Urkristendommen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Urkristendommen er den tidligste periode i kristendommens historie; den begynder med Jesu forkyndelse i 20'erne e.v.t. og afsluttes da de kristne menigheder endegyldigt bryder med den jødiske modertradition omkring 100 e.v.t. I den kristne tradition blev kristendommen grundlagt som ny religion af Jesus selv, da han ifølge Matthæusevangeliet havde sagt til sine disciple:[1]

Citat Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Citat

Fra en religionshistorisk synsvinkel var den proces, der førte frem til dannelsen af en ny og selvstændig religion dog mere langvarig og kompliceret; den bestod af flere forskellige faser, nybrud og konflikter. I kirkehistorien dækker betegnelsen oldkirken perioden som strækker sig fra kirkens traditionelle fødsel ved pinse, umiddelbart efter Jesu død og opstandelse og som traditionelt blandt kirkehistorikere afsluttes med indførelsen af kristendommen som statsreligion i Romerriget i slutningen af 300-tallet.

Historisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

Det samfund kristendommen voksede frem i var på én gang præget af kulturel pluralisme, traditionalisme, internationalisme og patriotisme. Jesusbevægelsen begyndte i Galilæa, der var et overvejende jødisk domineret landbrugsområde, men som samtidig var påvirket af de hellenistiske bycentre i Syrien. Kort efter Jesu død blev bevægelsens tyngdepunkter dog flyttet mod byerne, først og fremmest Jerusalem og Antiokia.

Judæa havde i flere århundreder været en del af den hellenistiske verden, og stærke udefrakommende kræfter påvirkede den jødiske kultur. Fx blev religion i højere grad et individuelt anliggende; den gamle handlings- og fællesskabsorienterede religions fokus ændrede sig, så det var den enkeltes tro der kom i centrum; loven skulle ikke længere blot opfyldes i handling, men også i holdning. Forestillingen om en fremtidig og ”dennesidig” frelse for hele Israels folk opstod i 6. årh. f.v.t. under eksilet, men den blev i visse henseender videreudviklet, så frelsen blev opfattet som en overjordisk dommedag. Selve gudsopfattelsen forandredes også; fra at opfatte Jahve som den stærkeste gud blandt mange blev jødedommen nu til en strengt monoteistisk religion.

I perioden omkring vor tidsregnings begyndelse var jødedommen præget af splittelse og intern strid, og den inkluderede mange forskellige grupperinger; nogen entydig ortodoksi fandtes derfor ikke. De fire mest dominerende var farisæerne, essæerne, saddukæerne og sikarerne, dertil kom de såkaldte zeloter, der omfattede flere meget ekstremistiske og aktivistiske grupper, og som mente, at de ved aktiv handling kunne udløse dommedag. Andre grupper var fx samaritanerne, Johannes Døber-bevægelsen og den såkaldte qumransekt.

Genesaret sø i Galilæa, det område hvor Jesusbevægelsen opstod.

Historisk oversigt[redigér | redigér wikikode]

Kristendommens tidligste historie inddeles traditionelt i tre faser: Først Jesu egen forkyndelse og dannelsen af Jesusbevægelsen omkring ham. Den næste er den apostolske tid (c. år 30-70) som omfatter de såkaldte apostles missionsaktiviteter blandt jøder i Israel, diasporajøderne overalt i Romerriget og ikke-jødiske hedninge.

Endnu var kirken ikke dannet i dens moderne form, men de institutioner og embeder der siden blev en vigtig del af den katolske kirkes organisationer tog deres begyndelse i den efterapostolske tid (år 70-140). Der blev fokuseret på at samle håndskrifter af apostlene, fordi Jesu genkomst ikke var så nært forestående, som man ellers havde forventet. Senere udvikledes den oldkatolske kirke (år 140-311) med en mere afgrænset lære og udvikling af kirkeorganisationen. Perioden var fra begyndelsen præget af pluralisme, og nogen entydig teologi fandtes ikke endnu, men udvikledes først langsomt i løbet af de næste århundreder.

Den danske teolog og religionsforsker Per Bilde har i sin beskrivelse af udviklingen, der førte frem til dannelsen af den nye selvstændige religion, lagt vægt på en række brud og vendepunkter, der hver især øger afstanden mellem de dominerende jødiske grupper og tilhængerne af Jesusbevægelsen. I begyndelsen opfattede de kristne og omverdenen sig selv som jøder, men en række konflikter med de dominerende jødiske retninger og nytolkninger af deres trosforestillinger betød, at de kristne til sidst udskiltes som en separat religion.[2] De vigtigste tendenser i deres formodede kronologiske rækkefølge er:

  1. Jesusbevægelsen, der samledes omkring den jødiske prædikant Jesus i Galilæa.
  2. Jesu død (2933 e.v.t.) var et vendepunkt for bevægelsen og nødvendiggjorde en omtolkning af de centrale trosforestillinger, og de eskatologiske forventninger som kom til at lægge grunden til en ny frelsesreligion.
  3. Opfattelsen af Jesus som en guddommelig figur etableredes i bevægelsen, et element der skulle blive et kernepunkt i den nye religion.
  4. Samtidig opstod en følelse af eksklusivitet blandt tilhængerne, at være noget særligt i forhold til de øvrige jøder; bevægelsen fik nu karakter af et sektfællesskab.
  5. Sektens missionsvirksomhed blev udvidet til også at omfatte ikke-jøder; dette hang sammen med dens spredning til storbyer udenfor Judæa.
  6. Med flytningen af sektens tyngdepunkt til stærkt helleniserede byer som Antiokia ændredes dens hovedsprog fra at være aramæisk til at være græsk; dette skifte medførte en række gennemgribende nyfortolkninger af trosforestillingerne pga. den kulturelle påvirkning det nye sprog førte med sig.
  7. Med spredningen til byerne skiftede sektens miljø fra at være udpræget ruralt til at være internationaliseret urbant.
  8. Da Paulus træder ind i bevægelsen (c. 34-40) var disse fundamentale forandringer indtruffet; men med Paulus styrkedes de før nævnte tendenser, og det geografiske tyngdepunkt blev yderligere forskudt mod vest.
  9. Det antages, at den første jødisk-romerske krig (66-70 e.v.t.) havde en forstærkende effekt på udskillelsen af kristendommen fra jødedommen, da de kristne (ifølge konsensus i forskningen) tog afstand fra oprøret, og at lederskabet måske endda udvandrede fra Jerusalem.
  10. Udskillelsesprocessen blev afsluttet mellem 90 og 110, da bruddet mellem tilhængerne af kristendommen og den etablerede jødedom var endegyldigt, og de kristne udelukkedes fra den jødiske synagoge. En begivenhed der bl.a. skildres i Johannesevangeliet[3]. Ignatius af Antiokia, der skrev omkring 110, skelnede da klart mellem det at være kristen og det at være jøde. Kristendommen fremstod nu fuldt og helt som en ny religion.

Følelsen af at tilhøre en særlig gruppe fandtes hos de kristne før det endelige brud, og processen der til sidst medførte dette begyndte formodentligt da ideen om Jesu guddommelighed og grundlæggende betydning for frelsen blev en central trosforestilling i bevægelsen. Dette skete i løbet af de første 5 til 10 år efter hans død. De kristne definerede dog stadig sig selv som jøder på dette tidspunkt, og deres kultfællesskab repræsenterede en jødisk reformbevægelse. Diskussioner og konflikter var foreløbigt også et internt jødisk anliggende.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Evangelisten Lukas, af Andrea Mantegna (1453-1454), han er traditionelt blevet tillagt forfatterskabet til både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger

Kilderne til den tidligste perioder af kristendommens historie indbefatter evangelierne og Ny Testamentes breve. De tidligste vidnesbyrd findes i disse tekster, som for eksempel trosbekendelser og hymner og desuden beretninger fra passionshistorien; ofte bliver disse dateret til at være blevet skrevet mellem 70 og 110, og de skulle især afspejle menigheden i Jerusalems holdninger.[4]

Hovedkilden til begivenhederne i den tidlige apostolske fase af den kristne bevægelse er Apostlenes Gerninger, som beretter om apostlenes virke fra pinse og oprettelsen af menigheden i Jerusalem og til spredningen af evangeliet blandt hedninger, herunder Paulus' tilfangetagelse i Rom i midten af 1. århundrede. Denne tekst bliver dog mest brugt, med kildekritisk forsigtighed, som sekundært stof til de paulinske breve.[5] Paulus' breve er de ældst bevarede kristne tekster, men de er lejlighedsskrifter og ikke systematiske teologiske fremstillinger. De er forfattet som belæringer til menigheder forskellige steder i Romerriget, hvor deres indhold er en afspejling af de aktuelle konflikter i de enkelte menigheder. Disse breve giver derfor også et værdifuldt indblik i livet i menighederne på dette tidspunkt.

De eksempler der er bevaret af Jesu forkyndelse er kun brudstykker, og nogen sammenhængende fremstilling af hans eget trossystem findes ikke. Evangelierne bygger hovedsageligt på mundtlig tradition og samlinger af Jesusord, og derfor består de mest af anekdoter om hans liv og hans reaktioner på bestemte hændelser. I tiden lige omkring Jesu død var det en udbredt forestilling blandt de kristne, at verdens undergang var nært forstående. Derfor følte ingen at det var nødvendigt at nedskrive hvad Jesus havde sagt, da ingen mente at det var nødvendigt at gemme til senere generationer. Først i den sidste halvdel af 1. århundrede blev de første versioner af Jesu forkyndelse skrevet. Dette skete formodentligt efter, at flere af de personer der havde kendt den levende Jesus selv var døde; derved risikerede hans ord også at dø ud. I den efterapostolske tid bliver bevarelse af det der opfattes som den oprindelige og ægte lære vigtig. De senere pastoralbreve tolkes fx som et forsøg på at etablere en tradition ved at modarbejde forestillinger og praksisser, der opfattedes som forkerte; især blev gnosticisme og jødisk ritualisme forfulgt.[6]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Begyndelsen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Jesus fra Nazaret
Jesus Kristus

Jesus var kristendommens første grundlægger, og begyndelsen til det der siden bliver til en ny og selvstændig religion skal findes i den Jesusbevægelse[7], der opstod omkring ham. Selvom Jesu liv og lære er et emne for akademisk debat, er de fleste forskere generelt enige om følgende grundlæggende punkter: Jesus blev født omkring år 4 f.v.t. og voksede op i Nazaret i Galilæa, og han samlede disciple omkring sig. De eneste kilder til hans livshistorie er evangelierne, og ifølge dem fungerede han som en omvandrende profet, der gjorde undere, uddrev onde ånder og helbredte syge; han blev henrettet ved korsfæstelse i Jerusalem efter ordre fra den romerske guvernør, Pontius Pilatus. Jesus blev derefter lagt i en grav, som siden blev fundet tom af nogle jødiske kvinder. Efterfølgende blev Jesus set af mange af hans tilhængere (1 Kor 15,3-9). Påstanden om Jesu opstandelse danner basis for den kristne tro og hele den senere kristne kirke.

Autenticiteten af de overleverede passager om, hvad Jesus sagde og gjorde, anses normalt for at være usikre, da de eneste kilder til Jesu liv er skrevet af de kristne selv og på et tidspunkt, hvor han havde været død i mange år, og hvor opfattelsen af ham som person var stærkt forandret. Da Jesu egne ord kun er bevaret som brudstykker, er det umuligt at lave en systematiseret oversigt over hans forkyndelse, men de udsagn der er bevaret tyder også på, at det måske heller aldrig var meningen, at den skulle laves. Jesu ord består nemlig ofte af overraskende svar på tilsyneladende simple spørgsmål, og formålet har i lighed med de omvandrende kyniske filosoffer været, at svaret skulle ”trække tæppet væk” under spørgeren, dvs. ligesom kynikerne at få ham til at stille spørgsmål ved det etablerede værdisystem vha. provokationer.[8]

Den historiske Jesus der kan skelnes i de nytestamentlige tekster bærer præg af, at han var en jødisk profet og reformator, der bl.a. havde det mål at bringe jødedommen tilbage til en tilstand, han anså for at være den oprindelige, og renset for det, han mente var fremmed indflydelse; på denne tid var det især den romersk-hellenistiske kultur. Bevægelsens profetiske præg kom til udtryk gennem forventninger om en snarlig guddommelig indgriben i verden; den ville medføre en øjeblikkelig forbedring af jødernes aktuelle livssituation som Jesus betragtede som ufuldstændig. For at forberede denne frelsessituation skulle jødedommen reformeres, og fokus var på den enkeltes adfærd; dvs. målet for Jesusbevægelsen var reformation af religionen og ikke revolutionær modstand mod det romerske overherredømme.

Jesus var dog først og fremmest i opposition til de etablerede og dominerende grupper i det jødiske samfund, fx saddukæere og farisæere, og han ville især gøre op med traditioner og nedskrevne love for i stedet at give plads til spontanitet og først og fremmest pligten til at handle efter det han kaldte kærlighedsbuddet. Intet taler dog for at han var modstander af offerkulten i templet, hans uddrivelse af de handlende vil fx kun give mening hvis han mente at stedet og de handlinger der knyttede sig til det havde en særlig betydning. Jesus ønske var at nytænke kulten, at give den et nyt indhold; ikke at afskaffe den.[9]

Bevægelsen havde sandsynligvis tidligt tætte forbindelser til farisæerne og var måske en gren af Johannes Døber-bevægelsen; Jesus brød dog med dem på et senere tidspunkt. Kristendommen blev skabt i en periode fuld af indre stridigheder og splittelse i jødedommen, og efterhånden udviklede der sig en konflikt mellem Jesusbevægelsen og den romerske og jødiske øvrighed. Denne konflikt havde rod i et øget fokus på religiøse traditioner og forestillinger i det jødiske samfund; det medførte spændinger mellem de forskellige grupper pga. deres forskellige opfattelser af hvad jødedommen var. Måske blev Jesus derfor offer for en intern jødisk udrensning af afvigere og kættere.[10]

Det særlige ved kristendommen i forhold til de øvrige kendte jødiske grupperinger var dens høje grad af inklusivitet, frem for den almindelige eksklusive praksis i jødiske samfund; det betød at også ikke-jøder og ringeagtede befolkningsgrupper i bevægelsen blev behandlet på lige fod med jøder, og at dens fokus lå på en idé om fred og forsoning der var uafhængig af nationalitet.

Noli me tangere: Den genopstandne Jesus og Magdalena, af Correggio (c. 1518), forestillingen om Jesu genopstandelse og guddommeliggørelse var et markant brud med den traditionelle jødedom.

Påsken[redigér | redigér wikikode]

Da Jesus henrettes i forbindelse med påskehøjtidelighederne i Jerusalem har det sikkert hos hans tilhængere været med forventningen om at det ville indvarsle endetidens begyndelse. [11] Udeblivelsen af denne begivenhed må derimod have medført en følelse af skuffelse og forvirring; det førte så til en omfortolkning af de centrale trosforestillinger i gruppen. Jesus var blevet anklaget for at være messiasprætendent og henrettet ved korsfæstelse, som var den romerske straf til ikke-romerske borgere for forbrydelser der truede statens sikkerhed. Han blev med andre ord opfattet som en seriøs politisk-revolutionær trussel og må derfor også have haft en større skare af tilhængere der havde særlige forventninger til ham.

Den vigtigste transformation af Jesusbevægelsen efter lederens død var dannelsen af en sekt, hvor den døde Jesus blev opfattet som et guddommeligt væsen med en afgørende rolle i den frelsesplan som nu blev forskubbet mod fremtiden. Transformationen havde fundet sted da Paulus blev en del af gruppen. Han beskriver bl.a. Jesus som den stærkeste guddom af alle, og alt i hele verden må bøje sig for ham.(1 Kor 15,24-27) Denne udvikling var med stor sandsynlighed den vigtigste drivkraft bag det kommende brud mellem de kristne og den jødiske tradition.

Jesuskulten og Paulus[redigér | redigér wikikode]

I tiden lige efter Jesu død var bevægelsen ledet af apostlene og slægtninge[12] og stadig mest udbredt i Galilæa, Jesu hjemegn. Denne egn havde et jødisk befolkningsflertal. Men den var samtidig mindre ortodoks end den der beboede de jødiske kerneområder omkring Jerusalem i Judæa. De store hellenistisk dominerede bycentre i Syrien og Anatolien lå nærved, og deres kultur havde derfor stor indflydelse her. Kristendommens åbenhed overfor ikke-jøder allerede i de tidligste faser af dens historie kan derfor være et resultat af, at den opstod i et område som havde stærke forbindelser til ikke-jødiske samfund.[13]

Påvirkningen fra den romersk-hellenistiske verden var i det hele taget voksende også blandt jøderne; de stærke religiøse reformtendenser i datidens jødedom betød fx at flere diasporajøder flyttede til Jerusalem, og efterhånden blev disse ofte stærkt helleniserede jøder en dominerende faktor i byens religiøse miljø. Denne tosidethed fik stor betydning for den jødiske kultur, og den internationale romersk-hellenistiske kulturs møde med den oprindelige jødiske blev udgangspunkt for en lang række konflikter. Dette influerede også den kristne bevægelse; to modsatrettede strømninger medførte interne stridigheder og konflikter i den ældste menighed, den ene var orienteret mod det der blev opfattet som den traditionelle form af jødedommen, mens den anden var knyttet til den helleniserede diaspora og de ”hjemvendte” jøder i Judæa. Da de græsktalende efterhånden begyndte at blive dominerende blandt de kristne, blev hovedsproget i bevægelsen også græsk. Det medførte ikke blot en oversættelse, men også en stærk indflydelse fra hele den kultur der var knyttet til dette sprog. Jødedommen var på dette tidspunkt i det hele taget mere åben over for fremmede proselytter end sidenhen; mange ikke-jøder var knyttet til jødiske menigheder og tog del i religionen uden fx at være omskåret.

De første kristne var hovedsageligt alle etniske jøder eller proselytter. Jesus forkyndte for jøder, og af dem kaldte han sine første disciple, men budskabet skulle også gå til hedningerne. En tidlig uenighed i oldkirken opstod da hedninger begyndte at omvende sig. Skulle disse hedninger (ikke-jøder) først "blive jøder" (f.eks. blive omskåret og følge jødiske spiseregler), før de kunne blive kristne? Beslutningen blev taget af Peter efter Kornelius' omvendelse idet et tegn viste sig for Peter og bekendtgjorde at kristne ikke skulle følge de jødiske spiseregler, og dermed var sagen afgjort. Apostlenes lære bragte oldkirken i konflikt med de jødiske, religiøse myndigheder, og det ledte til sidst til Stefanus' martyrium som konsekvens. Navnet "kristen" (gr. Χριστιανός) blev ifølge ApG 11,26 første gang brugt om disciplene i Antiokia.[14]

Paulus, af Bernardo Daddi (1333), fortaler for at åbne kristendommen for ikke-jøder.

Paulus tilhørte den helleniserede fløj i kristendommen; han stammede fra byen Tarsus, som var et hellenistisk kulturcentrum, hvor især stoicismen havde en stærk position. Hans modersmål var koinê græsk, og han havde fået en grundlæggende uddannelse både inden for den græske og den jødiske tradition; han var før sin omvendelse tilknyttet farisæerne. Han tilhørte gruppen af diasporajøder der var rejst til Jerusalem i religiøs begejstring, men hvoraf flere siden tilsluttede sig Jesusbevægelsen i skuffelse over de interne stridigheder som prægede tidens jødedom. Paulus blev efter eget udsagn omvendt til at følge Jesus, efter han havde haft en visionsoplevelse på en rejse til Damaskus, mens han deltog i den jødiske øvrigheds forfølgelse af den nye Jesussekt. Denne omvendelse dateres normalt til at have fundet sted mellem år 35 og 40. De kristne menigheder fandtes på dette tidspunkt primært i byerne, og denne tendens blev kun yderligere styrket, da Paulus påbegyndte sit missionsarbejde. I lighed med de øvrige apostle etablerede han nye menigheder i flere byer. Hans base blev byen Antiokia, Syriens hovedstad og Romerrigets tredjestørste by. Her fandtes en stor menighed der bestod af både jøder og ikke-jøder.

I Paulus’ fortolkning af Jesu liv markerede hans henrettelse og efterfølgende genopstandelse et totalt nybrud med den traditionelle jødedom. Den gamle rabbinske jødedom drejede sig ifølge Paulus' opfattelse om at vente på forløsningen og Messias’ komme, og om i ventetiden at efterleve den guddommelige lov til fuldkommenhed. Nu havde Messias været der i skikkelse af Jesus, og det blev nu et spørgsmål om tro; havde den gamle historie, som begyndte med syndefaldet, nået sin afslutning, og var en ny begyndt? Hos Paulus bestod troen således i den fuldstændige accept af, at Jesus var den salvede, og at han havde bragt gudsriget ned på Jorden. Genopstandelsen havde ændret verdensordenen, idet en død der levede betød at den synd der blev skabt ifølge 1. Mosebog nu blev annulleret; et synspunkt, der gav bevægelsen et stærkt millenaristisk præg. I Paulus’ fortolkning var Jesu liv en rettesnor for mennesket, og med ham var den gamle lov blevet forældet og i stedet erstattet af syndsforladelsen. Paulus’ skrifter er de ældst bevarede kristne skrifter og har alene af den grund haft overordentlig stor indflydelse på senere tiders kristen teologi.

Den tidlige kristne bevægelse blev ledet af apostle og af de ældste (presbýteroi) ifølge de beskrivelser af organisationen som findes i Apostlenes Gerninger. Titlen 'apostel' dækkede over flere funktioner, og definitionen er uklar i de ældste tekster; dette kan være tegn på en intern konflikt mellem grupper med forskellige opfattelser af deres position i bevægelsen. To definitioner af hvem der kaldtes apostel dominerede dog: personer der var godkendte som missionærer, og personer som havde fulgt Jesus selv og fået hvervet tildelt af ham personligt. Efter de oprindelige apostles død blev det nødvendigt at skabe en mere fast struktur for bevægelsen og etablere en hierarkisk opbygget ledelsesform. Den nye organisation blev skabt ud fra en model, der lignede den måde hvorpå andre religiøse og sociale fællesskaber i det omgivende samfund var opbygget. Og efterhånden etableredes faste embeder på grundlag af funktioner, der allerede fandtes i menighederne. Fra omkring 110 kendes de føste eksempler på biskopper, der alene stod i spidsen for en menighed, fx Ignatius af Antiokia og Polykarp af Smyrna, men denne type embede nåede først til Rom ca. 150 e.v.t.[15]

Jesu bror Jakob overtog formentlig lederskabet af den kristne menighed i Jerusalem i 44; denne menighed havde den største autoritet inden for kristendommen i denne periode. Jakob kom til at stå for en linje, hvor bevægelsen i så høj grad som muligt blev tilpasset de dominerende jødiske grupperinger for at undgå konflikter. Den voksende nationalisme i det jødiske samfund og deraf øgede fokus på de religiøse traditioner gjorde imidlertidig situationen farligere for de kristne, og konflikter brød efterhånden ud alligevel, fx blev Jakob sammen med flere andre kristne henrettet i 62 på ordre af ypperstepræsten Ananus. Den spændte situation tog til efter det jødiske oprør (66-70); templet i Jerusalem var nu ødelagt og den jødiske offerpraksis var ikke længere mulig. Den farisæiske skriftfokuserede tradition oplevede nu på denne baggrund en voldsom vækst, der bl.a. medførte at afvigende grupper, som fx de kristne, blev marginaliserede og i flere tilfælde udstødt fra synagogefællesskabet.

Domus Vettii i Pompeii, Peristylum, en rig patrons hus fungerede ofte som mødested for de kristne menigheder.

Bymenigheder[redigér | redigér wikikode]

Kristendommen var få år efter Jesu død primært en byreligion, og mange af de bevarede breve fra denne periode tyder på at de kristne menigheder især fandtes i de lilleasiatiske byer, mens den første menighed i Rom blev etableret omkring 40. Religionssociologen Rodney Stark har foreslået, at årsagen til forskydningen af kristendommens tyngdepunkt til byerne var, at der her fandtes kritiske masser der var tilstrækkeligt store til at kunne understøtte en afvigende bevægelse. Stark har i sin forskning primært beskæftiget sig med dannelsen af nye religioner, og han påpeger bl.a. at spredningen af nye religiøse ideer i de fleste tilfælde ikke drejer sig om mission alene, men i lige så høj grad om sociale relationer.[16] I denne tidsepoke var den enkeltes kontaktflade større, hvis man levede i byen frem for på landet; hvis kristendommen derfor var blevet samlingspunkt for en gruppe i en stor by, ville sandsynligheden for yderligere spredning være langt større end i bevægelsens oprindelige landlige tyngdepunkt i Galilæa.

Romerrigets byer var kaotiske og kulturelt uorganiserede; der fandtes ingen centrale kulturelle institutioner. For en nytilflytter til en af disse byer repræsenterede medlemskabet af en kristen menighed en mulighed for at overvinde den urbane virkeligheds mange vanskeligheder, fordi man internt i de kristne grupper i meget stor udstrækning tog sig af hinanden. Denne praksis havde selvfølgelig stor betydning i katastrofetider, men betød også at dette sociale netværk var i stand til at gøre livet i de græsk-romerske byer mere udholdeligt i dagligdagen.[17]

Romerriget havde skabt et effektivt netværk af sikre veje mellem byerne, både til lands og til vands; latin og græsk var gangbare sprog næsten overalt i hele imperiet. De gode muligheder for mobilitet betød at mange mennesker udvandrede fra deres hjemegne mest for at bosætte sig i en by. De fleste af Romerrigets byer havde en jødisk befolkning, og det var i overvejende grad gennem kontakter mellem disse grupper at de kristne ideer blev spredt. Den store etniske blanding i byerne betød samtidigt at de kristne her ofte kom i kontakt med personer af ikke-jødisk oprindelse. Da de første kristne menigheder blev etableret, havde de lokale synagoger fungeret som base for den kristne forkyndelse, men efterhåden som spændingerne mellem de dominerende jødiske grupper og de kristne blev stærkere, blev de kristne holdt ude af synagogerne.[18]

De ældste benyttede også andre former for mødesteder end synagogerne; mange af dem havde en patron, der gerne brugte sit eget hjem som samlingssted, især i forbindelse med nadverritualet. Mange af de husmenigheder som omtales i Paulus’ breve[19] er sandsynligvis opstået ved, at en velstående pater familias har ladet sig døbe sammen med hele sin familie og husholdning; derved har han opnået en patronstatus for hele menigheden.[20]

De kristne organiserede sig ligeledes i kollektiver eller foreninger (collegia/thíasoi), som var et vigtigt socialt element i det romersk-hellenistiske samfund. De fungerede ofte som begravelsesforeninger, laug eller som religiøse fællesskaber; medlemmerne var i reglen ligemænd og tilhørte samme stand; men fattige foreninger havde gerne en rig velgører. Nogle af disse foreninger benævnte sig selv ekklesíai, hvoraf det moderne ord kirke stammer. En tilbagevendende begivenhed i foreningerne var fester, hvor alle medlemmerne samledes omkring et fællesmåltid. Deres styreform vekslede mellem at være demokratiske og patriarkalske; de havde gerne en hierarkisk struktur med et ældsteråd (senatus/gerousia) i spidsen og valgte embedsmænd (magistres/arkhóntés). Ved siden af var det almindeligt med en række tjenestefunktioner, og de mest udbredte var forstander (prostátés), opsynsmand (epískopos) og tjener (diakonos). De kirkelige institutioner og titler, der senere i kristendommens historie voksede frem, fik sandsynligvis deres navne fra denne organisationsform.[21]

En helt anden udbredt fællesskabsform i antikken var filosofiske skoler dannet omkring en omvandrende lærer eller filosof. De mest kendte bevægelser af denne type var de kyniske, pythagoræriske og epikuræiske skoler. En kristen forfatter beskrev omkring 200 netop kristendommen som en filosofisk skole på linje med de førnævnte,[22] mens jøder i 1. århundrede e.v.t. ligeledes beskrev grupperinger inden for jødedommen som jødiske filosofiske skoler.[23] Indholdet af deres filosofi var vidt forskelligt, men strukturelt havde disse skoler store ligheder, og de var ofte opbygget organisatorisk på samme måde som fx et laug eller et gilde.[24]

Menighederne fik deres særlige karakter pga. medlemmernes behov; de fleste af dem var både religiøse og sociale fællesskaber. Det rituelle fællesmåltid nadveren var et vigtigt religiøst og samlende element i menighedslivet, men formålet med det var i lige så høj grad omsorg med fattige og syge medlemmer. I løbet af det 20. århundrede har det været en udbredt opfattelse at de ældste menigheder primært bestod af fattige og uuddannede mennesker, men kilderne tyder på at mange af de kristne var relativt velstående, dog mest nyrige.[25] Den store gruppe af slaver og frigivne har sandsynligvis følt sig tiltrukket af kristendommens lighedssyn, men håndværkere og handlende har dog udgjort majoriteten af de første kristne.[26]

Mission og vækst[redigér | redigér wikikode]

I den sidste del af 1. århundrede var den kristne menighed blevet så stor og var stærkt organiseret, at de etablerede og dominerende jødiske grupper var begyndt at anse dem som en trussel mod deres egne magtpositioner inden for jødedommen. De kristne udgjorde nu flere steder større grupper, der lokalt var i opposition til den jødiske ledelse i synagogen. Denne situation førte til at de kristne blev udelukket fra synagogerne og det jødiske fællesskab mellem år 90 og 120. Det er blevet anslået er der omkring år 100 var ca. 7.500 kristne i alt, og at bevægelsen i de første århundreder havde en vækstrate på omkring 40% for hvert 100 år.[27] Disse tal er selvfølgelig udelukkende estimater der bygger på højst usikre talstørrelser, men giver alligevel en form for fingerpeg om gruppens relativt lille størrelse, hvorfor der endnu ikke er blevet gjort arkæologiske fund med forbindelse til de første kristne, og hvorfor gruppen kunne fungere så længe som en del af det langt større jødiske samfund.[28]

De allerførste menigheder havde en kerne af mennesker der selv havde fulgt Jesus. Han havde sandsynligvis omgivet sig med en gruppe af omvandrende disciple, men denne gruppe havde også fastboende sympatisører som kunne forsørge dem på deres rejser. De første missionærer i Jesusbevægelsen har med stor sandsynlighed været rekrutteret i gruppen af omvandrende disciple, og de kom til at fungere som karismatisk samlingspunkt for deres egne menigheder.[29]

De kristne havde allerede inden bruddet med modertraditionen etableret stærke indbyrdes bånd og fælles organisationer mellem de spredte menigheder overalt i Romerriget. De kristne udviklede efterhånden en stærk identitet og begyndte at betragte sig selv som et tredje folk (ethnôs) ved siden af grækerne og jøderne. Omkring år 100 begynder udenforstående at beskrive de kristne som en identificerbar gruppe, der tydeligt skiller sig ud og som har et stærkt sammenhold[30] Omkring dette tidspunkt erstattede de kristne synagogefællesskabet med en ekklesia/kirke, der på græsk blot betyder forsamling.[31] 'Ny' opfattes sjældent som en positiv egenskab ved en religion, og i hellenistisk-romersk tid så man især ned på nyskabelser i forhold til det gamle. Reelle nyskabelser blev derfor gerne beskrevet som en tilbagevenden til de gode gamle dages skikke og dyder; dette er fx det bærende tema i Vergils epos, som skulle vise at kejser Augustusreformprogram var en tilbagevenden til fortiden. Alligevel indeholder teksterne i Nye testamente flere passager, hvor nyhedsværdien af det kristne budskab fremhæves.[32]

Ruiner af en antik synagoge i Kapernaum

Det nye ved kristendommen var dog ifølge de kristnes egen opfattelse, at Jesu død markerede en overgang til en ny tidsalder, der var mere ægte, dvs. livet nu var i overenstemmelse med idealerne fra den mytiske urtid. De kristne anså på den ene side kristendommen for at være en ny religion, men opfattede den samtidig som en reetablering af den sande jødedom.[33] Tilvæksten i antallet af kristne skyldtes primært konvertering især blandt jøder og ikke-jøder, der var tæt knyttet til jødedommen. Konvertering til en anden religion finder som regel sted hos personer der har knyttet stærkere bånd til medlemmer af denne religion end til andre ikke-medlemmer. Moderne studier har vist at konvertitter i langt de fleste tilfælde har følt, at der var mindre at tabe ved at konvertere end ved at forblive udenfor.[34]

Socialt set ligner urkristendommen alle andre nyreligiøse bevægelser; dvs. tilhængerne var ikke fattige, men tilhørte snarere en højere middelklasse, og åbne netværk var nødvendige for vækst. Den proces der førte frem til dannelsen af en ny religion var social og involverede alle medlemmer af gruppen; det var selvfølgelig de karismatiske ledere eller stifteren der virkede tiltrækkende, men det var hele gruppen der gjorde arbejdet med at etablere et uafhængigt trossystem.[35]

Ritualer[redigér | redigér wikikode]

Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster og ideen om synagogen som rituelt samlingspunkt. Men teksterne blev nytolket, og selve ritualerne ændrede form og indhold. De allerførste kristne kom i templet og brugte synagogerne, og Jesus havde opfattet sig selv som en reformator af jødedommen og ikke som en grundlægger af en ny religion. Indtil 90 e.v.t. fandt den kristne forkyndelse primært sted i synagogerne. Først ved overgangen til det 2. århundrede begyndte de kristne at opfatte deres traditioner som fundamentalt forskellige fra jødernes.[36]

Jesus uddriver de handlende fra templet, af Giotto (1266)

Den kritik af religiøse ritualer, der fremgår af de tidlige kristne tekster, betyder ikke, at de kristne ikke selv havde ritualer. Kritikken retter sig i stedet mod den jødiske offerkult og de hedenske religioners praksis. Helt fra begyndelsen var dåben et meget centralt ritual, og det fungerede som en overgangsrite og blev opfattet som genfødsel til et nyt liv[37] og en nyskabelse af mennesket.[38] Den liturgiske praksis i denne periode kendes dog ikke. Nadveren i form af et fællesmåltid med rituelt indhold indgår også hyppigt i de tidlige tekster.[39] Eskatologiske forestillinger var et fremtrædende element i nadvermåltidet, og det fungerede både som en mindehøjtidelighed for Jesu død og som billede på hans fremtidige genkomst og denne verdens undergang. I dette ritual blev fortiden forbundet med fremtiden ved, at centrale mytiske begivenheder blev genskabt gennem ritualet. Gentagelsen fungerede som et billede på den kommende lyksalige tid efter Dommedag. Den kristne blev gennem sin deltagelse i menighedens fælles måltid delagtiggjort i Jesu døde og genopstandne legeme og fik derved et pant på at kunne indgå i det fremtidige gudsrige. Nadveren som fællesmåltid havde flere paralleller i både mysteriereligionerne og i den jødiske måltidstradition.[40]

Det er usikkert, om gudstjenester fungerede som en selvstændig ceremoni, eller om de indgik som led i de øvrige ritualer. Der er heller ikke levn, der tyder på, at der fandtes en fast liturgisk struktur for en gudstjeneste, blot at visse elementer ofte indgik; det drejer sig om salmesang, belæringer, åbenbaringer, bøn og tungetale. Formålet med åbenbaringer var at give menigheden indsigt (gnôsis) i de centrale trosforestillinger, og de blev næsten udelukkende foretaget af en apostel eller en anden person med stor autoritet i bevægelsen. I den efter-apostolske tid bliver det i højere grad nødvendigt at etablere en dogmatik for at kunne opretholde ideen om den rene lære. Det skete ved, at ortodoksien blev adskilt fra kætteriet, og med tiden får de belærende elementer også større betydning i gudstjenesten.[41]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Mattæus evangeliet 28,18-20.
  2. Per Bilde (1999) pp. 166
  3. Se fx Johs 9,22, Johs 12,42 & Johs 16,2
  4. Om bekendelserne se: Cullmann, Oscar: Les Premières Confessions de Foi Chrétiennes, Paris 1943. Engelsk: The Earliest Christian Confessions, Lutterworth, London 1949. Om passionen se: Pesch, Rudolf: Das Markusevangelium i 2 bind, Freiburg 1977.
  5. Laursen (1994) pp. 339
  6. Laursen (1994) pp. 409
  7. Betegnelsen stammer fra Gerd Theissen; Jesus-overleveringen og den sociale baggrund : et sociologisk bidrag til den tidligste kristendoms historie; overs. af Geert Hallbäck 1979
  8. Tim Jensen et.al. (1994) pp. 253
  9. Bilde 1999 pp. 143
  10. Laursen (1994) pp. 343
  11. se bl.a. Laursen (1994) & Bilde (1999) for et referat af diskussionen vedr. denne skuffelse
  12. Gerberding R. og J. H. Moran Cruz (2004), side 51.
  13. Laursen (1994) pp. 350
  14. Peterson, E. Christianus side 353-372.
  15. Laursen (1994) pp. 387-398
  16. Stark (1996) pp. 129
  17. Stark pp. 161
  18. Stark (1996) pp. 54-55
  19. fx 1. kor. 1.16 & 16.15
  20. Laursen (1994) pp. 372
  21. Laursen (1994) pp. 375
  22. Justin Martyr
  23. Philon Somn. 2;127 og Josefus Vita Cont. 26 samt Ant. 13;171-173 & 18;11-25
  24. Laursen (1994) pp. 369-376
  25. se fx 1. kor.
  26. Laursen (1994) pp. 379
  27. Stark (1996) pp. 9; denne udregning er baseret på udviklingen i forskellige nye religioner fra moderne tid, fx mormonerne.
  28. Stark (1996) pp. 9-13
  29. Laursen (1994) pp. 345
  30. fx Tacitus & Sveton
  31. Bilde (1994) pp. 163-4
  32. Se bl.a. 1. Kor. 8;5-6 & 11;25, 2. Kor 3;6, Hebr 8;8 & 12;24 Mark 1;27 & 16;17, Matt 9;17, Luk 22;20 samt ApG 17;19
  33. Bilde (1994) pp. 161
  34. Stark (1996) pp. 20
  35. Bilde (2001) pp. 39
  36. Bilde (1999) pp.
  37. se fx Johs. 3;3-8
  38. se fx 2. kor. 5;17 & Gal. 6;15
  39. se fx 1. kor. 11;24-25 & Luk. 2;19
  40. se fx GRH pp. 256
  41. Laursen (1994) pp. 407-417

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Per Bilde: "Ny vin på nye flasker? Grundlæggelsen af kristendommen som en ny religion i hellenistisk-romersk tid". I Per Bilde & Mikael Rothstein (red.): Nye religioner i hellenistisk-romersk tid og i dag, 1999 ISBN 87-7288-761-3
  • Per Bilde: En religion bliver til : en undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110 ´2001 ISBN 87-7457-277-6
  • Tim Jensen, Mikael Rothstein & Jørgen Podemann Sørensen: Kristendom. I Gyldendals religionshistorie, 1994 ISBN 87-00-12196-7 (en god introduktion til emnet på dansk skrevet af religionsforskere)
  • Gerberding R. og J. H. Moran Cruz, Medieval Worlds, Houghton Mifflin Company, New York 2004
  • Kirsten Rebekka Laursen; "Urkristendommen. Historiske og sociale forhold". I Sigfred Pedersen (red.): Den nytestamentlige tids historie, 1994 ISBN 87-7288-498-3
  • Peter Paludan; "Religiøse retninger i datidens jødedom". i Sigfred Pedersen (red.): Den nytestamentlige tids historie, 1994 ISBN 87-7288-498-3
  • Stark, Rodney: The rise of Christianity : a sociologist reconsiders history, 1996 ISBN 0-691-02749-8