Transmissionslinje

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Transmissionslinie til elektricitet (højspænding).

En transmissionslinje er det materielle medium eller struktur, som former hele eller en del af en sti fra ét sted til ét andet til at lede energioverførslen, så f.eks. elektromagnetiske bølger eller akustiske bølger – og elektrisk energioverførsel.

En transmissionslinjes dele kan f.eks. være elektriske ledninger, koaksialkabler, dielektriske stykker, lysledere, fotoniske fibre og bølgeledere.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Matematisk analyse af den elektriske transmissionslinjes opførsel voksede ud af arbejdet af James Clerk Maxwell, Lord Kelvin og Oliver Heaviside. I 1855 formulerede Lord Kelvin en diffusionsmodel af den elektriske strøm i et søkabel. Modellen forudsagde den dårlige ydelse af det transatlatiske søtelegrafkabel fra 1858. I 1885 offentliggjorde Heaviside den første artikel, der beskriver hans udbredelsesanalyse i kabler og den moderne form af telegrafligningerne. [1]

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

I mange elektriske kredsløb behøver man ikke at tage højde for længden af ledningerne som forbinder komponenterne. På et givent tidspunkt kan strømmen, og spændingen til et stelplan eller stelpunkt, antages at være den samme på alle punkter på lederen. Men når ændringen af strømmen og/eller spændingen i et givent tidsinterval, er sammenlignelig med tiden det tager for signalet at rejse ned ad ledningen, vil længden være betydende og ledningen skal behandles som en transmissionslinje.

Formuleret på en anden måde; længden af ledningen er vigtig, når signalet inklusive harmoniske frekvenser med korresponderende bølgelængder, er sammenlignelige med – eller er mindre end længden af ledningen.

En tommelfingerregel er, at kablet eller ledningen skal behandles som en transmissionslinje, når længden er længere end en 1/10 af bølgelængden. Ved denne længde bliver faseforsinkelsen og interferensen med eventuelle refleksioner på transmissionslinjen, betydende og kan lede til utilsigtet opførsel i systemer, som ikke er omhyggeligt designet med anvendt transmissionslinjeteori.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Ernst Weber and Frederik Nebeker, The Evolution of Electrical Engineering, IEEE Press, Piscataway, New Jersey USA, 1994 ISBN 0-7803-1066-7
  • Steinmetz, Charles Proteus, "The Natural Period of a Transmission Line and the Frequency of lightning Discharge Therefrom". The Electrical world. August 27 1898. Pg. 203 – 205.
  • Electromagnetism 2nd ed., Grant, I.S., and Phillips, W.R., pub John Wiley, ISBN 0-471-92712-0
  • Fundamentals Of Applied Electromagnetics 2004 media edition., Ulaby, F.T., pub Prentice Hall, ISBN 0-13-185089-X
  • Radiocommunication handbook, page 20, chaper 17, RSGB, ISBN 0-900612-58-4
  • Naredo, J.L., A.C. Soudack, and J.R. Marti, Simulation of transients on transmission lines with corona via the method of characteristics. Generation, Transmission and Distribution, IEE Proceedings. Vol. 142.1, Inst. de Investigaciones Electr., Morelos, Jan 1995. ISSN 1350-2360

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]