Tokyo-processen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Anklagebænken under Tokyo-processen

Tokyo-processen (IMTFE – International Military Tribunal for the Far East) var en international krigsforbryderdomstol efter anden verdenskrig, rettet mod en gruppe japanske krigsforbrydere.

Domstolen blev besluttet oprettet under Potsdam-konferencen i 1945, således at japanske- i lighed med tyske krigsforbrydere skulle stilles for retten for deres forbrydelser.

Retspræsidenten for domstolen var australieren William Webb og chefanklageren amerikaneren Joseph Keenan.

Udover retspræsidenten var der 10 dommere tilknyttet domstolen fra de allierede nationer, Canada, Fillipinerne, Frankrig, Holland, Indien, Republikken Kina, New Zealand, Sovjetunionen, Storbritanien og USA.

Retssagen fandt sted i perioden 3. maj 19464. november 1948, hvor 28 højtstående japanske militærpersoner, politikere og embedsmænd var sat under tiltale.

General Douglas MacArthur, som efterfølgende repræsenterede den allierede besættelsesmagt af Japan, indrømmede kejser Hirohito og dennes familie immunitet ved den efterfølgende krigsforbryderdomstol i 1946. Flere kilder, blandt de mest prominente Herbert P. Bix[1], mener, at den japanske kejser spillede en aktiv rolle i krigen og næppe ville være frikendt, hvis skyldsspørgsmålet om hans ansvar for krigsforbrydelser[2] var prøvet ved en domstol.

Af de 28 anklagede personer blev syv personer (kaldet de syv samuraier[3]) dømt til døden, 16 personer blev idømt livsvarigt fængsel, en fik syv års fængsel, en anklaget Dr. Shumai Okawa, blev erklæret mentalt uegnet for retsforfølgelse, to anklagede, Yosuke Matsouka, udenrigsminister i perioden 19401941 og tidligere marineminister og generalstabschef for flåden Osami Nagano, døde under retshandlingerne.

Anklager[redigér | redigér wikikode]

Antal Anklager
1 Som ledere, organisatorer, anstiftere eller medskyldig i planlægning og udførelse af en samlet plan eller påbegynde aggressive krigshandlinger mod andre, i modstrid mod international lov.
27 Uprovokeret krig mod Kina.
29 Uprovokeret krig mod USA.
31 Uprovokeret krig mod det engelske Commonwealth.
32 Uprovokeret krig mod Holland.
33 Uprovokeret krig Frankrig (Indokina) .
35,36 Uprovokeret krig mod USSR.
54 Beordret, autoriseret og tilladt umenneskelig behandling af krigsfanger og andre personer.
55 Bevidst og ubesindigt at ignorere deres pligt til af forhindre grusomheder.

De syv samuraier[redigér | redigér wikikode]

De syv dømte blev henrettet ved hængning i Sugamo-fængslet i Ikebukuro, Japan den 23. december 1948.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Film[redigér | redigér wikikode]

Tokyo Trial – instrueret af Gao Qunshu, 2006

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Herbert P. Bix: Hirohito and the Making of Modern Japan (2001). Se også Bix interview http://www.harpercollins.com/author/authorExtra.aspx?authorID=13941&isbn13=9780060931308&displayType=bookinterview
  2. Bix lægger blandt andet vægt på kejserens personlige autorisation til brugen af giftgas – der var forbudt i følge den internationalt ratificerede Geneve-Protokol af 1925 og blev respekteret af de krigsførende europæiske lande, herunder Nazi-Tyskland. Bix, side 361. Hans aktive eller passive accept af masakren i Nanking, hvor omkring 20.000 kinesiske krigsfanger – og 200.000 civile – blev myrdet, se The Tokyo War Crimes Trial Judgment and Annexes, Trancripts, {49,608} nedenfor. Bix, side 333.
  3. Malcolm Trevor: "Japan: restless competitor: the pursuit of economic nationalism", 2001, ISBN 1-903350-02-6 side 130:"…but the 'seven samurai' are the seven major war criminals, including General Tojo, executed as a result of the war crimes trials."

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]

The Tokyo War Crimes Trial, transcripts, 588 sider, http://werle.rewi.hu-berlin.de/tokio.pdf