Tysk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tysk
(Deutsch
Udtale: [dɔʏ̯tʃ]
Talt i: • Tyskland  
Region:
I alt talere: Ca. 105 millioner (som modersmål) [1]
Ca. 80 millioner (som fremmedsprog)[1] 
Rang: 10
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Germansk
  Vestgermansk
   Højtysk
    Tysk 
Skriftsystem: Latinske alfabet (Tysk variant
Officiel status
Officielt sprog i: Tyskland Tyskland og EU EU
Reguleret af: Rat für deutsche Rechtschreibung
Sprogkoder
ISO 639-1: de
ISO 639-2: ger (B)  deu (T) 
ISO 639-3 : GER
ISO 639-3: flere:
deu – Nyhøjtysk
gmh – Middelhøjtysk
goh – Oldhøjtysk
gct – Alemán Coloniero
bar – Bairisk
cim – Zimbrisk
geh – Hutterisk tysk
ksh – Kölsch
nds – Plattysk
sli – Slesisk
ltz – Luxembourgsk
vmf – Mainfransk
mhn – Mócheno
pfl – Rhintysk
pdc – Pennsylvaniatysk
pdt – Plautdietsch
swg – Schwabisk
gsw – Schweizertysk
uln – Unserdeutsch
sxu – Saksisk
wae – Walserdeutsch
wep – Westfalsk 
Lande i verden, hvor tysk er et større sprog.

Tysk (Deutsch) er et vestgermansk sprog og et af verdens store sprog. Tysk er beslægtet med og klassificeres sammen med bl.a. engelsk og nederlandsk. Rundt omkring i verden tales tysk sammenlagt af omkring 100 millioner som modersmål og også af omkring 80 millioner som fremmedsprog. Tysk er det mest talte modersmål i EU og betragtes generelt som et verdenssprog. Der undervises i standardtysk på mange skoler, universiteter og Goethe-institutter over hele verden.

Geografisk fordeling[redigér | redigér wikikode]

Europa[redigér | redigér wikikode]

Tysk tales hovedsageligt i Tyskland (modersmål for mere end 95% af befolkningen), Østrig (89%) og Schweiz (64%) som sammen med Liechtenstein, Luxembourg (D-A-CH-Li-Lux) er de lande, hvor tysk er et hovedsprog.

Andre europæiske tysktalende lokalsamfund findes i Italien (Sydtyrol), i østkantonerne i Belgien, i det franske område Alsace som historisk set ofte er blevet handlet mellem Tyskland og Frankrig, samt i nogle grænsebyer i Sønderjylland (Nordslesvig) i Danmark.

Der eksisterer stadig nogle tysktalende lokalsamfund i Rumænien, Tjekkiet, Polen, Ungarn og specielt Rusland og Kazakhstan, selv om tvungen udvisning efter anden verdenskrig og massiv emigration til Tyskland i 1980'erne og 1990'erne har lagt flere af disse lokalsamfund øde. Det tales også af indvandrere og disses efterkommere i Portugal, Spanien, Italien, Marokko, Ægypten, Israel, Cypern, Tyrkiet, Grækenland, Storbritannien, Holland, Skandinavien, Sibirien i Rusland, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og det tidligere Jugoslavien.

En betragtelig del af den indfødte befolkning taler tyske dialekter i Luxembourg og omegn. Nogle folk taler også standardtysk (specielt i Luxembourg), selv om fransk har erstattet de lokale tyske dialekter som officielt sprog i Alsace og Lorraine, mens tysk ofte tales på gaden.

Uden for Europa[redigér | redigér wikikode]

Eksempler på tysk sprog i namibisk hverdagsliv.

Uden for Europa og det tidligere Sovjetunionen findes de største tysktalende lokalsamfund i USA, Canada, Brasilien og Argentina, som millioner af tyskere er migreret til i de sidste 200 år; men størstedelen af deres efterkommere taler ikke længere tysk. Herudover kan der findes tysktalende grupper i den tidligere tyske koloni Namibia, såvel som i andre lande med tysk emigrering, såsom Mexico, Dominikanske republik, Paraguay, Uruguay, Chile, Peru, Venezuela (hvor Alemán Coloniero langsomt opstod), Sydafrika og Australien.

Sydamerika[redigér | redigér wikikode]

I Brasilien findes den største koncentration af tysktalere i Rio Grande do Sul (hvor Riograndenser Hunsrückisch blev udviklet), Santa Catarina, Paraná og Espírito Santo, men der findes også områder med tysktalende efterkommere i Argentina, Paraguay og Chile. I det 20. århundrede har over 100.000 tyske politiske flygtninge og inviterede entreprenører slået sig ned i Latinamerika, såsom i Costa Rica, Panama, Venezuela og den Dominikanske Republik og har etableret tysktalende enklaver.

Nordamerika[redigér | redigér wikikode]

Tysk er i USA det femte mest talte sprog i hjemmet (~ 1,4 millioner) efter engelsk, spansk, kinesisk og fransk ifølge en folketælling fra 2000.[10] USA har dermed en af de største koncentrationer af tysktalere uden for Europa. Staterne North Dakota og South Dakota er de eneste stater, hvor tysk er det oftest talte sprog næst efter engelsk (det næstemest talte sprog i andre stater er enten spansk eller fransk).[10] Et tegn på den tyske tilstedeværelse er navnene på byer og landsbyer såsom Munich, Karlsruhe og Strasburg, North Dakota, New Braunfels og Muenster, Texas og Kiel, Berlin og Germantown. I løbet af det 20. århundrede er mange af efterkommerne af immigranter fra det 18. og 19. århundrede ophørt med at tale tysk i hjemmet. Mindre befolkninger af gamle (såvel som nogle unge) tysktalende kan findes i Pennsylvania, Kansas (Mennoniter og Volga-tyskere), North Dakota, South Dakota, Montana, Texas, Wisconsin, Indiana, Louisiana og Oklahoma. I starten af det 20. århundrede blev oftest immigreret til St. Louis, Chicago, New York, Pittsburgh og Cincinnati. Størstedelen af bølgen efter anden verdenskrig kom til New York, Philadelphia, Los Angeles, San Francisco og Chicagos byområder, og til Florida, Arizona og Californien, hvor der bor store samfund af pensionerede tyske, schweiziske og østrigske udvandrere.[Kilde mangler]

I Canada findes der ifølge en folketælling fra 2006 622.650 tysktalende,[11] mens der findes folk med tysk slægtskab (tysk-canadiere) over hele landet. Der findes specielt tysktalende fællesskaber i Britisk Columbia (118.035) og Ontario (230.330).[11] Der er et stort og dominerende tysk fællesskab i byen Kitchener, som tidligere blev kaldt Berlin. Tyske immigranter var nøglepersoner i landets tre største bymæssige bebyggelser: Montreal, Toronto og Vancouver og efter 2. verdenskrig lykkedes det tyske immigranter at bevare flydende tysk i deres respektive nabolag og kvarterer. I den første halvdel af det 20. århundrede gjorde over en million tysk-canadiere sproget til et af Canadas mest talte efter fransk.

I Mexico findes der også store befolkningsgrupper af tysk herkomst, hovedsageligt i byerne Mexico City, Puebla, Mazatlán, Tapachula og større grupper spredt i delstaterne Chihuahua, Durango og Zacatecas. Det siges også, at der findes mange folk af tysk slægtskab i nabobyerne til Guadalajara og store dele af det nordlige Mexico, hvor den tyske indflydelse blev en del af den mexicanske kultur. Højtysk tales af de velstående tyske samfund i Puebla, Mexico City, Nuevo Leon, San Luis Potosi og Quintana Roo.

Dialekter i Nordamerika[redigér | redigér wikikode]

De dialekter af tysk, der tales eller blev talt primært i kolonier eller lokalsamfund grundlagt af tysktalende folk minder meget om dialekterne fra de regioner, hvorfra grundlæggerne kom. For eksempel minder Pennsylvania-tysk om dialekterne fra Rheinland-Pfalz og hutterisk tysk minder om dialekter fra Kärnten. Texas-tysk er en dialekt, som tales i områder af Texas, som blev beboet af folk fra Adelsverein, såsom New Braunfels og Fredericksburg. I Amana-kolonierne i delstaten Iowa tales Amana-tysk. Plattdüütsch er et stort minoritetssprog talt i det nordlige Mexico af lokale grupper af Mennonitter, og tales af mere end 200.000 mennesker i Mexico.

Hutterisk tysk er en overtysk-dialekt af østrigsk-bøhmisk oprindelse, som tales af Hutteritter i Canada og USA, hovedsageligt i de amerikanske delstater Washington, Montana, North Dakota og South Dakota samt Minnesota, og i de canadiske provinser Alberta, Saskatchewan og Manitoba. Dets talere tilhører nogle Schmiedleit, Lehrerleit og Dariusleit hutteriske grupper, men der findes også talere blandt de ældre generationer af Prairieleit (efterkommere af de hutteritter, som valgte ikke at slå sig ned i kolonier). Hutteritters børn, som vokser op i kolonierne, lærer at tale hutterisk tysk, før de lærer engelsk i grundskolen. Mange kolonier fortsætter med tysk i skolen, separat fra den offentlige skole, op gennem hele en elevs obligatoriske uddannelse.

Australien[redigér | redigér wikikode]

Delstaten South Australia oplevede en stor bølge af tyske immigranter fra Preussen (specielt fra Schlesien) i 1840'erne. Med den længerevarende isolation og kontakt med australsk engelsk har nogle antydet, at det har dannet en unik dialekt kendt som Barossatysk som hovedsageligt tales i Barossa Valley nær Adelaide. Brugen af sproget sank betragteligt ved første verdenskrigs komme og de medfølgende anti-tyske følelser i befolkningen. Dialekten blev fortsat brugt som et modersmål langt ind i det 20. århundrede, men dens brug er nu begrænset til nogle få, ældre talere.

Internet[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Global Reach (2004)er 6,9% af de besøgende på internettet tyske.[12][13] Ifølge Netz-tipp (2002) er 7,7% af alle hjemmesider skrevet på tysk,[14] hvilket gør det til det næstmest benyttede sprog fra den europæiske sproggruppe efter engelsk. De rapporterer også, at 12% af Googles brugere benytter den tyske brugergrænseflade.[14]

Ældre statistikker såsom Babel (1998) fandt nogenlunde tilsvarende demografik.[15] FUNREDES[16] (1998) og Vilaweb[17] (2000) fandt begge, at tysk er det tredjemest benyttede sprog på hjemmesider efter engelsk og japansk.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De germanisk-talende områder af det tysk-romerske rige omkring 962.
Tysksprogede aviser i Nordamerika i 1922

Sprogets historie begynder med det højtyske konsonantskifte under folkevandringstiden, hvilket separerede højtyske dialekter fra almindelige vestgermanske sprog. De tidligste spor af oldhøjtysk er fra spredte ældre futharken-inskriptioner, specielt på alemannisk fra det 6. århundrede; den tidligste ordbog (Abrogans) stammer fra det 8. århundrede og de ældste sammenhængende tekster (Hildebrandslied, Muspilli og Merseburgformlerne) fra det 9. århundrede. Oldsaksisk tilhørte på dette tidspunkt det Nordsøgermanske kulturelle område, og nedersaksisk bør falde under tysk snarere end anglo-frisisk indflydelse under det tysk-romerske Rige.

Efter Tyskland blev opdelt i mange forskellige delstater, var den eneste kraft, som arbejdede for en samling eller standardisering af tysk i en periode på flere hundrede år, den generelle præference hos forfattere, som forsøgte at skrive på en måde, som kunne forstås af den størst mulige mængde mennesker.

Da Martin Luther oversatte Biblen (det nye testamente i 1522 og det gamle testamente, udgivet i dele og færdiggjort i 1534), baserede han hovedsageligt sin oversættelse på det bureaukratiske standardsprog som taltes i Sachsen (sächsische Kanzleisprache) også kendt som Meißner-Deutsch (Meißner-tysk), som på det tidspunkt var det mest udbredt forståede sprog, fordi regionen, det blev talt i, var en af de mest indflydelsesrige af tyske delstater.[Kilde mangler] Dette sprog var baseret på østlige høj- og østlige centraltyske dialekter og bevarede meget af det grammatiske system fra middelhøjtysk (i modsætning til de talte tyske dialekter i det centrale og nordlige Tyskland, som allerede på det tidspunkt begyndte at miste genitiv og præteritum). I begyndelsen havde eksemplarer af Biblen en lang liste for hver region af oversatte ord, som var ukendte i den regionale dialekt. Romersk-katolikker forkastede til at begynde med Luthers oversættelse og forsøgte at skabe deres egen katolske standard (gemeines Deutsch) — som dog kun var anderledes end 'protestantisk tysk' på nogle mindre punkter. Det varede frem til midten af det 18. århundrede, før man fik skabt en standard, som blev bredt accepteret, hvilket dermed blev enden på perioden med tidlig nyhøjtysk. I 1901 sluttede den Anden Ortografiske Konference med en fuldstændig standardisering af det tyske sprog i skriftlig form, mens Deutsche Bühnensprache allerede havde etableret staveregler for tysk tre år tidligere, som senere blev obligatoriske for generel tysk udtale.

Tysk plejede at være handels- og regeringssprog i det habsburgske monarki, som omfattede en stor del af det centrale og østlige Europa. Indtil midten af det 19. århundrede var det i realiteten det sprog, som byfolk brugte i det meste af riget. Det indikerede, at taleren var en købmand, en bybo, og ikke af deres nationalitet. Nogle byer, såsom Prag og Budapest (tysk: Ofen), blev gradvist germaniseret i årene efter deres inkorporering i det habsburgske domæne. Andre, såsom Bratislava(tysk: Pressburg), blev oprindelig befolket i den habsburgske periode, og var på det tidspunkt hovedsageligt tysk. Nogle få byer såsom Milano (tysk: Mailand) forblev primært ikke-tyske. De fleste byer var dog i denne periode tysketalende, selv om de var omgivet af territorier, der talte andre sprog.

Indtil omkring 1800 var standardtysk næsten kun et skrevet sprog. På dette tidspunkt lærte folk i bymæssige områder i det nordlige Tyskland, der talte plattyske dialekter, som var meget anderledes end standardtysk, sproget næsten som et fremmedsprog og forsøgte at udtale det så tæt på stavningen som muligt. Normative udtalevejledninger plejede at betragte nordlig tysk udtale som standarden. Den egentlige udtale af standardtysk varierer dog fra region til region.

Medier og skrevne værker produceredes næsten alle på standardtysk (ofte kaldet Hochdeutsch på tysk, selv om det ikke skal forveksles med højtysk (dialektgruppe)), hvilket forstås i alle områder, hvor der tales tysk, bortset fra hos børnehaveklassebørn i områder, hvor der kun tales en dialekt, for eksempel i Schweiz og Østrig. Med udbredelsen af fjernsynet lærer de fleste af disse børn dog også at forstå standardtysk, før de når skolealderen.

Den første ordbog fra brødrene Grimm i 16 dele, der blev udgivet mellem 1852 og 1860, blev den første omfattende vejledning til ordene i det tyske sprog. I 1880 fremkom grammatiske og ortografiske regler for første gang i Duden. I 1901 blev dette erklæret som standarddefinitionen på det tyske sprog. Officielle revisioner af nogle af disse regler blev ikke udsendt før i 1998, da den tyske stavereform fra 1996 blev officielt udstedt af regeringsrepræsentanter fra alle tysktalende lande. Siden reformen har tysk stavning været i en otte-års overgangsperiode, hvor den reformerede stavning læres på de fleste skoler, mens traditionel og reformeret stavning eksisterer side om side i medierne.

Den tyske stavereform (retskrivningsreform) fra 1996 førte til offentlige kontroverser og polemik. Nogle delstatsparlamenter (Bundesländer) ville ikke acceptere den (Nordrhein-Westfalen og Bayern). Uenigheden nåede på et tidspunkt højesteret, som gjorde kort proces, og erklærede, at delstaterne havde ret til selv at bestemme, og at kun i skoler kunne reformen blive gjort den officielle regel – alle andre kunne fortsætte med at skrive, som de selv havde lært det. Efter 10 år, uden nogen indblanding fra det føderale parlament, blev en stor men ufærdig revision gennemført i 2006, i tide til det nye skoleår 2006. I 2007 blev nogle gamle stavemåder endelig gjort ugyldige. Det eneste sikre og let genkendelige tegn på, at en tekst overholder reformen er -ss i slutningen af ord som dass og muss. Klassisk stavning forbød denne endelse, og brugte i stedet daß og muß. (Den gamle regel sagde: ss mellem to vokaler, hvoraf den første er kort; den nye regel siger ss efter kort vokal).

Den stigende brug af engelsk i Tysklands højere uddannelsessystemer, såvel som i forretningsverdenen og populærkulturen, har fået flere tyske akademikere til at udtale, at tysk er et sprog på tilbagegang i sit ophavsland. For eksempel udtalte Ursula Kimpel fra Tübingen-universitetet i 2005, at "tyske universiteter tilbyder flere kurser i engelsk, fordi et større antal studerende kommer fra udlandet. Tysk er desværre et sprog i tilbagegang. Vi behøver og ønsker, at vores professorer skal kunne undervise effektivt på engelsk".[18]

Standardtysk[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Standardtysk

Standardtysk startede ikke som en traditionel dialekt fra en specifik region, men som et skriftsprog. Der findes dog steder, hvor den traditionelle regionale dialekt er blevet erstattet af standardtysk; dette er tilfældet i store områder i Nordtyskland, men også i større byer i andre dele af landet.

Skilt fra Baden-Württemberg

Standardtysk afviger regionalt, mellem tysktalende lande, i ordbøger og i nogle tilfælde af udtale og sågar grammatik og ortografi. Denne variation må ikke forveksles med lokale dialekters variation. Selv om de regionale varianter af standardtysk kun i en vis grad er påvirket af lokale dialekter, er de meget særlige. Tysk betragtes derfor som et pluricentrisk sprog.

I de fleste regioner bruger talere en helhed af blandinger fra mere dialektiske varianter til standardvarianter alt efter situation.

I de tysktalende dele af Schweiz bruges der meget sjældent blandinger af dialekt og standard, og brugen af standardtysk er hovedsagelig begrænset til skriftsproget. Schweizisk standardtysk bruges i det schweiziske uddannelsessystem.

Officiel status[redigér | redigér wikikode]

D-A-CH-flag, et uofficielt flag bestående af flagene fra de tre dominerende stater i det tyske Sprachraum.

Standardtysk er det eneste officielle sprog i Liechtenstein og Østrig; det deler status som officielt sprog i Tyskland (med dansk, frisisk og vendisk som minoritetssprog), Schweiz (med fransk, italiensk og rætoromansk), Belgien (med hollandsk og fransk) og Luxembourg (med fransk og luxembourgsk). Det bruges som et lokalt officielt sprog i Italien (Sydtyrol), såvel som i byerne Sopron (Ungarn), Krahule (Slovakiet) og flere byer i Rumænien. Det er sammen med italiensk den vatikanske schweizergardes officielle sprog.

Tysk har en officielt anerkendt status som regionalt sprog eller hjælpesprog i Danmark (Sønderjylland), Frankrig (Alsace og Moselle), Italien (Gressoneydalen), Namibia, Polen (Opole) og Rusland (Asowo og Halbstadt).[Kilde mangler]

Tysk er et af EU's 23 officielle sprog. Det er det sprog i EU, som flest indbyggere har som modersmål, og det er det næstmest talte sprog i Europa efter engelsk, men før fransk.

Tysk som modersmål og fremmedsprog[redigér | redigér wikikode]

Kendskab til tysk i EU, Schweiz, Kroatien og Tyrkiet

Tysk er det tredjemest lærte fremmedsprog i den engelsktalende verden efter fransk og spansk.

Det er hovedsprog for omkring 90–95 millioner mennesker i Europa (pr. 2004), eller 13,3% af alle europæere, og er dermed det næstmest talte modersmål i Europa efter russisk, men over fransk (66,5 millioner talere i 2004) og engelsk (64,2 millioner talere i 2004). Det er dermed også det mest talte modersmål i EU. Det er det næstmest kendte fremmedsprog i EU.[19] Det er et af de tre arbejdssprog for Europa Kommissionen sammen med engelsk og fransk. 32 % af befolkningen i EU-15-landene siger, at de kan konversere på tysk (enten som modersmål eller fremmedsprog).[20] Dette er blevet hjulpet på vej af den udbredte dækning af tysk tv via kabel-tv eller satellit.

Tysk var engang, og er til en vis grad stadigvæk, et lingua franca i det centrale, østlige og nordlige Europa.

Dialekter[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tyske dialekter
Ved det andet germanske konsonantskifte blev kortet over tyske dialekter opdelt i overtysk[21] (grøn), mellemtysk (blå) og plattysk (gul). De centrale isoglosser, Benrath og Mainlinjen er markeret med sort.

Tysk er en del af den vestlige gren af den germanske sprogfamilie, som så til gengæld er en del af den indueuropæiske sprogfamilie. De tyske dialekters helhed deles traditionelt bredest op i højtysk og nedertysk (også kendt som plattysk.

Fordelingen af folk med større kontinentale vestgermanske dialekter som modersmål.

Variationen blandt de tyske dialekter er betragtelig, og ofte kan kun nabodialekter forstå hinanden ordentligt. Nogle dialekter kan slet ikke forstås af folk, som kun kender standardtysk. Alle tyske dialekter tilhører dog den dialekthelhed, som stammer fra de højtyske og nedersaksiske sprog.

Grammatik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tysk grammatik

Tysk er et flekterende sprog.

Bøjning af navneord[redigér | redigér wikikode]

Tyske navneord bøjes som:

  • et af fire kasus: nominativ, akkusativ, genitiv og dativ.
  • et af tre køn: hankøn, hunkøn eller intetkøn. Ordendelser kan sommetider afsløre grammatisk køn; for eksempel er navneord, der ender på ...ung, ...schaft(-skab), ...keit eller ...heit(-hed) hunkøn, mens navneord der ender på ...chen eller ...lein (diminutive former) er intetkøn, og navneord, der ender på ...ismus (-isme), er hankøn. Andre er omdebatterede og afhænger nogle gange af, i hvilken region det tales. Herudover eksisterer der også flertydige endelser, såsom ...er, f.eks. Feier (hunkøn), og Arbeiter (hankøn).
  • et af to antal: ental eller flertal.


Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 National Geographic Collegiate Atlas of the World. Willard, Ohio: R.R Donnelley & Sons Company. April 2006. pp. 257–270. ISBN Regular:0-7922-3662-9, 978-0-7922-3662-7. Deluxe:0-7922-7976-X, 978-0-7922-7976-1. 
  2. 2,0 2,1 EUROPA – Allgemeine & berufliche Bildung – Regional- und Minderheitensprachen der Europäischen Union – Euromosaik-Studie
  3. "Deutsch in Namibia" (på Tysk) (PDF). Supplement of the Allgemeine Zeitung. 2007-08-18. http://www.az.com.na/fileadmin/pdf/2007/deutsch_in_namibia_2007_07_18.pdf. Hentet 2008-06-23. 
  4. SCHLESISCHES WOCHENBLATT – Die größte deutsch-polnische Zeitung der deutschen Minderheit in Polen. Information, Kultur, Politik, Service
  5. Verein Deutsche Sprache e.V. – Prominente Mitglieder und Ehrenmitglieder
  6. EUROPA – Allgemeine & berufliche Bildung – Regional- und Minderheitensprachen der Europäischen Union – Euromosaik-Studie
  7. EUROPA – Education and Training – Europa – Regional and minority languages – Euromosaïc study
  8. http://ec.europa.eu/education/policies/lang/languages/langmin/euromosaic/hu_de.pdf [dødt link]
  9. SbZ – Deutsche Minderheit in Rumänien: "Zimmerpflanze oder Betreuungs-Objekt" – Informationen zu Siebenbürgen und Rumänien
  10. 10,0 10,1 US Census 2000
  11. 11,0 11,1 Statistics Canada 2006
  12. Global Statistics, Global Reach.
  13. Internet Languages, NVTC.
  14. 14,0 14,1 "Distribution of languages on the Internet".
  15. Palmares, Internet Society.
  16. Funredes.
  17. Vilaweb.
  18. "German Professors Visit Maryland English Institute to Refine Their English for the Classroom" (PDF). University of Maryland, College Park. 2005. http://www.international.umd.edu/sparkplug/common/images/oip/2005_Fall_v2.pdf. Hentet 2008-01-29. 
  19. After English; "Europeans and Language" (PDF). Europa Kommissionen. 2005. http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/ebs/ebs_237.en.pdf. Hentet 2007-12-08. 
  20. "Languages in Europe". Europakommissionen. 2007. http://ec.europa.eu/education/policies/lang/languages/index_en.html. Hentet 2008-02-12. 
  21. overtysk — Ordbog — ODS — ordnet.dk

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]