Ur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 28. apr. 2015, 06:03 af TherasTaneel (diskussion | bidrag) TherasTaneel (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Ditlev Petersen, fjerner ændringer fra 94.191.184.154 (diskussion | bidrag))
For alternative betydninger, se Ur (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ur)
Et pendulur af den svenske urmager Jacob Kock (1737–1805).

Et ur eller et kronometer er et instrument som bruges til at vise tiden. Uret har en forholdsvis bred definition, hvor alle objekter der viser tiden indgår. Kronometeret er et meget præcist og nøjagtigt ur, som før i tiden ofte blev brugt til navigation. Uret har haft en uundværlig rolle i historiens udvikling, eftersom alt bliver målt i tid. Før mennesket opfandt metoder til at måle tiden, havde naturen allerede sat nogle naturlige tidsintervaller, som dagen, måneden og året. I vores tid er uret en vigtig del af hverdagen, som bruges flere gange, ofte uden at være bevidst om dette.

Begrebet tid

Uddybende Uddybende artikel: Tid

Tiden deles ind i enhederne døgn, måned og år, som allerede er fastlagt af Solen og Jorden.

Historien

Igennem tiderne har der været mange forskellige instrumenter til at måle tiden på, herunder soluret, vanduret og sanduret. De første solure menes opfundet allerede før vor tidsregning i det gamle Egypten. Vanduret har den indlysende fordel, at det ikke er afhængigt af sollys og derfor kan benyttes om natten, eller når det er overskyet, ligesom det kan benyttes indendørs.

Soluret

Et solur i Warszawa

Et solur er et instrument, som viser tiden ved at udnytte solens position på himlen[1]. De mest almindelige solure, har en gnomon, hvorfra der bliver dannet en skygge, som sammen med solens position rykker sig. En gnomon er som regel formet som en høj tynd pind. Rundt om solurets gnomon er der en plade, hvor dagens timer er markeret med linjer. Solure skal opstilles nøjagtigt ift. jordens rotationsakse, for at uret er præcist. I de fleste tilfælde skal solurets gnomon pege mod den rigtige nordpol (ikke den magnetiske nordpol, som et kompas peger mod).

Der findes forskellige slags solure, et hvor tiden vises ved en skygge, og et andet hvor det er en lysstråle der indikerer tiden. Begge former har en plade hvor dagens timer er indtegnet, men hvad der peger på pladen er forskelligt ved dem. Soluret som bruger skygge, har en gnomon, som både kan være vandret, lodret eller en anden bestemt vinkel, udregnet med matematik. Gnomonen som kaster en skygge ned på en plade. Da solurets gnomon skal passe til jordens rotationsakse, kan det betyde at det skal rettes eller rykkes for at passe til hver sæson. Soluret som bruger en lysstråle som indikator, har ikke en gnomon. Disse har enten et spejl, som reflektere solens stråler ned på pladen, hvor timerne er indtegnet, eller så er der lavet et lille hul hvor solens stråler kommer igennem og danner en solstråle. Pladen som strålen eller skygger rammer, kan være meget forskelligt alt efter ønske.

Vanduret

Vandure, også kaldet Clepshydra, som betyder vandstjæler (cleps: stjæle, hydra: vand) stammer fra oldtiden[2]. Man har fundet vandure fra Egypten fra 1400-tallet f.kr., desuden har brugte man i oldtidens Grækenland vandure til at måle taletiden ved domstolene i Athen.[3] Vanduret var udformet således at det bestod af en beholder fyldt med vand, som havde et afløb forneden, hvor vandet kunne løbe igennem. Der var ofte markeret tidsintervaller på indersiden af beholderen, så man kunne anvende som tidsmåler. På bedre vandure, var den udrindende vand styret af en gennemboret rubin. Senere blev vanduret forbedret ved at sætte flydere på vandfladen, og således fulgte skønhedsmæssige forbedringer.

Andre tidlige ure

Timeglass

Indtil de mekaniske ure blev opfundet og overtog markedet, har der eksisteret mange forskellige former for ure, soluret og vanduret var de mest brugte. Stearinlys-uret er en gammel metode til at kende tiden; uret menes at stamme fra Kina, eftersom der optræder et i et digt af You Jiangu i år 520 e.kr. Uret fungerede ved, at man lavede markeringen på lyset, og derved vidste hvad klokken var, eller hvor lang tid der var gået. Sanduret, bedre kendt som timeglasset, er dog en forholdsvis nyere opfindelse, de første beviser om timeglasset stammer fra et kalkmaleri fra 1338.[4] Timeglasset har to trekantformede beholdere, der er sammenbundet med at lille hul, som tillader sandet at falde igennem. Man brugte dog også andre materialer til at tælle tiden med, som fx æggeskaller. De fleste timeglas måler enten 1 time eller nogle minutter. I Kina brugte man under Song-dynastiet (920-1279) røgelses ure, som bestod af et røgelseskar, der oftest var udformet som en drage[5], hvor der var røgelse der brændte i alt fra 1 dag til 1 måned[6]. Røgelses urene var populære i Kina, og blev brugt i både hjem og i templer.

Det mekaniske ur

Det mekaniske Astronomur fra 1410 i Prag.

Det vides ikke præcist, hvem der opfandt det mekaniske ur. Man har haft svært ved at tids- og stedfæste fremkomsten af det mekaniske ur,[kilde mangler] men man ved dog, at man allerede i 1200-tallet begyndte at eksperimentere med mekaniske ure, hvor man afprøvede forskellige afbremsningsmekanismer til de faldende lodder, der kunne få viserne til at dreje rundt. I slutningen af 1200-tallet opfandt man hæmværket, som fik uret til at gå langsomt og nøjagtigt. I 1300-tallet fik man ideen om at udskifte lodderne med fjedre, hvorved uret kunne fremstilles i en størrelse, der gjorde det muligt at medbringe uret.

Det mekaniske ur blev udviklet, da man havde brug for et ur, der kunne angive tiden regelmæssigt og nøjagtigt. Der var især indenfor kirken man havde brug for at kende tidspunkterne på dagen, da man i kloster skulle bede på præcise tidspunkter, såsom ved midnat.

Paven havde allerede før de mekaniske ure forordnet, at alle klostre skulle have et solur, men da det ikke var brugbart når solen ikke var fremme, begyndte udviklingen af det mekaniske ur. Det ældste kendte ur i Europa stammer fra 1386 på Salisbury Katedral.[kilde mangler] Det mekaniske ur var en mere avanceret udgave end de hidtil brugte; da uret var blevet mekanisk, kunne det gå dagen lang, meget nøjagtigt og regelmæssigt. De mekaniske ure består af fire hoveddele: drivmidlet, hjulværket, hæmværket og regulatoren.[7]

George Graham opfandt i 1715 opfandt hæmværket, der eliminerede problemet med at få uret til at gå jævnt. Hæmværket findes i de fleste pendulure. Vor tids mekaniske ure er oftest drevet af batterier. De elektroniske ure blev opfundet i 1800-tallet.[kilde mangler]

Mekanismen i ure er i dag videreudviklet. Nogle ure måler tiden baseret på målinger af svingninger i atomer eller i quartzkrystaller.

Teknologien

Udviklingen

Uret har været igennem en del forbedringer igennem tiden, det startede fra soluret og blev til de elektroniske ure. Teknologien bag de tidlige ure, var ret simpel, men fra omkring det 15 århundrede da hæmværket var udviklet, prøvede man sig frem med mange forskellige metoder til at lave urene mest præcise, som gennem hele urets tid, har været den største og sværeste opgave at løse. Man forsøgte sig frem med ure, der brugte fjedre til at vise klokken. Fjederen bestod af et langt tyndt stykke metal, som var rullet sammen, denne fjedre skulle opspoles. Når man opspolede fjederen gjorde man den strammere, så uret kunne gå, mens fjederen langsomt blev løsere og løsere. Peter Henlein [8] er urmageren som menes at have opfundet denne teknik i 1511.

Man havde ikke sekund- og minutvisere indtil det 16. århundrede. Indtil da havde man ure, som viste tiden indenfor en præcision på 15 min. mellemrum. Det var først da urmageren Jost Bürg i 1584 opfandt et nyt hæmværk der kunne vise tiden med 1 min. præcision. Dette ledte til at astronomen Tycho Brahe kunne observere astronomiske begivenheder mere præcist[9][10].

Da uret også havde stor astronomisk betydning, var det et stort fremskridt da Taqi al-Din opfandt et ur, der kunne indikere når et givet tidsrum var gået meget nøjagtigt. Den næste store opfindelse der gjorde uret mere præcist var i 1656, da penduluret blev opfundet. Længden af pendulet var den afgørende faktor, der bestemte præcisionen af uret. I starten havde urene kronhjul hæmværk, men da engelske William Clement[11] opfandt den næste videre udvikling af hæmværket, kunne pendul urene vise tiden mere korrekt, eftersom minut og sekund visere blev sat på uret. Problemet med pendul uret, var blot at for at det kunne være præcist, skulle det være et relativt stort ur, der ikke rigtig kunne flyttes.

I 1840, opfandt Alexander Bain det elektroniske ur, som siden er blevet videreudviklet.

Hvordan ure virker

Alle ure består af flere forskellige dele, som hver har sin funktion og sin egen opgave for at uret virker[12]


Energikilde:

Alle ure har brug for en energikilde, som kan være et batteri, hjul eller fjedre. Alt afhængigt af hvilket ur der er tale om. De fleste ure har en ekstra energikilde, som slår til når hovedenergikilden kort afbrydes.

En Oscillator:

Alle moderne ure har en harmonisk oscillator, som er en fysisk størrelse, der beskriver svingende systemer. I mekaniske ure kan det være penduler eller et stighjul. I de nyere ure kan det være en quartz krystal eller vibrationer fra elektroner.

Synkroniserede enheder:

De fleste ure bliver regelmæssigt synkroniseret med et andet ”hovedur”, som er nøjagtigt. Computer ure og radioer, har en quartz krystal og bliver synkroniseret en gang om ugen over internettet. Elektriske ure afhænger af deres strømkilde til at være præcise.

Regulering:

Denne del sørger for at frekvenserne fra Oscillatoren bliver udgivet jævnt og ensartet, denne del kan bestå af et pendul, balance eller en ic i quartzuret.

Gearing:

Her bliver de dannede impulser fra Oscillatoren omdannet til en brugbar størrelse, som vi kender som sekunder, minutter og timer.

Displayet:

Som sidste del af uret, er der selvfølgelig displayet, hvor tiden bliver vist. På moderne ure, kan displayet enten være digitalt eller analogt, hvor tidsangivelsen på et analogt ur afhænger af grader.

Forskellige former

Noter

Referencer

Trond Berg Eriksen, Tidens Historie tiderne skifter, 1999, dansk udgave ved Claus Clausen, Nørhaven A/S ISBN 87-7445-867-1
Stan Bray, Making Clocks, 2001, Briddles Ltd, ISBN 1-85486-213-8
Finn Morbech, Ur-guide 2001, forslaget Sct. Eliguis, ISBN 87-983868-1-6
Eric Smith, Clocks & clock repairing, 1993, st. Edmundsbury Press LImited Bury st Edmunds, ISBN 0-7188-2708-2