Tiggeroperaen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Maleri baseret på Tiggeroperaen, Scene V, William Hogarth, ca. 1728

Tiggeroperaen er en satirisk opera, der gør brug af nogle operaens virkemidler, men uden recitativer. Den udgjorde et vendepunkt inden for det Augustinske drama, der var en periode indenfor teater i det tidlige 1700-tals England. Teksterne til melodierne i stykket blev brugt som skillingsviser, arier, salmer og folkesange i samtiden. Den oprindelige opsætning blev opført 62 gange, hvilket var rekord i datiden.[1]

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Stykket blev skrevet af John Gay i 1728, og man regner med at musikken er arrangeret af Johann Christoph Pepusch (overturen er baseret på to sange i anden akt, som er skrevet af ham; man mener også at baslinjerne er skrevet af ham, men dette kan ikke direkte bevises). Stykket tog sigte mod overklassens store interesse i italiensk opera, samtidig med at den var et smædeskrift mod Whigmedlemmet Robert Walpole og de notorisk kriminelle Jonathan Wild og Jack Sheppard. Stykket omhandler også den sociale uretfærdighed i et bredere perspektiv, først og fremmeste ved at sammenligne den lave klasses tyve og prostituerede og deres aristokratiske modstykker. Den er det eneste eksempel på en satirisk opera, der har bevaret sin popularitet helt op til vor tid.

Tiggeroperaen har haft indflydelse på alle senere britiske komedier, i det 19. århundrede ses det især på Gilbert og Sullivan. Men den er ikke stamfader til den moderne Musical. Gay bruger den normale operaopsætning på tre akter (modsat det talte dramas fem) og holder stram kontrol med dialogen og plot, så der opstår morsomme overraskelser i hver af de 45 hurtigt-overståede scener og 69 korte sange.

Den oprindelige ide til operaen kom fra Jonathan Swift, som i et brev spurgte poeten Alexander Pope"...hvad ville du synes om et Newgate pastoral mellem tyve og tiggere?". Deres fælles ven John Gay mente det skulle være en satire i stedet for et pastoral. Det blev hans største succes og har været spillet lige siden. I 1920erne blev det opført ikke mindre end 1463 gange på Lyric Theatre i Hammersmidt, London.

Tilrettelæggelse[redigér | redigér wikikode]

John Gays hensigt var, at alle sange i den oprindelige opsætning skulle fremføres uden akkompagnement – for at støtte idéen om et råt og skurende stykke.[2] Men en uge før premieren insisterede teaterdirektøren, John Rich, at John Christopher Pepusch, en komponist tilknyttet teatret, skulle komponere en fransk overture, bygget over en fuga fra Lycy's sang i tredje akt I'm Like A Skiff on the Ocean Toss'd ("Jeg er som en robåd, der kastes rundt på havet"), og at han også skulle lave musikalske arrangementer for de 69 andre sange. Regnskabet fra 1729 – oprindeligt udgivet af Dover Books – viser dette.[3] Succesen blev ledsaget af et ønske fra publikum om minder, der inkluderede billeder af Polly på vifter og tøj, plakater med alle skuespillerne. Og (som det var skik i London på den tid) blev der hurtigt lavet en erindringsmærkebog, der indeholdt den fulde overture, men kun de simpleste baslinjer til de andre 69 sange. Der er ingen indikationer (bortset fra tre steder) på dansemusik, forslag til andre instrumenter eller lignende (undtagelser: Lucy's Is Then His Fate Decree'd Sir ("Er hans skæbne da bestemt, min Herre?") der nævnes en forkortelse Viol.; Trapes In the Days of My Youth ("I min ungdoms dage") her fa la la omkvædet nævnt med Viol. – og i den sidste dans for udsættelse – Macheath's Thus I Stand Like A Turk ("Således står jeg som en tyrk") hvor Viol. to gange står nævnt.

Fraværet af oprindelige kunsteriske kilder giver frit spil ved nytolkninger. Traditionen for personligt prægede opførelser af Tiggeroperaen går tilbage til Thoman Arne's opsætninger i det 18. århundrede og er siden fortsat op til vores tid. Næsten alle musikstilarter er repræstenteret lige fra romantisk til barok: Austin, Britten, Sargent, Bonynge, Dobin og andre gav Tiggeroperaens sange hver deres personlige træk, der fremhævede forskellige sider. Her er en liste over de mest betydningsfulde opsætninger:

  • I 1920 nyarrangerede Frederic Austin musikken til en opsætning på Lyric Theatre, Hammersmith. I 1955 blev denne udgave optaget under ledelse af Sir Malcolm Sargent med John Cameron som Macheath og Monica Sinclair som Lucy.
  • I 1928 lavede Bertolt Brecht og Kurt Weill en nytolkning med titlen Laser og pjalter (tysk: Dreigroschenoper). Det oprindelige plot er fulgt ret nøje, men musikken er næsten helt nykomponeret.
  • I 1948 lavede Benjamin Britten et nyt arrangement med de oprindelige melodier. Peter Pears spillede rollen som Macheath.
  • I 1975 lavede den tjekkiske manuskriptforfatter (og senere præsident) Václav Havel en udgave uden sange.
  • I 1975 kom Broadway-musicalen Chicago med et plot med kriminel undertone.
  • I 1990 lavede Jonathan Dobin sin meget roste udgave

Roller[redigér | redigér wikikode]

Mr. Peachum
Lockit
Macheath
Filch
Jemmy Twitcher Macheaths bande
Crook-Finger'd Jack
Wat Dreary
Robin of Bagshot
Nimming Ned
Harry Padington
Matt of the Mint
Ben Budge
Beggar
Player
Mrs. Peachum
Polly Peachum
Lucy Lockit
Diana Trapes
Mrs. Coaxer Byens kvinder
Dolly Trull
Mrs. Vixen
Betty Doxy
Jenny Diver
Mrs. Slammekin
Sukey Tawdrey
Molly Brazen

Synopsis[redigér | redigér wikikode]

Peachum, som både er hæler og tyvefanger, lægger tonen klar med sin selvretfærdige sang mens han sidder med sit regnskab. Den dystre sang er den eneste som både optræder i Tiggernes opera og Laser og pjalter. Fru Peachum kommer ind og overhører sin mand mens hans sætter uproduktive tyve på den sorte liste. Hun bebrejder han en af dem (Bob Boty – øgenavn for Robert Walpole), men går derefter videre. Deres middelklasse-tyveri og dertilhørende selvtilfredshed bliver imidlertid knust da deres datter Poly, i al hemmelighed, gifter sig med den berømte landevejsrøver Macheath.

Kan du klare udgifterne til en mand, tøs, når det går til spil, druk og hor? Har du penge nok til klare skænderierne mellem mand og kone om hvem der skal øde mest bort? Der er ikke mange mænd og kvinder, der kan klare udgifterne til at plage hinanden så omkostningsfuldt.

Forældrene konkluderer dog alligevel, at ægteskabet må være fornuftigt nok, forudsat at manden kan dræbes for at bemægtige sig hans penge. De ankommer til hans hus i dette ærinde, men Poly har gemt sin mand. Hun fortæller ham om faren og der følger en rørende duet, en parodi på tidens internationale kærlighedsscener.

MACHEATH: And I would love you all the Day, (og den udslagne dag vil jeg elske dig)
POLY: Every Night would kiss and play, (hver nat bli'r til kys og leg)
MACHEATH: If with me you'd fondly stray (hvis du med mig er så venlig at skride)
POLY: Over the Hills and far away. (over bakker og afstande vide)

Macheats flugtplan går ud på at istandsætte et værtshus og samle en gruppe kvinder af tvivlsom oprindelse omkring sig. På trods af at de tilhører den laveste klasse, kappes kvinderne om at udvise de bedste manerer, samtidig med at deres samtaleemner er succesfulde lomme- og butikstyverier. To af dem har, til Macheaths store overraskelse, aftalt med Peachum at fange ham, og snart befinder han sig i Newgate, byens store fængsel. Her venter fængsellederens datter, Lucy Lockit, på en chance for at bebrejde Macheath at han flygtede fra et ægteskabsløfte.

Din simple mand – hvor vover du se at se på mig efter det, der er sket imellem os? – Se hvordan jeg er tvunget til at bære det åg af skam, du har lagt på mine skuldre! – Oh Macheath, selvom du har fjernet min tavshed – vil det dog fryde mig at se dig tortureret.

Macheath har held til at formilde hende, men kun for at opleve Poly brase ind på det mest ubelejlige tidspunkt, som næsten berøver ham muligheden for flugt, fordi Poly erklærer ham for sin mand i Lucys nærværelse. Macheath bliver tvunget til at lade som om, Poly er skør, og tvinger hende til flugt. Men noget i deres opførsel fylder Lucy med bange anelser: "Men den Poly sværmer underligt i mit hoved" – og hun synger:

If love be not his Guide, (hvis kærligheden ikke er hans ledestjerne)
He never will come back! (kommer han aldrig tilbage!)

Som tiggeren fortalte i starten, bliver det et vanskeligt valg mellem to kvinder, hvis det ikke var for Lucys sans for vold og hævn. Macheath bemærker det, og dette bliver fatalt for hendes sag, hvis den ikke allerede var tabt.

LUCY: Hvor er jeg glad, hvis det kommer fra dit hjerte! For jeg elsker sådan, at jeg hellere så dig hængt end i armene på en anden.
MACHEATH: Men du kunne dog se mig hængt?

Drevet af sine bange anelser hjælper Lucy Macheath på flugt. Hendes far får nys om hans ægteskabsløfte og beslutter at forhøre sig hos Peachum om Polys ægteskab – for hvis det er sandt, vil Macheaths død føre til rivalisering mellem banderne. Lockit besøger Peachum og sammen aflytter de en lang snak fra Fru Trapes, hos hvem Macheath skjuler sig. De beslutter at pågribe ham, og sagen går i gang. Fru Trapes afslører et praktisk orienteret sind, der kendetegner underverdenens roller, ved ikke at regne med Peachums og Lockits belønning.

Trapes: Jeg blander mig ikke i jeres affære – så hvad der end sker, er jeg ikke indblandet. Det har altid været mit motto, at ven skulle hjælpe ven – Så hvis I vil være så venlige – så vil jeg tage et af disse halstørklæder med hjem, det er altid godt at have sådan ét.

Poly begiver sig imidlertid til Lucy for at finde en løsning – uden at vide, at Lucy har planlagt at forgifte hende. Med et fint afsæt i melodramatiske mordscener, lykkes det Poly at undslippe komplottet, og Macheaths undvigelsesforsøg bliver afsløret. I erindringer fra William Hogarth, der var tilstede ved premieren, plager de to "koner" forgæves deres fædre for Macheaths liv. Så, i et øjebliks klarsyn, finder Macheath ud af, at hans liv er blevet for besværligt:

JAILOR: Four Women more, Captain, with a Child apiece! See, here they come. (Fire kvinder mere, Kaptajn, hver med et barn, se dér kommer de.)
Macheath: What – four Wives more! – This is too much – Here – tell the Sheriff's Officers I am ready. (Hvad!? – Fire kvinder mere! – Dette er for meget – Her – Fortæl sheriffens betjente, at jeg er klar.)

En scene (der huskes på grund forstyrrelserne i The Rehearsal) ligger mellem, i hvilken tiggeren forklarer, at han vil give en moralsk slutning med Macheats hængning "og om alle andre i stykket skal publikum tro, at de enten blev udvist eller hængt." Men tidens stil vil ikke tillade dette, for folk er ikke kommet for at se tragedie og skal have en lykkelig slutning. Macheath bliver frigivet og benådet og inviterer alle til en fest, hvor han erklærer Polly for sin retmæssige kone.

Hensigten med Tiggeroperaen er at vise, at korruption i de øverste samfundslag fører til lidelser og problemer hele vejen ned gennem systemet. Således er den et højt moralsk stykke på trods af dens forherligelse af det kriminelle liv. To uger efter premieren kunne man i en artikel i The Craftsman, oppositionens ledende avis, læse en protest over at Gay's stykke angiveligt var ærekrænkende.

Det vil, ved jeg, blive sagt af disse udsvævende skuespillere, at satire er generel; og at det afslører en bevidsthed om skyld hos enhver mand. Men de lader til at glemme at der findes mange dobbeltbetydninger ... Hverken titlen på dette stykke eller hovedpersonen, som er en landevejsrøver, afslører til fulde ondskaben i det ... For denne person vil alle forstå som én, der gør det til sin levevej at samle penge fra folk til eget behov, og som han altid frygter at skulle redegøre for. Er det ikke anledning til mistanke, når man fremstiller og sårer en persons autoritet gennem en simpel forbryder? (i Guerinot & Jilg, 87-88)

Kommentaren lægger også vægt på den sidste bemærkning i stykket: "Det lave folk har laster i deres kår, ligesom de rige har, og er straffet for begges"( 89

Fortsættelse[redigér | redigér wikikode]

I 1729 skrev Gay en forsættelse, Polly, som finder sted i Vest-Indien. Macheath, der er blevet udvist, er undsluppet og blevet pirat, mens Mrs. Trapes har slået sig på hvid slavehandel og shanghajer Polly for at sælge hende til den rige plantageejer Mr. Ducat. Polly undslipper forklædt som dreng, og efter mange eventyr bliver hun gift med en caraibisk høvding.

Den politiske satire var endnu mere tydelig i Polly og derfor blev den forbudt af premiereminister Robert Walpole, og den blev ikke opført før 50 år senere.

Andet[redigér | redigér wikikode]

The Beggars opera var et psykedelisk band i 1970'erne, navngivet efter Gay's værk.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]