Treårskrigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Treårskrigen
Danske soldater kommer tilbage til København, 1849, af Otto Bache (1839-1927), 1894
Danske soldater kommer tilbage til København, 1849, af Otto Bache (1839-1927), 1894
Dato 24. marts 1848 - 1850
Sted Slesvig og Holsten, dele af Nørrejylland, til havs
Resultat Dansk sejr
Casus belli Udråb af slesvig-holstensk stat, oprør mod den danske regering
Territoriale
ændringer
Status quo, Slesvig og Holsten forblev i den danske helstat
Parter
Danmark Danmark Schleswig-Holstein Slesvig-Holsten

Preussen Preussen

Treårskrigen eller 1. Slesvigske krig fra 1848 til 1850 var en borgerkrig. Den er i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.

De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, det vil sige at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering. Samtidig var den en af 1800-tallets første nationalitetskrige. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten (siden 1814 også Lauenburg) var siden middelalderen i personalunion med Danmark, idet den danske konge herskede over de tre hertugdømmer. Hertugdømmerne og Kongeriget dannede helstaten. Alle enhederne styredes fra København, hvor administrationen var adskilt i det danske kancelli (med dansk forvaltningssprog for kongeriget) og det tyske kancelli (med tysk forvaltningssprog for hertugdømmerne). Slesvig var et kongeligt dansk len, hvorimod Holsten og Lauenburg var tyske len og medlemmer af det Tyske Forbund. Den danske konge repræsenterede således disse to tyske hertugdømmer i det Tyske Forbund, mens Slesvig og Danmark ikke var medlemmer. Statsretsligt var Holsten og Lauenburg ikke en del af Danmark.

Historisk[redigér | redigér wikikode]

Slesvig (Sønderjylland) blev tidligt i middelalderen forandret fra en dansk grænseegn til et hertugdømme. Hertugdømmet Slesvig havde i middelalderen været sprogligt og kulturelt dansk omtrent ned til Ejderen, Trenen og Dannevirke. I de følgende århundreder strides de danske konger og de tyske lensmænd om magten i hertugdømmerne, men der var tale om en politisk, ikke en kulturel strid. Slesvig blev administreret overvejende på tysk, der efterhånden blev kultursproget og prægede regionen i stadig større grad, mens dansk (sønderjysk) mest var bøndernes sprog. Så længe statsmagten lå fast i kongens hænder, gav det ikke de store modsætninger, men da befolkningen krævede medindflydelse, viste det sig at danske og tyske i Slesvig havde forskellige interesser.

Nationale modsætninger[redigér | redigér wikikode]

I 1840'erne krævede nationalliberale bevægelser i hele Europa oprettelse af nationale stater med frie forfatninger. I Slesvig og Holsten var borgerskabet præget af tysk sprog og kultur, og det havde længe opfattet Slesvig og Holsten som en tysk del af den danske konges rige. Den rådgivende stænderforsamling for Slesvig og Holsten var præget af tysksindede, og der kom et stigende krav om en selvstændig slesvig-holstensk stat. Først tænkt som et land i personalunion med Danmark, altså med fælles konge. Senere krævede de tysksindede Slesvigs optagelse i det tyske forbund og dermed en total løsrivelse fra Danmark, der i flere århundreder havde haft overhøjheden over området.

I Danmark var der to politiske lejre: de samlede sig om den konservative helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik. Helstatsfolkene ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Helstatsfolkene lagde vægt på statens sammenhæng, men deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsætninger, der rent faktisk var opstået. Ejderfolkene ville have adskilt hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt og fortsatte som medlem af det tyske forbund, mens Slesvig skulle forblive en del af kongeriget Danmark. Derved ville grænsen gå ved Ejderen, som i middelalderen havde været Danmarks principielle sydgrænse, om end den var uden praktisk betydning i de mange århundreder, hvor Holsten og Slesvig blev administreret sammen.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Slesvig og Holsten var bedre økonomisk udviklet og mere velstående end kongeriget Danmark. Hertugdømmerne udgjorde 2/5 af rigets befolkning, men finansierede 3/5 af statsudgifterne. [Kilde mangler] Mange i den fremadstræbende middelklasse så deres fordel ved at blive knyttet til det tyske område. Danmark var endnu præget af fattigdommen efter statsbankerotten i 1813 og havde kun lidt industrialisering, et tilbagestående landbrug osv. Befolkningen i hertugdømmerne, også i Slesvig, så traditionelt set ned på de fattige "jyder" i nord.

Optakt til krigen[redigér | redigér wikikode]

Kong Frederik 7. besøger kirkebatteriet ved Sønderborg 28. april 1848. Malet af Niels Simonsen, 1851

Kampen om Slesvigs status spidsede for alvor til da revolutionen fra Frankrig i februar 1848 spredte sig i Europa. I marts 1848 dannede kong Frederik 7. efter pres fra den danske befolkning det såkaldte martsministeriet under ledelse af A.W. Moltke, med det formål at lave en demokratisk grundlov for Danmark. Dannelsen af et grundlovsgivende ministerium var direkte afledt af det slesvigske spørgsmål, da en repræsentant for de tysksindende slesvigske og holstenske stænderforsamlinger den 18. marts mødte op i København med et krav om løsrivelse af hertugdømmerne. I København betød det, at nationalliberale Ejderfolk kunne fjerne en del af kongens helstatsfolk fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Den nye regering sendte den 24. marts deputationen fra Slesvig og Holsten tilbage med beskeden om, at den ville tillade en holstensk løsrivelse fra riget, men at Slesvig stadigvæk skulle høre sammen med Danmark.

Den provisoriske regering i Kiel[redigér | redigér wikikode]

I mellemtiden sagde rygtet i Kiel at kongen var taget til fange af "pøbelen" i København. Centrale personer i den tyske, slesvig-holstenske bevægelse benyttede lejligheden til at gennemføre løsrivelsen af de to hertugdømmer. Den 23. marts 1848 udråbte tyske embedsmænd, officerer og borgere en provisorisk slesvig-holstensk regering i Kiel. Officielt blev den provisoriske regering oprettet som en konsekvens af udviklingen i København, da den påberåbte sig at repræsentere kongemagten, så længe kongen ikke havde handlefrihed. Der er ikke tvivl om, at oprørsregeringen i praksis ville indlemme Slesvig og dermed hele det slesvig-holstenske område i det tyske forbund, noget som den danske regering og konge aldrig ville tillade.

Der findes to historiske tolkninger af omstændighederne. Enten spillede forvirring og dårlig kommunikation virkelig den afgørende rolle, sådan at man i Kiel troede at revolutionen var brudt ud i København. Eller også blev rygterne et påskud, der gjorde det muligt for oprørerne at udnytte situationen med et skær af legitimitet og få den folkelige opbakning.

Næste morgen, den 24. marts, udsendte den provisoriske regering en proklamation, der krævede Slesvig og Holsten sluttet sammen til én stat i personalunion med kongeriget Danmark. Den provisoriske regering erklærede det for sin opgave at forsvare hertugdømmerne og hertugen (kongen) mod overgreb. Budskabet var klart ikke-revolutionært. Det medvirkende til at oprørsregeringen blev anerkendt som legitim af fleste statsembedsmænd og næsten alle købstæder i hertugdømmerne i løbet af den næste tid.

Oprørsregeringen i Kiel forventede at regeringen i København ville bekæmpe den med magt. Den opbyggede hurtigt en aktionsduelig hær: Det gjaldt om at sikre fæstningen Rendsborg, den stærkeste militære garnison i den danske helstat med et stort våbenarsenal.

Erobringen af Rendsborg[redigér | redigér wikikode]

Jægere under fremrykning. 1848-1851. Malet af Niels Simonsen, 1851
Reservesoldater fra 1848 på marschen. Malet af Nicolai Habbe, 1851

Samme morgen, den 24. marts kørte det ordinære tog fra Kiel over Neumünster til Rendsborg med soldaterne fra garnisonen i Kiel og 50 frivillige under kommando af den provisoriske regerings krigsminister, Frederik af Nør. Han var bror til hertugen af Augustenborg, som håbede på at blive regent af Danmark og hertugdømmerne efter den barnløse Frederik den VII. Dette blev imidlertid forpurret ved det såkaldte åbne brev af 1846, der fastlagde arvefølgen i Danmark og hertugdømmerne.

Den nyanlagte jernbane fra Neumünster til Rendsborg gik uheldigvis ind igennem fæstningens yderværker. Prinsen af Nør og hans folk kunne derfor køre med toget direkte ind fæstningen, hvor de hurtigt besatte hovedvagten og andre vigtige punkter. Ved at ringe med brandklokken fik de samlet soldaterne – ubevæbnede – på fæstningens paradeplads. Prinsen af Nør, som var i dansk generalsuniform, holdt en tale, hvori han anførte, at han og den provisoriske regering i Kiel havde overtaget regeringsmagten i hertugdømmerne, fordi hertugdømmernes retmæssige regent, kongen i København, var holdt fanget af den københavnske pøbel. Officerer og soldater, som ønskede at rejse til Danmark, fik fri afmarch. De fleste officerer valgte at rejse mod nord, mens langt hovedparten af menige og underofficerer gik over til den slesvig-holstenske hær.

Regeringen i Kiel havde ingen flådefartøjer af militær værdi, så Danmark kunne regne med overherredømmet til søs.

Krigens forløb[redigér | redigér wikikode]

Indkaldte soldater
Soldaternes indtog i København 1849. Malet af David Monies, 1850

Efter overrumplingen af Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper mod nord, men de blev slået tilbage den 9. april i slaget ved Bov. Deres rester flygtede tilbage til fæstningen i Rendsborg. Den danske hær fik kontrol over Slesvig ned til Ejderen.

Preussen og det Tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner i slaget ved Slesvig de danske stillinger påskedag den 23. april 1848. Trods modstand lykkedes det ikke de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trak sig tilbage til Als. Fra Als foretog Hedemann og F. A. Schleppegrell et angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den anden side ville Rusland heller ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og ind i selve kongeriget. Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.

I 1849 opsagde danskerne våbenstilstanden, og krigen blev genoptaget. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding, og de tyske forbundstropper besatte området til Århus. General Olaf Rye trak sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forblev på Als.

Sårede soldater i 1848

I Fredericia var en styrke på 19.000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 oprørske slesvig-holstenere [Kilde mangler]. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Mezas styrke blev i stilhed trukket til Fyn fra Als. Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849 og resulterede i en dansk sejr og general Ryes død. Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.

Preussen sluttede våbentilstand med Danmark den 10. juni 1849. Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også den Tyske Forbund og Danmark en fredsaftale i Berlin.

De slesvig-holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under Slaget på Isted Hede kæmpede ca. 36.000 danske soldater mod 26.000 slesvig-holstenere. Da slaget sluttede 12 timer senere var der 3.798 døde og sårede på den danske og 2.828 på den slesvig-holstenske side. Blandt de faldne var bl.a. general Schleppegrell og oberst Læssøe.

I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de slesvig-holstenske tropper angreb Frederiksstad. Byen blev svært ødelagt, men angrebet var en fiasko.

Krigens afslutning[redigér | redigér wikikode]

Den 8. maj 1852 underskrev stormagterne England, Rusland, Frankrig, Østrig og Preussen London-protokollen, der fastholdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og Holsten blev fortsat garanteret. Men hertugdømmerne måtte hverken sluttes sammen med Danmark eller med hinanden. Først efter udstedelsen af London-protokollen kunne de civile myndigheder i den danske helstat genoptage kontrollen over hertugdømmerne.

Slag i Treårskrigen[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Clemmesen, Michael H.; Frantzen, Ole L.; Friis, Thomas Wegener (2010), Danmarks krigshistorie, København: Gad, ISBN 978-87-12-04579-3 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]