Uighur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Uighur
Uyƣur, ئۇيغۇر
Khotan-mercado-chico-d01.jpg
Uighur fra Khotan
Antal og fordeling
Antal i alt 8-10 mio. (skøn)
Kina Kina: 8.399.393 (2000)
* Xinjiang: 8.345.622 (2000)
 :* Kashgar: 3.042.942 (2000)
 :* Kizilsu: 281.306 (2000)
 :* Ürümqi: 266.342 (2000)
 :* Changji: 58.984 (2000)
 :* Bayingolin: 345.595 (2000)
* Kasakhstan Kazakhstan: 223.100 (2009) [1]
* Kirgisistan Kirgisistan: 49.000 (2009) [2]
Etnografi
Etnicitet: Mongolsk
Sprog: Uyghur
Religion: Sunni-muslim
Levevis: Landbrug
Udbredelse
Xinjiang nationalities by prefecture 2000.png
Kort over Xinjiang med præfekturer, hvor et flertal af befolkningen er Uyghur, er vist med blåt.

Uighur også stavet Uyghur er et folkeslag der primært lever i den nordvestlige kinesiske provins Xinjiang Uighur Autonome Region (Shinjang Uyghur Aptonom Rayoni/Xīnjiāng Wéiwú'ěr Zìzhìqū), der også kendes under betegnelsen Østturkistan, Østturkestan, Kinesisk Turkestan eller Uyghurstan.

Uighur-folket er et af den Kinesiske folkerepublik 56 officielle mindretal. Der findes ca. 8,4 mio. Uighur i Kina og derudover er der grupper af varierende omfang i Pakistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Mongoliet og Tyrkiet.

I alt omfatter Uighur-folket omkring 15 millioner mennesker, som overvejende bekender sig til den sunni-muslimske religion.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Xinjiang, eller "Det nye territorium" blev af kinesiske herskere brugt som forvisningssted for besværlige kinesere allerede under Han-dynastiet under den brutale "første kejser" Qin Shi Huang (259-210 f. Kr.).

Kokturkiske khanat[redigér | redigér wikikode]

Sammen med de såkaldte kokturker var uighurene en af de største og mest udholdende af de turkotatarisk-talende folkeslag i Centralasien. De bestod som en stammeføderation regeret af Juan Juan-konføderationen fra 460 til 545 og der efter af heftalittene fra 541 til 565, før de blev gjort til en del af det kokturkiske khaganat. I kinesiske kilder blev de omtalt som Huíhé og Huihu. I 700-tallet, da de fortrængte gokturkerne, oprettede de et eget khanat. Khaganatet strakte sig fra Det Kaspiske Hav til Mandchuriet og bestod fra 745 til 840, da kirgiserne etablerede sig med styrke. Resultatet blev, at uighurske stammegrupper forflyttede sig til en række nye områder, således til Xinjiang og Gansu, og ud på de centralasiastiske stepper. I Jungaria og i Tarimbækkenet oprettede de kongedømmet Idiqut, som vedvarede til 1209, da det blev underkastet mongolerne under Djengis Khan.

Uigurerne tilhører den store gruppe af tyrkiske og mongolske stammer, som allerede i første årtusinde f. Kr. befolkede det østlige Centralasien og det sydlige Sibirien. De kom tidligt kulturelt og politisk under påvirkning fra kineserne, men tillige fra nordarisk med dem blandede folk modtog de vigtige kulturelle træk, blandt andet et på ældre arameisk grund hvilende alfabet.

Sådanne stammer havde allerede f. Kr. deres midtpunkt syd for Baikal-søen, hvor siden staden Karakorum (det senere Karabalgassun) ved Orkhon-floden opstod. Der forekom de ældste tyrkiske indskrifter fra omkring 700-tallets begyndelse. Et andet centrum opstod i 400-tallet med Kina som udgangspunkt i Karachodja lige øst for Turfan. Uigurer omtales i kinesiske kilder allerede i 1. årh. f. Kr.; en sydlig gren af dem var da bosat i det senere Østturkestan og bekendte sig til buddismen. Fra 600-tallet synes de at have gjort sig stærkt gøldende i øst; efter 744 beherskede de fuldstændigt Karakorum-riget. En yngre gren af den regerende chaghan-ætte (chagan gammaltyrkisk form for chan) grundlagde omkring 850 i Karachodja det egentlige uigurrige. Disse chaghaner bar titlen ydyqut (også idiqut), og deres stad fik derfor navnet Ydyqutsehri, "ydyquternes stad". Om dette rige havde man tidligere kun andenhåndsberettelser (fortrinsvis kinesiske kilder), indtil udgravninger blev udført i 1900-tallets begyndelse i Turfan og andre steder i Østturkestan (især af tyskerne Grünwedel og Le Coq, men også af englændere og franskmænd), der frembragte beviser om deres rige og blomstrende blandingskultur.

Uigurernes historiske rolle var betinget af deres stilling som fredelige handelsfolk i verdenshandelens gamle transitland. Nogen fast nationel enhed havde de aldrig; deres statsdannelser udgjordes af løse og let sammenfaldende konglomerater af heterogene folkeslag blandt hvilke, de udgjorde den herskende klasse. Deres kultur fremstår som en blanding af kinesisk, indisk, iransk og syrisk-kristne elementer. Fuld religionsfrihed var rådende: buddisme, kristendom (i nestoriansk form) og manikeisme trivedes der side om side. Især den sidstnævnte religion indtog efter uigurkanens overgang til denne omkring 760 så stærk en stilling i riget, at det efter denne tid kunne betragtas som manikeismens klassiske land. Fra de nestorianske kristne overtog uigurerne den syriske skrift (en yngre form af det arameiske alfabet). Deres litteratur, mestendels oversøttelser, var righoldig og foreligger på flere sprog, af hvilke flere først i det 20 århundrede blev draget frem af glemsel; kunsten stod i høj blomstring.

Uigurisk kultur havde også det rige, som i 900-tallet fik Kaschgar som midtpunkt. Dets herskere overgik imidlertid til islam, og det uiguriske folkeelement blev fortrængt af andre tyrkiske stammer. Dette statssystem trængte mod vest og syd og ingreb stærkt i kalifatets historie; det var således herfra, at araberne fik deres første underrettelser om uigurernae Dette vestlige rige fejedes bort i 1120 af de så kaldte kara-kitaj, som brød frem fra øst og dannede et stort rige helt til Aralsøen, mens ydyquternes østlige rige bestod frem til mongolstormen under Djingis-khan. Men dermed var dets kulturelle mission ikke slut. Djingis-khan anvendte i stor udstrækning uigurer som embedsmænd og hofhistoriografer, og de blev således mongolernes kulturelle læremestre.[3]

Uighurer på søndagsmarked i Khotan

Turkotatarer i det vestlige Tarim-bækken begyndte at konvertere til Islam i 900-tallet, men de fleste uighurer i Besh Balik- og Turfan-områderne konverterede ikke før i 1400-tallet, da Jarkand-khanatet, en mongolsk efterfølgerstat i det vestlige Tarim, ekspanderede ind i deres områder. Fra da af begyndte forfædrene til de moderne uighurer at kalde sig selv uighurer, men identifiserede sig som "turki" eller "musulmaner".

Før de konverterede til islam, var der blandt uighurerne både manikeere, buddhister og til og med nogen assyriske kristne. Genetisk og kulturelt nedstammer de moderne uighurer til dels fra nomadiske turkomanske stammer, fra de mange iransk-talende grupper som sakaer og sogdianere som tidligere havde bosat sig i oasebyer i Tarimbækkenet, og de central-indoeuropæisk talende tocharianerne. Endnu kan man møde uighurer med lys hud og lyst hår.

En mindre gruppe uighurer drog til det, som senere blev til Gansu-provinsen i Kina, hvor de konverterede fra manikeismen til tibetansk buddhisme. I modsætning til sine folkefrænder længere vest på konverterede de ikke senere til islam. De udgør med dette et usædvanlig element blandt de turkotatariske folk. Deres efterkommer bor der den dag i dag, og er kendt som yugurer (de udgør omkring 10.000 mennesker).

Sven Hedins rejser[redigér | redigér wikikode]

Den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin rejste meget i Østturkestan blandt uighurerne i begyndelsen af 1900-tallet og havde et specielt nært forhold til dette folkeslag.[4]

Kampen for en egen stat[redigér | redigér wikikode]

Østturkestans flag
Uighur mand i Kashgar.

Uighurene proklamerede i 1944 deres en egen stat efter sammenbruddet for Chang Kai-chek's nationale regime og kaldte staten for Republikken Østturkestan. Da kommunisterne kom til magten i 1949 på det kinesiske fastland, boede der kun 300.000 kinesere i Xinjiang ud af en samlet befolkning på omkring 5 millioner.[4] Efter, at kommunisterne havde besat Xinjiang, blev området erklæret en "selvstyrede region" i 1955, men fik reelt kun lidt frihed. Kommunistpartiet arresterede tusindvis af uighurer og andre muslimer under påstande om, at de var "godseiere", spioner eller system-undergravere, og jord og kvæg blev kollektiviseret.[4] I 1966 startede Kulturrevolutionen i Kina, og alle moskeer blev lukket af Rødegardisterne. Først i 1979, under Deng Xiaoping, blev en del moskeer genåbnede.

I 1990'erne startede en ny siniseringspolitik i Xinjiang. Han-kinesere blev opfordrede af myndighederne til at bosætte sig der. Staten stimulerede tilflytning og mobiliserede civile kinesere under slagordet «Drag vestover!». Fund af olie og naturgas i ørkenen i Xinjiang fremmede tilflytning. Der blev tillige bygget en olierørledning til kysten i øst. Ved folketællingen i 2000 var antallet af han-kinesere vokset til 7,5 millioner, mens det var ca 8 millioner uighurer, og andre folkeslag udgjorde omkring 4 millioner.[4] Antallet han-kinesere og uighurer er altså omtrent lige stort i provinsen – og hvis man medtager 2,5 millioner han-kinesere, som er kontraktarbejdere for Statsselskabet for produktion og udbygning i Xinjiang,[5] og 500.000 soldater i Folkets befrielseshær, kan der opholde sig godt over 11 millioner han-kinesere i Xinjiang til enhver tid.

De seneste årtier har regeringen i Beijing videreført en kinesifiseringspolitik, som ligner undertrykkelsespolitikken i Tibet – civile han-kinesere opfordres til at slå sig ned i Xinjiang-provinsen. Modstanden mod den hårdhændte kinesiske politik er bred, men ytrer sig også gennem radikale islamiske grupper som Øst- Turkestans Islamiske Bevægelse (ETIM). I efteråret 2001 blev 22 uighurer sat i fangenskab i Guantanamo i forbindelse med arrestationer i Afghanistan. Organisationen ETIM står på FNs terroristliste. Fremvæksten af radikal islam i Centralasien har motiveret Beijing til at forøge politiets og militærets nærvær, og søge sikkerhedssamarbejde med Rusland og de centralasiatiske lande gennem den såkaldte Shanghai-gruppe.

I 1999 blev lederen af «De tusind mødres bevægelse», Rebiya Kadeer, arresteret og fængslet i Kina. Hun ledede en bred velfærdsorganisation og blev uighurenes talskvinde. I 2004 blev Kadeer løsladt efter påtrykning fra USA, hun fik Raftoprisen og blev genforenet med sin mand i USA. Løsladelsen førte formentlig til, at USA svækkede kritikken af Kinas brud på menneskerettighederne. Optøjer blandt uighurene har været konstante, med voldelige sammenstød blandt andet i 2004. I juli 2009 brød det hidtil kraftigste uiguriske oprør ud i provinsen, mindst 159 mennesker blev dræbt og 1.000 såret ifølge officielle kilder.[6] Den 8.juli indførte de kinesiske provinsmyndigheder portforbud i hovedstaden Urumqi.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Агентство Республики Казахстан по статистике :Итоги переписи населения Республики Казахстан 2009 года...Численность населения Республики Казахстан по итогам переписи населения 2009 года на момент счета на 12 часов ночи с 24 на 25 февраля 2009г. составила 16004,8 тыс. человек . Доля уйгуров в общей численности населения страны составила – 1,4%.Численность казахов увеличилась по сравнению с предыдущей переписью на 26,1% и составила 10098,6 тыс. человек. Увеличилась численность узбеков на 23,3%, составив 457,2 тыс. человек, уйгур – на 6%, составив 223,1 тыс. человек. Снизилась численность русских на 15,3%, составив 3797,0 тыс. человек; немцев – на 49,6%, составив 178,2 тыс. человек; украинцев – на 39,1%, составив 333,2 тыс. человек; татар – на 18,4%, составив 203,3 тыс. человек; других этносов – на 5,8%, составив 714,2 тыс. человек.
  2. Национальный статистический комитет Кыргызской Республики : Перепись населения и жилищного фонда Кыргызской Республики 2009 года в цифрах и фактах – Архив Публикаций – КНИГА II (часть I в таблицах) : 3.1. Численность постоянного населения по национальностям
  3. Nordisk Familjebok, sp. 868f
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 Torbjørn Færøvik: «Kinas små folkegrupper roper på selvstyre», kronikk i Aftenposten 5. november 2004.
  5. Christian Tyler: Wild West China: The Untold Story of a Frontier Land, London 2003.
  6. Aftenposten, 8. juli 2009.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: