The Stranglers

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
The Stranglers
The Stranglers in Brighton 2014-03-06.JPG
Information
Oprindelse Storbritannien
Genre(r) Rock
Medlemmer
Jean-Jacques Burnel
Baz Warne
Jet Black
Dave Greenfield

The Stranglers er et engelsk rock-band. Gruppen blev dannet i Guildford i 1974.

The Stranglers (Kvælerne) opnåede popularitet under den engelske punkbølge, som de blev associeret med, selvom de aldrig blev anset for ren punk af flere årsager: Dels var de ældre end medlemmerne af de øvrige punkbands, dels var The Stranglers teknisk dygtigere, og mere melodiske musikalsk. Teksterne var mere intellektuelle og handlede eksempelvis om præstestyret i Iran, australsk indenrigspolitik eller genetisk manipulation, krydret med skæv humor. Navnet "The Stranglers" opstod i bandets tidlige år, da bassist JJ Burnel efter endnu en upopulær optræden stormede ud i backstageområdet og rasende udbrød (med henvisning til publikums negative reaktion på bandet): -"Well, the stranglers have done it again!" (løst oversat: Så slog kvælerne til igen!)

Dannelse[redigér | redigér wikikode]

Trommeslager Jet Black (født Brian Duffy) besluttede at skrotte en ellers succesfuld karriere som issælger og sprutfabrikant for at forfølge en gammel drøm om at blive musiker. Han var på daværende tidspunkt i midten af 30'erne. Black indrettede en etage i sin virksomhed som øvelokale og gik på jagt efter de rette bandmedlemmer.

Den første var Hugh Cornwell, som på daværende tidspunkt spillede i bandet Johnny Sox. Da de øvrige medlemmer af Johnny Sox droppede bandet, flyttede Cornwell ind i et værelse hos Black, og de to arbejdede og skrev musik i nogle måneder. Derefter kom bassist JJ Burnel kom til. Burnel var oprindeligt klassisk guitarist men købte Cornwells bas. Det fjerde medlem var en svensker ved navn Hans Wärmling, som Cornwell kendte fra sin tid i Sverige. Resten af bandet har beskrevet Wärmling som en ekstremt dygtig guitarist, men han var ikke skabt til at gøre karriere i et rock'n'roll band. Wärmling droppede bandet, som derefter oprettede en annonce i et musikblad og søgte efter en keyboardspiller. Denne blev Dave Greenfield, og dermed var bandets tidlige lyd cementeret. Greenfield regnes som den teknisk dygtigste af de 4 oprindelige medlemmer.

Bandets navn blev registreret 11. september 1974, og alle flyttede ind i et rum i Blacks virksomhed, som han efterhånden solgte fra. I bandets tidlige år opnåede de en dedikeret fanskare, bl.a. centreret omkring de såkaldte Finchley Boys, som både blev roadies og bodyguards.

Første udgivelser[redigér | redigér wikikode]

The Stranglers første udgivelse er 'Rattus Norvegicus' fra 1977. Størstedelen af musikken på dette album blev komponeret før Greenfield blev medlem, hvorfor hans keyboard endnu ikke er så fremtrædende.

Næste album var No More Heroes, også fra 1977, som indeholdt et hit i titelnummeret. På dette album er Greenfield langt mere fremtrædende. Tredje album var Black and White fra 1978 og således bandets tredje udgivelse på blot 13 måneder. Dette gav dem et kraftigt afsæt.

Disse plader blev udgivet under den engelske punk bølge, og hjulpet af Burnels punk-agtige udseende og opførsel, blev The Stranglers puttet i kategori med punkbølgen. Burnel var den eneste som opfattede sig som en punker, men bandet besluttede at udnytte opmærksomheden. Dette førte til nogen modvilje fra andre kunstnere på punkscenen.

Efter de første plader blev The Stranglers af deres managere anbefalet at splitte op og gå solo hver især; men de nægtede, og begyndte at eksperimentere med andre genrer.

Fjerde udgivelse blev The Raven fra 1979, som af mange fans opfattes som det mest helstøbte album, tæt fulgt af forgængeren Black and White.

Eksperimenter og europæisk mainstream succes[redigér | redigér wikikode]

Bandet udgav i 1980 koncept albummet 'The Gospel According To The MenInBlack', som handlede om UFO'er, rumvæsner og Jesu genopstandelse. Albumet var en kraftig drejning væk fra tidligere album og blev ikke en succes.

I 1981 udgav bandet La Folie, som oprindeligt modtog lunkne anmeldelser, indtil nummeret Golden Brown pludselig blev spillet i radioen og blev til bandets største hit nogensinde. Efterfølgende album Feline (1983), Aural Sculpture (1984), og Dreamtime (1986) blev alle mødt med dalende salg i hjemlandet. Til gengæld fandt bandet et marked i bl.a Frankrig og Spanien, men fik aldrig et gennembrud i USA.

Gnidninger og Cornwells afsked[redigér | redigér wikikode]

Cornwell har i biografien Hugh Cornwell – The Stranglers Song By Song beskrevet hvad han opfatter som årsagen til sin afsked. Han skrev efterhånden størstedelen af bandets tekster og melodier, og mødte ikke den samme entutiasme som tidligere. Der opstod løbende ufred mellem ham og især Burnel, som hidtil havde været den næst-mest bidragende sang og tekstskriver.

I midten af 80'erne blev Black fascineret af trommemaskiner, og besluttede at lade maskiner spille trommer på efterfølgende studiealbum. Kombineret med en generel nedgang i bidrag fra Greenfield har Cornwell siden udtalt, at han opfattede The Stranglers som "en udtømt kreativ åre".

I 1990 udgav bandet det tiende album "Ten", som blev produceret med en stor lyd i håb om at slå igennem i USA, hjulpet af en turné. Pladen solgte dog ikke godt nok i Europa til at pladeselskabet ville risikere en turné i USA, så de aflyste den. Cornwell gennemførte den europæiske turné og og forlod bandet efter den sidste koncert i Alexander Palace i 1990. Mange fans opfatter stadig Cornwell som den eneste rigtige sanger i The Stranglers.

Senere år[redigér | redigér wikikode]

Efter Hugh Cornwells afsked droppede bandet den store lyd med blæsere, og rekrutterede guitarist Paul Ellis og sanger Paul Roberts, som begge optrådte på en række album. Ingen af disse album opnåede fordums højder. I 2006 tog Baz Warne rollerne som både guitarist og sanger.

17 af bandets originale kompositioner mellem 1977 og 1986 nåede den britiske top 40. Bortset fra nogle remixes og genudgivelser havde The Stranglers derefter ingen top 40 hits før 2004-udgivelsen Norfolk Coast, som kastede top 40 hittet 'Big Thing Coming' af sig. Umiddelbart efter denne udgivelse forlod Paul Roberts bandet.

The Stranglers turnerer stadig som kvartet og har udgivet det 17. studiealbum "Giants" i foråret 2012. Black har været igennem nogle sygdomsforløb og er ofte erstattet af trommeslager Jim Macauley til koncerter. Bandet fylder 40 år i september 2014.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Buckley, David. No Mercy-The Authorised and Uncensored Biography of The Stranglers. London. Hodder and Stoughton. 1997. ISBN 0-340-68062-8

Cornwell, Hugh og Drury, Jim. The Stranglers-Song by Song. London. Sanctuary Publishing Ltd. 2001 ISBN 1-86074-362-5

Musikgruppe Stub
Denne artikel om en musikgruppe er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.