Trykkefrihedsforordningen af 1799

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799 er en fordning der reelt genindførte censuren i Danmark, og som var gældende indtil Enevældens ophør i 1848.

[redigér] Censuren under Enevælden

Imprimatur signatur fra før trykkefriheden i 1770 i bogen Den almindelige Natur-Historie i Form af et Dictionaire ved Valmont de Bomare første tome udgivet 1767.

Siden enevældens indførelse i Danmark i 1660 havde der eksisteret en censurlovgivning. Den blev specificeret i Christian 5.'s Danske Lov kap. 21 artikel 1-6: Om Bøger og Almanakker. Denne lov siger at alle som vil udgive noget skal lade teksten gennemse af det fakultet som emnet hidrører først, derefter vil signaturen Imprimatur og professorens navn bag på bogens forreste eller sidste titelblad anvise at bogen er godkendt af censuren. Loven sigtede først og fremmest på skrifter af politisk og teologisk indhold, og disse blev gennemset af censuren før udgivelse.

I 1770 afskaffede Struensee denne lov og indførte fuldstændig skrivefrihed, det blev den såkaldte Trykkefrihedstid. Efter Struensees fald i 1772, og Ove Høegh-Guldberg og Enkedronning Juliane Marie, på grund af kong Christian 7.s sindssyge, var de reelle herskere, blev det debatteret i den nye regering om censuren skulle genindføres. Dette skete også i oktober 1773, hvor man igen forbød skrifter af politisk indhold og endda indskærpede straffene for overtrædelser.

[redigér] Trykkefrihed

Efter Ove Høegh-Guldbergs fald fra magten i 1784 ændredes håndhævelsen af reskriptet fra oktober 1773. Officielt var det stadig i kraft, men det blev sjældent håndhævet. Det skyldes A.P. Bernstorffs store indflydelse i den nye regering der blev ledet af ham selv og kronprins Frederik. Han var åben for nye idéer og ønskede ikke at undertrykke deres udgivelse.

Dette blev snart kendt i de litterære kredse og mange stridsskrifter blev i denne periode udgivet. Nogle gange blev disse skrifters indhold dog en tand for kritisk for regeringen, og det kunne ende med bøder. Således skete det i 1790 med Niels Ditlev Riegels som i sit skrift Julemærker fra Landet og Byen opfordrede til en forfatningsændring og henviste til at det ellers kunne ende som det var sket i Frankrig i forbindelse med den Franske Revolution. Skriftet var udgivet anonymt så det blev bogtrykker Christian Frederik Holm der måtte betale bøden på 200 rigsdaler, da denne nægtede at oplyse skriftets forfatter.

Ligeledes blev forfatteren P.A. Heiberg samme år ramt af loven, både med en komedie kaldet Virtuosen nr. 2 der kritiserede admiralitetet og med sit digt over kronprins Frederiks bryllup med Marie af Hessen-Kassel der indeholdt de berømte ord:"Ordener hænger man på idioter.".

På grund af disse sager var det nødvendigt at man fastslog hvorledes der skulle tages hånd om alt for kritiske skrifter. Det var generalprokurør Christian Colbjørnsen som blev arkitekten bag reskriptet af 3. december 1790. Han var blandt andet også en af de centrale personer i udfærdigelsen af landboreformerne og var desuden en fortaler for (moderat) brug af oplysningens idéer, og gik derfor ikke ind for stramning af censuren. I reskriptet af 3. december 1790 blev det klargjort at kritiske skrifter ville blive prøvet ved en domstol, istedet for at lade politimesteren selv bedømme om der skulle udskrives bøder, som der ellers stod i reskriptet af 1773. Istedet skulle han nøjes med at indberette skriftet efter dets trykning, således at der kunne lægges retssag an mod forfatteren eller bogtrykkeren hvis det fandtes nødvendigt.

[redigér] Censuren skærpes

"Særsynet af en Commission i Aaret 1798". Karikatur fra 1798 der forestiller medlemmerne af den i 1797 nedsatte Trykkefrihedskommission som dyreskikkelser i færd med at slukke Pressefrihedens lys.

Det var denne tilstand der herskede indtil Bernstorffs død i 1797. Reelt var det en stramning fordi der samtidig i reskriptet blev opfordret til at anvende den højeste bødesats, men i praksis blev der sat en stopper for politietatens tilsyneladende tilfældige brug af reskriptet af 1773 og istedet indført en vis retssikkerhed for udgiverne og forfatterne. Men snart fik også kronprins Frederik mere reel magt i regeringen og han havde gennem tiden udviklet en tydelig irritation over de kritiske skrifter som praktiserede hvad han betegnede med ordet "skrivefrækhed".

Sagen om Malthe Conrad Bruuns skrift Aristokraternes Catechismus i 1796 og endnu en sag mod P.A. Heiberg i 1794 foruden Niels Ditlev Riegels fortsatte bitre skrifter mod kongehuset, præsterne og de adelige havde yderligere forstærket modviljen hos kronprinsen og hans nærmeste kreds mod trykkefriheden. Stemningen vendte i ledende kredse fra moderat støtte til skrivefrihed til istedet at tale om genindførelse af strengere censur.

En særlig kommission blev nedsat til at granske hvordan sagen skulle gribes an med at ændre loven. P.A. Heiberg førte i denne periode en kampagne mod Christian Colbjørnsen som denne beskyldte for magtmisbrug i forbindelse med en retssag mod kromanden Jokum Jensen^[1]. Denne kampagne forstærkedes yderligere da Heiberg fik nys om med hvilket formål for øje den nye kommission var blevet nedsat, selv om Colbjørnsen ikke var medlem af kommissionen. Kritikken førte til at der endnu engang rettedes sigtelse mod Heiberg.

Kommissionen kom omtrent samtidig frem med et udkast. Det blev sendt til arkitekten bag reskriptet af 1790, nemlig Christian Colbjørnsen. Colbjørnsen havde ikke før været fortaler for stramning og hans mening havde hele tiden været at reskriptet af 1790 måtte være tilstrækkeligt. Men netop i den tid var der ekstra pres på Colbjørnsen, da kronprinsen af den russiske zar Paul 1. samtidig var blevet advaret om at gribe ind over for de "revolutionære strømninger" der tilsyneladende fandtes i Danmark ^[2]. Zaren var af sin let opskræmte ambassadør baron Krüdener i Danmark fejlagtigt blevet ledt til at tro at der fandtes jakobiner-klubber i København ^[3]. Christian Colbjørnsen havde også selv gradvist ændret opfattelse efter de mange personlige angreb han var blevet udsat for. Han gennemlæste udkastet og rettede det til og derefter kom det med Colbjørnsens anmærkninger til forhandling i statsrådet hvor det blev vedtaget^[4]. Grundige argumentationer for trykkefriheden som Michael Gottlieb Birckners Om Trykkefriheden og dens Love (1797) og Heibergs En Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefrieheden, tilegnet Kommissionen (1798) havde talt for døve øren.

[redigér] Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799

Frederik 6. malet i 1808.

Den 27. september 1799 blev kommissionens og Christian Colbjørnsens resultater fastlået som lov ved reskriptet af samme dato. Det lød på at regeringen overordnet set foretrak trykkefrihed men at mange havde misbrugt denne frihed til at kritisere regeringen og det var derfor nødvendigt at fastsætte hvad man måtte skrive, samt at skærpe straffene overordentligt for overtrædelser. Reskriptet af 1790's bestemmelser om at politidirektøren ikke skulle censurere større skrifter men kun lægge sag an mod skriftets udgivere blev opretholdt. Til gengæld skulle skrifter under 24 sider sendes ind til politimesteren og de skulle censureres før de blev trykt. Dette var møntet på de mange kampskrifter, viser og debattidsskrifter som florerede i trykkefrihedsperioden, og som oftest ikke var over de nævnte antal sider. Yderligere præciseredes det i 21 paragraffer hvornår man havde overtrådt loven.

Det er allerede i første paragraf og de to næstfølgende tydeligt hvortil loven først og fremmest sigter:

	§1: Hvo, som befindes, i noget ved Trykken udgivet Skrift, at tilskynde eller raade enten til Forandring i den, ved Fædrelandets Grundlov bestemte, Regieringsform, eller til Opstand imod Kongen, eller til at imodsætte sig Kongens Befalinger bør have sit Liv forbrudt.
Forordning om Trykkefriheden af 27. september 1799.

	§2: Dersom nogen, i et trykt Skrift, laster, forhaaner eller søger at udbrede Had og Misnøie imod disse Rigers Constitution, eller imod Kongens Regiering, enten i Almindelighed, eller i enkelte Handlinger, da straffes han med Landsforviisning; og dersom han, efterat være ført udenfor Grændserne, igien indfinder sig i Kongens Riger og Lande, uden dertil at have erholdt Tilladelse, bør han arbeide i Jern sin Livs Tid.
Forordning om Trykkefriheden af 27. september 1799.

	§3: Dersom nogen, paa lige Maade, laster eller forhaaner monarkisk Regieringsform i Almindelighed, skal han dømmes til Landsforviisning, fra 3 til 10 Aar, i Forhold af Forseelsens større eller mindre Grad.
Forordning om Trykkefriheden af 27. september 1799.

Disse paragraffer ulovliggør i praksis alle politiske skrifter, som ville sætte samfundsproblemer under debat. I §7 prøves der at at give et indtryk af at loven ikke er en komplet ulovliggørelse af politisk debat:

	§7: Da Kongen aldeles ikke vil, at redelige og oplyste Mænd skulle hindres fra, med Frimodighed og Anstændighed offentligen at tilkiendegive deres Tanker, om hvad der, efter deres Indsigt, kunde bidrage til at fremme det almindelig Beste; saa skal det eiheller være nogen forbudet, at yttre sin Mening, angaaende hvad han troer, der kunde være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og offentlige Indretninger; dog følger det af sig selv, at Forfatteren bør udtrykke sig med Beskedenhed, og ei tilsidesætte den Ærbædighed, han, som Borger og Undersaat, er Regieringen og Lovgiveren Skyldig. Skulde nogen forsee sig herimod, ved at skumle med Bitterhed over Regieringen, eller ved at indklæde sine Anmærkninger over dens Foranstaltninger i utilbørlige og usømmelige Udtrykke, men dog ikke i den Grad, at han kunde ansees efter 2§, da bør han dømmes til at sættes i Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.
Forordning om Trykkefriheden af 27. september 1799.

Det er dog tydeligt at med præciseringen om, at politisk debat skal ske med beskedenhed og ærbødighed overfor regeringen og især Kongen (eller kronprinsen), er det en gummiparagraf som kan anvendes overfor hvilketsomhelst skrift.

Yderligere viser §4 kronprinsens personlige uvilje komme til udtryk overfor stridsskrifterne:

	§4: Omendskiøndt Kongen, for Sin egen Deel, foragter personlige Fornærmelser imod Ham selv, og Han veed, at de Kgl. Prindser og Prindsesser tænke i denne Henseende, ligesom Han; saa kan Han dog, som Lovgiver, ikke forbigaae, at fastsætte Straf for saadan Forbrydelse: Det befales derfor, at dersom nogen, ved Trykken, søger at udbrede beskiæmmende eller fornærmende Rygter imod Kongens, eller Dronningens, eller de Kongelige Prindsers og Prindsessers Personer, da skal den Skyldige dømmes til Landsforviisning, enten for bestandig, eller fra 3 til 10 Aar, i Forhold af Forbrydelsens Grad.
Forordning om Trykkefriheden af 27. september 1799.

Også den officielle fortolkning af den kristne tro blev sikret igennem loven:

	§5: Hvo, som udgiver noget Skrift, der sigter til at nedbryde Læren om Guds Tilværelse og den menneskelige Siøls Udødelighed, saa og de, der, i trykte Skrifter, laste eller forhaane den christelige Religions Lære, som, i Følge Kongens Rigers Constitution og Landets Love, skal fortrinligen beskyttes og haandhæves, bør straffes med Landsforviisning, fra 3 til 10 Aar. Og da Kongen vil, at ethvert andet Religions-Safund, som taales i Hans Riger, ogsaa skal nyde Beskiærmelse i deres Gudsdyrkelse; saa befales, at dersom nogen søder at foragre saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel på Vand og B rød, fra 4 til 14 Dage.
Forordning om Trykkefriheden af 27. september 1799.

Skribenter havde tidligere ofte havde fremført deres samfundskritik iklædt en en allegorisk fortælling som f.eks. M.C. Bruuns Aristokraternes Catechismus eller en utopisk som Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse var der også taget højde for dette i §13:

	§13: Dersom det strafværdige eller fornærmende i et Skrift er indklædet i Allegorie eller Ironie, hvoraf dog Meningen og den onde Hensigt er umiskiendelig, da skal Forfatteren dømmes skyldig til samme Straf, som om han havde udtrykket sig ligefrem og uden Forstillelse; Men, dersom det kan ansees tvivlsomt, om Meningen deraf er strafværdig eller fornærmelig, skal Dommeren, i at frikiende Forfatteren for Straf, foreholde ham hans Uforsigtighed, i Doms Slutningen, og advare ham, at bruge herefter bedre Overlæg i hvad han maatte skrive.
Forordning om Trykkefriheden af 27. september 1799.

For at statuere eksempler blev P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun med tilbagevirkende kraft idømt landsforvisning. Niels Ditlev Riegels slap for nogen påtale, selvom han så sent som i 1799 udgav det, overfor den luthersk ortodokse kirke, stærkt kritiske blad Orthodoxien nedriver sig selv foruden de kritiske historiske skrifter såsom Udkast til Fierde Friederichs Historie efter Høyer I-II og Historiske malerier, som veiviser til dyd paa livets bane i 1799-1800.

Trykkefrihedsforordningen af 1799 kom til at fungere helt op til enevældens fald i 1848. Jacob Jacobsen Dampe blev i 1820 idømt dødsstraf ifølge forordningens §1, dommen blev dog siden ændret til livsvarigt fængsel.

Loven var samtidig med til at dæmpe den bølge af borgerlig kritik overfor kongedømmet, som havde været en følge af Oplysningstidens tanker. Samtidig med lovens indførelse skiftede tidsånden til Romantikken, hvor det politiske ikke var på dagsordenen og den skabte således ikke noget stort brud overfor størstedelen af de nye unge skribenter der dukkede op.

[redigér] Henvisninger

[redigér] Kilder

• Edvard Holm, Den offentlige mening og statsmagten i den dansk norske stat i slutningen af det 18de aarhundrede (1784-1799), København, 1888 (genudgivet 1975 af Kildeskriftselskabet).
• Harald Jørgensen, Da censuren blev opgivet, København, 1970.
• Jacob Henric Schou, Chronologisk Register over de Kongelige Forordninger og Aabne Breve samt andre trykte Anordninger etc, bind X, s. 163-165 og bind XII, s. 673-688, København, 1795 og 1800.
• H. Schwanenflügel, Peter Andreas Heiberg - En biografisk studie, København, 1891.