Værnepligt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. sep. 2014, 12:23 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Grøn: Ingen hær.
Blå: Ingen værnepligt (forsvar af frivillige/professionel hær).
Orange: Stadig værnepligt, men under afvikling.
Rød: Værnepligt.

Værnepligt er en stats udskrivning af arbejdskraft til landets militær. I dag har mange lande værnepligt, men mange andre lande har afskaffet den og satser på et rent professionelt forsvar.

I visse lande har der været dødsstraf eller anden straf for at undvige værnepligten.[1] og borgerrettighedsgrupper i forskellige lande har kritiseret værnepligten for at være rent slaveri.[2]

Værnepligt i Danmark

Lov om almindelig Værnepligt for Kongeriget Danmark fra 1849, på Nationalmuseet.

Forløberen for den moderne værnepligt og et stående landehærsberedskab var det gamle ledingssystem, kendt fra vikingetiden, hvor herreder (hærreder) og lægder stillede med folk: Én våbenfør (i stand til at føre våben) karl for hver 10 gårde til Kongens tjeneste. Dette overgik senere til en landmilits oprettet af Frederik 4. i 1701 i forbindelse med Store Nordiske Krig. Hver fjerde fæstegård skulle stille en soldat, og de blev udvalgt af godsejeren, og blev ofte betragtet som en straf, da den fratog karlene deres fritid. Den militære træning foregik om søndagen efter kirketid, og blev som regel ledet af tysktalende officerer, og var særdeles forhadt, blandt andet så blev de ulydige straffet med at sidde på en træhest. Landmilitsen blev ophævet i en kort periode omkring 1730 men genindført med stavnsbåndet i 1733.

Almindelig værnepligt blev indført i Danmark som et resultat af stavnsbåndets ophævelse, men stadig kun for landbefolkningen. I købstæderne blev værnepligt først indført i 1848, hvor også det særlige danske lodtrækningssystem blev indført, og i hele landet ved lov af 12. februar 1849.

Grundloven fastsætter i §81 følgende:

"Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver".[3]

I Danmark anses alle mænd mellem 18-60 år der besidder normal fysisk og mental tilstand for at være våbenføre. Værnepligt er i dag ikke udelukkende militærtjeneste, men kan aftjenes som en af følgende i henhold til Værnepligtslovens[4] §2:

  1. Tjeneste i Forsvaret.
  2. Tjeneste i redningsberedskabet.
  3. Bistandsarbejde i udviklingslande.
  4. Civilt arbejde efter den særlige lovgivning herom.
  5. Militærnægtertjeneste.

I flere år har der været diskussion omkring nedlæggelsen af værnepligtsordningen, men indtil videre har den bestået, dog er antallet af værnepligtige og forløbet blevet beskåret kraftigt med tiden. Med forsvarsforliget 2013-2017 nedsættes antallet af årligt indkaldte værnepligtige fra 5.000 til 4.200 der aftjener i gennemsnit 4 måneder.[5], hvorimod de 24.400 værnepligtige i 1969 aftjente mindst 18 måneders værnepligt.[6]

Værnepligtsforløb i Danmark

værnepligtige fra Livgardens vagtkompagni.

Førend man bliver indkaldt til tjeneste, møder man op til Forsvarets Dag (tidligere session). Her bliver ens fysiske og psykiske formåen vurderet til egnet, begrænset egnet eller uegnet. Godt 50 % af årgangen bliver normalt erklæret egnet[7]. Der er ikke brug for alle egnede, så spørgsmålet om hvem der indkaldes afgøres ved lodtrækning[8]. De værnepligtiges rettigheder varetages af Værnepligtsrådet, som er ansat af Forsvarsministeriet. Rådet består af tidligere værnepligtige talsmænd. Rådet har en hjemmeside med råd og vejledning til de værnepligtige for at undgå overgreb og magtmisbrug.[9]

Tjenestesteder

Tjenestested kan frit vælges, dog med forbehold for manglende plads på det ønskede tidspunkt. Værnepligtens længde kan variere alt efter tjenestested:

  • 4-12 måneder
    • Militærnægtertjeneste (almennyttigt arbejde)
    • Bistandsarbejde i udviklingslande (i samarbejde med bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke)

Se også

Kilder/henvisninger