Tvangsfodring

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Dokument medicinsk personale på Guantanamo-lejren skal udfylde, for at anmode om tilladelse til at tvangsfodre sultestrejkende fanger

Tvangsfodring af mennesker eller dyr kan bl.a. udføres ved at føre et rør via næse til mavesækken, hos den som skal tvinges til at modtage næring.

Hos mennesker[redigér | redigér wikikode]

Tvangsernæring kan indebære, at en sonde føres gennem næse, svælg, og spiserør, til mavesækken, såkaldt sondeernæring.

Tvangsernæring kan også føres ind i blodårerne (såkaldt intravenøs ernæring) i form af væsker som indeholder elektrolytter og glukose. Dette gøres med en nål som er koblet til et plastrør eller en plastslange.

Europa[redigér | redigér wikikode]

Holger Meins blev tvangsfodret af Vest-Tysklands myndigheder, i 1974.

Læger[redigér | redigér wikikode]

World Medical Association vedtog i 1975 i Tokyoerklæringen at læger under ingen omstændigheder må foretage tvangsfodring ved sultestrejke:

»Når en fange nægter at tage næring til sig, og lægen anser ham eller hende for at være i stand til at gøre en ubundet og rationel bedømmelse af konsekvenserne ved denne frivillige afvisning af næring, skal han eller hun ikke mades kunstigt. Afgørelsen omkring fangens evner til at gøre en sådan bedømmelse skal bekræftes af mindst én anden, uafhængig læge. Konsekvenserne, af at nægte at tage næring til sig, skal lægen forklare for fangen.«

WMA har ingen formel myndighed til at håndhæve denne vedtagelse, og den følges derfor ikke af alle læger.