledere
Kendte
ledere
Riksamiral Clas Eriksson Fleming
Amiralgeneral Hans Wachtmeister
Insignier
Orlogsflag og gøs Sverige
HMS Visby (K31) ved Kieler Woche 2002
HMS Stockholm ca. 1893

Svenska Marinen er den gren i Sveriges Försvarsmakten som varetager maritime opgaver i fred, krise og krig i nationale og internationale sammenhænge. Svenska Marinen er opdelt i to dele: Flottan (flåden) samt Amfibiekåren (marineinfanteriet). Kystartilleriet udgjorde tidligere den tredje del af marinen, men blev ved forsvarsforliget i 2000 nedlagt og flyttet ind under Amfibiekåren.

Amfibiekåren er opbygget omkring Stridsbåt 90H, som er i stand til at medbringe op til 21 mand, og kan med lethed manøvrere i den svenske Skærgård. Amfibiekåren er også udstyret med større transportbåde, men er ikke i stand til større flytteoperationer.

På svensk anvender svenske skibe præfikset "HMS", Hans/Hennes Majestäts Skepp (Hans/Hendes Majestæts skib). Nogle andre flåder (men ikke den svenske) bruger "HSwMS" (His/Her Swedish Majesty's Ship – Hans/Hendes Svenske Majestæts skib) på engelsk for at kunne adskille præfikset fra det britiske Royal Navy, hvis præfiks også er "HMS". Siden 1980erne er svenske overfladeskibe navngivet efter svenske byer, ubåde er navngivet efter svenske provinser og minerydningsfartøjer er navngivet efter svenske fyrtårne.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De første tegn på en svensk orlogsflåde finder man i tiden hvor Sverige er ved at blive et samlet rige, og Kongen af Svealand indførte leding.

Begyndelsen[redigér | redigér wikikode]

Efter vikingetiden, var Sveriges flåde i et forfald, som varede næsten hele middelalderen. Da Gustav Vasa gjorde oprør mod Danmarks styre efter det Stockholmske Blodbad bestod marinen ikke af meget brugbart og Vasa vidste at han behøvede en stærk flåde for effektivt at kunne føre krig mod Danmark. Han købte på kredit en flåde af en købmand fra Lübeck og prisen på denne flåde var 42.000 mark eller ti tønder sølv. Den 7 juni 1522, da 750 tyske lejesvende med ti skibe anløber Stockholm, regnes for den dag den svenske flåde fødtes. Det største skib i denne eskadre var det kravelbyggede skib Lybska Svan. Gustav Vasa fortsatte efter sin kroning til Sveriges konge med kraftigt at forøge flåden og efterlod sig ved sin død over 30 krigsskibe.

Under Erik XIV nåede flåden sit højdepunkt. Den beløb sig i 1566 til 68 skibe, med tilsammen 2.000 kanoner samt over 7.000 mands besætning. Besætningerne bestod til dels af hvervede søfolk samt landsknægte. Endnu fandtes der ingen organiseret ledelse af flåden, dog mest på grund af regentens påpasselighed med at uddelegere sin magt over flåden.

Stormagtstiden[redigér | redigér wikikode]

Flåden oplevede en opblomstring under Gustav II Adolf, Kristina og Karl X Gustav. Den erfarne admiral Klas Flemings engagement var hovedårsagen til denne opblomstring. Det svenske amiralitetskollegium blev grundlagt i 1617, og blev reorganiseret i 1634. En skærgårdsflåde blev bygget og bestod i 1643 af 150 mindre fartøjer (lodjor). I 1640 bestod flåden af 40 skibe og 40 galejer, deres bestykning udgjorde omkring 1.300 kanoner. I 1654 var antallet af skibe øget til 50. Den unge Karl XI's formynderregering gjorde lidt eller intet for at holde flåden i stand, hvilket hurtigt skulle vise sig i de søslag Sverige udkæmpede mod moderne flåder som den danske eller hollandske. I 1675 bestod flåden af 27 linjeskibe og 8 fregatter, med i alt 1.934 kanoner, men fire år senere var flåden reduceret til 16 skibe.

Med Hans Wachtmeisters (1641-1714) kraftige bistand skabte Karl XI hurtigt en ny moderne flåde. Den strategisk bedre beliggende by Karlskrona valgtes som ny orlogshavn. Flådens overkommando flyttede hertil fra hovedstaden, og allerede i 1679 var der 758 officerer og befalingsmænd samt over 11.000 søfolk. Orlogsflåden var ved kongens død i 1697 øget til 37 linjeskibe og 8 fregatter, foruden galejflåden i Stockholm. Da Sverige mistede sin stilling som europæisk stormagt begyndte en langvarig nedgang for den svenske marine. Frihedstidens regeringer viste ingen stor vilje til at vedligeholde flåden og i 1756 var der 24 linjeskibe, 12 fregatter og 26 mindre fartøjer med en bestykning i alt på omkring 2.000 kanoner tilbage. Samme år blev skærgårdsflåden frigjort fra flådens kommando.

Nedgangen[redigér | redigér wikikode]

Det lykkedes Gustav III for en kort periode at genskabe flåden til fordums styrke. Styrken var i 1790 på 26 linjeskibe, 16 fregatter og 280 skærgårdsfartøjer, Flådens overkommando flyttede i 1776 tilbage til Stockholm; fire år senere oprettedes generaladmiralskontoret i Karlskrona. 11 linjeskibe og 6 fregatter, udgjorde i 1808, det sidste levn fra den svenske flådes sidste glansperiode. I 1814 efter freden i Kiel invaderer Sverige Norge, dette skulle blive den sidste krig den svenske flåde har deltaget i, hvorefter Sverige har fulgt en neutral linje i fremtidige krige. Efter hovedflåden (linjeskibe og fregatter) og skærgårdsflådens sammenlægning i 1824 gjorde man enkelte mislykkede forsøg på at genoprette flåden. I 1900 blev værnepligten i marinen fastsat til at vare 300 dage.

Moderne tid[redigér | redigér wikikode]

I årtierne der fulgte 2. verdenskrig, var den svenske flåde organiseret omkring tre lette krydsere: Tre Kronor, Göta Lejon and Gotland. I de starten af 1960'erne blev det besluttet at skrotte krydserne og bevæge sig hen i mod en lettere og mere mobil flåde. Den sidste krydser, Göta Lejon, blev solgt i 1970 til Chile og omdøbt til Almirante Latorre. Flåden bestod på dette tidspunkt af 24 destroyere og fregatter til overfladekrigsførelse (hovedsageligt i Østersøen) og antiubådskrigsførelse.

Den svenske flåde begyndte at eksperimentere med missiler, baseret på et fundet tysk V2-raket allerede i 1944. Flådens hovedbevæbning var artilleri samt torpedoer til til overfladekrigsførelse og antiubådsraketter til antiubådskrigsførelse. Helikoptere (Alouette, Boeing Vertol) blev introduceret i 1950'erne og 1960'erne og var en integreret i flåden indtil der blev oprettet en decideret helikoptertjeneste i 1990'erne.

I 1972 besluttede den svenske regering at udfase samtlige destroyere og fregatter. Dette begrænsede flådens bevægelsesfrihed betragteligt, men regeringen fandt denne disposition var den klogeste, da man ville fokusere mere på territorialbeskyttelse end at kunne beskytte de svenske handelsskibe på åbent hav. I 1980'erne viste denne disposition at være forkert, og der forekom gentagne fiaskoer ved den svenske marines antiubådsoperationer, og der viste sig flere mangler ved skibene samt udstyret. I dag er flådens største skibe korvetter som kan kombinere overfladekrigsførelse, antiubådskrigsførelse samt minerydnigsoperationer med større udholdenhed end den lille flåde i 1980'erne var i stand til. Den svenske flåde er dog stadig ikke præget af store enheder, og man fokuserer stadig på hurtighed og fleksibilitet. Eksempler på dette er at korvetterne af Stockholm og Göteborg-klasserne betragtes som de store kampenheder i den svenske marine. Visby-klassen er større, men er ikke et stort skib taget andre landes flåder i betragtning.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

1. Ubådsflotille (1. Ubåtsflottiljen) i Karlskrona[redigér | redigér wikikode]

3. Søstridsflotille (3. Sjöstridsflottiljen) i Karlskrona[redigér | redigér wikikode]

    • 31. Korvetdivision (31. Korvettdivisionen)
    • 32. Korvettdivisionen
    • 33. Korvetdivision (33. Minröjningsdivisionen)
      • 331. Minerydningsgruppe (331. Minröjningsroten)
      • 332. Minerydningsgruppe (332. Minröjningsroten)
      • 333. Minerydningsgruppe
        • Består af fartøjer som ikke anvendes til uddannelse.
    • 34. Vedligeholdelsesdivision
      • HMS Trossö (A264)

4. Søstridsflotille (4. Sjöstridsflottiljen) i Berga[redigér | redigér wikikode]

  • 41. Korvetdivision (41. korvettdivisionen)
  • 42. Minerydningsdivision (42. minröjningsdivisionen)
    • 2x Styrsö-klassen
    • 2x Landsort-klassen
  • 43. Vedligeholdningsdivision (43. underhållsdivisionen)
    • HMS Visborg (A265) (kommandoskib)
  • Frømandsdivsionen (Röjdykardivisionen)

Amfibiekorpset (Amfibiekåren) i Berga[redigér | redigér wikikode]

Rangorden[redigér | redigér wikikode]

Officersgruppen[redigér | redigér wikikode]

NATO-rang OF-9 OF-8 OF-7 OF-6 OF-5 OF-4 OF-3 OF-2 OF-1
Distinktion SWE-NavyOF9.svg SWE-NavyOF8.svg SWE-NavyOF7.svg SWE-NavyOF6.svg SWE-NavyOF5.svg SWE-NavyOF4.svg SWE-NavyOF3.svg SWE-NavyOF2.svg SWE-NavyOF1b.svg SWE-NavyOF1a.svg
Svensk grad Amiral Viceamiral Konteramiral Flotiljamiral Kommendör Kommendörkapten örlogskapten Kapten Löjtnant
Fänrik
Dansk grad Admiral Viceadmiral Kontreadmiral Flotilleadmiral Kommandør Kommandørkaptajn Orlogskaptajn Kaptajnløjtnant Premierløjtnant
Løjtnant

Sergent og meniggruppen[redigér | redigér wikikode]

NATO rang OR-9 OR-8 OR-7 OR-6 OR-5 OR-4 OR-3 OR-2 OR-1
Distinktion SWE-Navy-4Stripes.svg SWE-Navy-3Stripes.svg SWE-Navy-2Stripes.svg SWE-Navy-1StripesB.svg SWE-Navy-Kadett3.svg SWE-Navy-Kadett2.svg SWE-Navy-Kadett1.svg SWE-Navy-4bar.svg SWE-Navy-3bar.svg SWE-Navy-2bar.svg SWE-Navy-1bar.svg SWE-Navy-0bar.svg
Svensk grad Flottiljförvaltare
rang mellem örlogskapten og kommendörkapten
Förvaltare
rang mellem löjtnant og kapten
Fanjunkare
rang mellem fänrik og löjtnant
Förste sergeant Sergeant Korpral Vicekorpral Menig 1. klasse (en ny stribe efter 3, 5 og 7 år) Menig
Dansk grad Chefsergent Seniorsergent Oversergent Findes ikke Sergent
Værnepligtig sergent
Korporal Marinespecialist Marineoverkonstabel Marinekonstabel
Marineelev
Værnepligtig menig

Referencer, kilder og eksterne links[redigér | redigér wikikode]

  1. Signals Intelligence = Elektronisk efterretningsskib
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: