Te

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Traditionel japansk tepotte af støbejern, en såkaldt tetsubin.

Te er en aromatisk drik, der fremstilles ved at hælde varmt eller kogende vand over tebuskens blade. Næstefter vand er te den væske, der drikkes mest af i verden.[1] Te findes i flere forskellige varianter med forskellige type af smag. Nogle typer af te, som Darjeeling og kinesiske grønne teer, har en let bitter smag,[2] hvorimod andre har en anden mere sød, nødde- eller blomsteragtig smag.

Te indeholder koffein og theophyllin. Koffeinen i te kaldtes tidligere tein.

Te opstod oprindelig i Kina, muligvis som en drik med helbredende evner.[3] Teen og drikken blev bragt til Europa første gang af portugisiske præster og købmænd i det 16. århundrede[4] og senere af hollandske købmænd. Te blev populært i England i løbet af det 17. århundrede. England påbegyndte produktion af te i stor skala i Indien for at bryde Kinas daværende store indflydelse på verdenshandlen.[5]

Betegnelsen frugtte og urtete anvendes ofte om drikke brygget på andre frugter og planter end teplanten. Frugtte og "herbal te" er bl.a. hybente, kamillete eller rooibos.

Tesorter

Grøn te fra Japan ("Kabuse-Cha").
Te med forskellige grader af fermentering (fra venstre): grøn, gul, oolong, og sort.

Te fra tebuskens blade bruges til fremstilling af fire slags te:

  • Hvid te er de helt friske skud på tebusken, som plukkes tidligt på foråret, før tebusken begynder at blomstre.
  • Grøn te er den te som dannes ved tørring af friskplukkede teblade.
  • Sort te er grøn te, der er knust og oxideret af luften. Ved oxidationen opnår tebladene den karakteristiske sorte farve.
  • Oolong te er en let oxideret grøn te, en slags mellemting mellem grøn te og sort te.

Iste er te, som serveres afkølet. Iste fremstilles også kunstigt.

Teproduktion

Arbejde i en teplantage. De plukkede teblade vejes.

Første tørring

Ved den første tørring fordeles tebladene på en rist, hvor de henligger i et halvt til et helt døgn for at fjerne fugt, og for at reducere vandindholdet med 60-70%. Tørringstiden afhænger af bladenes vandindhold, og hvilken region de kommer fra.

Rulning

Efter den første tørring ødelægges bladene for at frigive enzymer fra cellerne. Dette sker ved at rulle bladene så de går i stykker. Nutildags hakkes bladene eller skæres ud i ensartede stykker.

Oxidation

De enzymer, der frigives ved rulningsprocessen, begynder at oxidere tebladene i samme øjeblik, de kommer i kontakt med luftens ilt. Under denne proces skifter bladene farve fra grøn over gyldenbrun til sort. Sort te er oxideret fuldstændigt, mens oolong te kun er oxideret 30-60%.

Oxidationsprocessen kaldtes ofte fejlagtigt for fermentering.

Anden tørring

Oxidationen stoppes ved endnu en tørringsprocess, som foregår ved opvarmning.

Tebrygning

Den traditionsrige måde at brygge te på er ved at bruge en tekande. Teen lægges i et filter, hvorpå man kommer varmt vand.

Temmperatur-afhængig ved brygning

Den bedste temperatur for brygning te afhænger af typen.

Type Vand temp. Trække tid Antal genbrug
Hvid te 65 til 70°C 1–2 minutter 3
Gul te 70 til 75°C 1–2 minutter 3
Grøn te 75 til 80°C 1–2 minutter 4-6
Oolong te 80 til 85°C 2–3 minutter 4-6
Sort te 99°C 2–3 minutter 2-3

Eksempler på temærker

Lipton er et engelsk temærke, grundlagt i England af Thomas Lipton. Mærket ejes i dag af det engelske/hollandske Unilever. Lipton producerer primært brev-te.

Twinings blev grundlagt i England i 1706. Twinings er det første temærke, der producerede Earl Grey. Den engelske jarl og premierminister Charles Grey gav opskriften på en te til Twinings, der herefter opkaldte teen efter ham.

Pickwick er et hollandsk te-mærke. Pickwick laver brev-te.

Kusmi Tea, startet i Skt. Petersborg, Rusland i 1867, og er berømt for dets originale russiske teblandinger med citrus og krydderier. Kusmi Tea var i sin tid leverandør af teer til den russiske tsar. Prince Vladimir er en af firmaets mest berømte russiske teblandinger, og består af sort te fra Kina smagssat med citrus, vanille og krydderier.

Andre former for te

Ordet te benyttes også om udtræk fra andre planter end tebusken som:

  • Urtete, som er udtræk af urter eksempelvis kamille, mynte eller hyben.
  • Rooiboste, som er udtræk af blade fra det sydafrikanske rooibostræ.
  • Kombucha, som er en drik lavet ved gæring af en færdigbrygget sort eller grøn te.
  • Mate, der er tørrede blade af christtorn.

Teens danske historie

Det er ikke ganske klart, hvornår og hvorledes teen kom til Danmark første gang.[6]

Det formodes, at teen er kommet til Danmark fra Holland, og at dens indførelse og udbredelse er sket mellem 1600-tallet og 1700-tallet. Det konkrete tidspunkt kendes dog ikke. De ældste tepotter, man har fundet i Danmark, stammer fra år 1665, hvilket også stemmer overens med den øvrige europæiske udbredelse af den asiatiske drik.[6] Forinden den asiatiske te blev indført i Danmark, var der dog tradition for tilberedning af lokale urter med varmt vand (for eksempel i form af kamillete).

Handel mellem Asien og Europa

Danmark havde gennem Ostindisk Kompagni haft handelsforbindelser med Indien, hvor kompagniet havde handelsstationen Tranquebar. Gennem Tranquebar blev også handlet med andre asiatiske lande, herunder Kina. I 1674 ønskede Dansk Ostindisk Kompagni at udvide handlen til også at omfatte direkte handel med Kina og Japan. Kompagniet sendte derfor i 1674 skibet Fortuna fra København. Efter at have gjort ophold i Tranquebar ankom Fortuna i 1676 til byen Fuzhou i det sydlige Kina. Besætningen medbragte et brev fra Kong Christian den 5. til Kinas kejser Kangxi, hvori kongen understregede vigtigheden af gode relationer mellem de to riger og en udvikling af skibsfart og handel.[7] I løbet af nogel år udbygges handelsrelationerne og der blev etableret et dansk-kinesisk handelskontor.

I 1732 blev Asiatisk Kompagni oprettet stil afløsning af Ostindisk Kompagni, hvorvedd der opstod en mere systematiseret tilgang til handelen med Kina, som ikke mindst får betydning for teindustrien. Der kom nu langt større mængder te til Danmark (og Europa) end tidligere. Dengang havde de såkaldte Hong Kong-handlere på det nærmeste monopol på handelen mellem Kina og udenlandske købmænd, og der var derfor hårde handelsvilkår.

Teen vinder indpas som kultiveret drik

Op igennem 1700-tallet vandt teen virkeligt indpas i Danmark som en fin og kultiveret drik, der blev drukket i stedet for øl eller brændevin. Den dansk-norske forfatter Ludvig Holberg priste teens dyder, som en ikke-alkoholisk drik, der tillader borgerskabets fruer at gøre ti visitter på en dag uden at vende berusede hjem.[6] Tehandelen blomstrede i den sidste halvdel af 1700-tallet særligt i Københavns gamle bydele, hvor små havepavilloner begyndte at dukke op rundt omkring som svar på efterspørgslen efter et dejligt sted at nyde sin te.

I 1835 stiftedes et af Danmarks ældste tehuse, A.C. Perch's Thehandel af Niels Brock Perch, der opkaldte butikken efter sin tredjeældste søn. Denne tehandel holder stadig til i Kronprinsensgade 5, præcis som den gjorde dengang midt i 1800-tallet, og her har man desuden holdt fast ved en gammel skik, nemlig at tiltale kunderne med De-formen.

Te eller The?

Staves det te eller the? Svaret er te jfr. Dansk Sprognævn:

"Stavemåden te har været den eneste korrekte siden den første officielle retskrivningsordbog udkom i 1872.

Ordet te kom ind i dansk i sidste halvdel af 1600-tallet gennem det hollandske thee. Til at begynde med blev det i dansk stavet thee eller the, men siden 1872 har det altså officielt været uden h.

Man ser dog ikke så sjældent endda stavemåden the, måske fordi den fremmede stavemåde får teen som vare til at virke finere eller mere eksotisk. Men i virkeligheden er stavemåden the lige så forældet som fx theater, throne, rhabarber, thema og uhr, der jo i dag alle skrives uden h." [8]

A. C. Perch's Thehus skriver stadigvæk the med "h", som de blandt andet også gør i Frankrig. I England skriver man aldrig the, men tea.

Galleri

Se også

Eksterne henvisninger og kilder

Fodnoter

Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. ^ Alan Macfarlane; Iris Macfarlane (2004). The Empire of Tea. The Overlook Press. s. 32. ISBN 1-58567-493-1.
  2. ^ Penelope Ody, (2000). Complete Guide to Medicinal Herbs. New York, NY: Dorling Kindersley Publishing. s. 48. ISBN 0-7894-6785-2.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link)
  3. ^ Mary Lou Heiss; Robert J. Heiss (23 marts 2011). The Story of Tea: A Cultural History and Drinking Guide. Random House. s. 31. ISBN 978-1-60774-172-5. By the time of the Shang dynasty (1766–1050 BC), tea was being consumed in Yunnan Province for its medicinal properties{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  4. ^ Bennett Alan Weinberg; Bonnie K. Bealer (2001). The World of Caffeine: The Science and Culture of the World's Most Popular Drug. Psychology Press. s. 63. ISBN 978-0-415-92722-2. The Portuguese traders and the Portuguese Jesuit priests, who like Jesuits of every nation busied themselves with the affairs of caffeine, wrote frequently and favorably to compatriots in Europe about tea.
  5. ^ http://www.teamuse.com/article_000803.html
  6. ^ a b c Teen kommer til Danmark, tehistorie.dk
  7. ^ Danmark - Kina Handel, kina-portal.dk
  8. ^ Dansk Sprognævns hjemmeside om stavemåde "Te eller the"