Syndikalisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En del af serien af

Politiske ideologier om
Anarkisme

Anarchy-symbol.svg

Traditioner
Anarko-kommunisme
Individualistisk anarkisme
Anarko-primitivisme
Grøn anarkisme
Mutualisme
Anarko-syndikalisme
Kristen anarkisme
Kollektivistisk anarkisme
Anarka-feminisme
Anarko-kapitalisme


Anarkisme i kulturen
Anarkisme og religion
Anarkisme og kunst
Anarkistiske symboler
Anarko-punk


Anarkismen i
samfundsvidenskaben
Anarkistisk økonomi
Anarkisme og kapitalisme
Anarkisme og marxisme
Post-left anarki

Relaterede artikler
Antifascisme
Antimilitarisme
De autonome


Relevante lister
Anarkister
Bøger
Fællesskaber
Koncepter
Musikere
Organisationer

Syndikalisme er i højere grad en kampform end en ideologi, men forudsætter således også i sin natur en bestemt analyse og kritik af de nuværende samfund og, som sagt, netop kampformen til omvæltning af disse. Ordet er oprindeligt fransk, idet det franske ord for "fagforening" er syndicat. Fagforeningen og dermed arbejderbevægelsen er også helt central for syndikalismen. I modsætning til marxister mener syndikalister ikke, at man skaber revolutionen gennem det man populært kalder "proletariatets diktatur", altså arbejderpartiets magtovertagelse af statsapparatet og produktionsmidlerne med det mål at skabe et kommunistisk samfund. Derimod mener de, at arbejderklassen må gennemtvinge sine krav overfor sine modstandere og udbyttere, kapitalisterne, ved at bruge de midler, arbejderbevægelsen har for hånden. Det vil sige strejker, herunder generalstrejke, og sabotage mv. Altsammen kaldet "direkte aktion". Syndikalisterne afviser dermed at skaffe sig magt gennem brug af statsapparatet og gennem partidannelse.

De syndikalistiske fagforbund kan omfatte alle, der sælger deres arbejdskraft, men også selvstændige arbejdere, såsom landmænd, der selv har en landbrugsproduktion uden at købe andres arbejdskraft, og studerende.

Syndikalister gør også alt for at undgå en bureaukratisk fagforening, som er den gældende struktur i den danske fagbevægelse. De syndikalistiske fagforeninger er selvorganiserede, således arbejder alle frivilligt og i fritiden med det administrative arbejde i fagforeningen.

Syndikalisme udenfor Danmark[redigér | redigér wikikode]

I udlandet er der større tradition for syndikalismen end i Danmark. Således har f.eks. Spanien og Frankrig stærke syndikalistiske fagforbund med hhv. navnene Confederación Nacional del Trabajo og Confédération Nationale du Travail (CNT). De er begge organiseret i det internationale fagforbund af syndikalistiske fagforeninger (IWA), der også tæller både de svenske og tyske syndikalistiske fagforbund og adskillige uden for Europa. I Spanien opnåede CNT stor styrke gennem 1920'erne og 30'erne, men da borgerkrigen brød ud i Spanien i 1936 efter at general Francos tropper kom fra Marokko og til Spanien for at overtage magten, måtte de se sig som tabere af krigen, hvorefter Spanien havde et fascistisk styre frem til 1975. I Franco-tiden undertryktes særligt CNT. Men endnu i dag er syndikalismen en betydelig kraft i den spanske arbejderbevægelse – særligt i Katalonien og Baskerlandet.

Syndikalisme i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Syndikalismen i Danmark er i dag ikke synligt eksisterende som selvstændig bevægelse i arbejderbevægelsen, der domineres af den socialdemokratiske ideologi. Dette skyldes bl.a., at de danske syndikalister ikke ønsker at splitte den traditionsrige danske fagbevægelse.

Men også i starten af det 20. århundrede som i andre europæiske lande oplevede den syndikalistiske bevægelse en stor fremgang i Danmark. Efter at Hovedaftalen (Septemberforliget) var blevet indgået mellem DsF (nu LO) og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i september 1899 efter lang tids strejke og lock-out, var utilfredsheden stor i dele af den danske fagbevægelse. Man mente, at DsF's forhandlere havde accepteret alt for mange af DA's krav. Nogle arbejdere var særligt utilfredse med fredspligten, konfliktløsningssystemet og arbejdsgivernes ledelsesret, der ville svække arbejdernes faglige kamp.

Derfor oprettedes i ca. 1910 Fag-Oppositionens Sammenslutning, hvis mest markante figur var Christian Christensen (forfatter). Tilslutningen til Fag-Oppositionens Sammenslutning var relativt stor i det efterfølgende årti. Dette skyldtes bl.a. stor arbejdsløshed i visse fag og udbruddet af 1. verdenskrig. Syndikalisterne engagerede sig ikke kun i den direkte faglige kamp, hvor deres indflydelse ikke var så stor, men også i den sociale og kulturelle kamp. Bl.a. kæmpede de mod kvindeundertrykkelse, for bedre boligforhold og mod militarismen, der gik som en bølge over Europa under 1. verdenskrig. Det var også syndikalisterne, der var den største faktor i mobiliseringen til den direkte aktion og demonstrationen Stormen på Børsen i 1918.

Fag-Oppositionens Sammenslutning gik dog i opløsning omkring 1921, da mange søgte over i det nyoprettede Danmarks Kommunistiske Parti i forbindelse med den russiske oktoberrevolution.

Presset på Fag-Oppositionens Sammenslutning havde i øvrigt også internt i fagbevægelsen altid været stort. Således blev det vedtaget af Socialdemokratiet på deres kongres i 1913, og senere støttet af DsF, at der skulle gøres alt for at bekæmpe den syndikalistiske bevægelses fremgang.

Hvorfor arbejderne i Danmark aldrig blev radikaliserede, som det i højere grad skete i udlandet, har mange faktorer. Bl.a. var industrialiseringen langsommere i Danmark end i udlandet, hvilket betød mindre grov udbytning og en spredning af arbejderne på mange mindre produktionssteder. Og da industrialiseringen endeligt slog igennem, havde Socialdemokratiet formået at opbygge sig en stor magtbase og havde fået overbevist mange arbejdere om den gradvise forbedring af deres forhold gennem den parlamentariske kamp.

Anarkosyndikalisme[redigér | redigér wikikode]

En speciel retning af syndikalismen er anarkosyndikalismen. Anarkosyndikalismen implementerer anarkistiske idéer i syndikalismen og radikaliserer dermed også syndikalismen i forhold til andre ideologier. Når man siger, at syndikalisterne afviser brugen af det politiske system, så passer det kun delvist. Nogle medlemmer havde aktiviteter i politiske partier. Historisk set sad Spaniens CNT f.eks. i parlamentet en overgang, og for de danske syndikalisters vedkommende er det tydeligt, at flere har accepteret brugen af det politiske system, eftersom de gik over i DKP. Nogle syndikalister lægger bare hovedvægten af den revolutionære kamp på den faglige kamp og organisering.

Med anarkosyndikalismen afvises denne tankegang totalt. Her bruger man udelukkende direkte aktion til at opnå sine mål. Mange syndikalistiske fagforeninger kalder sig dog også anarkosyndikalistiske i dag.

En kendt person, der særligt i sine ungdomsår var aktiv anarkosyndikalist var forfatteren Halfdan Rasmussen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]