Tyske mindretal i Sønderjylland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Resultatet af folkeafstemningen i 1920

Det tyske mindretal (tysk: Deutsche Minderheit/Volksgruppe in Dänemark) er betegnelsen for de tysksindede i den del af Sønderjylland, der ved genforeningen 1920 kom tilbage til Danmark (Nordslesvig). Man vurderer, at mellem 15.000 og 20.000 mennesker i dag er knyttet til mindretallet. I den tyske tid fra 1864 til 1920 styrkedes den tyske folkegruppe. Fra dansk side kaldes de fra midten af det 19. århundrede også hjemmetyskere, en betegnelse som mindretallet i øvrigt selv også har taget til sig. Mindretallet krævede i årene 1920 til 1945 en revision af grænsen. Fra 1937 var folkegruppen præget af nazismen. Efter krigen reorganiseredes mindretallet på demokratisk basis.

Af ca. 20.000 tyske nordslesvigere taler omkring to tredjedele dansk (ofte sønderjysk) som hjemmesprog [1]. Tysk er fortsat mindretallets kultursprog.

Historie[redigér | redigér wikikode]

1920-1940[redigér | redigér wikikode]

Folkeafstemningen i 1920 om den dansk-tyske grænse efterlod et tysk mindretal i Nordslesvig, det område vi i dag almindeligvis kalder Sønderjylland. Mindretallet, som var på mellem 25.000 og 30.000 personer, anerkendte aldrig grænsedragningen fra 1920, og det blev omgående et politisk hovedmål for mindretallet at få revideret grænsen. Helst så man den flyttet tilbage til Kongeåen, som fra 1864 til 1920 udgjorde den dansk-tyske grænse. Dette krav, sammenholdt med, at Tyskland aldrig anerkendte grænsedragningen fra 1920, men tværtimod hævdede, at den var påtvunget Tyskland af de allierede med dansk velsignelse, var en kilde til evig dansk bekymring. Grænse- og mindretalsspørgsmålet stod derfor helt centralt i den danske sikkerhedspolitik fra 1920 til 1945.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 skærpedes den nationale konflikt i grænselandet. Revisionen af Versailles-fredens grænser var et hovedmål for Nazi-Tyskland. Ikke mindst derfor holdt nazismen hurtigt sit indtog i det tyske mindretal i Nordslesvig, fuldstændig som den gjorde i andre tyske mindretal i Europa, der var opstået som følge af Versailles-fredens grænser.

Nazificeringen af mindretallet kulminerede i 1938med NSDAP-N´s ( Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei-Nordschleswig) ubestridte lederskab under føreren Jens Møller. Mindretallet blev politisk og kulturelt organiseret, ensrettet og underlagt partiet fuldstændig efter rigstysk mønster: SK (Schleswigsche Kameradschaft) svarende til SA blev oprettet, og Deutsche Jugendschaft og Mädchenschaft Nordschleswig monopoliserede med Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel som forbilleder mindretallets ungdom, der tillige blev præget i de hjemmetyske kommune- og privatskoler.

Revisionen af grænserne fra Versailles-freden stod som nævnt centralt i den nazistiske agitation, og under indtryk af begivenhederne i Tjekkoslovakiet, Memelområdet og Danzig, hvor etniske tyskere kom ”hjem til Riget”, blev en grænseflytning under parolen ”wir wollen heim ins Reich” mindretallets hovedkrav op til Folketingsvalget i april 1939. Valget gav nok mindretallet en stemmefremgang, men det nationale styrkeforhold i Nordslesvig blev ikke forrykket. Mindretallet fik kun 15.9 % af stemmerne. Møller fik efterfølgende i Berlin at vide, at en grænserevision ikke lå lige for. Hertil kom den dansk-tyske ikke-angrebspagt i maj 1939 og videre i oktober Hitlers offentlige udtalelse om ikke at ville rejse territoriale krav over for Danmark.

1940-1945[redigér | redigér wikikode]

Den tyske indmarch 9. april 1940 gav imidlertid mindretallet nyt håb om en grænserevision. Men ved at bøje sig for de tyske krav den 9. april opnåede den danske regering bl.a. en tysk tilsikring af dansk territorial integritet. Med andre ord: hvis den danske regering accepterede den tyske besættelse, ville Tyskland til gengæld anerkende den eksisterende grænse. Det var første gang siden 1920, at Tyskland havde givet noget, der mindede om en garanti af den nye grænse.

De tyske sejre i sommeren 1940, der bl.a. medførte, at to provinser, som var afstået til Belgien ved Versailles-freden, blev genindlemmet i Det tyske Rige, gav dog anledning til fornyet optimisme. Først forventedes en genindlemmelse 15. juni, 20-årsdagen for Nordslesvigs tilbagevenden til Danmark, siden knyttedes forhåbningerne til 28. juni, Versailles-dagen, men 25. juni led de hjemmetyske drømme et nyt knæk, da Berlin lod mindretallet forstå, at en grænserevision ikke var på dagsordenen. Det var det tyske Udenrigsministerium, som vred armen om på mindretallets ledelse: Gennem etableringen af samarbejdspolitikken i Danmark, havde man skabt sig en særlig platform, og man var ikke interesseret i, at hjemmetyske aspirationer om en grænserevision skulle bringe den særlige politiske konstruktion i Danmark i fare. Der var andre tungtvejende udenrigspolitiske og militære årsager til, at Tyskland udskød en evt. grænserevision. Denne holdning gjorde sig gældende besættelsen igennem, indtil de svindende udsigter til en tysk sejr gjorde spørgsmålet helt uaktuelt. Fra dansk side kunne man imidlertid aldrig føle sig sikker på, at grænsespørgsmålet var lukket, og denne uforudsigelighed var omvendt det tyske mindretals håb.

I mellemtiden gik mindretallet i offensiven på andre områder, primært for at vinde de nationalt ”blakkede” i landsdelen for sig: jordkampen intensiveredes af Kreditanstalt Vogelgesang og gennem dannelsen i november 1940 af Landesbauernschaft Nordschleswig. Den hjemmetyske erhvervsorgansation Deutsche Berufsgruppen in Nordschleswig etablerede et Liefergemeinschaft, der sørgede for, at hjemmetyske virksomheder fik favorable leverancer til Værnemagten. De økonomiske fremstød knyttedes tæt sammen med kulturelle: fik man økonomiske fordele af at gå til mindretallet, måtte man til gengæld sætte sine børn i tysk skole, læse den hjemmetyske avis osv. I skoleåret 1940-41 overførtes ca. 400 børn fra dansk til tysk skole, og i 1942 gik ca. 4.100 elever, 15 % af landsdelens børn, i mindretallets 90 skoler.

Den rigstyske hovedinteresse i mindretallet lå i at hverve ungdommen til Waffen SS, hvilket foregik i det skjulte allerede fra maj 1939. Efter 9. april 1940 kom der mere gang i hvervningen, og efter det tyske angreb mod Sovjet, iværksattes i efteråret 1941 en offentlig hvervekampagne. Ansvaret for denne lå hos mindretalsledelsen i Det lille politiske Raad, der ganske som f.eks. Jungenschaft og mange skolelærere, lagde et betydeligt pres på de unge. Ikke desto mindre havde ledelsen et ambivalent forhold til hvervningen, fordi fronttjenesten drænede mindretallet for dets unge mænd. På den anden side håbede man, at offerviljen på sigt ville blive belønnet med en grænserevision. Berlin yndede nemlig at antyde, at ”hjemstavnens ret til en fri tysk fremtid skulle tilkæmpes”. Omtrent 1500-1600 meldte sig til Waffen SS, og yderligere ca. 500 til Værnemagten. Ca. 750 faldt.

I januar 1943 begyndte hvervningen til Zeitfreiwilligendienst. Det var en slags hjemmeværn, som skulle bistå regulære tyske tropper ved en allieret invasion. Berlin anså tjenesten for egentlig militærtjeneste, og i håbet om at dette ville reducere de tyske krav om frontsoldater, gav Jens Møller hvervningen sin velsignelse. Ligeså hvervningen til den tyske grænsebevogtningstjeneste, som også regnedes for egentlig militærtjeneste. I alt meldte ca. 1600 sig til ”Zeitfreiwilligendienst” og 90 til grænsebevogtningen. Et tredje uniformeret, bevæbnet korps Selbstschutz på ca. 450 mand blev oprettet i 1944 for at beskytte primært hjemmetyske virksomheder mod sabotage. Dette korps, som rekrutteredes blandt SK, var stærkt ideologisk betonet, og lejlighedsvis tiltog korpsets medlemmer sig politimyndighed overfor danske medborgere.

Da krigen gik ind i sin sidste fase, stod mindretallet Tyskland bi ved dels at sørge for indkvartering af tusindvis af tyske flygtninge i private hjemmetyske hjem, dels ved at mobilisere frivillige til gravning af skanser tværs over Nordslesvig, vendt mod en allieret invasion.

Mindretallets synlige og ofte meget demonstrative solidaritet med besættelsesmagten, som den bl.a. kom til udtryk i den hjemmetyske avis, medførte et spændt og undertiden hadefuldt forhold mellem mindretals- og flertalsbefolkning. Små oppositionelle kredse i mindretallet, f.eks. Haderslev-kredsen, fik først mæle efter krigen.

Retsopgøret[redigér | redigér wikikode]

Modsætningerne kom til udløsning efter 5. maj 1945 i et omfattende retsligt og politisk-kulturelt opgør. Godt 3500 hjemmetyskere blev i maj-juni 1945 interneret i Fårhuslejren og på Sønderborg Slot, og ca. 3.000 af dem, svarende til ikke mindre end 25% af samtlige dømte danske ”landssvigere”, blev dømt under retsopgøret. Afsoningen foregik primært i Fårhuslejren.

Hjemmetyske institutioner, herunder størstedelen af skolerne, blev lukket, og en række bombeattentater mod tyske monumenter og hjemmetysk ejendom i maj-juni 1945 understregede opgørets alvor, et opgør som skabte en dyb kløft mellem dansk- og tysksindede årtier efter krigen. I august 1945 sprængtes Bismarck-tårnet i Knivsbjerg. Tårnet havde stor national betydning for mindretallet.

Mindretallet har overvejende opfattet retsopgøret som uretfærdigt - at der ikke i tilstrækkeligt omfang blev taget hensyn til den loyalitetskonflikt, mindretallet hævdede at befinde sig i. Ikke desto mindre må opgøret betegnes som moderat sammenlignet med andre lande, hvor tyske mindretal blev fordrevet, led tab af ejendom og efterstræbtes på livet. Tab af dansk statsborgerskab og efterfølgende udvisning af hjemmetyskere, som f.eks. var dømt for uniformeret tysk tjeneste, var ét af kravene i den sønderjyske modstandsbevægelses mindretalsprogram. Det blev dog aldrig imødekommet, trods stor folkelig opbakning i landsdelen. Når det tyske mindretal i dag er stærkt reduceret, må det i høj grad tilskrives tildragelserne 1933-45.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

Bund Deutscher Nordschleswigers flag

Det tyske mindretal i Danmark er organiseret under paraplyorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) (tyske nordslesvigeres forbund). BDN repræsenterer mindretallet i politiske, kulturelle og økonomiske forhold. Under BDN hører Slesvigsk Parti der varetager mindretallets interesser på kommunalt og regionalt plan.

Institutioner[redigér | redigér wikikode]

Det tyske mindretal står for en del institutioner i Sønderjylland.

Højskoleforstander Jacob Appel gennemførte som undervisningsminister for Venstre de frisindede "appelske skolelove" i 1920-1924. Disse love sikrede, at hjemmetyskerne i Sønderjylland (dengang benævnt "De sønderjyske Landsdele") fik deres egne skoler.

Skoler, efterskoler og gymnasier[redigér | redigér wikikode]

Skoler med klassetrin 0-7[redigér | redigér wikikode]

Skoler med klassetrin 0-10[redigér | redigér wikikode]

Efterskoler[redigér | redigér wikikode]

Gymnasier[redigér | redigér wikikode]

Børnehaver[redigér | redigér wikikode]

Fritidshjem[redigér | redigér wikikode]

Biblioteker[redigér | redigér wikikode]

Det tyske mindretal råder over egne biblioteker i Sønderjylland med en medieholdning på ca. 230.000 medieenheder, dvs. bøger og av-medier samt et kartotek. Der findes et centralbibliotek, 4 filialbiblioteker, 2 bogbusser samt 15 skolebiblioteker, der bliver serviceret af centralbiblioteket. Biblioteksvæsenet er underlagt den danske bibliotekslov og er finansieret fra den tyske (ca.65%) og den danske stat (ca.35%).

Bibliotekerne:

  • Deutsche Büchereizentrale und Zentralbücherei Apenrade, det tyske mindretals centralbibliotek i Aabenraa
  • Deutsche Bücherei Hadersleben, det tyske bibliotek i Haderslev
  • Deutsche Bücherei Sonderburg, det tyske bibliotek i Sønderborg
  • Deutsche Bücherei Tingleff, det tyske bibliotek i Tinglev
  • Deutsche Bücherei Tondern, det tyske bibliotek i Tønder
  • Fahrbüchereien 1 & 2, de tyske bogbusser 1 & 2

Presse[redigér | redigér wikikode]

Kirke[redigér | redigér wikikode]

Tyske præster og kirkelige handlinger på tysk er en del af det kirkelige liv i det tyske mindretal.

Præsterne på landet er en del af Nordschleswigsche Gemeinde, der har tætte bånd til den nordelbiske-lutherske kirke.

De fire tyske præster i byerne arbejder inden for rammerne af den danske folkekirke.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Robert Bohn, Uwe Danker og Jørgen Kühl (red.). Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland. Institut for Grænseregionsforskning, 2001.
  • Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen (Udg.): Sønderjylland under krig og besættelse 1940-1945. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2003.
  • Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret. Nyt Nordisk Forlag 2011.
  • Henrik Skov Kristensen og Inge Adriansen: Als og Sundeved 1940-45. Historisk Samfund for Als og Sundeved 1995 (2. udgave 2005).
  • Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen. Munksgaard 1974.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Den Store Danske Encyclopædi, Bind 4, København 1996