Sverre Sigurdsson

Sverre Sigurdsson (Kong Sverre) (omkring 1145/1151 – 9. marts 1202) var konge af Norge 1177–1202.

Sverre voksede op på Kirkjubøur (Kirkebø) på Færøerne. Han må have haft særlige evner, for biskop Roe på Færøerne satte ham i præstelære. Som voksen hørte Sverre fra sin mor, at han var søn af kong Sigurd Munn. Om det passede eller ikke, så gav det legitimitet til et mere storstilet projekt end en karriere inden for kirken.

Sverre tog kontakt til den ledende oprørsflok i landet, birkebeinerne, som stod uden høvding, efter at Øystein Møyla var faldet i slaget på Re. De tog Sverre til høvding, og han viste sig snart som en taktisk dygtig hærfører. I løbet af kort tid lykkedes det ham at få sig selv hyldet som konge på Øretinget, men det tog flere år, før kongemagten var endelig sikret.

Modstanderne var kong Magnus Erlingsson og dennes far, Erling Skakke. Magnus var dattersøn af Sigurd Jorsalfar og blev støttet af kirken, som ønskede en kontrolleret arvefølge, som byggede på fødsler i ægteskab. Da Magnus døde i slaget ved Fimreite, stod bisperne Nikolas og Eirik frem som Sverres argeste modstandere. De rejste deres egen krigerflok, baglerne, og magtede at få paven til at lyse kong Sverre i band i 1194.

Striden med baglerne varede, til Sverre uventet døde på sotteseng i Bjørgvin i 1202.

Han var gift med Margareta Eriksdatter, datter af den svenske kong Erik den Hellige, og de fik en datter Kristina Sverresdatter.

Der blev i 1929 rejst en mindesten på stedet, hvor Sverre først tog kongenavn: i Munkedal kommune i Bohuslen.

Foregående:	Konge i Norge (1177–1202)	Efterfølgende:
Magnus Erlingsson 1161–1184		Håkon 3. 1202–1204

Spire Denne artikel om Norges historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.