Tjukotka

Tjukotka (Tjuktiske autonome kreds) (Dansk) Чуко́тский автоно́мный о́круг (Russisk) Чукоткакэн автономныкэн округ
Tjuktiske autonome kreds' placering i Rusland
Våbenskjold	Flag
Våbenskjold	Flag
Nationalsang:
Hovedstad	Anadyr
Grundlagt	-
Politisk status Føderale distrikter Økonomisk region	Okrug (kreds) - -
Kode	-
Tidszone	UTC+(UTC+12) (sommertid: UTC+-)
Areal
Areal - Placering	737,700 km² 7
Befolkning (2002 befolkningsoptælling)
Befolkning - Placering - Befolkningstæthed - By - Land	50,718 indbyggere 82 0,1 indbyg. / km²
Officielt sprog	russisk, tjuktisk
Regering
Guvernør	Roman Kopin
Lovgivende magt
[[Grundlov|]]
Officiel hjemmeside

Tjukotka (russisk: Чукотка,) eller den Tjuktiske autonome kreds er en administrativ enhed i det nordøstre Rusland. Den omfatter hele Tjukterhalvøen, en del af fastlandet samt en række øer (Wrangeløen, Ajon, Ratmanov (dansk Ratmanov-øen og andre.Den består dels af Tjukterhalvøen, dels af et større landområde i tilknytning til halvøen. Regionens hovedstad er Anadyr. Tjukotka er både Ruslands og det eurasiske kontinents nordøstligste område. Øst for området, på den modsatte side af Beringstrædet, ligger den amerikanske delstat Alaska.

Geografi

Landet er omgivet af det Østsibiriske hav og Tjukterhavet, det Nordlige Ishav, Beringhavet og Stillehavet. I kredsen finder man Ruslands østligste punkt Ratmanov-øen, det eurasiske fastlands østligste punkt Desjnjov-næsset, (på dansk også "Østkap"). Området et hjemsted for Ruslands nordligste by Pevek, den østligste Anadyr samt den allerøstligste helårsbebyggelse Uelen.

Klima

Tjukotkas klima er koldt. Om sommeren er der ved kysterne omkring 9 °C i juli. Om vinteren er havet tilfrosset, og temperaturen falder ned til -25 °C i gennemsnit i januar.

Plantevækst

Vegetationen består overvejende af tundra.

Erhverv og økonomi

Luftbillede af staden Bilibino

I Tjukotka findes store forekomster af mineraler, herunder guld, tin, bly, zink og kul.

Andre næringsveje er jagt, renavl og fiskeri. Man satser desuden på turisme, især fra USA. Det har tidligere ikke været muligt på grund af områdets status som militært sikkerhedsområde i sovjettiden, og derfor findes der kun få hoteller med mere. Turismen fra USA er forekommet i en årrække i beskeden skala, idet regionens myndigheder har hjulpet et amerikansk flyselskab med de militære besøgstilladelser og andre praktiske problemer. I Bilibino findes Bilibino atomkraftværk.

Tjukotka har få veje, og flyvning er det vigtigste transportmiddel for persontransport. Der forekommer tillige kystfart, som dog kun sejler ved sikre isforhold.

Historie

Det menes, at Tjukotka først blev befolket for omkring 8.400 år siden af jægere fra Central- og Østasien. Der fandtes da en skovbevokset landbro mellem Alaska og Asien, Beringia, som de amerikanske indianeres, eskimoernes og aleuternes forfædre krydsede for at bosætte sig på det amerikanske kontinent. På denne tid levede mammutter, uldhåret næsehorn og andre senere uddøde dyr i området. Folket på denne tid var ikke nomader, men havde faste bopladser. Da klimaet forandredes, forandredes også dyrelivet. Mange vandrede bort eller uddøde, hvilket medførte at hele folkegrupper døde af mangel på føde. Dette bidrog også til, at mange folkegrupper begyndte en nomadisk livsstil. I dag kan man se mange spor efter Tjukotkas stenalderbefolkning, herunder indristninger på stenblokke omkring Pegtymelflodens udmunding, fortrinsvis silhuetter af dyr. Befolkningen i det nordøstre Fjernøsten ændrede kun lidt på deres livsstil, indtil russiske kosakker begyndte at udforske området. Kosakkerne havde til opgave at udvide det russiske rige og lægge befolkningen ind under zarens styre. De første århundreder prægedes af stridigheder mellem kosakker og tjuktere. Tjukterne beherskede krigskunsten og var det urfolk, der længst holdt stand mod de indtrængende europæere.

Befolkning

Dansere i byen Lorino

De vigtigste byer i Tjukotka er hovedbyen Anadyr, havnebyen Providenija, kraftværksbyen Bilibino samt Pevek. Derudover er der yderligere 13 mindre bymæssige bebyggelser. Med Tjukotkas oprindelige befolkning menes oftest tjuktere og mindre grupper af jupig'er ("asiatiske eskimoer") ved halvøens østkyst, foruden de mindre folkeslag korjaker, tjuvantser, evener og jukagirer, der lever i indlandet og hver udgør mindre end tusind individer. I sovjettiden skete en kraftig tilflytning til regionens industrier og servicefag fra Sovjetunionens europæiske dele, især af russere, hviderussere og ukrainere. I dag udgør etniske russere ca. 60% af befolkningen.

Administrativ historie

Den Tjuktiske nationale kreds blev oprettet den 10. december 1930 som en del af det Fjernøstlige territorium. Da territoriet i 1932 blev inddelt i regioner beholdt den sin status og sine grænser som en selvstændig national kreds, som administrativt stod under territoriet. Den 22. juli 1934 besluttede den Centrale Eksekutivkomité (centralregeringen) at indlemme den Tjuktiske og Korjakiske nationale kreds i Kamtjatka oblast. Denne omlægning var dog mest formel, da kredsens område i praksis var underlagt styrelsen "Dalstroj", som helt og holdent administrerede de områder, den havde under sig. Den 28. maj 1951 besluttede Øverste sovjets præsidium at kredsen skulle lægges direkte under Khabarovsk-territoriet. Fra 3. december 1953 blev den en del af Magadan oblast I 1980 vedtoges en ny lov om den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik som følge af den ny grundlov for USSR af 1977, og den Tjuktiske Nationale Kreds blev autonom. Den 16. juli 1992 kom kredsen direkte under den Russiske Føderation og var ikke længere en del af Magadan oblast.

Politik

I 2000 blev Roman Abramovitj valgt som Tjukotkas guvernør. Han afgik før tiden i 2008 og blev i 2009 afløst af Roman Kopin.

Litteratur

Abrjutyna, Larisa (1999-2000). "Tjukotka (I-III)". Tidsskriftet INFONOR (INFONOR) 1999-2000 (Nr. 1+2+3-4): S. 10-11, 8-10, 16-19. http://www.scribd.com/doc/127155483/Af-Larisa-Vyntyna-Abrjutina-Tjukotka-artikel-INFONOR-nyhedsbrev-1999-2000-Nr-1-2-3-4. 

Wikimedia Commons har medier relateret til: Tjukotka