Tjetjenere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tjetjenere
Noxçi, Hохчи
Milana Terloeva.jpg
Milana Terlojeva, tjetjensk forfatter
Antal og fordeling
Antal i alt ca. 1.941.410
Rusland Rusland: ca. 1.430.000 [1]
* Tjetjenien Tjetjenien: 1.031.000 [1]
* Ingusjien Ingusjien: 95.000 [1]
* Dagestan Dagestan: 95.000 [1]
* Rostov oblast Rostov oblast: 15.469 [1]
* Volgograd oblast Volgograd oblast: 12.256 [1]
* Tjumen oblast Tyumen oblast: 10.623 [1]
* Astrakhan oblast Astrakhan oblast: 10.019 [1]
* Flag of Moscow.svg Moskva: 14.000 [1]
* Flag of Stavropol Krai.svg Stavropol kraj: 13.000 [1]
Kasakhstan Kazakhstan: 75.000
Aserbajdsjan Aserbajdsjan: 10.000
Tyrkiet Tyrkiet 100.000 [2]
Jordan Jordan 8.000
Egypten Egypten 5.000
Georgien Georgien 4.000
Syrien Syrien: 4.000
Irak Irak: 2.500
Etnografi
Race:
Sprog: Tjetjensk; Russisk
Religion: Sunni islam.
Levevis:
Udbredelse
Caucasus-ethnic es.svg
Kortet over Kaukasus viser tjetjenernes udbredelse med beige (omtrent i modten).
Tjetjener i 1892

Tjetjenerne (tjetjensk: Hохчи/Noxçi) udgør den største indfødte etniske gruppe i Nordkaukasus. Tjetjenerne kalder sig for Nochtji, hvilket kommer fra navnet på en af de større tjetjenske stammer, Noxçmexkaxoy, og dens hjemland. Størstedelen af det tjetjenske folk bor i den russiske delstat Tjetjenien, hvor de udgør majoriten, men de bor også i andre dele af Rusland, særligt i Dagestan og i Moskva. Godt en million tjetjenere bor i Tjetjenien, men pga. af de sidste års mange konflikter lever der store tjetenske grupper i eksil, den såkaldte tjetjenske diaspora. Deres sprog, tjetjensk, tilhører de nordkaukasusiske sprog og de fleste tjetjener er sunnimuslimer.

Navnets oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Udtrykket "tjetjener" antages at oprindeligt stamme fra det iranske navn på Nokhtsjii-folket, og det dukker først op i arabiske kilder fra 700-tallet. I følge folkelig overlevering kommer det russiske udtryk "tjetjener" fra navnet på landsbyen Tsjetsjen-Aul, hvor tjetjenere besejrede russiske soldater i 1732. Men ordet findes imidlertid i russiske kilder så tidligt som fra 1692, og det kom formodentlig ind i russisk via det kabardinske "Sjasjan".[3]

Geografisk fordeling[redigér | redigér wikikode]

De fleste tjetjenere bor i delrepublikken Tjetjenien i Rusland. Der findes også betydelige tjetjenske befolkninger i andre dele af Rusland, især i Dagestan, Ingusjetien og Moskva.

Bortset fra Rusland findes der også tjetjenske diasporabefolkninger i Tyrkiet, Kasakhstan, Aserbajdsjan samt i den arabiske verden, især Jordan, Egypten og Syrien). De fleste af disse er efterkommere af personer, som måtte forlade Tjetjenien under Kaukasus-krigene, som førte til, at Tjetjenien blev annekteret af Det russiske kejserrige omkring 1850, og i Kasakhstans tilfælde af de stalinistiske deportationer i 1944. Efter opløsningen af Sovjetunionen har titusinder af tjetjenske flygtninger bosat sig i den Europæiske Union og andre steder som følge af krigsførrslen i hjemlandet, især under emigrationsbølgen til Vesten efter 2002.[4]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tjetjenerne er et af veinakh-folkene, som har boet i bjergegnene i Nordkaukasus siden forhistorisk tid. Der findes arkæologiske spor efter bosættelseskontinuitet tilbage til 10.000 f.Kr.[5]). I middelalderen var tjetjenerne domineret af khazarerne og senere alanerne. Den lokale kulturen blev også udsat for bysantinsk påvirkning, og nogle tjetjenere lod sig omvende til ortodoks kristendom. Gradvis blev imidlertid islam dominerende, selv om tjetjenernes egne paganistiske religion fortsat stod stærkt, i hvert fald indtil 1800-tallet. Samfundet var organiseret efter feudale retningslinjer. Nordkaukasus blev ødelagt under de mongolske invasioner i 1200-tallet og Timur Lenks i 1300-tallet.[6][7]

Sjeikh Mansur

Under "den lille istid" i slutningen af middelalderen blev tjetjenerne tvunget ned fra bjergene og ud på slettelandet, hvor de kom i konflikt med Terek- og Greben-kosakkerne, som også var begyndt at flytte ind i regionen. Kaukasus var også i fokus for tre konkurrerende storriger: Det osmaniske rige, Persien og Rusland. Efterhånden, som Rusland fra 1500-tallet af ekspanderede mod syd, blev sammenstød mellem tjetjenere og russere hyppigere. I slutningen af 1700-tallet ledede Sjeikh Mansur en større tjetjensk modstandsbevægelse.

I begyndelsen af 1800-tallet startede Rusland en fuldstændig erobring af Nordkaukasus for at beskytte ruterne til sine nye territorier i Transkaukasien. Kampagnen blev ledet af General Jermolov som især hadede tjetjenerne, som han beskrev som "et modigt og farligt folk".[8] Rasende på grund af tjetjenske angreb, startede Jermolov en politik med "brændt jord" og deportationer. Han grunnlagde i 1818 også fortet Groznyj (som siden blev hovedstad i Tjetjenien). Tjetjensk modstand mod russisk styre nåede sit højdepunkt under ledelse af dagestaneren Sjamil i midten af 1800-tallet. Tjetjenerne blev endeligt besejrede efter en lang og blodig krig, hvor tjetjenerne led forfærdelige tab af menneskeliv. Af en beregnet befolkning på over en million i 1840-erne var der kun 140.000 tjetjenere igen i Kaukasus i 1861[9] I kølvandet på krigen emigrerede et stort antal flygtninge, eller de blev under tvang deporterede til det osmanniske rige. I 1860 drog (i følge tal fra Sovjet-tiden) 81.360 tjetjenere til Tyrkiet, en ny emigration fandt sted i 1865, da yderligere 22.500 tjetjenere forflyttedes. I alt blev dermed over 100.000 tjetjenere etnisk "renset" under denne proces, hvilket muligvis udgjorde et flertal af hele den tjetjenske befolkning på den tid.[10][11][9] Det har senere været flere tjetjenske oprør mod det russiske styre og også ikke-voldelig modstand mod russifisering og Sovjetunionens kollektivisering og antireligiøse kampagner.

I 1944 nåede Moskvas undertrykkelse sit højdepunkt, da alle tjetjenere, sammen med flere andre folkeslag i Kaukasus, efter ordre fra Josef Stalin blev deporteret en masse til Kasakhstan og Sibirien, og mindst en fjerdedel og måske så meget som halvdelen af hele den tjetjenske nation omkom i løbet af processen.[10][12][13] Selv om de blev "rehabiliteret" i 1956 og fik lov til at vende tilbage året efter, så havde de overlevende mistet sine økonomiske ressourcer og borgerrettigheder. Under både sovjetiske og senere russiske regeringer har de været genstand for (officiel og uofficiel) diskriminering.[10][14] Tjetjenske forsøg på at genvinde selvstændighed i 1990-erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, førte til to ødelæggende krige mod den nye russiske staten fra 1994.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Tjetjenernes hovedsprog er tjetjensk og russisk. Tjetjensk tilhører nakh-sprogene i den nordøstkaukasiske sprogfamilie. Det tjetjenske skriftsprog er basert på den centrale lavlandsdialekt. Beslægtede sprog er ingusjisk, som bruges i naborepublikken Ingusjetien, og batsisk, som tales i de tilgrænsende dele af Georgien. Tjetjensk skrives i dag med det kyrilliske alfabet, men til forskellige tider op gennem historien har også det georgiske, arabiske og latinske alfabet været brugt.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

I tiden før omvenelsen til islam praktiserede tjetjenerne en unik blanding af religiøse tro og traditioner. De deltog i mange riter og ritualer, hvoraf mange havde tilknytning til jordbrug, så som regnritualer, en fejring af den første dag med pløjning, samt en fejring af tordenguden Sela og gudinden Tusholis dag.

Kunta-haji, en tjetjensk muslimsk mystiker og ideolog, også kaldet «Tsjetsjenias Mahatma Gandhi»

Det tjetjenske samfund er struktureret omkring tukhum (klan-unioner) og omkring 130 taip, eller klaner. Taipene er baseret mere på land end på blodslinjer og har et urolig forhold i fredstid, men er knyttede sammen i krig. Taiper er videre inddelt i gar (greiner), og garer i nekje (patronymiske familier). Den tjetjenske sociale kode kaldes nokhtsjallah (hvor nokhtsjo står for "tjetjensk"), og kan løselig oversættes som "tjetjensk karakter". Den tjetjenske ære impliserer moral og etisk opførsel, generøsitet og vilje til at sikre kvinders ære.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Tjetjenerne er overvejende muslimsk. Nogen holder fast ved en sufi-tradition kaldet muridisme, mens omkring halvdelen af tjetjenerne tilhører sufi-broderskaber, eller tariqah. De to Sufi-tariqaene, som blev udbredte i Nordkaukasus, var Naqshbandiya og Qadiriya. Naqshbandiya står særlig stærkt i Dagestan og det østlige Tjetjenien, mens Qadiriya har de fleste af sine tilhængere i resten af Tjetjenien og Ingusjetien.

Næsten alle tjetjenere tilhører hanafi-retningen inden for sunni islam.[10] Salafisme blev introduseret i befolkningen i 1950'erne. Nogen af oprørerne, som er involverede i den nyere tids krige i Tjetjenien, er salafiere, men flertallet er ikke.[15]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 1,5 1,6 1,7 1,8 1,9 Folketælling i Rusland 2002
  2. Kailani, Wasfi: «Chechens in the Middle East: Between Original and Host Cultures», Caspian Studies Program (2002).
  3. Amjad Jaimoukha (2005): The Chechens: A Handbook London, New York: Routledge, s.12
  4. «Chechnya's Exodus to Europe», North Caucasus Weekly, Vol. 9 nr. 3, The Jamestown Foundation, 24. januar 2008.
  5. Bernice Wuethrich: «Peering Into the Past, With Words», Science, vol. 288, nr. 5469, s. 1158, 19. mai 2000, doi:10.1126/science.288.5469.1158
  6. Jaimoukha s. 33-34
  7. John B. Dunlop (1998): Russia Confronts Chechnya: Roots of a Separatist Conflict, Cambridge University Press, s. 3
  8. Dunlop s. 14
  9. 9,0 9,1 Jaimoukha s. 50
  10. 10,0 10,1 10,2 10,3 Johanna Nichols: «Who are the Chechens?», University of California, Berkeley.
  11. Dunlop s. 29ff.
  12. Jaimoukha s. 58
  13. Dunlop, kapitel 2: «Soviet Genocide», især s. 70-71 («How many died?»)
  14. Jaimoukha s. 60
  15. Brian Glyn Williams: «Shattering the Al Qaeda-Chechen Myth: Part 1», The Jamestown Foundation, 2. oktober 2003

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: