Tingseventyr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Tingseventyret – som genre


Tingseventyret er en undergenre til kunsteventyret. Ved kunsteventyr forstås eventyr, der ikke er mundtlig overleverede, men derimod nedskrevne og personligt udformede af en forfatter. I kunsteventyr ser man ofte mere dybde i karaktererne og forfatterens personlige sprogtone fremgår. Derudover kender man altid forfatteren og tidspunktet eventyret er nedskrevet. I tingseventyr spiller ikke-levende objekter den absolutte hovedrolle. Der er med andre ord sket en antropomorfisering, af f.eks. legetøj, redskaber, brugsgenstand eller lignende. Handlingen bliver fortalt fra tingenes perspektiv. Dvs. at eventyr som Fyrtøiet og De røde skoe ikke er tingseventyr, da titelredskaberne kun benyttes til den menneskelige fremdrift i historien. Tingseventyret er som genre opfundet af H.C. Andersen. Han fandt inspiration fra tidligere dyrefabler og andre eventyr, hvor legetøj og andre objekter blev levende.


Karaktererne Selvom det i tingseventyr er genstande der er omdrejningspunkt for handlingen, er disse eventyr hverken latterlige, eller uden budskab og mening. Tilsyneladende er karaktererne ubetydelige, men de agerer som mennesker, kommer de ud for de samme valg og overvejelser, og de fleste af dem, ud i et eventyr for at finde meningen med tilværelsen. At der er sådan en kontrast mellem objekternes udseende og det tema der i historien skal gennemleves, giver en humoristisk effekt, men udover det, også en effekt i forståelsen af eventyret.

Det er interessant hvordan H.C. Andersen bruger en genstands udseende til at udtrykke en indre egenskab. Dette ses f.eks. i Hyrdinden og Skorsteensfeien, hvor disse to karakterer begge er lavet af porcelæn. De er altså fysisk skrøbelige. Den indre skrøbelighed ses i deres handlinger, hvor de er forsigtige, overvejende, følsomme og meget lidt selvstændige. Derfor er karaktererne også nemmere at forstå, da der er en vis overensstemmelse mellem det indre og ydre. Dette ses i Den gamle Gadeløgte, hvor gadelygten som genstand er en der lyser op for andre, men også i de indre ønsker og værdier den har. I en del af H.C. Andersens tingseventyr er det dog det modsatte der gælder, nemlig et modsætningsforhold mellem det indre og ydre. Dette ser vi fx i ”Stoppenålen”, hvor en stoppenål bilder sig selv ind, at den er en synål. Denne selvhævdelse bringer den i problemer, da den igennem historien forfalder mere og mere. Dette har dog også en humoristisk effekt, da der bliver gjort grin med rige, egoistiske og snobbede personligheder, og dette på en speciel klar måde, da det ikke er mennesket der har indtaget hovedrollen. Dette er også en effekt af tingseventyrets brug af karakterer. Ofte ses et kontrastforhold mellem karaktererne i eventyret, da mange af dem sammenligner sig med andre genstande, for at finde deres egen identitet. Dette ses bl.a. i Sølvskillingen, hvor sølvskillingen først finder sin identitet, da den bliver konfronteret med sin egen forskellighed fra udenlandske mønter. Dette er den sympatiske sammenligning. En mere usympatisk sammenligning ses i Theepotten, hvor tepotten sammenligner sig med sukkerskålen og kopperne, der hver især kun har hank eller låg. Tepotten har begge dele og tilmed en tud, derfor er den, efter sin egen logik, mere værd end dem. Herved bruges også kontraster mellem genstande, til at fortælle om karakterens værdi eller mangler. På denne måde tydeliggøres de menneskelige egenskaber, og et budskab udformes.

H.C. Andersens syn på karaktererne ses også i titlerne på tingseventyrene. F.eks. kunne Stoppenålen sagnets have heddet ”En kvindes forfald”, men i og med at genstanden det handler om, samtidig er titlen på eventyret, sender han også et signal om, at det er et individ historien handler om, og at det er den enkeltes historie der er vigtig. Samtidig siger denne titel også noget om deres sande identitet. Han fastholder stoppenålens identitet ved at kalde eventyret for Stoppenålen, og ikke Synålen sådan som den ser sig selv. I ”Pen og blækhus” diskuterer en pen og et blækhus hvem der er den vigtigste af de to, men ved at de begge optræder i titlen, virker de ligestillede. Altså kan man via titlen se noget om karakterernes identitet og eventyrets sande budskab.

Ved at sætte en ikke-levende genstand i hovedrollen, formår han at kommentere menneskers drømme, opførsel, mangler og længsler. Her er det vigtigt at pointere at H.C. Andersen skrev for både børn og voksne. Dette ses også i de forståelses niveau der er i tingseventyrerne, hvor barnet hører eventyret som en historie og muligvis opfatter budskabet, og hvor de voksne der læser eventyret højt, niveaumæssigt kan nå længere ned i eventyret og dermed også få noget personligt ud af det. På den måde fungerer tingseventyr både som underholdning for børn og voksne, men også som en genre, der kommenterer personligheder og liv. Med andre ord er karaktererne en tingsliggørelse af forskellige menneskers liv.