Teitur Lassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 5. maj 2014, 20:40 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
Teitur Lassen

Teitur Lassen (f. 4. Januar 1977 i Tórshavn) mest kendt som Teitur er en sanger/sangskriver fra Færøerne, men er p.t. bosiddende i Stockholm.

Han lærte som 13-årig at spille orgel af sin far og var i en årrække forsanger og guitarist i bandet Mark No Limits. Allerede som 16-årig flyttede han til Danmark med sin mor og søster for at gå i gymnasiet. I 1998 blev han student, fra Holstebro Gymnasium og HF. Teitur spillede derefter blandt andet regelmæssigt på den lille singer/singwriter-klub Club Junction, som holder til på Østerbro. I den periode tog han til London og New York mindst en gang om måneden for at skrive sange sammen med andre musikere.

Han har siden sin første pladeudgivelse turneret over det meste af verden. I 2003 skrev han kontrakt med det amerikanske pladeselskab Universal Records, som udgav hans debutplade "Poetry & Aeroplanes". Pladen er skrevet og spillet af Teitur selv. Den er i samarbejde med Rupert Hine indspillet delvist i El Cortijo i Spanien og i A&M studierne i Los Angeles. I 2004 og 2005 har han turneret i USA.

I april 2006 nåede beskeden om Teiturs brud med Universal offentligheden. Forklaringen lød på problemer med rettigheder og kreative mål. Kort tid efter udgav Teitur sit 2. studiealbum "Stay Under The Stars" under det nystiftede Arlo & Betty Recording og i samarbejde med Playground Music. Pladen er produceret i samarbejde med Martin Terefe og nåede op på en 9. plads på den danske top 40. Som opfølgning af hans succes blev han i januar 2007 nomineret til Danish Music Awards som Danmarks bedste sanger og ved prisoverækkelsen den 3. marts 2007 vandt han prisen mod navne som Simon Kvamm, Michael Simpson og Thomas Helmig.

"Káta Hornið" blev udgivet i juni 2007 og er på Teiturs modersmål færøsk. Pladen er opkaldt efter et gadehjørne i Thorshavn, Færøerne. Indspilningerne foregik på Islands Brygge og i Santa Barbara.

I oktober 2007 gik Teitur i gang med indspilningerne af sit 3. engelsksprogede studiealbum "The Singer". Indspilningerne foregik i de drømmeagtige omgivelser på Gotland, Sverige. Cd'en blev frigivet i Danmark den 11. februar, hvorefter Teitur tog på turné med pladen. Turen gik bl.a. forbi Roskilde Festival, hvor Teitur fik æren af at åbne Orange Scene.

Den 30. november 2008 spillede Teitur en koncert i Operaen med DR Underholdningsorkestret og DR Vokalensemblet. Koncerten blev optaget og udgivet som en kombineret cd og dvd kaldet A Night At The Opera i 2009.

Diskografi

  • Mark No Limits (tutl Creative Music, 1996)
  • Sólin og Regnið (færøsk) (Teitur Songs, 2002)
  • Poetry & Aeroplanes (Universal Records, 2003)
  • Stay Under the Stars (Arlo & Betty Recordings, 2006)
  • Rubber & Soul – Single sammen med Ane Brun (2006)
  • Louis Louis – Single fra "Stay under the Stars" (2006)
  • Káta Hornið (kun på Færøerne og Island, 2007)
  • The Singer (Arlo & Betty Recordings/Playground Music 2008)
  • All My Mistakes (2009)
  • A Night At The Opera (CD/DVD) (2009)
  • Let the dog drive home (Arlo & Betty Recordings/Playground Music 2010)
  • Tina Dickow – Welcome Back Colour, Spor 20, Let's Go Dancing (With Teitur Lassen) (2010)

Eksterne henvisninger