Tegl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Eksempel på tegl brugt som tagsten

Tegl er et materiale, der fremkommer ved brænding af ler i en speciel ovn. Farven vil fra naturens side oftest være gul, rød eller brun, men det er i dag muligt at indfarve produktet efter ønske. En anden mulighed er at glasere tegl. Tegl anvendes primært til mursten og tagsten.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Opfindelsen af tegl anslås at være foregået omkring år 5000 f.kr. i Mesopotamien opstod denne tanke med at bearbejde ler så det blev fint, og derefter lod man det tørre i solen, altså soltørret tegl. Denne teknik blev brugt til bygningssten. En anden opfindelse er hjulet, der blev opfundet omkring år 3000 f.kr. altså 2000 år efter soltørret tegl. Folkene i Mesopotamien fandt på, at man kunne tage dette tegl lægge op på et hjul med plade på, det var opfindelsen af pottemagerens drejeskive. Man opdagede nemlig, at man kunne forme og trække det bløde ler til flotte potter, vaser, fade og andre husholdningsting. Hvad man dog ikke vidste i Mesopotamien var, at det på samme tid med deres soltørret tegl og var nogle mennesker, der boede nordpå, i det vi i dag kender som Danmark. Danskerne havde nemlig, i det vi kender som den ældre stenalder fundet ud af, at man kunne brænde leret så det blev rigtig hårdt, det brændte lertøj/keramik var en opfindelse der var blevet taget med fra det sydligere Europa. Keramikken blev hovedsageligt brugt til store lerkar, og til opbevarings genstande til mad. Det har altså i mange år været meget populært at bruge ler til bygningsværker, krukker, pander osv. på grund at holdbarheden.

Brug[redigér | redigér wikikode]

Da man fandt på at bruge tegl i Mesopotamien startede man i det små, men inden der var gået mange tusinde år byggede man stort og prangende. I årene 2500 – 2000 f.kr. blev der for første gang opført almindelige byhuse af tegl i Indusdalen, i byerne Mohenjo-daro og Harappa, men på det tidspunkt var Mesopotamien allerede mange lange stadier foran. Mesopotamien bestod på det tidspunkt af store prægtige palladser, tempeltårne som i Ur og Babylon, akvædukter og kloaksystemer og badeanstalter, og så var det heller ikke ualmindeligt at de større huse havde både indlagt vand, badeværelse og toilet. Udover at de byggede stort, udsmykkede de også helt vildt i Mesopotamien, de havde en uhyggelig god sans for at usmykke de hellige bygninger og fandt i deres arbejde ud af at lave glaseret tegl, relieffer og store skulpturer. Et af de senere bygningsværker der er værd at fortælle om er den store Ishtarport, der blev opført som nordporten i Babylon. Den blev iværksat af ”kongen af Babylonier” Kong Nebukadnezar II, til ære for deres frugtbarheds-, kærligheds- og krigsgudinde Ishtar.

Det ville da være meget nemmere, hvis man bare kunne tage leret op af jorden, ælte og rense det, lade det tørre og til sidst bygge af det i stedet for at skulle brænde det. I mange år fungerede teglproduktionen som tidlige beskrevet ved at teglet blev tørret i solen, og på den måde fik man soltørret tegl, men man fandt ud af at man kunne gøre teglet stærkere ved at brænde det. Man kan faktisk sammenligne teglkunsten med trylledej, trylledej kan sagtens tørre hvis det ligger ude i frisk luft i lang tid, men hvis man derimod kommer dejen ind i en varm om og bager det den tid det skal have, ja så kan man male, glasere og gøre ved på dejen. Det at bager trylledejen gør også at de sammenæltede materialer bliver ét, og bliver meget mere bestandigt. Da Romerriget faldt, glemte man blandt andet kunsten at brænde tegl, men heldigvis var der nogle italienere fra det nordlige Italien kom på fidusen igen, og på den måde kom den brændte tegl ”tilbage” til Danmark omkring år 1100.

Teglstens farveholdning[redigér | redigér wikikode]

I Danmark er den overvejende del af det middelalderlige teglstensbyggeri opført i røde sten. Stenene blev fremstillet af rødler, der under brændingen kunne få meget vekslende nuancer, og facaderne har derfor ofte et rigt farvespil. En mindre del af stenene kunne blive næsten sorte, og er stedvis anvendt til mønstermuring. Rødler fandtes i rigelige og lettilgængelige mængder over det meste af landet, men regionalt har blåler, som ved brændingen bliver gult, været fremherskende.[1] Gule munkesten har således stor udbredelse i Vendsyssel og i de østlige Limfjordsegne, hvor de gerne har en klar, jævn farve. Indblandet rødler har dog ofte medført, at stenene har fået en flammet orangerød toning, eksempelvis på Midtsjælland og egnen omkring Mariager Fjord.[2]

Lokale geologiske jordbundsforhold har uundgåeligt haft afgørende indflydelse på teglbyggeriets fysiske fremtræden, men fra og med middelalderens sidste del importeredes også sten fra den tyske østersøkyst. Røde teglsten, som angiveligt stammer fra den nedrevne Skagen Sankt Laurentii, har stempler fra to lybske teglværker, og måske var det ligefrem umuligt at realisere den store købstadskirke uden import fra et velorganiseret udenlandsk teglværk.[3] Det har muligvis alene kunnet betale sig at importere sten til større byggeopgaver. Ved opførelsen af landsbykirker og mindre tilbygninger var den lokale produktion formentlig tilstrækkelig, og når der både indgår røde og gule sten i enkelte byggerier i Nordvestjylland, på Fyn og Falster, er de givetvis fremstillet af lokalt ler. Det er dog ikke umuligt, at mindre partier af særlige teglsten til brug for mønstermuring er fragtet over lang afstand.

I renæssancen steg importen af teglsten, ikke mindst fra Nederlandene, hvorfra der blev fragtet små gule teglsten med en maksimumhøjde på 4,5 cm.[4] Disse sten, ’mopper’, kendes i Danmark fra 1500-tallet anden del. Røde mopper er dog ikke ukendte, og indgår i Trinitatis Kirke, som Chr. IV påbegyndte 1636. Her er de bæltemurede facaders røde sten dog kunstigt farvet efter brændingen.[5]

Igennem 1700-tallet1600- og 1700-tallet udgjordes også store dele af den hjemlige teglproduktion af gule sten, der ligesom de importerede mopper fik meget ringe højde; ofte benævnt ’flensborgsten’. Ligeledes i dag er gule sten dominerende i byggeriet, hvilket må ses i lyset af, at anvendeligt rødler til teglindustrien, er blevet næsten opbrugt.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Danmarks Natur 1 1984 s. 261.
  2. Clemmensen 1922 s. 283-284; Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, Tegl 1982 sp. 153.
  3. Klitgaard 1928 s. 260-261; Petresch-Christensen 1938 s. 232-234; Larsen 1986.
  4. Bertelsen 2010 s. 63.
  5. Danmarks Kirker, København 1945-1987 s. 226, 248.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bertelsen, Thomas 2010: Teglstensformater og forbandter i Danmarks middelalder og renæssance, Flensborgsten – om murstensformater, teglhandel og arkitektur, 58-65.
  • Clemmensen, Mogens 1922: Slægtskabet mellem lombardisk og dansk Teglstensarkitektur, Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1922, s. 267-312.
  • Danmarks Kirker 1933-: København.
  • Danmarks Natur 1 1984: Red. A. Nørrevang & J. Lundø, 3. udg., København.
  • Klitgaard, Carl 1928: Skagen Bys Historie, Skagen.
  • Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder 1980-1982: Fotografisk genoptryk af 1. udg. 1956-1978, København.
  • Larsen, Niels-Holger 1986: Stemplede vingetagsten, Bygningsarkæologiske Studier 1986, s. 101-110.
  • Petresch-Christensen, Chr. 1938: Lidt om gamle Teglstensmærker, navnlig de paa Skagen fundne, Festskrift tilegnet C. Klitgaard, s. 230-235, Aarhus.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: