The Smiths

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
The Smiths' logo

The Smiths var en britisk rockgruppe, der eksisterede mellem 1982 og 1987. Gruppens frontfigurer var Steven Patrick Morrissey (er som oftest blot kendt som Morrissey), der var forsanger og sangskriver, og Johnny Marr der var guitarist og komponerede gruppens sange. Resten af gruppen bestod af Mike Joyce og Andy Rourke.

The Smiths tog kraftig inspiration fra både 60'ernes britiske popmusik og deres samtids punk og New Wave. I modsætning til de fleste andre 80'er grupper spillede keyboards ikke nogen særlig stor rolle. Gruppen havde en speciel "anti-rock"-lyd, der har gjort dem til forbillede for mange indie- og britpopbands. Meget vigtigt for gruppen var Morrissey's tekster, der rummede mange kontraster: følsomhed, depression, samfundskritik, outsidermentalitet og selvironi. The Smiths fik straks ved deres debut i 1984 en del opmærksomhed, og musikmagasinet NME skamroste deres debutsingle "Hand in Glove". Deres andet album Meat is Murder gik ind den engelske hitliste som nr. 1 straks ved udgivelsen. Udover anmelderroserne forstod gruppen at holde sig i rampelyset, da Morrissey ofte har været provokerende i såvel interviews som sangtekster (han er vegetar og lever i cølibat). Med The Queen is Dead i 1986 opnåede gruppen ifølge mange kritikere et kunstnerisk højdepunkt, men med Strangeways, Here We Come kom gruppen i en krise, der ledte til gruppens opløsning. På dette tidspunkt var The Smiths ét af Storbritaniens mest populære rockgrupper, med en særdeles hengiven fanskare. The Smiths høres stadig af mange, og er, på trods af deres kommiercielle succes, kendt som et af de vigtigste bands inden for alternativ rock og indiepop takket være Morrissey's intelligente og ligefremme tekster om livet som outsider.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De to hovedfigurer i The Smiths: Morrisseay og Marr.

Bandet bliver dannet i foråret 1982 af Morrissey (født Steven Patrick Morrissey) og Johnny Marr. Morrissey var en arbejdsløs skribent, som var fan af New York Dolls og som kort tid havde været front figur i punk bandet The Nosebleeds(bl.a. sammen med guitaristen Billy Duffy). Johnny Marr (oprindelig John Maher, han ændrede sit navn for at undgå forveksling med navnebroderen og trommeslager i Buzzcocks)var en meget dygtig guitarist med talent for sangskrivning. I The Smiths er han manden bag musikken, som gennem fem år ledsagede Morrisseys tekster. Mike Joyce blev hyret som trommeslager efter en kort audition. Dale Hibbert spillede bas i starten, han gav også bandte mulighed for at indspille en demo, da han sideløbende arbejdede som lydmand i et lokalt studio. Dog forlader han bandet efter to koncerter, hvorefer Marrs ven Andy Rourke overtager pladsen som bassist. Marr og Rourke havde bl.a. arbejdet sammen bandet The Paris Valentinos.

Årsagen til bandets navn er stadig uklar, men det er dog blevet sagt at være en reaktion mod navne som fx Orchestral Manoeuvres in the Dark og Depeche Mode. Det siges også at navnet var en hyldest til digteren og sangeren, Patti Smith, en af Morrisseys idoler, eller Mark E. Smith fra The Fall, eller Myra Hindleys svigersøn, David Smith, som oplyste om de såkaldte "Moors Murderers"(Ian Brady og Myra Hindley som mellem 1963 og 1965 begik fem mord på børn. Fire af ofrene blev begravet i Manchesters omkringliggende heder(moor)). En anden teori foreslår, at bandets navn var en ironisk joke; at navngive et typisk engelsk kligende navn, når alle bandmedlemmerne var af irsk herkomst. I modstrid med det sidstnævnte sagde Morrissey i et interview fra 1984 om navnet: "Jeg besluttede, at kalde os for The Smiths fordi det var det mest almindelig navn, og jeg synes at det er tid for de almindelige mennesker i verden viser deres ansigter". Bandet overvejede også navnene "Smiths Family" og "Smithdom" før de holdt fast i navnet The Smiths.

I 1983 skriver bandet under på en kontrakt med selskabet Rough Trade Records, og udgiver deres første single "Hand in Glove," d 13 maj. Den plade, såvel som alle deres senere singler, blev "championed" af radioværten, John Peel, men den nåede ikke på hitlisten. Efterfølgererne "This Charming Man" og "What Difference Does It Make?"klarede sig dog meget bedre. Hjulpet på vej af musikpressen og en række studio sessions for John Peel og David Jensen på BBC Radio 1, begyndte The Smiths at opnå en flok tro tilhængere – hvilket, specielt i forbindelse med Morrissey efterhånden næsten bliver kultisk.

Andet[redigér | redigér wikikode]

  • Socialdemokratiets leder, Helle Thorning-Schmidt har i musikmagasinet Gaffa kaldt Hatful of Hollow med The Smiths sin yndlingsplade.
  • I 1996 udgav det franske magasin 'Les Inrocks' albummet The Smiths Is Dead for at fejre tiåret for hvad magasinet mente var et af de mest betydningsfulde album fra 80'erne 'The Queen Is Dead'.
  • Et italiensk hyldest album med titlen 'There Is A Light That Never Goes Out' blev udgivet på Musicomania/Speedway Records i november 2000.
  • Coveret til 'There Is A Light That Never Goes Out' er det foto hvorfra original coveret til 'That Joke Isn't Funny Anymore' (July 1985 – Rough Trade RTT186) singlen er taget fra.
  • I maj 2009 udkom den første danske bog om Morrissey, Alle dage er som søndag af Jesper Sørensen, på forlaget Rosenkilde. Bogen beskriver Morrisseys liv og karriere, fortæller indgående om inspirationen fra punk og idoler som Oscar Wilde, David Bowie og James Dean, og analyserer samtlige 250 sange med Morrissey og The Smiths. Desuden fortæller danske fans som Sebastian Dorset, Helle Thorning-Schmidt og Jens Unmack, hvorfor de også elsker Morrissey.

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

LP'er[redigér | redigér wikikode]

Singler (med hitliste placering)[redigér | redigér wikikode]

Genudgivelser[redigér | redigér wikikode]

  • "This Charming Man" (1992 genudgivelse [1983] #8)
  • "How Soon Is Now?" (1992 genudgivelse [1984] #16)
  • "Ask" (1995 genudgivelse [1986] #62)

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]