The Stranglers

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
The Stranglers
The Stranglers in Brighton 2014-03-06.JPG
Information
Oprindelse Storbritannien
Genre(r) Rock
Medlemmer
Jean-Jacques Burnel
Baz Warne
Jet Black
Dave Greenfield

The Stranglers er et engelsk rock-band. Gruppen blev dannet i Guildford i 1974.

The Stranglers (Kvælerne) opnåede popularitet under den engelske punkbølge, som de blev associeret med, selvom de aldrig blev anset for ren punk af flere årsager: Dels var de ældre end medlemmerne af de øvrige punkbands, dels var The Stranglers teknisk dygtigere, og mere melodiske musikalsk. Teksterne var mere intellektuelle og handlede eksempelvis om præstestyret i Iran, australsk indenrigspolitik eller genetisk manipulation, krydret med skæv humor. Navnet "The Stranglers" opstod i bandets tidlige år, da bassist JJ Burnel efter endnu en upopulær optræden stormede ud i backstageområdet og rasende udbrød (med henvisning til publikums negative reaktion på bandet): -"Well, the stranglers have done it again!" (løst oversat: Nå, så kvalte de os igen!")

Tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Bandets 3 første plader, hvoraf den første er 'Rattus Norvegicus' fra 1977, blev udgivet i en periode på 18 måneder, hvilket gav dem et kraftigt afsæt og en dedikeret fanskare.

Efter de første plader blev The Stranglers af deres managere anbefalet at splitte op og gå solo hver især; men de nægtede, og begyndte at eksperimentere med andre genrer.

Musikalsk var de første plader drevet af bassist Jean-Jacques Burnels melodier og Cornwells tekster, men især fra 3. plade begyndte keyboardspiller Dave Greenfield at sætte sit præg på melodierne, og er også skaber af bandets største hit 'Golden Brown' fra 1982. Greenfields stil mindede om Ray Manzereks, keyboardspiller i The Doors, men Greenfield siger i David Buckleys biografi om The Stranglers, No Mercy, at han ikke kendte til The Doors før et stykke inde i karrieren. Hugh Cornwell gentager dette i biografien Hugh Cornwell – The Stranglers Song By Song.

80'erne[redigér | redigér wikikode]

Efter det meget eksperimenterende men mindre succesrige album 'The Gospel According To The MenInBlack' fra 1981 stod Cornwell bag langt de fleste af bandets melodier og sange. Efterfølgende plader kastede en stribe pophits af sig, og trods faldende popularitet i forhold til de tidlige år, fandt bandet et marked i bl.a Frankrig og Spanien, men fik aldrig et gennembrud i USA.

Trommeslager Jet Black (født Brian Duffy) blev fascineret af trommemaskiner, og holdt fra midten af 80erne op med at spille akustiske trommer på bandets studiealbum. I 1990 udgav bandet det tiende album "Ten" og Cornwell forlod bandet efter den efterfølgende tour. Cornwell har flere gange siden udtalt, at det havde flere årsager: Arbejdsbyrden samt stridheder med især Burnel, og at han på dette tidspunkt opfattede The Stranglers som "en udtømt kunstnerisk åre".

Senere år[redigér | redigér wikikode]

Efter Hugh Cornwells afsked rekrutterede bandet guitarist Paul Ellis og sanger Paul Roberts, som begge blev med bandet i en række år, før guitarist Baz Warne i 2006 tog rollerne som både guitarist og sanger.

17 af bandets originale kompositioner mellem 1977 og 1986 nåede den britiske top 40. Bortset fra nogle remixes og genudgivelser havde The Stranglers derefter ingen top 40 hits før 2004-udgivelsen Norfolk Coast, som kastede top 40 hittet 'Big Thing Coming' af sig. Umiddelbart efter denne udgivelse forlod Paul Roberts bandet.

The Stranglers turnerer stadig som kvartet og har udgivet det 17. studiealbum "Giants" i foråret 2012.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Buckley, David. No Mercy-The Authorised and Uncensored Biography of The Stranglers. London. Hodder and Stoughton. 1997. ISBN 0-340-68062-8

Cornwell, Hugh og Drury, Jim. The Stranglers-Song by Song. London. Sanctuary Publishing Ltd. 2001 ISBN 1-86074-362-5

Musikgruppe Stub
Denne artikel om en musikgruppe er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.